Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Sundhedsfaglighed på prøve
KOMMENTAR: Gennem hele coronakrisen har vi klynget os til troen på sundhedsfagligheden og suget hver en ny melding til os. Men er de sundhedsfaglige modeller rent faktisk for politisk og økonomisk skrøbelige til den tillid? Og forsvandt der alt for mange forbehold undervejs?
Hvis der er sundhedsfagligt belæg for at gøre det. Hvis det er i orden sundhedsfagligt. Hvis det lever op til de sundhedsfaglige krav. Hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
Hvor tit har vi ikke hørt de sætninger leveret som fast refræn fra alle sider i de seneste coronauger. Regeringen, oppositionen, erhvervslederne, de faglige ledere, myndigheder af alle slags siger det. Ja, vi går næsten som almindelige borgere og bekræfter hinanden i at sige det samme. Ingen tør stille de kritiske spørgsmål til beregningerne over smittetrykket fra Statens Serum Institut. De sundhedsfaglige modelleringer i Kåre Mølbaks laboratorium omgærdes med samme hemmelighedskræmmeri, som var det en magisk opskrift på det evige liv. Ingen tør heller rigtigt pille ved de sundhedsfaglige anbefalinger, der kommer ud fra Sundhedsstyrelsen. Vi går rundt med en mental to-meters målestok i hovedet, når vi passerer hinanden på gaden eller sætter os på en bænk, så vi kan holde den foreskrevne afstand.
Og det har jo virket. Vi er et land med stor tillid til myndighederne og til hinanden. Den hurtige og handlekraftige nedlukning har virket. Truslen om endnu flere af samme slags indskrænkninger i friheden, hvis vi ikke kunne lære at holde afstand og vaske hænder, har virket. Truslen om flere dødsfald foranlediget af coronasmitte, hvis vi ikke overholder forbuddet mod at forsamle os mange mennesker, har virket. Skrækken for at ende som Italien og Spanien har virket. Intet demokratisk land og ingen demokratisk valgt regering ville kunne modstå presset for at gribe markant ind med de billeder, vi var vidne til, af kister på rad og række, massedødsfald på plejehjem og lighuse i telte på gaderne ud for hospitaler i New York.
CORONA-NEDLUKNINGEN HAR VÆRET EN BLANDING af sundhedsfaglighed og politiske valg. Af og til har det været svært at se, hvad der var hvad i regeringens markante indgreb fra grænselukninger til vidtgående ministerbemyndigelser. På den måde blev oppositionen i Folketinget sat skakmat. For hvem har lyst til i en vildt voksende pandemi at udfordre dem, der siger, de kommer med kloge beslutninger baseret på landets bedste sundhedsfaglige rådgivning?
Det er sådan set glimrende at se videnskab, forskere og faglighed komme i højsædet, når liv og helbred er på spil i en sundhedskrise, og at det ikke skal være tilfældige politiske synsninger, der skal afgøre de dramatiske valg, der skal tages. Spørgsmålet er bare, hvor meget sikkerhed der er i sådanne smitteberegningsmodeller på en covid-19 sygdom, som vi aldrig har set før. Nogen har lidt spydigt døbt regnestykkerne Delfi-modeller efter det berømte græske orakel.
Når alt bliver utrygt og skræmmende, så klynger vi os jo til videnskaben for at finde svar. Men i efterspillet af coronaen er det vigtigt at få rede på, hvad der var politiske valg, og hvad der var sundhedsfaglige anbefalinger. Og hvor sikre smittemodelberegningerne rent faktisk var. Ikke for at finde syndebukke og skyldige, men for at lære af det til næste gang, hvis coronaen eller en anden virusafart vender tilbage.
EN TING ELLER TO BURDE VI I HVERT FALD LÆRE af forløbet. Der må og skal være fuld åbenhed om de sundhedsfaglige beregninger og modelleringer af smittetrykket. Statens rådgivere og myndighederne bør kunne udfordres og kigges i kortene af andre forskere og sundhedsfaglige eksperter. Det samme gælder for beregningerne af de økonomiske effekter. Først her i sidste øjeblik og efter pres fra Folketingets partier indvilgede regeringen i at give tre uafhængige økonomer buddet at se på genåbningsscenarierne. Og først nu viser regeringen større åbenhed over for at dele de sundhedsfaglige baggrundsdata med eksterne forskere.
Coronakrisen tog både regering, Folketing og sundhedsmyndigheder på sengen. Næste gang en krise som denne rammer, så bør vi have lært, at stærk politisk handlekraft og stærke myndighedsbeslutninger bør ledsages af en uafhængig ekspertfølgegruppe og en politisk følgegruppe, som ikke blot løbende bliver holdt orienteret om regeringens og myndighedernes beslutninger, men som også reelt bliver inddraget. Et demokrati skal også kunne tåle åbenhed og håndtere konstruktive uenigheder under en krise.
