Sundhedsvæsenet skal disruptes

En traditionel økonomiaftale om sundhedssektorens fremtid vil kun forværre og udskyde en løsning på sektorens reelle udfordringer. Der er behov for en ’Sundhedens 2025-plan’, der nytænker, hvordan det samlede sundhedsvæsen kan omstille sig til et helt nyt sygdomsbillede og gøre op med ensidige produktivitetskrav.

Når de aktuelle økonomiforhandlinger imellem Finansministeriet og Danske Regioner er afsluttet, vil de næppe have nærmet sig en løsning på sundhedssektorens største udfordringer. Måske tværtimod. Udfordringerne handler nemlig ikke om kortsigtede forlig, men om at finde langsigtede svar på et markant ændret sygdomsbillede, der de kommende årtier vil sætte hele sektoren under et accelererende krydspres. Derfor er der i stedet brug for en 2025-plan for det danske sundhedsvæsen.

Den plan skal bl.a. sikre, at regering, Folketing, de regionale og kommunale myndigheder samt sundhedssektoren har en fælles forståelse for de opgaver, der nødvendigvis skal løses de nærmeste år. De har et omfang og en kompleksitet, der ikke kan afklares i en årlig økonomiforhandling. Opgaverne kræver en helhedsløsning, der bifaldes af mange parter. Ellers risikerer sektoren at opleve en mental og faglig nedslidning, og at den må gå på stadig flere kompromiser for at løse stadig flere og stadig mere krævende opgaver.

Danske Regioner hejste advarselsflaget ved starten på årets økonomiforhandlinger. Budskabet var klart: Hospitalerne har nået en smertegrænse for, hvor mange flere patienter der kan sendes igennem systemet og forvente en optimal behandling. Derfor ønsker regionerne også at få afskaffet den regel, der dikterer, at produktiviteten skal øges med 2 pct. om året i form af et tilsvarende antal flere behandlinger. Det gør de bl.a. med henvisning til, at hospitalerne i perioden 2008-2015 allerede har øget produktiviteten med 25 pct. Samtidig har hospitalerne kunnet behandle 300.000 flere patienter med mere komplekse lidelser, men kun med 4 pct. flere ansatte.

Produktivitet vs. kvalitet

Det viser, at danske hospitaler kan præstere produktivitet i verdensklasse og leve op til skiftende finansministres ønsker og forventninger. Men spørgsmålet er, om de også kan leve op til patienternes forventninger og levere kvalitet i verdensklasse.

Det sættes der store spørgsmålstegn ved i den hidtil mest omfattende undersøgelse af danskernes forhold til det danske sundhedsvæsen. I rapporten ’Sundhedsvæsenet – ifølge danskerne’, der er udarbejdet af TrygFonden og Mandag Morgen og blev præsenteret i juni 2016, gav danskerne sektoren en gennemsnitskarakter på beskedne 6,7 på en 10-skala og kun 5,4, når det gjaldt spørgsmålet om sammenhængende behandling. Desuden mente 53 pct. af de adspurgte, at man som patient er nødt til at insistere for at få den rette behandling.

Sammenfattende er undersøgelsens resultater en klokkeklar opfordring til sundhedssektoren om at have langt større fokus på kvalitet end produktivitet. Beskeden fra danskerne er med andre ord klar: I gør det ikke godt nok. Den besked er indirekte et opgør med de politiske bestræbelser på at få flest mulige patienter igennem systemet hurtigst muligt til lavest mulige pris.

Undersøgelsen reflekterer på mange måder samme frustration, som stadig flere ansatte på alle niveauer i sundhedssektoren udtrykker i rapporter, indlæg og interview, nemlig at tempoet i sektoren har nået et niveau, hvor tæt omsorg og pleje mere er en sjældenhed end en selvfølgelighed. Danske Regioner har tilsvarende advaret imod udviklingen, men må samtidig konstatere, at deres ihærdige bestræbelser på at sætte patienten i centrum og sikre nye kvalitetsstandarder har trange vilkår i en hverdag, hvor mangel på personale, nye it-systemer, krav om hurtigere behandlinger m.v. sætter dagsordenen.

Det er trods alt nemmere at måle antallet af behandlinger og liggetider end empati og nærvær. Til gengæld er det netop empati og nærvær, som patienterne efterspørger, og her savnes den verdensklasse, som politikerne holder skåltaler om, når det handler om produktivitet. Derfor har Danske Regioner en stærk pointe, der ikke blot handler om at dyrke særinteresser, men om at nytænke, hvordan sundhedssektoren skal udvikles og finansieres i en fremtid, der stiller langt større og anderledes krav til behandlinger.

Regionerne gav selv et bud på en vision for et bæredygtigt sundhedsvæsen i april i år. I oplægget ’Sundhed for alle – vision for et bæredygtigt sundhedsvæsen’ formulerede de deres forslag til et sammenhængende sundhedsvæsen, et samlet økosystem, om man vil, hvor alle er indbyrdes afhængige.

Det kunne være et konstruktivt indspark til den sundhedens 2025-plan, som både sektoren og samfundet i øvrigt har hårdt brug for. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om at løse de øjeblikkelige udfordringer, men om at forberede sig på det forudsigelige krydspres, som det danske sundhedsvæsen udsættes for de næste par årtier.

Multipresset på sundhedssektoren

Presset kommer bl.a. fra op imod 1,8 millioner danskere eller næsten en tredjedel af den voksne befolkning. De har det til fælles, at de er ’multisyge’, dvs. at de lider af flere kroniske sygdomme, der kræver løbende behandling i sundhedssektoren. De er ikke nødvendigvis hverken sygemeldt eller har nedsat arbejdsevne, men de har et konstant behov for medicinering, kontroleftersyn, mindre indgreb etc. – typisk hos den praktiserende læge. Men de er alle faste ’kunder’ i det danske sundhedssystem.

Problemet er, at gruppen i stigende grad leverer tunge patienter til hospitalerne. Frem til 2024 forudses antallet at stige med over 20 pct. til ca. 150.000. Udfordringen blev kortlagt i ’Hvidbog om multisygdom’, som med støtte fra TrygFonden blev udsendt tidligere på året. Her stiller en række fremtrædende danske sundhedseksperter diagnosen over de multisyge, og hvidbogen bør være pligtlæsning for enhver, der er engageret i sundhedsvæsenets udvikling, herunder Finansministeriet. Den afdækker, hvilke dynamikker og kræfter der vil dominere sundhedsvæsenets dagsorden i fremtiden, og hvorfor en helhedsløsning er påkrævet.

De multisyge beskriver om ikke en epidemi så en konsekvens af den demografiske udvikling med stadig flere ældre med stadig flere sygdomme, der kræver stadig flere behandlinger. Hvis sundhedsvæsenet ikke er gearet til den udvikling, skubbes de multisyge over i rækken af tunge patienter, der hermed risikerer at vokse stærkt. Og der er tale om meget dyre patienter. 10 pct. af borgerne med en eller flere kroniske sygdomme lægger beslag på 59 pct. af sundhedsudgifterne, og heraf tegner den ’tungeste’ ene procent sig alene for 17 pct. af udgifterne. Desuden er genindlæggelsesraten 5-12 gange større for patienter med to eller flere kroniske sygdomme.

Læg hertil, at fremtidens multisyge er både selvbevidste og velartikulerede borgere, der evner at skabe opmærksomhed om deres muligheder og behov og derfor vil være meget synlige i den offentlige debat. Derfor bør politikerne allerede nu forberede sig på, at de 1,8 millioner rummer stærke pressionsgrupper for flere og bedre behandlinger i sundhedssektoren. Vurderet under ét repræsenterer den store gruppe af multisyge en tikkende økonomisk bombe under sundhedsvæsenet – medmindre altså at man fra starten er opmærksom på udfordringen.

Problemet er så uoverskueligt og komplekst, at det er næsten umuligt at fastlægge de økonomiske omkostninger, påpeger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen i hvidbogen:

”Samlet set ved man ikke meget om hverken størrelsen af omkostningerne, eller hvordan man kan påvirke dem. Omkostningerne er betydelige, men vil stige, i takt med at befolkningen ældes. Hvis den nuværende lave vækst i de samlede sundhedsudgifter holder ved de næste 5-10 år, vil gruppen af multisyge blive en økonomisk udfordring,” advarer Kjeld Møller Pedersen.

Ud over den økonomiske udfordring vil de multisyge også kræve den sammenhængende behandling, som det har været så svært at gennemføre i det fragmenterede og stadig mere specialiserede sundhedsvæsen. Hvidbogens konklusion er derfor at nytænke sundhedssektoren og bygge videre på en række af de bedste erfaringer, bl.a. fordi de grundlæggende strukturer er udviklet og på plads, ligesom uddannelsesniveauet hos de sundhedsprofessionelle er højt.

Skal man udlede en fællesnævner af hvidbogens anbefalinger, handler det dybest set om, at det danske sundhedsvæsen skal ’fusioneres’, dvs. tage et radikalt opgør med den hidtidige silotænkning og i stedet skabe én sammenhængende sektor. Især understreges behovet for, at hospitalerne knytter såvel praksissektor som kommuner tættere til sig.

Kravet til en 2025-plan

Det er selvsagt ikke noget, man bare gør, hvor nødvendigt og logisk det end måtte være. Interessemodsætningerne inden for sektoren er stadig store, barriererne for store forandringer for mange, og politisk har sundhedssektoren altid været et følsomt emne.

Det er normalt ikke et godt afsæt for gennemgribende nytænkning. Ikke desto mindre er det tvingende nødvendigt, hvis ikke sektoren skal være fremtidens storleverandør af skandaler, fordi afstanden mellem befolkningens berettigede forventninger til behandlinger og muligheden for at opfylde disse forventninger ellers vil vokse. Hverken sektoren, politikerne eller borgerne kan leve med, at den vigtigste servicesektor kun kan score middelmådige karakterer for sine ydelser – endda med pil nedad.

Derfor er der behov for en 2025-plan, der anlægger et holistisk syn på den virkelighed, sektoren skal forholde sig til de næste 10-20 år. Den afgørende forudsætning for, at en sådan plan kan levere den tiltrængte nytænkning, er imidlertid, at den ikke udarbejdes af the usual suspects, altså af alle de i forvejen implicerede parter fra diverse organisationer m.v. Hvis de havde kunnet skabe fornyelsen, havde de antagelig allerede gjort det. Derfor skal de politikere eller den regering, der måtte have modet til at tage initiativet, hente inspiration fra andre kredse, gerne med repræsentation af udvalgte sundhedseksperter, uden at de skal dominere.

Regeringen har netop etableret et Disruptionråd med det formål at nytænke fremtidens arbejdsmarked. Det samme burde man gøre i forhold til sundhedssektoren. Hvis der er en sektor, der har brug for at blive disruptet og gentænkt, er det netop sundhedssektoren, og det skal gøres af personer og eksperter med dybt kendskab til at udvikle en avanceret servicesektor for de næsten to millioner mennesker, for hvem det handler om både at redde liv og livskvalitet.

Blandt de vigtigste emner for et sådant råd vil være at finde en model for en enhedsstruktur, der kan garantere sammenhængende behandlinger; at stå i spidsen for et opgør med en forældet incitamentsstruktur, der belønner kvantitet frem for kvalitet; samt sikre sektoren et stærkere og mere synligt lederskab, der evner at gennemføre de nødvendige forandringer på alle niveauer. Dette er ikke et argument imod at øge produktiviteten; det må blot ikke ske på bekostning af kvaliteten.

Det er store og ambitiøse krav, men de afspejler blot det akutte behov for at give væsenet sit eget store altomfattende sundhedstjek. I det perspektiv kan en traditionel økonomiaftale om hospitalernes fremtid og ensidige krav om højere produktivitet og flere behandlinger kun forlænge og fordyre problemerne.

Den kurs er ikke alene livsfarlig for sektorens evne til at opfylde sin egen mission, men især for de borgere og patienter, der er så dybt afhængige af sektorens ydelser.

Forrige artikel Jeg har tillid til den digitale revolution Næste artikel Glem lige disruptionen et øjeblik