Set for nylig

Jeg vil helt klart anbefale vores egen aktuelle arkitekturudstilling her i byen ’Gesamtkunstwerke – Architecture by Arne Jacobsen and Otto Weitling in Germany’. Rigtig mange tyskere kender vores nationalklenodie Arne Jacobsen, men det er mest for Svanen, Ægget og Myren, og mange danskere kender ham selvfølgelig for hans danske værker. Men Jacobsen byggede internationalt og en pæn del heraf i Tyskland i tæt samarbejde med sin daværende partner, arkitekt Otto Weitling. Den ny udstilling fortæller historien om disse fantastiske Gesamtkunstwerke fra 1960’erne, som i dag alle er fredede. Et rådhus, et gymnasium og et ferieanlæg med svømmehal er blandt de værker, man kan genopdage, når udstillingen tager på turné. Det gør den, straks coronaen slipper sit tag: fra Berlin, via Femern, Hannover, Castrop-Rauxel, Mainz og Hamborg med planlagt finale i Danmark. Udstillingen blev til i anledning af det tysk-danske venskabsår 2020 og undersøger også vores blandede forhold til funktionalismens æstetik og fredningsspørgsmål. 

At flytte til Berlin for at blive dansk ambassadør i Tyskland var for mig en helt bogstavelig skillevej. Farvel til familie og vante omgivelser, og goddag til nye kolleger og nye opgaver. ’Skilleveje’ er også titlen på min kollega Carsten Staurs nye bog, som udkom, samtidig med at jeg flyttede til Berlin. Jeg læste som det første kapitlet om genforeningen i 1920, fordi jeg skulle møde repræsentanter for det danske mindretal i Slesvig. Resten af bogen kan også anbefales! Her rykker vi tættere på nutiden og på begivenheder, som jeg selv kan huske fra mine 24 år i Udenrigsministeriet. Staur kaster sig over en række nedslag i danmarkshistorien, der på hver sin måde, ikke mindst i bagspejlet, markerer skilleveje i dansk udenrigspolitik og i vores oplevelse af os selv som danske. Og det er sandt: Man bliver ikke mere dansk, end når man bor ude og kigger med blødt hjerte på fædrelandet.

Jeg har skamspillet Claus Hemplers ’Jeg drømmer om en sang’ før, under og efter ikkeoplevelsen på Roskilde 2020. Og jeg drømmer om, at vi kan få endnu flere danske musikere og bands til Tyskland for at spille på klubber og festivaler. Tyskerne er sultne efter dansk musik. Min seneste liveoplevelse var faktisk Tine Dickow på Hamborgs Reeperbahn-festival i september, hvor hun bød coronatågerne trods og lyste op i et superkræsent og forvænt tysk publikum. Jeg håber som mange andre, at der i 2021 bliver mere af det – masser af livekoncerter, stærke dansk-tyske musiktræf og tæt kontakt ude på alle de vilde spillesteder. Det er den bedste både at møde både etablerede kunstnere og nye talenter på og blive inspireret til at lytte videre. Og egentlig er det jo dét, det hele handler om – at give sanserne frit spil i det direkte møde med musikken.