Jeg putter normalt ikke folk i kasser, men jeg synes alligevel, at det er meget passende at bruge begreberne ”de digitale indfødte” eller det lidt mere drillende ”Generation Facedown”. Det handler selvfølgelig om den nuværende generation af unge, der forstærker deres pulsslag ved at have hovedet begravet i mobiltelefonen og forlænger deres åndelige rækkevidde med sociale medier i stor stil.

På Niels Brock er hovedparten af vores studerende digitale indfødte, og jeg oplevede for nylig, hvordan spillereglerne for netop dem måske er lidt anderledes end min egen generations.

Jeg havde inviteret seks HHX-studerende fra vores Innovationslinje til en frokostsnak om vores kommende tredje gymnasium, som skal tage udgangspunkt i netop innovation og iværksætteri. Midt under samtalen med en af eleverne begynder han, under bordet, at sende en sms, mens han holder samtalen med mig kørende. Han kigger ned på sin mobil i hurtige glimt og får tekstet færdig, mens vi taler videre.

Havde det været en af mine medarbejdere, havde jeg nok anset det for at være respektløst, men jeg har prøvet det før med de digitale indfødte. De følger ikke altid de analoge kodekser, som min generation er vokset op med. For kort tid siden læste jeg om et studie af netop manien med at svare hurtigt på sms. Sagen er, at for de digitale indfødte er det et must at svare med det samme på en sms, også selvom man taler ansigt til ansigt med en anden person. Som forskeren bag studiet, Søren Schultz Hansen, ekstern lektor på CBS, beskrev det: For de unge er en sms det samme, som når vi andre bliver prikket på ryggen. Man er nødt til at reagere og se, hvem det er, og helst med det samme, ellers virker det arrogant.

Episoden er selvfølgelig et lidt forsimplet billede på de unges liv og færden. De er forskellige, har også almindelige problemer og kan sikkert få stress af at være konstant tilgængelige. Ikke desto mindre er det det, de er: konstant tilgængelige. De unge tænker ny teknologi og medier mere tredimensionelt, end min generation gør. For dem er gadgets og sociale medieplatforme ikke blot hjælpemidler til at nå et bestemt resultat eller et produkt, men snarere en del af deres bevidsthed og ofte af vital betydning for deres velbefindende og indlæringsevne.

Det kræver sin kvinde at følge med de digitale indfødte. På Niels Brock forsøger vi. Sidste år udskiftede vi alle vores tykke lærebøger med iBøger på vores to gymnasier, og i år kommer turen til vores erhvervsuddannelser. Samtidig vokser efterspørgslen på Niels Brocks online uddannelser som aldrig før, og i det hele taget tror jeg, at de digitale indfødte er ved at sætte deres præg på uddannelsesverdenen. I mit hjerte skiftevis frydes og gyser jeg, fordi det dagligt udfordrer os at omgås de unge og finde balancegangen mellem nysgerrighed og nok!

En ting er dog sikkert: De digitale unge kræver en anden form for inspiration og klasserumsledelse end den røv-til-bænk-undervisning, vi som sektor har leveret i mange generationer. De vil have mere differentieret undervisning og meget mere feedback, og de vil have det hurtigt, konstant og gerne mobilt. Og så spotter de innovative løsninger til det bestående i langt højere grad, end min generation gjorde og gør. 
Forskere har peget på, at begrebet gamification bliver det nye bacon i undervisningssektoren. Altså at spilverdenen integreres i undervisningsverdenen, fordi en del computerspil tilbyder det engagement, de samarbejdsrelationer, den kritiske tænkning og problemløsning, som er et must for god undervisning. 

Når begejstringen har lagt sig, kan jeg godt komme i tvivl om, hvorvidt nutidens politikere, skoleledere, undervisere og forældre overhovedet begriber det paradigmeskifte, som sker i disse år. Og om vi på trods af digitale strategier og gode intentioner er klædt godt nok på til at få det bedste ud af en generation, der, på trods af at den går med hovedet begravet i mobilen, måske er den smarteste, der endnu har eksisteret. 

Læs flere indlæg af Anya Eskildsen her

Alle indlæg på MM Blog er udtryk for skribentens personlige holdning.