Kommentar af 
Jakob Nielsen

Syrien bløder, men hvad skal det nytte?

KOMMENTAR: For 20 år siden gjorde Vesten op med tanken om, at lande frit kunne mishandle deres egen befolkning. Men to årtier med kaotiske krige har vendt situationen på hovedet: EU og Nato forsøger ikke længere at standse krigsforbrydelserne med væbnet magt – vi satser bare på, det ikke betyder flere flygtninge til os.

Foto: Umit Bektas / Reuters / Ritzau Scanpix

I 1999 fik jeg som ung journalist en lille skideballe af udenrigsminister Niels Helveg Petersen.

En koalition af Nato-lande var på vej til at angribe Serbien for at standse den etniske udrensning i Kosovoprovinsen, og skideballen blev udløst, da jeg spurgte udenrigsministeren, hvordan han kunne bakke op om en krig, der blev ført uden FN-mandat?

"Det er ikke en krig," hvæsede Niels Helveg, "det er en militær intervention med humanitært sigte!"

Europa og Vesten var udmattet efter næsten ti års krig i Eksjugoslavien og mange års forgæves forsøg på at løse konflikten gennem FN's Sikkerhedsråd. Belejringen af Sarajevo og massakren i Srebrenica – der var foregået med europæiske FN-soldater som magtesløse tilskuere – bidrog til stemningen af, at nok var nok.

Sceneskift til 2020. I Idlib-provinsen i Syrien foretager præsident Assad og russiske styrker luftangreb, der rammer markeder, skoler og hospitaler. Et FN-panel har netop slået fast, at angrebene på civile mål, der begyndte i sommeren 2019 og har sendt næsten en million mennesker på flugt, udgør krigsforbrydelser.

Europa og Vesten er nok engang udmattet efter næsten ti års krig og mange års forgæves forsøg på at løse konflikten gennem FN's Sikkerhedsråd.

EU har igen fået nok. Men denne gang taler ingen om krig eller om militær intervention med humanitært sigte. 

I de 20 år mellem de to truende folkedrab er der sket to afgørende skift:

For det første har den vestlige verden mistet appetitten på at anvende magt med moralske argumenter om at beskytte civile.

For det andet har EU afskaffet de indre grænser, og efter den store migrantkrise i 2015 har EU nu sat alvorligt ind for at lukke de ydre grænser.

Skiftet kan ses helt fysisk: I 1999 sendte Danmark kampfly i aktion. I 2020 har udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) tilbudt at sende et overvågningsfly til Grækenland for at hjælpe med at holde flygtninge og migranter ude.

Efter konflikten i Kosovo begyndte en diskussion af, om ikke hensynet til mennesker gik forud for hensynet til landes suverænitet. De humanitære katastrofer i Rwanda og Bosnien fik den daværende generalsekretær i FN, Kofi Annan, til at foreslå en modernisering af suverænitetsbegrebet.

Og i 2005 vedtog FN's generalforsamling en erklæring om "Responsibility to Protect" (R2P), der slår fast, at det internationale samfund har pligt til at gribe ind, hvis et land ikke kan eller vil beskytte sin egen civilbefolkning.

Erklæringen ændrede dog ikke på, at der fortsat skal være mandat fra Sikkerhedsrådet, før verdenssamfundet kan anvende magt.

I mellemtiden var der udbrudt krig mod terror i Afghanistan, og USA var sammen med nogle få allierede gået ind i Irak uden noget klart mandat. I 2011 fulgte krigen i Libyen, som skulle standse en truende massakre. Den krig blev ført på mandat fra FN's Sikkerhedsråd – men et mandat, der ifølge Rusland blev misbrugt til at gennemføre et regimeskifte.

De tre rodede og kaotiske krige i Afghanistan, Irak og Libyen medførte en træthed, der gjorde, at ingen orkede at gribe ind i den tidlige fase af krigen i Syrien. Obama forsøgte halvhjertet at samle opbakning til et indgreb (og Danmark meldte sig vanen tro klar), men da først Storbritannien og siden Kongressen i Washington sagde nej tak, droppede Obama planerne om at vælte Assad. Krigen måtte gå sin gang.

Hvad skete der med de fine principper om beskyttelse af civilbefolkningen, som blev vedtaget i 2005? De lever stadig, og med Danmark som aktiv medspiller bliver de også brugt til at hindre og forebygge forbrydelser mod civile i blandt andet Asien og Afrika.

Men R2P blev aldrig et værktøj til at gribe ind i de storpolitiske konflikter, hvor Sikkerhedsrådets magter står på hver sin side.

Med valget af Trump har USA endegyldigt frasagt sig rollen som global politibetjent, og EU har hverken haft viljen eller den militære kapacitet til at tage over. I stedet har EU i løbet af de sidste fem år militariseret sine ydre grænser som en reaktion på den kaotiske flygtningekrise i 2015, hvor en blanding af syriske flygtninge og migranter fra andre lande vandrede på tværs af EU-landenes åbne grænser.

Som beskrevet i Mandag Morgen er budgettet til det fælles grænseagentur Frontex mangedoblet. Agenturet skal i 2027 kunne stille med 10.000 mand ved EU's ydre grænser. På den måde er begivenhederne i Grækenland de seneste uger en test på, hvor tæt grænsen kan lukkes.  

Da den radikale Niels Helveg Petersen bakkede op om den væbnede intervention i Kosovo i 1999, var det et skælsættende opgør med den historiske pacifistiske arv fra Hørup og Scavenius.

Hvor paradoksalt, at situationen 20 år senere er vendt på hovedet. Mens krigen i Syrien bliver stadig mere grusom, slår hele den vestlige verden ud med armene og siger som et ekko af de gamle radikale: Hvad skal det nytte?


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu