”Det skal snart afklares, hvad trepartsforhandlingerne skal handle om” lød opfordringen fra Harlad Børsting til Regeringen på LO’s kongress. Måske er det ikke så dårligt at starte på at sætte agendaen – hvis omdrejningspunktet i denne agenda vel at mærke bliver at styrke Danmarks konkurrenceevne på kort og lang sigt frem for at øge de offentlige og private udgifter.

Først skal der være overenskomstforhandlinger, mener arbejdsgiverne. Mantraet her bliver utvivlsomt løntilbageholdenhed.

Men er løntilbageholdenhed – måske endda i en meget lang årrække – så et tilstrækkeligt resultat af forhandlingerne? Næppe! Uanset at resultatet bliver meget små lønstigninger vil det ikke gavne dansk økonomi og konkurrenceevne. For i landene omkring os er mantraet også løntilbageholdenhed eller endda løntilbagegang, både drevet af omstændighederne i Sydeuropa og på nærmarkeder, hvis værdien af det britiske pund eller den svenske krone falder yderligere. Så løntilbageholdenhed vil ikke afgørende rokke ved tingenes tilstand eller ændre ved det faktum, at outsourcing af arbejdspladser ikke behøver at ske til Indien eller Kina, men i lige så høj grad kan finde sted i forhold til Sverige, UK, Tyskland, Polen eller andre nære markeder.

Niels B. Christiansen, CFO i Danfoss, har påpeget, at hvor de tyske lønninger for 10 år siden lå 10 pct. over de danske er billedet vendt og lønningerne ligger nu 25 pct. under de danske lønninger. Der er ikke kun forskelle for de timelønnede, men også for funktionærer. Ingeniører koster omkring 15.000 kr. om måneden i Polen. Allerede nu vil den høje arbejdsløshed i Sydeuropa bevirke, at disse landes lønninger falder, og de bliver meget konkurrencedygtige på arbejdskraft. Samtidig bliver arbejdskraften meget mobil. Veluddannede unge fra Spanien søger gerne efter jobs i udlandet.

I andre lande som PIGS landene og i Litauen har man måttet reducere lønninger og pensioner kraftigt for offentligt ansatte og afskedige for at reducere de offentlige udgifter. Politikere ynder jo at sige, at Danmark ikke er i samme situation som disse lande, og at vores offentlige gæld er langt mindre. Der er ikke desto mindre en pæn offentlig gæld på knap 45 pct. af BNP, en gæld, der vel at mærke vokser år for år. Og en gæld skal som bekendt tilbagebetales på et tidspunkt, hvilket vil kræve både øget konkurrencekraft og offentlige besparelser.

Hvorfor ikke kombinere de to udfordringer? Lav en ”trepartsaftale” om at lønninger for alle grupper i samfundet – uanset om de er omfattede af overenskomster eller ej, uanset om de er direktører eller timelønnede – nedsættes med f.eks. 20 pct. Reducer alle offentlige lønninger og overførselsindkomster med en tilsvarende procentsats og reducer indkomstskatten, måske i kombination med momsen, så meget, at ingen grupper har et lavere rådighedsbeløb.

Jeg er sikker på, at konkurrencen på hjemmemarkedserhvervene vil bevirke, at lønreduktioner bliver til prisreduktioner, som så igen øger den disponible indkomst, hvilket vil give plads til at øge de grønne afgifter til at finansiere den transformation af energisystemet, regeringen lægger op til. Det vil være socialt afbalanceret, det vil sænke indkomstskatten markant, det vil øge konkurrencedygtigheden i eksporterhvervene. Det kan bidrage til, at det kan betale sig at insource jobs, og det vil bidrage til, at det kan betale sig at arbejde mere. Og så vil det unægteligt være lettere at forklare vores skattesatser for de veluddannede udlændinge, vi gerne vil tiltrække.