Tænkere, der udfordrer flokmentaliteten

Set

Jeg er vild med Line Knutzon, fordi hun er eminent til at indfange tidsånden. Sidste år opsatte hun et fabelagtigt stykke på Edisonscenen kaldet ’Ekspedienterne’. Det handlede om, hvordan vi mennesker i stigende grad indretter vores liv, som var det en butik. Vi prøver hele tiden at blive set, men får emotionelt udsolgt i processen. Økonomiseringen af privatlivet og mistrivselskrisen er to tendenser i tiden, vi skal være bedre til at styre udenom. Af samme årsag stiftede jeg sidste år sammen med Andreas Paulsen Rahbeks Højskole. Vi ønsker at bekæmpe mistrivsel med dannelse, rodfæste mennesker i deres eksistens og løfte perspektivet op over os selv. På højskolen arrangerer vi blandt andet ’Torsdagssaloner’ om for eksempel retsstatens tilstand, digitalisering og eksistens. Målet er at lade tidens vigtigste tænkere diskutere de største spørgsmål. Alle er velkomne.

Hørt

Jeg får ikke hørt mange podcasts for tiden, fordi jeg i min fritid læser jura, så det meste pendlertid går med onlineforelæsninger. Jeg har også to små drenge, så jeg er fuldt opdateret på samtlige ‘Bluey’-afsnit (de kan i øvrigt også anbefales!). Men når jeg finder tid, så lytter jeg blandt andet til Lykkeberg og Corydons podcast om dansk politik eller Mads Fuglede og David Trads’ podcast ’Kampagnesporet’. Jeg holder særligt af podcasts, som får mig til at tænke. Den udenlandske podcast ‘Unherd’ er et godt eksempel. De har som mission at udfordre flokmentaliteten og konsensustænkningen. De er lige udkommet med en interessant episode, ’Feminism against progress’, med den konservative Mary Harrington. Det er et alternativt take på feminismen, idet den fremsætter argumentet, at individualismen og frigørelsen har haft negativ effekt på nutidens kvinder. Jeg er langt fra enig, men det er sundt at blive udfordret.

Læst

Jeg læser rigtig mange aviser og meget faglitteratur, men prøver også at holde mig opdateret på nye tanker - gerne på venstrefløjen. Jeg synes, at det er virkeligt vigtigt, at vi forsøger at forstå hinanden i det politiske debatlandskab, for ellers ender vi i en af to ekstremer: i apati eller i polariserede meningslandskaber. Ingen af delene er befordrende for et stærkt demokrati og en sund idéudveksling. Her til sommer har jeg for eksempel læst Emma Holtens ’Underskud’ og Pelle Dragsteds ’Nordisk socialisme’. Særligt Dragsteds kidnapning af andelsbevægelsen som noget socialistisk og beskrivelsen af kapitalisternes ”oligarkiske magt” udfordrede et liberalt hjerte som mit. Men jeg var glad for at få fat i nuancerne hos Dragsted, og jeg synes, at han, givet sit ståsted, har skrevet en modig bog.