Der er mange velsignelser ved det danske velfærdssamfund. Det aftalebaserede arbejdsmarked, det sociale sikkerhedsnet og det bredt dækkende pensionsopsparingssystem, der sikrer, at langt de fleste danskere sparer op til alderdommen.

Men det hele er også fastlåst i nogle temmelig rigide strukturer, som kan være svære at tilpasse eller forny. Og det er et problem med et arbejdsmarked i konstant forandring.

At PFA Pensions adm. direktør, Allan Polack, er den første til at indrømme det, virker derfor som et overbevisende udslag af selvindsigt i en branche, der ellers ikke ligefrem er kendt for at bestå af samfundsomstyrtere.

Men det seneste års tid har Allan Polack suppleret sin direktørtjans for et af landets største pensionsselskaber med at analysere samfundsudviklingen frem mod år 2040 som næstformand i tænketanken Den nye 3. alder. Det er en ny tænketank, som PFA nedsatte sidste år i anledning af sit 100-årsjubilæum som en gave til den danske samfundsdebat.

I dag præsenterer tænketanken så sine anbefalinger til, hvordan Danmark bør udvikle sig frem mod 2040 uden at skylle de førnævnte velsignelser ud med disruptionens badevand.

I 2040 vil der ifølge prognoser fra Danmarks Statistik være næsten 500.000 flere danskere over 65 år sammenlignet med i dag, således at seniorerne til den tid vil udgøre knap 25 pct. af befolkningen. Den udvikling sker vel at mærke samtidig med, at den yngre del af befolkningen på arbejdsmarkedet forbliver nogenlunde uændret.

Der er i alt 33 anbefalinger, men én ting er gennemgående: Der bliver brug for mere fleksibilitet.

”I dag har vi nogle forholdsvist rigide strukturer for både arbejdsliv og pension. Enten arbejder man for fuld kraft, eller også er man på pension. Enten indbetaler man til pensionen, eller også går man i gang med at få den udbetalt. Det er strukturer lavet til industrisamfundet, og derfor bliver vi nødt til at finde nogle løsninger, der er meget mere fleksible,” siger Allan Polack.

Pensionsselskab for hele livet

Hvis ikke der findes mere fleksible ordninger til et fremtidigt mere fleksibelt arbejdsliv, frygter pensionsdirektøren, at både pensionskasser, fagforeninger og andre af velfærdssamfundet institutioner bliver overflødiggjort.

”Konsekvensen er en form for disruption af velfærdssamfundet og de bærende institutioner, der har opbygget det samfund, vi kender, over de sidste 100 år. Hvis pensionsverdenen ikke kan tilpasse sig, så kommer der nogle andre og laver nogle andre løsninger uden om. Og hvis de faglige organisationer ikke kan tilpasse sig de nye behov, så gider folk måske heller ikke at være medlem længere,” siger Allan Polack.

Han er da heller ikke sen til at pege på netop sin egen arbejdsplads som en af de samfundsinstitutioner, der risikerer at blive disruptet, hvis ikke man formår at tilpasse sig en udvikling, hvor der både vil komme flere freelancere og selvstændige, og hvor mange flere vil arbejde langt ind i den 3. alder.

”I det her tænketanksarbejde bliver der i den grad sparket til os selv her i PFA. Vi er som pensionsselskab sat i verden til først at træde til, når man ikke længere arbejder. Og lidt forsimplet sagt, så har man jo ikke brug for meget pension, hvis man arbejder til man er 90 år gammel,” siger han og peger bl.a. på en undersøgelse fra Ældre Sagen, der viser, at hver tredje dansker mellem 50-89 år allerede i dag ønsker at arbejde så længe som muligt.

”På den anden side ser vi også ind i en fremtid, hvor folk bliver tudsegamle. Så der bliver nok ved med at være en rolle for os. Men alligevel skal vi tilpasse os, for det bliver en anden seniortilværelse med en mindre klar overgang fra arbejde til pension. Derfor skal vi være meget mere i samspil med kundernes arbejdslivscyklus med skiftende behov på forskellige tidspunkter i livet,” siger Allan Polack.

Pensionsdirektøren forestiller sig derfor, at fremtidens pensionsselskab vil fokusere mindre på kundernes pensionisttilværelse for i stedet at være en kilde til finansiering af det gode liv tidligere i tilværelsen.

Hvis man eksempelvis på et tidspunkt midt i livet har brug for at finansiere noget mere uddannelse, fordi den teknologiske udvikling har gjort ens uddannelse utidssvarende eller ligefrem har automatiseret ens job, kan en særlig uddannelsespulje i pensionsopsparingen f.eks. udbetales til et karriereskifte. Det er anbefaling nummer ni.

”Det er lidt pudsigt, at vi bilder os ind, at man kan blive uddannet tidligt i livet, og så på den baggrund blive 40-50 år på arbejdsmarkedet. Der må vi se på, hvordan vi sikrer, at man kan sprede uddannelse mere ud over et helt livsforløb, så man kan være fagligt opdateret. Men hvordan skal man finansiere sådan noget? Der skal vi diskutere, om ikke man kan opbygge en uddannelsespulje ved siden af sin pension, som man kan få udbetalt til det,” foreslår Allan Polack og fortsætter:

”På den måde kan et pensionsselskab også spille en rolle for hele spørgsmålet om uddannelse og livslang læring. Og også på andre måder skal pensionsselskaber udbrede sit fokus fra pensionisttilværelsen til folks hele livscyklus, hvor en pensionsopsparing så kan være en finansieringskilde, der gør det muligt at leve den tilværelse, man vil, når man vil,” siger han.

Farvel til universel velfærd?

En af årsagerne til, at pensionskasserne ifølge Allan Polack formentlig vil få en større rolle at spille fremover, er, at han ikke umiddelbart kan se en ende på tendensen til, at velfærdsstatens universelle velfærdsydelser svinder ind.

”Jeg tror ikke, at relevansen af et pensionsselskab bliver mindre, for der er en stor bevidsthed om, at alting skal finansieres. Den der gamle illusion om, at du bare kunne møde op på kommunekontoret og bede om det ene og det andet, den er efterhånden væk,” siger PFA-direktøren.

Pensionsselskabernes fremtidige rolle hænger derfor uløseligt sammen med, hvad samfundet opstiller af rammer for offentlige velfærdsydelser. I takt med at velfærdsstaten bliver mindre gavmild, stiller større krav for sine ydelser og i stigende grad differentierer mellem dem, der har et behov, og dem der kan selv, bliver der en stigende efterspørgsel efter private ordninger, der kan træde til i stedet, lyder logikken.

 ”Vi skal finde ud af, hvad det offentlige vil levere af ydelser i det lange løb. Og der er et af de store spørgsmål, om der i det lange løb virkelig vil være en offentlig sektor, som vi kender den i dag. Og hvis ikke, så kræver det både finansiering og forsikringsordninger, som kan gå ind der, hvor det offentlige ikke vil,” siger Allan Polack.

Og det er et ømtåleligt politisk emne, indrømmer han.

”Potentielt kan pensionsselskaber derfor sagtens indtage en anden og meget større rolle. Men det er en kæmpe diskussion, for det bliver også meget hurtigt til en politisk debat om A- og B-hold. Man risikerer nemlig at knække samfundet op i stammer eller en form for mindre, afgrænsede fællesskaber. Danskerne vil meget gerne dele, men det kan godt være, at dem man deler med, ikke fremover bliver hele samfundet, men nogle andre og mindre grupper, f.eks. i det nabolag, man bor,” siger Allan Polack.

Denne form for neotribalisme, der er kendetegnet ved, at samfundet mister sammenhængskraft, er et af de fire scenarier, som tænketanken har opstillet for Danmark anno 2040. Og hvis ikke Danmark skal ende der, kræver det debat og handling allerede nu, påpeger han.

”Nu kommer vi med det her indspil. Og så vil vi meget gerne fortsætte debatten med både politikere, fagorganisationerne, medier og befolkning. Det hele handler jo om, at PFA meget gerne vil give lidt tilbage til det danske samfund. Og nu må vi så finde ud af, hvad vi som samfund vil gøre for at underbygge en god og sund udviklingen af det aldrende samfund, som Danmark er ved at blive,” siger Allan Polack.

LÆS OGSÅ: Fire scenarier for Danmark i 2040