I tirsdags havde Københavns Universitet inviteret til præsentation af deres nye erhvervsstrategi. Vi sad i den fine festsal, og der var mange spændende indlæg fra bl.a. Lars Rebien Sørensen og studenteriværksætteren Dennis Kayser.

I salen sad også en lang række repræsentanter for de virksomheder, som KU skal samarbejde med. Og noget af dét, som gik igen i debatterne, var, at den vigtigste kilde til samarbejde er dygtige kandidater. For dygtige kandidater er også dygtige medarbejdere. Og dygtige medarbejdere er nødvendige for at drive en produktiv og værdiskabende privat sektor eller effektiv og værdifuld offentlig sektor.

Derfor er det også mærkeligt, at der ikke er mere fokus på behovet for investeringer i videregående uddannelse. Det er helt unikt for Danmark. I stort set alle andre lande, som vi traditionelt sammenligner os med, er spørgsmålet meget højt på den politiske dagorden. I flere lande er man i øvrigt ved at indføre brugerbetaling på kandidatuddannelserne, fordi man har indset, at det offentlige underfinansierer videregående uddannelser. Med finanskrise og nulvækst er brugerbetaling også et meget realistisk scenarie for Danmark, men debatten om finansieringen af uddannelse findes ikke.

Undersøgelse på undersøgelse viser, at de videregående uddannelser er underfinansierede. Også hos DEA har vi undersøgt finansieringen af de videregående uddannelser, herunder det nuværende taxametersystem, hvor universiteternes bevillinger udløses, når de studerende består deres eksamener.

Ordningen betyder, at trængte uddannelsesinstitutionerne har meget store økonomiske interesser i, at de studerende består deres eksamener. Desuden får institutionerne ikke midler til at undervise de studerende, som starter en uddannelse og vælger om. Nu presses de videregående uddannelser yderligere af, at et flertal af taksterne målt i faste priser har været faldende siden 2007.

Regeringen har en flot målsætning om, at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2020. Men det er direkte undergravende for Danmarks konkurrenceevne, hvis vores højtuddannede risikerer at få en ringere uddannelse.

Derfor er der brug for at give taxametersystemet et gennemgribende serviceeftersyn, der i højere grad flytter incitamentet fra kvantitet til kvalitet. I DEA har vi omsat det til tre konkrete uddannelsespolitiske anbefalinger:

1. Hæv taksterne på de videregående uddannelser med 10 pct. frem mod 2020. Fuldt indfaset vil det give en øge midlerne til de videregående uddannelser med ca. 3 mia. kr. De nye takter omfatter også en forhøjelse af betalingen for de 10.000 nye studiepladser, som regeringen har lovet i samme periode.
2. Indfør en bonus for høj uddannelseskvalitet. Bonussen skal tilfalde uddannelser, som kan dokumentere, at de gør noget ekstra for at sikre kvaliteten. I øvrigt en model man også er ved at indføre i Sverige.
3. Harmoniser den nuværende taxameterstruktur, så den samlede mængde af takster reduceres kraftigt og giver en mere gennemskuelig og sammenlignelig bevillingsstruktur.

Til gengæld skal institutionerne være med til at tænke over, hvordan der kan leveres mere kvalitet til flere studerende og for færre penge. Og vi skal blive bedre til at måle, hvordan vores videregående uddannelsessystem egentlig præsterer i forhold til udenlandske institutioner.

Regeringen mål om at 60 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse i 2020 er rigtig og ambitiøs. Men hvis vi ikke sikrer at kvaliteten af uddannelserne følger med, risikerer vi, at de mange nye kandidater ikke vil slå til i den globale konkurrence.