De næsten to uger lange forhandlinger om efterløn og pensionsalder, som sluttede i fredags med tilbagetrækningsaftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale, bliver ikke de sidste. Selv om aftalen leverer et betydeligt milliardbeløb til forbedring af de offentlige finanser, er der heller ikke i denne omgang sat et endeligt punktum for de seneste 10-20 års diskussion om, hvordan man sikrer holdbarheden i dansk økonomi på lang sigt. Usikkerheden i den type økonomiske beregninger, der ligger til grund for aftalen, er så store, at billedet hurtigt kan skifte og skabe behov for større eller mindre ændringer. Alene den relativt snævre forligskreds betyder, at politikerne med stor sikkerhed skal tilbage til forhandlingsbordet i overskuelig fremtid.

Sådan lyder hovedkonklusionen på Mandag Morgens analyse af den aftale, der blev offentliggjort i fredags. Især fire forhold vil medvirke til at skabe fortsat usikkerhed om dansk økonomis fremtid:

• Med Socialdemokraterne (og SF) ude af forligskredsen vil der i mange årtier frem være risiko for en tilbagerulning af aftalen. Hvor Velfærdsforliget fra 2006 havde opbakning fra langt størstedelen af Folketinget, hviler den nye aftale på et politisk flertal, der sagtens kan forsvinde i løbet af de næste 10, 20 eller 30 år.
• Det vil især skabe usikkerhed om den ”halvautomatiske” regulering af efterløns- og pensionsalderen, der skal stemmes igennem Folketinget hvert femte år fra 2015.
• Den type økonomiske beregninger, som reformen bygger på, hviler på ekstremt usikre forudsætninger, der hurtigt kan ændre sig.
• Al erfaring viser, at langsigtede aftaler om den fremtidige økonomiske politik ofte bliver underløbet af politikerne.

Folkeafstemning om efterløn

Den første prøve på aftalens holdbarhed bliver det kommende folketingsvalg, som formentlig bliver udskrevet i denne uge. For at aftalen træder i kraft, skal et flertal i det kommende folketing stemme for. Men selv om valget dermed bliver en folkeafstemning for og imod den nuværende efterlønsordning, skal der flyttes rigtig mange mandater for at skabe det røde flertal – S-SF-Enhedslisten – der vil fastholde den nuværende ordning. Ifølge meningsmålingerne er det mest sandsynligt, at vi vender tilbage  til tidligere tiders velkendte politiske mønster, hvor De Radikale er tungen på vægtskålen mellem rød og blå blok.

Det er formentlig også derfor, at S-SF allerede har åbnet for, at en kommende S-ledet regering vil være parat til at forhandle efterløn med forligspartierne. Det modsatte ville være mere overraskende. Det eneste åbenbare alternativ ville være at opgive regeringsmagten og udskrive nyvalg.

Selv om forligspartierne bedyrer, at der ikke kan flyttes et komma, bør man ikke udelukke, at et sådant forhandlingsforløb kan medføre ændringer af den nuværende aftale. Afhængigt af valgets udfald vil der i hvert fald være et pres på både De Radikale, som formentlig stadig gerne vil med i en S-SF-regering, og på Dansk Folkeparti, der i de forløbne måneder mange gange har gentaget, at de ikke fandt noget behov for at ændre ved det tidligere velfærdsforlig fra 2006.

Det største problem ved den smalle politiske opbakning ligger dog et stykke ude i fremtiden. Et forlig om dansk økonomis langsigtede udvikling har selvsagt kun mening, hvis der er tiltro til, at det ikke bliver rullet tilbage inden for en overskuelig årrække. I modsætning til så mange andre forlig rækker aftalen jo i princippet mange årtier frem.

Aftalens stærkeste element er den indekseringsordning, der også indgik i velfærdsforliget fra 2006. Det er den, der sikrer, at efterløns- og folkepensionsalderen fra 2025 stiger i takt med restlevetiden for en 60-årig. Det yder et langt større bidrag til den langsigtede balance mellem statens udgifter og indtægter end de nye elementer i forliget. Med opsigelsen af det gamle forlig er dette bidrag nu bragt i fare zonen.

Ifølge en beregning, som den uafhængige forskningsinstitution DREAM tidligere har lavet for Mandag Morgen, vil en afskaffelse af denne mekanisme efterlade et årligt hul i statskassen på ca. 2,5 pct. af BNP (ca. 45 milliarder kr.) – i al fremtid. Det er mange gange mere end de ca. 10 milliarder kr., som den nye aftale forbedrer holdbarheden med. Se figur 1.

Svagheden ved modellen er, at ordningen ikke er ”fuldautomatisk”. Forligspartierne skal med fem års mellemrum, første gang i 2015, tage aktivt stilling til, om der skal ske en forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen. Selv om der skulle være flertal for at iværksætte forliget efter det kommende valg, er det langtfra sikkert, at flertallet består i 2015, 2020, 2025 osv.

Er det ikke tilfældet, vil det skabe massive problemer for den aftale, der blev indgået i sidste uge. Allerede i 2006 var DF skeptiske over for ordningen. Og SF, der efterfølgende tilsluttede sig 2006-forliget, har allerede leget med tanken om at stemme mod indekseringen for at modvirke konsekvenserne af VKOR-aftalen.

Tredje redningsplan på fem år

Når man med stor sikkerhed tør fastslå, at politikerne inden for en overskuelig årrække skal til bordet igen, skyldes det også erfaringerne med de langsigtede 2005- og 2010-planer, som Nyrup-regeringerne oprindelig stod fadder til. Den sidste overtog Anders Fogh Rasmussen ved regeringsskiftet i 2001, og siden er det blevet til en 2015-plan, og altså senest til den 2020-plan, som partierne har forhandlet om siden påske. Planerne er løbende blevet revideret, og det har oftest vist sig, at allerede gennemførte reformer var utilstrækkelige.

En af hovedforklaringerne er den stærkt stigende levealder de seneste 15 år. Det problem har indekseringsordningen løst. Men tilbage står de betydelige usikkerheder, der naturligt nok omgærder den fremtidige vækst, rente, arbejdstid, strukturledighed, integration, nordsøolie osv. Økonomiske prognoser er ingen eksakt videnskab, og det kan være svært at se bare et år frem. Som bekendt skød Finansministeriet ca. 44 milliarder kr. forkert, da det i begyndelsen af sidste år skulle give et bud på det offentlige underskud i 2010.

Sigende nok er fredagens forlig den tredje økonomiske redningsplan på bare fem år. Siden velfærdsforliget fra 2006 har regeringen og Dansk Folkeparti vedtaget den såkaldte Genopretningspakke sidste sommer.

At politikerne sigter efter et bevægeligt mål, fremgår også af, at den såkaldte finanspolitiske holdbarhed – målet for, om de offentlige udgifter og indtægter hænger sammen på længere sigt – er skredet med 0,3 pct. af BNP (ca. 5,4 milliarder kr.) siden sidste sommer. Det er væsentligt mere end udbyttet fra de reformer af førtidspension, fleksjob og SU, som regeringen foreslog i det oprindelige 2020-udspil. Se figur 2.

Det er endda sket efter en periode, hvor de økonomiske meldinger hovedsagelig har været positive: Beskæftigelsen har udviklet sig bedre end frygtet, antallet af efterlønsmodtagere er dalet, og staten tjener mere på nordsøolien end forventet.

Politisk svigt

Når det er så svært at levere et forhandlingsresultat, som man kan sætte to streger under, skyldes det dog ikke kun vanskelighederne ved at forudsige den økonomiske fremtid.

Politikerne har historisk haft svært ved at leve op til de aftaler, som de selv med møje og besvær har vedtaget. Velfærdsforliget fra 2006 blev bl.a. spoleret af, at regeringen og Dansk Folkeparti allerede det følgende år gav efter for fristelsen til at gennemføre ufinansierede skattelettelser.

Og selv om den internationale økonomiske krise var med til at skabe behov for Genopretningspakken, skyldtes det økonomiske uføre i lige så høj grad, at politikerne ikke har været i stand til at styre væksten i de offentlige udgifter.

Baggrunden for den nye aftale er først og fremmest, at der efter flere års debat har bredt sig en erkendelse af, at dansk økonomis langsigtede troværdighed ikke blot afhænger af, om finanspolitikken er holdbar – altså om udgifter og indtægter går op på lang sigt. Det forudsætter også, at man ikke i længere perioder ad gangen kommer i karambolage med EUs budgetregler om, at underskuddet ikke må være større end 3 pct. af BNP, og at den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 pct. af BNP.

I dag viser Finansministeriets fremskrivninger, at der hvert år frem mod ca. 2055 vil være underskud, som først udlignes af overskud i anden halvdel af dette århundrede. De seneste ugers forhandlinger har derfor ikke handlet om den finanspolitiske holdbarhed, der hidtil har været det altafgørende fikspunkt. Formålet med den nye aftale er at nedbringe de næstkommende års faktiske underskud, så der i 2020 er balance mellem udgifter og indtægter.

Det problem var allerede synligt i august 2007, da regeringen offentliggjorde sin 2015-plan. Derfor er det også noget af en tilsnigelse, at det er “regningen fra den økonomiske krise”, der bliver betalt med den nye stramning af efterløn og pensionsalder. De kommende års underskud bunder først og fremmest i fortidens politiske synder: Det ufinansierede skattestop, de ufinansierede skattelettelser i 2004 og 2007, den ukontrollable vækst i det offentlige forbrug og den indbyggede langsommelighed i den nu afdøde velfærdsaftale.

Med den nye aftale kan man håbe på, at politikerne har lært deres lektie. Men i betragtning af den hidtidige historie kan man have sine tvivl. En gevinst ved den nye aftale er, at de nye stramninger faktisk indebærer, at den finanspolitiske holdbarhed er i plus. Ser man frem mod 2100, er der udsigt til, at der kommer flere penge i statskassen, end der skal gives ud.

Men overskuddet er måske en fristelse, der allerede i en kommende folketingssamling kan vise sig for stor til f.eks. at holde sig fra en skattelettelse. I den oprindelige 2010-plan var der indregnet en reservepulje på 1 pct. af BNP til uforudsete merudgifter. Men selv om den ikke engang var finansieret, inddrog Anders Fogh Rasmussen den alligevel til at betale for sit skattestop, da han arvede planen fra Nyrup i 2001.