Steen Hildebrandt: Tilliden i samfundet er under afvikling

Tilliden til store hæderkronede samfundsinstitutioner, organisationer, værdier m.m. smuldrer i disse år. Det er en farlig udvikling.

Forleden var jeg til møde i min bank, Nordea. Det var en ganske almindelig bankforretning, hvor jeg dog var oppe på 1. sal og fik et glas vand. Da forretningen var overstået, spurgte bankrådgiveren, om jeg havde tid til at besvare et par spørgsmål. Banken var forpligtet – blev jeg forklaret – til at stille mig forskellige spørgsmål, herunder at udbede sig en kopi af mit kørekort. Så jeg besvarede forskellige spørgsmål, der skulle forestille at kortlægge min økonomiske situation.

Min tanke på mødet var: Måske skulle banken i første omgang koncentrere sig om sin egen øverste ledelse og dens dispositioner, inden man medvirkede til at kaste et mistænkelighedens skær på mig. Og det sagde jeg til den stakkels såkaldte bankrådgiver, som ikke er mere rådgiver end juletræssælgeren i december. Han kan ikke gøre for noget, og det kan banken sådan set heller ikke. Men banken har ansvaret for sin egen ledelse og dens mærkværdige og kritisable dispositioner. Det er staten og EU, der stiller krav. Og der er mange og gode grunde til, at både staten og EU vil have mere indsigt i og styr på, hvad bankerne gør.

Om det hjælper, at man får en kopi af mit kørekort, kan man betvivle. For nylig offentliggjorde CXO Magasinet resultaterne af en slags undersøgelse gennemført af PwC, der viser, at ”den altoverskyggende bekymring i den finansielle sektor er overregulering”. Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne, men hvis der er noget, samfundene har behov for, så er det at have hånd i hanke med disse virksomheder, der set i et historisk lys ikke har formået at leve op til det samfundsansvar, der følger med at være store og indflydelsesrige finansielle virksomheder. Jeg ser bort fra de mange mindre virksomheder, til hvem man må have de samme forventninger, men hvor evnen og måske også viljen til at påtage sig dette ansvar kan mangle eller være meget beskeden.

Hvilke skeletter afslører næste krise?

Min tillid til banker og finansielle virksomheder kan ligge på et meget lille sted. Under og efter finanskrisen fik min tillid et alvorligt knæk, som jeg ikke har overvundet endnu. Jeg så for meget, og dog véd jeg, at hvad jeg så, kun var toppen af et isbjerg, som jeg er glad for, at jeg ikke fik at se i sit fulde omfang. Selvfølgelig er der mennesker i den finansielle sektor, man kan have tillid til, men systemerne og strukturerne mangler jeg tillid til. At man får en kopi af mit kørekort, og at jeg besvarer en række dumme spørgsmål, hjælper ikke en tøddel på det skrøbelige fundament, som disse kæmpeorganisationer hviler på; og her tænker jeg såmænd ikke bare på lille nordiske Nordea, men nok så meget på de gigantiske udenlandske og internationale virksomheder. Jeg tænker herunder på, hvordan den næste finanskrise kommer til at se ud, og hvad der til den tid vil vælte ud af skabene, også i de store og meget grådige finansielle virksomheder.

LÆS OGSÅ: Eliten frygter folket

Mit stakkels kørekort og min lille økonomi og mine svar er blot med til at give det hele et skær af tilforladelighed, som det ikke besidder.

SKAT: Bonus for dårlig ledelse

Nogle dage forinden kunne man i et dagblad læse, at den øverste chef for SKAT frivilligt havde afstået fra at modtage en bonus for sin indsats i sidste regnskabsår – ”situationen taget i betragtning”, hed det. Heraf kan jeg forstå, at SKAT har et bonus- og belønningssystem, der fungerer sådan, at den øverste chef for SKAT er berettiget til en bonus ud over sin normale løn efter en periode, der har bragt SKAT frem i forreste række, når det handler om dårlig ledelse og manglende evne til at håndtere det, der er SKATs kerneopgave, nemlig at medvirke til, at skatteyderne betaler deres skat, og at de således indkrævede penge bliver håndteret sikkert og rigtigt.

Jeg er målløs. Det er beskæmmende. SKATs direktør er øverste leder for en organisation, der er på alles læber; alle danske borgere taler om SKAT, og det er ikke for noget godt. Det drejer sig om en organisation, som borgerne har mistet enhver tillid til. Skandalerne vælter ud af skabene. Vi har altså en topleder, der er berettiget til en bonus på grund af sin ledelsesindsats, samtidig med at den pågældende leder har det overordnede ansvar for én af de største ledelsesskandaler i dansk ledelseshistorie. Er det ikke mageløst? Jeg har en anden opfattelse af, hvordan SKATs øverste direktør burde belønnes.

Ringe tillid til det politiske system

Når det kommer til vore politikere, kan man i medierne læse den ene meningsmåling efter den anden, og man kan konstatere, at befolkningens tillid til politikerne er på et historisk lavpunkt. Befolkningens omtale af og ordvalg om vore ledende politikere er dramatisk ringe og tåler ikke gengivelse på tryk. Det er dybt foruroligende.

Politikerne er valgt af os vælgere til bl.a. at tage vare på de penge, som indkræves af SKAT med henblik på at løse de mange opgaver, som vi har besluttet skal varetages af fællesskabet, dvs. det offentlige. Det er begrædeligt, at befolkningen har så ringe tillid til de mennesker, der på fællesskabets vegne skal træffe alle de store og vigtige beslutninger i samfundet.

LÆS OGSÅ: Løkkes mission: Vælgernes tillid skal genoprettes

I en nylig offentliggjort meningsmåling styrtdykker regeringen til den ringeste bedømmelse, nogen regering vist nogensinde har fået. Det burde forholde sig modsat: at vi havde tillid til landets regering og politikere. Mistilliden omfatter nu også kvaliteten af både lovgivningsprocessen og selve lovene. Der tales åbent om lovsjusk; vi ser love blive hastet igennem Folketinget; vi ser teknisk og juridisk mangelfuld lovgivning. Hertil kommer det tillidsaspekt, der er affødt af, at politikerne nu konkurrerer så hårdt om dele af vælgersegmentet, at de falder for fristelsen til at angribe nogle af de eksisterende konventioner, bl.a. på menneskerettighedsfeltet.

Kom ikke her og stil dig an, skolelærer!

Det er både foruroligende og farligt, at tilliden til nogle af samfundets store og solide søjler på den måde smuldrer i disse år. Et andet område, hvor tilliden smuldrer, og hvor det har fatale konsekvenser, er skoleområdet. I min barndom var der tillid til skolelæreren. Indrømmet: Der var også kadaverdisciplin og angst, og det var ikke fremmende eller nyttigt. Men tilliden til læreren var fundamental for hele den folkelige skoles muligheder for at fungere. Denne tillid er ikke borte, men den er under voldsomt angreb og væsentligt svækket.

Lærerne har deres andel af ansvaret, men forældrene og politikerne har selvfølgelig også et ansvar. Der er ingen grænser for, hvad politikerne vil blande sig i, ingen grænser for den detailrigdom og alle de hjemmestrikkede synspunkter og ideer, der florerer og påvirker lovgivningen. Forældrene er fandens kloge på alt, så læreren skal ikke komme og stille sig an. Tilliden til skolen vakler, smuldrer.

LÆS OGSÅ: Undskyld, hvad laver de på Christiansborg?

Det samme kan man sige om andre samfundsinstitutioner, brancher, sektorer. F.eks. er tilliden til store it-systemer og til de sociale medier også begrænset – og af gode grunde. Vi almindelige borgere kan ikke gennemskue og overskue dem, og så en gang imellem får vi, offentligheden, indblik i disse store systemer og deres begrænsninger og svagheder, og det, vi ser, er ofte voldsomt ubehageligt og urovækkende.

EU – ikke et hak bedre

Også hele EU-systemet bør nævnes i denne sammenhæng. Det EU, der skulle være rammen om et stort og velfungerende europæisk fællesskab af nationalstater, men alligevel en slags fællesskab. Dette system har vist sig at være særdeles skrøbeligt, og også her smuldrer tilliden til systemets evne til at håndtere de udfordringer, der eksisterer.

Og det gælder ikke alene den aktuelle flygtningesituation. Det gør det også, men det gælder hele systemet og dets evne til forsvarlig administration af milliarder og atter milliarder af kroner. Alle mennesker kender til misbrug af EU-midler; kender til historierne om misbrug og latterlige bureaukratiske systemer og regler; alle kender til de omfattende og milliarddyre landbrugsordninger, hvor fornemmelsen, at meget ikke er, som det burde være, er meget udbredt.

EU er truet. EU er i krise. EU kan ikke løse de meget alvorlige udfordringer, som EU er konfronteret med. En stor del af dette skyldes et tillidsproblem.

LÆS OGSÅ: Alarmerende mistillid til sundhedsvæsenet

Forrige artikel Hvad Brexit indebærer for Storbritannien, EU og resten af verden Næste artikel Den tysk-franske motor kører ufortrødent videre