Tilskudspuljedanmark skal på skrump

Fuldt stop for flere statslige puljeordninger. Vi har rigeligt med puljer, administrativt bureaukrati og kassetænkning.

MM Special: Opgøret med puljetyranniet

  • Skiftende regeringers kamp mod puljetyranniet er slået fejl. 
  • Oprydning i puljejunglen bliver en del af regeringens afbureaukratiseringsreform.
  • Kommuner bygger nye plejehjemskøkkener for 425 mio. kr., men har ikke råd til ekstra køkkenpersonale.
  • Satspuljemillioner er præget af gode hensigter, manglende viden og lille effekt på praksis.

Nu skal der ryddes op i puljejunglen

Stor kortlægning: Statslige puljer for milliarder af kroner

Trods millioninvestering dufter der stadig ikke af frikadeller på plejecentrene

Satspuljerne: Gode hensigter, manglende viden og lille effekt

MM MENER: Tilskudspuljedanmark skal på skrump

Nogen kalder kærligt vores land for Foreningsdanmark med tilføjelsen, at er tre danskere samlet om et frokostbord, så er de med garanti godt i gang med at danne en forening.

2.557.970 – så mange danskere løber, dribler, cykler, danser og svømmer eller går til møder i Foreningsdanmarks i alt 11.665 foreninger.

Man kunne lige så kærligt kalde os for Tilskudspuljedanmark. Moderniseringsstyrelsen kortlagde i et notat fra juni 2016 hele 577 statslige tilskudspuljer. Puljerne var fordelt på 17 ministerier, men 431 tilskudspuljer, svarende til ca. 75 pct., var placeret under blot fire ministerier: Kulturministeriet som topscorer, efterfulgt af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet.

Statsministeriet er det eneste ministerium, der ikke administrerer tilskudspuljer. Den samlede bevillingssum til tilskudsmidler var i 2016 ca. 16,8 mia. kr., og kommunerne og regionerne er den største målgruppe for disse mange puljer.

Som Mandag Morgen beskriver i denne uges MM Special, var der i 2017 alene 134 puljer med en samlet bevilling på 11,7 mia. kr., som kommunerne kunne søge.

I årevis har politikere fra både rød og blå blok truffet beslutninger om fordelingen af disse puljer til alverdens små og store formål. I årevis har synspunktet været, at der skulle skæres ned på puljernes tendens til vokseværk – den nuværende innovationsminister Sophie Løhde (V) er ingen undtagelse.

Og i årevis er antallet af puljer alligevel steget. Således også ved det seneste satspuljeforlig i november, som føjede yderligere 20 puljer til listen.

KOMMUNERNE BÅDE HADER OG ELSKER PULJERNE. Hader dem, fordi de skaber et voldsomt bureaukrati og sender kommunerne ud i en til tider frugtesløs fundraisingkamp og skønhedskonkurrence på projektbeskrivelser. Elsker dem, fordi de giver ekstra penge til at stoppe huller i budgetterne, som ellers er underlagt en stram rammestyring fra Finansministeriet.

Også ministerierne har et had-kærligheds-forhold til puljerne. Når pengene spredes ud, spreder de også glæde mange steder, men så snart bevillingerne løber ud, starter skrig og skrål om, at projekter baseret på tilskudspuljer da ikke bare kan lukke, når pengene hører op, men per automatik må gøres permanente.

Og så starter kampen om mediernes gunst og opmærksomhed for at sikre, at lige præcis dette projekt ender på en permanent bevillingskonto. Ministeren bliver hængt ud for at være kynisk, ufølsom og det, der er værre, hvis projekter med stærke menneskeskæbner involveret må lukke ned.

Tilskudspuljedanmark har bestemt sine gode sider. Puljerne kan være med til at afprøve nye ideer og løsninger. De kan skabe fornyelse og rum til at eksperimentere. De kan løse akutte problemer og hjælpe nye initiativer på benene med et nødvendigt, mindre økonomisk rygstød.

Men når man kigger på de lange lister over tilskudspuljer i Mandag Morgens specialrapport og på statens puljeportal, så bliver man godt nok stakåndet over, hvordan vi bruger vores statslige midler spredt ud på stort og småt.

Når man samtidig kigger på administrationsudgifterne for både staten og kommunerne for disse hundredvis af puljer, så holder fornuften helt op. Og ind imellem ser midlerne også ud til at blive ansøgt, bare fordi muligheden nu er der, og ikke nødvendigvis fordi der er en strategi, der skal have økonomisk støtte for at kunne blive rullet ud.

Efter et nøjere studie af Tilskudspuljedanmark anbefaler vi et totalt puljestop og en grundig hovedrengøring. Den nuværende puljemodel har overlevet sig selv.

Der er alt for mange puljer. Antallet må ned. Der må findes andre og mindre bureaukratiske løsninger til at fordele midler på, der også opfanger nogle af de gode formål, som puljerne skal understøtte.

Der må findes andre og mere effektive metoder til at indsamle erfaringer og resultater fra brugen af puljer end de nuværende, som kun glæder revisorbranchen, der skal påtegne regnskaberne.

Der må findes måder at fordele pengene på, som kræver mindre administration for både ansøger og giver. Der må sættes et minimum for puljernes størrelse og lægges puljer sammen til større formål.

Der må skabes mere transparens omkring puljernes formål og resultater, så pengene kan nyttiggøres på en helt anden måde end i dag, og endelig må puljerne samtænkes med den praksis, de skal indgå i kommunerne, når puljemidlerne ophører.

Vi anerkender, at eksempelvis satspuljen i visse tilfælde er en livline til et bedre liv for socialt udsatte. Men det er ikke værdigt, at pengene til relevante, sociale formål skal ydes på denne ad hoc-måde.

Vi anerkender, at puljerne også er en legitim vej for folketingspolitikere til at fremme gode lokale projekter, men alt for mange af pengene går op i administration og bliver brugt, uden at vi rigtigt ved, hvad nytte vi fik af dem. Pengene kommer derfor ikke til at ændre praksis ude i kommunerne, selv om det er påkrævet.

Dynamikken, modet til at skifte ud i de målrettede tilskudsordninger og kvalitetselementet i udmøntningen af tilskudspuljerne må simpelthen være i højsædet, når innovationsministeren forhåbentlig iværksætter en hovedrengøring.

Forrige artikel Udflytning er planløs symbolpolitik Udflytning er planløs symbolpolitik Næste artikel Kampen om arbejdskraft er et symptom på dybere problemer Kampen om arbejdskraft er et symptom på dybere problemer