To grunde til at være en stolt dansker

På trods af de seneste måneders dårlige internationale omtale af Danmark er der stadig mange, der misunder os vores unikke samfundsmodel.

Det er ganske utroligt, at et lille land som Danmark formår at få så meget omtale, god som dårlig, som tilfældet er i øjeblikket. Jeg vil koncentrere mig om det gode, for jeg er netop hjemvendt fra USA, hvor jeg blev præsenteret for to positive syn på Danmark med hver sit udgangspunkt.

Det ene synspunkt kommer fra Bernie Sanders, som i øjeblikket forsøger at blive nomineret som Demokraternes præsidentkandidat side om side med Hillary Clinton. Han elsker den danske velfærdsmodel og ser den som et forbillede for det amerikanske samfund, han gerne vil skabe.
Om amerikanerne deler hans danske begejstring, får vi at se, men jeg gør. Hans omtale af Danmark gør mig glad og stolt, fordi det styrker min tro på, at den danske samfundsmodel faktisk er unik og noget, vi skal værne godt om.

Det bekræftes også af et andet faktum, jeg faldt over under mit besøg i USA. Her læste jeg i magasinet Forbes, der i slutningen af sidste år udgav sin årlige liste over de bedste lande at gøre forretning i. Her ligger Danmark for 6. gang (ud af 10) på førstepladsen. Vi scorer højt på bl.a. gennemsigtighed, lovgivning, lav korruption, teknologi og innovation.

Genkender det i hverdagen

Både Sanders’ politiske og Forbes’ mere kvantitative vurdering af Danmark bliver jævnligt bekræftet af min egen hverdag som leder af en af landets største uddannelsesinstitutioner.

Selv om uddannelsesområdet som andre velfærdsområder presses økonomisk i disse år, er det for mig stadig en helt grundlæggende glæde at være med til at udbyde noget så fundamentalt godt som gratis uddannelse til tusindvis af unge mennesker, der skal drive det danske velfærdssamfund videre. I stort set alle de lande, jeg besøger, er vores gratis uddannelsessystem og gavmilde SU-system noget, der fremhæves som typisk dansk og misundelsesværdigt.

Samtidig oplever jeg dagligt, hvordan den generation, der er døbt generation Y, har en fremtidstro og innovations- og startupgejst, som jeg ikke kan mindes at have oplevet hos tidligere årgange og generationer.

Næsten dagligt får jeg mails fra eller hører om tidligere eller nuværende elever, som er blevet selvstændige og stædigt holder fast, selv om de ikke er blevet millionærer med det første. Det er faktisk ikke altid så meget pengene, men mere friheden og det, at ideer og projekter kan lade sig gøre, hvis man har ambitionerne og viljen, som rykker i dem. De lader sig ikke slå ud af, at f.eks. kreditmulighederne for danske iværksættere ikke nødvendigvis er det, som har bragt Danmark ind på Forbes’ 1. plads.

Senest har jeg oplevet den voksende innovations- og iværksættergejst gennem interessen for vores nye Innovationsgymnasium, som vi åbner til august. Til vores åbent hus-arrangementer i januar mødte vi en overraskende stor opbakning fra unge og deres forældre til, at innovationskompetence og iværksætteri er det, som det danske velfærdssamfund skal overleve på i fremtiden. Også fordi iværksætterkompetencer er globale kompetencer, som også etablerede virksomheder gerne ser hos deres nye medarbejdere.

 Satsning har båret frugt

Den innovations- og startupgejst er ikke kommet ud af det blå. Den er selvfølgelig drevet af, at ny teknologi i dag har gjort det tifold lettere at starte egen virksomhed. Udviklingen er også drevet af en politisk enighed om at prioritere iværksætteri og vækst, og så har det været på dagsordenen i det danske uddannelsessystem med stigende interesse gennem de sidste 10 år, hvor der har været fokus på iværksætterkonkurrencer, nye fag og særlige klasser, der er fokuseret på innovation og iværksætteri.

Endelig er dygtige iværksættere slået igennem og står som strålende ledestjerner for de unge. Kapaciteter som Mads Faurholt, Nicklas Kany, Tommy Ahlers, Jesper Buch, Johan Bülow og Claus Meyer, der ikke bare har succes, men også går forrest i at udvikle og investere i nye talenter. Det virker som om, vi for alvor er begyndt at høste de første frugter af indsatsten.

Det hele kan koges ned til den særligt stabile politiske og forretningsmæssige samfundsmodel, som vi har i Danmark, og som mange – med rette – misunder os. Det er derfor jeg midt i den mindre pæne omtale, som Danmark også får i øjeblikket, alligevel føler en særlig stolthed over at være dansker.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu