Glem atomtrusler, militære magtbalancer og cyberkrige. Kampen om verdensherredømmet foregår på helt andre planer og med helt andre våben. Og kampen er indtil videre afgjort. Vestens demokratier har tabt til de østlige diktaturer.

Det er en hård konklusion, men den er svær at argumentere imod. Realiteten er, at vi netop i denne tid er vidner til et dramatisk og intenst stormagtspil mellem ulige parter. Det er på overfladen ublodigt og påstås at være udtryk for folkets vilje.

På den ene side har vi de to diktatorer, Ruslands Vladimir Putin og Kinas Xi Jinping, der begge befæster deres i forvejen magtfulde positioner igennem anvendelse af de udstrakte og brutale beføjelser, som diktatorer nu engang råder over.

Ikke alene sikrer de sig fuld kontrol over egne territorier, de sætter også massivt ind på at dominere tilstødende regioner og samtidig infiltrere vestlige demokratier igennem snedige og udspekulerede propagandametoder. Foreløbig med succes.

På den anden side har vi et stadig mere splittet Vesten med en uforudsigelig og utilregnelig præsident Donald Trump i spidsen for verdens største demokrati med en klar strategi om at lukke af for omverdenen og dermed overlade det globale lederskab til diktatorerne.

Det hidtil så stærke samarbejde imellem USA og Europa udfordres samtidig af en mulig handelskrig startet af USA, samt af et EU med store interne problemer og stigende opbakning til nationalistiske og populistiske bevægelser.

Når historien om det 21. århundredes udvikling skal skrives, vil 2018 og de begivenheder, der udspiller sig i netop disse uger, helt berettiget fortjene et særligt kapitel. Historien handler ikke så meget om militære styrkeforhold som om personligheder og den måde, de forvalter deres lederskab på. Ud over de historiske perspektiver kunne det være manuskriptet til en politisk thriller på Netflix.

Her følger nogle autentiske scener fra hverdagens aktuelle storpolitiske dramaer.

Det kinesiske kup

I Kina gennemfører præsident Xi Jinping i disse dage et reelt statskup ved at sikre sig opbakning i Folkekongressen til at forblive statsoverhoved, så længe han måtte ønske. I et optimalt vestlige perspektiv kunne det være en garanti for en fortsættelse af den hidtidige kinesiske reformkurs med større åbenhed både indadtil og udadtil.

Men den forventning er blevet gjort til skamme af en præsident, der vil bruge sin uindskrænkede magt til at skabe et Kina, der på helt nye præmisser skal fremstå som eksemplet på fremtidens økonomiske og militære supermagt. Problemet er bare, at modellen bygger på udstrakt meningscensur med indskrænkning af ytringsfriheden og andre basale frihedsrettigheder. Censuren gælder ikke kun det kinesiske folk, men enhver virksomhed og institution, der vil operere på det kinesiske marked eller ønsker at handle med nationen.

Hvad det handler om, måtte bl.a. Mercedes-Benz helt konkret sande, da tyskerne på Instagram bragte et kort citat fra Dalai Lama. Det affødte skarpe reaktioner i bl.a. avisen The Peoples Daily, der beskrev Mercedes-Benz som ”folkets fjende”.

Da Kina er bilproducentens største marked og står for en fjerdedel af salget, var der kun ét at gøre: Fjerne citatet og undskylde dybt. På samme måde har store udenlandske giganter som Google, Facebook, Apple m.fl. måttet give køb på egne værdier for at underkaste sig de kinesiske som en betingelse for at kunne operere på markedet.

Det er det Kina, som verdens mest magtfulde leder ønsker at udfolde. Xi Jinping ser sit Kina og sin model som fremtiden og benytter enhver lejlighed til at erklære de gamle, splittede demokratier fallit til fordel for en ny samfundsorden, der skal sikre tryghed og fremgang – på hans betingelser.

Den russiske folkehelt

Ruslands Vladimir Putin er dybest set bagt af samme politiske og personlige surdej – en fascination af magt og et ønske om at have total kontrol. Ved at udmanøvrere alle rivaler og fjender og indskrænke frihedsrettighederne har han opbygget sin magtbastion og kan sikre sig en ny periode som uindskrænket hersker over Rusland – antagelig med op til 70 procents opbakning ved søndagens præsidentvalg.

Han kan hævde at være udtryk for folkets vilje og ønske. Og sandt er det, at han igennem sin brutale fremfærd alligevel er lykkedes med at fremstå som en leder, der har givet det russiske folk sin stolthed tilbage.

Men stærke ledere og diktatorer har igennem historien også kunnet fremstå som folkehelte, fordi de personificerer den styrke, som mange mennesker beundrer. Gennem kontrol af meningsdannelse lykkes disse diktatorer også med at berettige angreb på andre lande eller infiltrere demokratier igennem falske nyheder, hackerangreb eller lignende.

Det er blot spillets regler, er ræsonnementet, og så er nogle bare dygtigere eller kan benytte sig af større kynisme og brutalitet, fordi de ikke bagefter skal stå til regnskab over for andre end dem selv.

Den amerikanske taber

USA's Donald Trump har ikke lagt skjul på, at han ser autoritære ledere som rollemodeller. Han ville ønske, han selv var en af dem. New York Times refererede i sidste uge, hvordan Trump ved et republikansk middagsselskab udtrykte beundring for Xi Jinping og hans beslutning om at blive livslang præsident.

Der er næppe tvivl om, at Trump besidder det samme magtgen som sine forbilleder. Han har blot ikke de samme muligheder for at udfolde det, selv om han ihærdigt forsøger igennem en egenrådig politik ved at skille sig af med eller nedgøre sine kritikere, fordømme medierne, lancere falske nyheder, underminere retssystemet etc.

Men i Trumps iver efter selv at fremstå som enehersker har han begået så mange fejl, at han ikke alene må tælles blandt USA’s svageste og mindst respekterede præsidenter, han har også ansvaret for, at landet har mistet det globale lederskab, som hidtil har været en stabiliserende faktor i det storpolitiske magtspil.

I sit første år som præsident er det igennem en nationalistisk og populistisk politik lykkedes ham at destabilisere den vestlige alliance og dermed give stadig mere plads til, at Jinping og Putin kan udleve deres mest våde stormagtsdrømme. 

Det splittede Europa

Modvægten til USA’s tabte lederskab kunne være et stærkt sammentømret Europa – et EU, der stod som et stærkt bolværk mod de autoritære og diktatoriske regimer. Men her kan verdens to stærkeste ledere, Jinping og Putin, kun glæde sig over en udvikling, der yderligere cementerer deres positioner og afdækker sprækker og svagheder i de vestlige demokratier.

Når Jinping afviser demokrati som en vej frem, kan han blot henvise til de problemer, der i disse år karakteriserer de politiske strømninger og debatter i såvel USA som Europa, og han kan retorisk spørge, hvilken lære man kan drage herfra? Her behøver han blot at henvise til Brexit, et halvt års politisk regeringskrise i Tyskland, et kaotisk valg i et gældsplaget Italien, flygtningekrisen, Polen og Ungarn, der udfordrer hele EU-samarbejdet, syv lande, inklusiv Danmark, der i en fælles skrivelse advarer imod ambitiøse reformer i EU for dermed at afdæmpe ambitionerne om et stærkt EU, etc., etc.

Det samlede billede af det storpolitiske spil er ikke opmuntrende set i et vestligt, demokratisk perspektiv. Det tegnes samtidig på et tidspunkt, hvor verdenssamfundet skal løse en række accelererende globale udfordringer, herunder klimaforandringerne. Det er alle udfordringer, der kræver et stærkt og langsigtet lederskab, og lige nu skal man desværre se mere mod øst end vest for at finde det.

Således tegner brikkerne sig på det aktuelle storpolitiske skakbræt. Men nye spil kan afvikles, og nye vindere kåres. Men det forudsætter, at enhver demokratisk, politisk leder definerer, hvor på brættet han eller hun ønsker at være, og hvilke træk de vil foretage.

Dette er næppe en drøftelse, der kommer til at fylde meget i en dansk debat med trusler om storstrejke og indgreb, i et Storbritannien, der ikke kan overskue sin egen udmeldelse af EU, i et Italien, der ikke aner, hvordan det skal regeres, eller i et Tyskland, der skal forsøge at få en skrøbelig regeringskoalition til at fungere, for blot at nævne de aktuelle dagsordener, der i hverdagen svækker demokratierne og styrker de autoritære ledere.

Men forhåbningen er, at de demokratiske udfordringer snart bliver synlige og føles i hverdagen – f.eks. når vores handlemuligheder indsnævres af meningscensur, eller vores demokratiske processer filtreres eller hackes. Den udvikling er allerede i gang, vi tager den blot ikke alvorligt, fortrænger eller endnu værre normaliserer og accepterer den.

Demokratier har tidligere i historien bevist, at de er i stand til at mobilisere en voldsom styrke, når de er hårdt truet. Det er bl.a. sket, fordi vi i de stunder har kunnet udvise stærkt lederskab. Det er lederne, der gør forskellen. Så meget har Xi Jinping og Vladimir Putin bevist, mens Trump er et studie i, hvor meget det betyder at mangle lederskab.

Må dette være en lære vi kan bruge til noget – for det haster.