Lisbeth Knudsen har tilbragt godt 40 år i mediebranchen og har beskæftiget sig med medier og journalistik inden for både print, radio, tv og digitale platforme. De fleste af de 40 år som leder på forskellige niveauer og aktiv i forskellige bestyrelser og organisations-sammenhænge. Hele karrieren igennem har hun kombineret erfaring med både den forretningsmæssige side og den redaktionelle side. Journalistisk udvikling, nye fortælleformer, digital transformation, disruptive innovation og de nye teknologiers indflydelse på mediebranchen er en rød tråd i hendes virke, lige som nye forretningsmodeller, ledelse, politik og samfund altid har været det.
Lisbeth Knudsen tiltrådte pr. 1. december 2015 som direktør og chefredaktør for Mandag Morgen Danmark og som ansvarlig for både redaktionelle aktiviteter og mange andre opgaver med kommerciel udvikling, projekter, analyser, konferencer m.v., som foregår i Mandag Morgen regi.
Hun er adjungeret professor på CBS. Skriver kommentarer og debatindlæg flere steder - bl.a. på Altinget.dk.
Hun er desuden formand den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS Group, formand for bestyrelsen for Odense Symfoniorkester og arkitektvirksomheden Rønnow, Leth & Gori og for faktatjekmediet TJEKDET.dk Hun er formand for Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL-grupperne). Desuden formand for bestyrelsen for ENIGMA-museet og medlem af Illum Fondets bestyrelse.
Lisbeth Knudsen er tidligere ansv. chefredaktør for Berlingske og koncernchef (CEO) for Berlingske Media igennem 8 år til september 2015. Før det var hun nyhedsdirektør i DR i 8 år og før det igen i godt 8 år adm. dir. for A/S A-pressen og chefredaktør for Aktuelt. Hun blev uddannet journalist fra 1975 og startede sin karriere på Berlingske som politisk reporter, senere chef for den politiske redaktion, erhvervsredaktør, søndagsredaktør og medlem af chefredaktionen frem til 1990.
Tryghed er det politiske kodeord – både i Sverige og Danmark
KOMMENTAR: Hvis politikerne ikke kan sikre os tryghed i hverdagen, så stemmer vi som vælgere med fødderne. Det er læren fra Sverige, som danske politikere helt sikkert skæver nervøst til.
Ghettoplan og sikkerhedspakke. Regeringen har skarpt fokus lige nu på gennemførelsen af den tidligere regerings ghettoplan, der blev vedtaget i november 2018 med et bredt flertal i Folketinget, som ud over DF og SF også talte Socialdemokratiet. En gang for alle var hensigten med den kolossale politiske og økonomiske satsning at gøre op med parallelsamfund og indvandrerbander.
Samtidig har regeringen efter bombesprængninger, gadeskyderier og bilbrande rundtomkring i landet netop fremlagt en sikkerhedspakke i sidste måned med hele 16 punkter. De indebærer udvidet tv-overvågning på gader og stræder, styrket overvågning af banderne og forbedring af banderegistret, penge til politiet til indkøb af flere droner til overvågning og skærpede straffe for bombesprængninger ved offentlige bygninger og meget mere. Retspolitiske initiativer, der alle sammen har til formål at skabe mere tryghed.
MAN KUNNE FÅ DEN TANKE, AT REGERINGEN havde kigget sig over skulderen til vores nabo i Sverige, hvor integrationsproblemer, bandevold, bombesprængninger og skyderier i byerne for alvor er ved at møblere rundt på det politiske landskab. 15. november offentliggjorde Aftonbladet/Demoskop den første meningsmåling i Sveriges politiske historie, som gjorde Sverigedemokraterne (SD) til landets største parti med 24 procent af stemmerne og forviste Socialdemokratiet til en andenplads med 22,2 procent. Næsten hver fjerde vælger ville altså ifølge undersøgelsen stemme på SD, hvis der var valg i morgen.
Valgforskere, meningsdannere og kommentatorer giver tre interessante grunde til udviklingen. Og det skal siges, at Sverigedemokraterne har haft en opadgående tilslutning lige siden valget i september sidste år, så førstepladsen blandt vælgerne er ikke noget, der er kommet pludseligt. For det første skyldes tendensen, at utrygheden i forhold til vold, kriminalitet, skyderier på åben gade og bandeopgør nu har sat sig dybt i den svenske folkesjæl. Folk har fået nok, mener analytikerne, og de har mistet tilliden til de gamle partier. Når politikerne ikke kan varetage den helt enkle hovedopgave at sikre befolkningen tryghed, så er det noget, der flytter stemmer.
Den anden grund handler om, at Sverigedemokraterne gradvis har luget ud i de mest ekstreme forslag i deres partiprogram for på den måde at nærme sig en position, hvor de andre borgerlige partier har meget svært ved at fastholde dem uden for indflydelse. Den tredje grund synes at være, at regeringskoalitionen mellem Socialdemokraterne og Miljøpartiet med støtte fra de to borgerlige partier Centerpartiet og Liberalerne tilsyneladende ikke er lykkedes med at være særlig handlekraftig på netop lov-og-orden-initiativer og integration. Derfor bløder Socialdemokraterne både til SD og Venstrepartiet.
I SVERIGE LAVER MAN SAMME MÅLINGER som herhjemme, når det gælder bedømmelsen af tilliden til partierne i forhold til konkrete politikområder. Sverigedemokraterne er dem, der får mest tillid fra vælgerne på indvandrings- og integrationspolitikken. Hver tredje vælger mener, at SD har den bedste politik på det område. Intet andet parti i Riksdagen har et tilsvarende stærkt greb om vælgerne på et enkelt politikområde. Men den tid er forbi, hvor man blot kunne henvise til SD som et enkeltsagsparti. På spørgsmålet om lov og orden har SD fordoblet tilliden fra befolkningen og ligger nu på en andenplads lige efter Moderaterne og før Socialdemokraterne.
Det interessante er, at Sverigedemokraterne faktisk også scorer stemmer i selveste Greta Thunbergs Sverige på at have en alternativ og mere skeptisk holdning til klimasagen. Hvad angår vælgeres tillid på det spørgsmål, ligger de side om side med Socialdemokraterne og Moderaterne.
Perspektivet og læren af den svenske politiske udvikling er, at vi ud fra ideale, retspolitiske holdninger kan tage afstand fra og begræde overvågningssamfundets indtog, afvise forslag om ansigtsgenkendelse, beklage opsamlingen af vores data i endnu flere registre og være bekymrede for indførelsen af flere indgribende redskaber for politiet. Men når vi mister trygheden i hverdagen, så stemmer vi med fødderne og finder dem, der vil garantere os netop det. Om løfterne så holder, eller problemerne blot finder andre og nye veje er en anden sag.