Vækstingeniøren

Vækstpriserne regner nærmest ned over selskabet Powersense, som udvikler sensorer til overvågning af elnet. Dermed kan ingeniør Brian Sørensen godt hive det store smil frem. For det er netop i sin egenskab af “vækst-ingeniør”, at han i 2009 blev headhuntet til selskabet.

Hvem har Væxt-Factor?

Jagten på Væxt-Factor fortsætter. Denne uge præsenterer vi fem nye innovative talenter, der tegner Danmarks fremtid.

Læs alle de personlige portrætter på mm.dk/fremtidensdanmark

Allerede et par måneder efter hans tiltrædelse blev Powersense, kåret til “Entrepreneur of the Year” i Danmark af konsulentvirksomheden Ernst & Young. Investeringsselskabet GP Bullhound har de seneste to år kåret Powersense blandt Europas hurtigst voksende cleantechselskaber. Og kort før årsskiftet placerede den engelske avis The Guardian Powersense blandt verdens 100 mest lovende cleantechselskaber. Kåringen var baseret på en rundspørge blandt internationale cleantecheksperter om, hvilke selskaber der vil få størst betydning for cleantechmarkedet 5-10 år frem.

Forventningerne til Powersense er med andre ord skyhøje. Og det er Brian Sørensens ydmyge opgave at indfri dem.

“Min udfordring bliver at håndtere en vækst, der har potentiale til at blive eksponentiel,” siger Brian Sørensen.

Med A-kraft-ulykken i Japan, tyskernes beslutning om at afvikle kernekraft og et voldsomt stigende globalt fokus på såkaldte smartgridløsninger, står smart sensorteknologi til elnettet nemlig over for en eksplosiv vækst.

“Vores fordel er, at vi har været så tidligt på banen, at det er vores teknologi, der i øjeblikket definerer markederne inden for overvågning og fejldetektering,” siger Brian Sørensen.

Brian Sørensens Væxt-Factor

CV – Brian Sørensen – f. 1965

  • 2009: CEO, Powersense
  • 2007-2009: COO, Suzlon Energy
  • 2004-2007: Global head of project management, Suzlon Energy
  • 2000-2000: Head of project department, FKI Logistex Crisplant A/S
  • 1996: Uddannet ingeniør, Ingeniørhøjskolen Århus
  • 1986: Uddannet elektriker, Svend Wiborg

Powersense

  • Etableret: 2006
  • Danish Cleantech Entrepreneur Of The Year 2009, Global Cleantech 100 Company 2010, GP Bullhound Uniqueness of Offering award 2010, Cleantech Connect’s top 20 2009.

Teknologien var allerede langt i sin udvikling, da Brian Sørensen blev headhuntet til selskabet, som er et spin off fra energiselskabet Nesa (det nuværende Dong Energy) i 2006. Men det er Brian Sørensens opgave at løfte selskabet fra at være et lille R&D-selskab til at indfri sit potentiale som en af verdens vigtigste spillere på cleantechmarkedet.

“Det handler om, at produkterne skal standardiseres, processerne tilrettes og dokumenteres, og at organisationen skal geares til globalisering og skalering,” siger Brian Sørensen.

Og på det felt har han stor erfaring fra sin tid som regional topleder i den indiske vindmøllekoncern Suzlon, samt fra lederstillinger i tekniktunge virksomheder som Chrisplant og Siemens. Desuden har han, som uddannet elektriker og ingeniør, dyb teknisk forståelse.

“Det er vigtigt, når man skal lede en flok hardcore specialister. Ellers kan man ikke opfange og udnytte den innovation, der bobler rundt blandt dem,” siger Brian Sørensen. I dag er skaleringen så langt, at selskabet nu opretter sit første kontor uden for Danmark, i Australien, i forbindelse med en kæmpeordre på 500 millioner kr.

Samtidig har Powersense styrket sin globale gennemslagskraft ved at indgå en tæt strategisk alliance med IT-giganten IBM. Det skaber respekt fra virksomhedens kernemedarbejdere.

[quote align="right" author=""]Vores fordel er, at vi har været så tidligt på banen, at det er vores teknologi, der i øjeblikket definerer markederne inden for overvågning og fejldetektering.[/quote]

“Målt på den økonomiske udvikling i de to år, Brian har været chef, har det været en kæmpe succes,” siger VP i Powersense Martin Speiermann.

Siden Brian Sørensen tiltrådte, er medarbejderstaben vokset fra 16 til 27, og omsætningen fra godt 8 millioner kroner i 2008 til knap 56 millioner kroner i 2010. “Og det bliver kun værre,” spøger Brian Sørensen. Han satser på, at omsætningen mere end fordobles i 2011 og regner med – ud over de tre medarbejdere han allerede har ansat i år – at ansætte yderligere ca. 3-5.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu