Valgkamp i USA: klimadebattens rædselskabinet

Global opvarmning er voodoo, fup og en venstreorienteret sammensværgelse. Det mener republikanernes præsidentkandidater. Det lyder komisk, men i sidste ende er det tragisk. Verdens næststørste udleder af CO2 kommer ikke til at føre ansvarlig klimapolitik de næste mange år – heller ikke selvom Obama vinder.

Det kræver nerver af stål eller en god portion galgenhumor at følge klimadebatten i den amerikanske valgkamp. De republikanske kandidater kappes om at overgå hinanden i latterliggørelse af videnskaben og bagvaskelse af klimaforskerne. Det fyger med uunderbyggede påstande og grove beskyldninger.

Kandidaterne er uenige om meget, men forbrødrede i overbevisningen om at man diskvalificerer sig som USA’s næste præsident, hvis man anerkender at global opvarmning finder sted, og at vi som mennesker har et ansvar for det.
Det ville være morsomt, hvis det ikke var så tragisk. Men det er det. For bag den outrerede retorik ligger den realitet, at USA’s 45. præsident – også selvom han kommer til at hedde Obama – ikke vil eller kan føre noget, der ligner en vidensbaseret klimapolitik. Dermed vil USA udgøre en klar trussel for vores alle sammens fremtid.

Alle – ja, alle – de republikanske kandidater appellerer ivrigt til vælgernes skepsis over for klimavidenskaben og amerikanernes inderlige ønske om at global opvarmning ikke er noget, man skal bekymre sig om. I hvert fald ikke noget, der betyder at man skal – oh, skræk – spare på energien eller skrue ned for bilparken.

Efter Iowa ser det endnu mere sort ud. Rick Santorum, som efter Iowa pludselig er blandt favoritterne, er muligvis den mest yderligtgående, hvilket ikke siger så lidt. Han mener således, at teorien om klimaændringer er ’en smukt tilrettelagt venstreorienteret sammensværgelse’ og ’en undskyldning for regeringen til at kontrollere dit liv’. Han forkaster årtiers videnskabelig dokumentation som ’fup-videnskab’. Den kristne kandidats hjerte banker ikke ligefrem for naturvidenskaben. Han anerkender ikke evolution, men mener, at der skal undervises i såkaldt Intelligent Design i skolerne, dvs. at Jorden er skabt af en guddommelig intelligens. Skepsis over for naturvidenskaben afholder ham dog ikke fra at kloge sig på forskningen. Han mener bl.a. at ’den globale temperatur faktisk er faldet over de sidste ti år, og den forudsiges at fortsætte med at køle de næste ti år’ (data viser, at de sidste 10 år alle hører til blandt de 11 varmeste nogensinde målt).

Med de holdninger giver han de ellers hårdtslående klimaskeptikere fra Tea Party-bevægelsen, Michelle Bachman (som nu har trukket sig) og Ron Paul (som er i førerfeltet) kamp til stregen. Bachman mener, at global opvarmning er ’voodoo, nonsens, fup og hokus-pokus’. Hun og Ron Paul er markante eksponenter for Tea Party-bevægelsens yderligtgående holdninger til stort set alle miljøtiltag og en indgroet skepsis over for videnskaben. Bachmann er berømt for at gå til valg på at lukke den amerikanske Miljøstyrelse, som hun mener burde hedde ”Jobdræberstyrelsen” (fordi miljøregulering i hendes verdensbillede er lig med arbejdsløshed). Bachman har også forklaret vælgerne fra talerstolen på Capitol Hill, at CO2 er et af ’naturens biprodukter’, og derfor ikke noget at være bange for, ligesom orkanen Irene, der ramte USA i 2010, efter Bachmanns mening var ’et budskab fra Gud’. Til gengæld er hun stor tilhænger af olieboringer i Den Arktiske Naturpark i Alaska. Den er nemlig ’mere velegnet til olieboringer end Saudi Arabien’.

Ron Paul mener, at ’global opvarmning er det største fupnummer der er set i mange, mange år’. Det vil nok heller ikke gavne USA’s position i de internationale klimaforhandlinger, hvis landet melder sig ud af FN, som Ron Paul ønsker det.

Den pt mest sandsynlige udfordrer til Obama, Mitt Romney, har indtil oktober i år fastholdt, at klimaændringer ’sker’, og at han ’tror’ at mennesker er ansvarlige. Men den moderate kandidat har justeret sit verdensbillede efterhånden som Iowa nærmede sig, og nu har piben fået en anden lyd: Ved flere lejligheder de seneste måneder har Romney understreget, at når han ’tror’ på klimaændringer, er det fordi, man ikke ’ved’, om det sker. Videnskaben er usikker, mener han. Romney afviser blankt at USA skal bruge ’milliarder og trilliarder’ af dollars på at reducere CO2, og han er modstander af alle politiske tiltag, f.eks. handel med CO2-kvoter (cap-and-trade). Som han forklarede deltagerne ved et møde med energiindustrien: Der er en grund til at det hedder ’global opvarmning’ og ikke ’amerikansk opvarmning’, underforstået at det er hul i hovedet, at USA skal forsøge at løse problemet.

Rick Perry fra Texas, der i mange år har stået olieindustrien nær, insisterer på, at klimaændringer er en ikke-bevist teori, der er skabt af ’videnskabsmænd, som har manipuleret med data, så dollars kan tilflyde deres projekter’.

Hvor svært de republikanske kandidater har det med videnskaben illustreres af den marginaliserede Jon Huntsman, som for nylig skrev på Twitter: ’Jeg tror på evolution og har tillid til videnskaben om global opvarmning. Kald mig bare skør’.

Skørt eller ej, så er verden omkring USA nødt til at tage debatten alvorligt. Siden Barack Obama i 2008 blev valgt på en offensiv klimapolitik har USA, som er verdens næststørste udleder af CO2, været handlingslammet på klimafronten. Obama har været nødt til at opgive at få enhver form for lovgivning igennem, og i internationale forhandlinger balancerer hans delegationer på en knivsæg: På den ene side maler de et billede af Obama som progressiv klimaforkæmper, på den anden side smyger de sig uden om ethvert tiltag, der kunne forpligte USA til noget som helst. Med Tea Party-bevægelsen, Fox News og olieindustrien som frontløbere har klimaskepsissen fået frit løb de senere år, hvilket har resulteret i, at færre amerikanere i dag tror på videnskaben end for få år siden.

Valgkampsretorikken viser, at USA ikke i nogen overskuelig fremtid vil være i stand til at gribe effektivt ind over for CO2-udledningen. Republikanerne vil blæse det et langt stykke, og demokraterne vil i en økonomisk krise ikke være i stand til at presse lovgivning igennem. Spørgsmålet er, om Obama overhovedet vil forsøge at holde liv i dagsordenen.

Dermed er USA marginaliseret i den globale klimadebat. Ingen andre lande har tilnærmelsesvis så afvisende en offentlig holdning til klimapolitik. Debatten og politikformuleringen i verdens øvrige klima-stormagter – Europa, Kina, Indien, Japan, Brasilien – foregår i et helt andet univers, og ønsket om at konfrontere problemet og vende det til muligheder for vækst og fremgang er udtalt. Meget tyder på, at det eneste omverdenen kan håbe på er, at dens forspring gradvist bliver så stort og synligt i form af jobskabelse, grøn eksport og økonomisk effektivitet, at det i sig selv vil anspore USA’s kommende præsidenter til at genoverveje situationen. Før det er for sent.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Omtalte personer

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu