“Regeringens fejlslagne krisepolitik betyder, at væksten i Danmark halter af sted…” - "Oppositionen siger, at vi bare skal øge udgifterne, øge gælden og hæve skatterne…”

Er du forvirret? Så er du på rette spor – og har fået en god fornemmelse af, hvad valgkampen 2011 handler om. Citaterne er symptomatiske for partiernes udmeldinger. De er enkle og skåret efter samme læst: Vi har ret. I tager fejl. Vi kan redde Danmark. I kører landet i sænk. Vi sikrer velfærden. I ødelægger den. Vælgerne er forvist fra rollen som deltagere og reduceret til publikum i en endeløs politisk boksekamp.

Sådan tegner perspektiverne sig for et af de vigtigste folketingsvalg i flere årtier. Mandag Morgen har analyseret en række af partiernes valgannoncer for at finde ind til deres centrale budskaber. Resultatet tegner billedet af en lukket valgkamp mellem de politiske partier og ledere – en valgkamp, der ikke åbner sig over for vælgerne og ikke giver dem reelle muligheder at tage stilling. Succeskriteriet er ikke at involvere vælgerne, men at ramme modstanderne hårdest muligt.

Analysens konklusion kan sammenfattes i følgende hovedpunkter:

• Partierne er mere optaget af at bekæmpe hinanden end at tiltrække nye vælgere.
• Valgkampen er stort set blottet for visioner og nytænkende løsninger.
• Partierne har langtfra forstået de sociale mediers muligheder.
• Vælgerne overses, negligeres og undervurderes.
• Der er lagt op til valgkamp uden vælgere.

Som udgangspunkt kunne man ellers håbe på, at partierne netop i 2011 ville stille vælgerne over for klare valg om Danmarks fremtid – om forskellige muligheder for at løse nationens største udfordringer de kommende år. Såvel de nationale som de internationale problemer gør netop dette valg skelsættende. Man kunne drømme om, at partierne – situationens alvor taget i betragtning – inviterede vælgerne til en reel dialog om den politiske kurs.

Indtil videre demonstrerer valgkampen en stor afstand fra drøm til virkelighed. Se figur 1. Alle profilerer sig på, at netop de har opskriften på at redde Danmark med vækst og sikring af velfærdsrettigheder som et fælles mantra, men ingen kommer i annoncerne med bud på, hvordan fremtidens vækst eller velfærd ser ud – eller er for den sags skyld leveringsdygtige i en vision, der peger fremad. I stedet fokuserer de på, hvordan det velkendte Danmark skal bevares. Et eksempel: Annoncer fra både Venstre, SF og S taler alle om bevaring af velfærden frem for nytænkning af velfærdsmodellen.

Alle partier tager afsæt i den samme diagnose. Danmark står over for massive udfordringer, og nu handler det om at kæmpe sig ud af krisen. Venstre med Lars Løkke Rasmussen i front skriver, at “Danmark er på vej ud af den globale krise”, fra SF lyder det “Sammen kommer vi videre”, og ifølge Liberal Alliance står Danmark ved “en skillevej”. Partierne maler i samlet flok billedet af en nation, der har mistet udviklings- og konkurrencekraften, men manglen på egne ambitiøse og langsigtede visioner er slående. Liberal Alliance er det eneste parti, der formulerer en vision og en målsætning, der rækker længere end til at reducere det kroniske offentlige underskud. Men partiets egne visioner bruges primært til at skose de andre partiers mangler på samme. Dermed bliver partiets kampagne blot endnu et eksempel på den evindelige politiske skyttegravskrig.

Hovedparten af annoncerne indeholder en direkte eller indirekte kritik af modpartens politiske planer – og anvendes således som middel til at trække fronterne endnu tydeligere op i fløjkampen. Eksempelvis bruger S og SF et angreb på regeringens politik som en introduktion til deres egen politik: “Danmark har mistet 180.000 arbejdspladser siden 2008. Ledigheden blandt unge er fordoblet. Regeringen har givet skattelettelser. Det har ikke hjulpet”. Tilsvarende investerer Lars Løkke Rasmussen og Venstre meget spalteplads i en række annoncer på at kritisere S og SFs politik – eksempelvis under overskriften “S og SF alene i verden”, hvor en nedskydning af oppositionens politik bruges som argument for den vej, Venstre og regeringen anviser.

Ud over en krig på politiske budskaber i selve annoncerne, udfolder der sig en voldsom debat uden om annoncerne. Annoncerne er ofte katalysatorer for redaktionel omtale og debat omkring partiernes politiske budskaber og fløjkrigen – flere af annoncerne har således formået at få nyhedsspalteplads i adskillige af de førende dagblade og at få horden af politiske kommentatorer til at kaste sig ud i analyser af annoncernes betydning, fokus og formål.

Eksempelvis når Anders Samuelsen går til direkte angreb på blå blok og Venstre og Konservative, eller da De Konservative i januar indrykkede en annonce for skattelettelser. Den lød: “Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor skal skatten ned.” Responsen fra både blå og rød blok var voldsom kritik, og den skabte stor medieopmærksomhed med over 100 journalistiske artikler i januar. Flere af annoncerne har endvidere ført til diskussioner om fakta og direkte anklager om løgn. En af de mest omdiskuterede annoncekampagner er S og SFs “arbejd 12 minutter mere”, som gennem flere modangreb blev forsøgt skudt ned af blå blok. Det samme gjorde sig gældende, da S og SF tidligere på året anklagede statsministeren for at komme med forkerte tal i en annoncekampagne mod oppositionens økonomiske politik, og at han havde fejlciteret Obamas økonomiske politik.

Vælgerne er den oversete part i det politiske opgør om magten. Partierne taler til og ikke med vælgerne. I det omfang annoncerne fra S, SF, De Konservative og Venstre overhovedet henviser til hjemmesider, er det mere for at informere vælgerne end for at involvere dem i debatten. Det “vi”, som bruges i flere af annoncerne, er ikke vælgerne eller danskerne generelt, men derimod partierne selv.

Venstre skriver blandt andet i en annonce fra april 2011: “Lad os sikre velfærd og skabe ny vækst! (…) derfor skal vi gennemføre Reformpakken 2020”. S og SF skrev i en annonce fra efteråret: “Vi vil skabe nye arbejdspladser og vækst i hele Danmark (…) Vi kommer ikke ud af krisen ved at skære ned på sygehuse, skoler og plejehjem.”

Enkelte af Liberal Alliances annoncer henvender sig mere direkte til vælgerne. De har blandt andet en annonce, der retter sig direkte til den radikale vælger, og andre, der opfordrer vælgerne til at donere penge til partiet. Desuden har der sneget sig et “du” eller en hjemmesidehenvisning ind i få af annoncerne fra begge fløje – men ingen steder opfordres vælgerne til at være med i politikudviklingen. Så skal man dømme efter annonceringen alene, opfattes vælgerne mere som stemmekvæg end dialogpartnere.

Siden den seneste valgkamp har de sociale medier – først og fremmest Facebook – fået enorm indflydelse i samfundet. Medierne er karakteriseret ved helt nye muligheder for dialog og involvering, men det lader nu ikke til at smitte voldsomt af på valgkampen 2011. Selvom de fleste danske politikere og partier er på Facebook og Twitter, er der meget lang vej til en reel involvering af vælgerne.

På Christiansborg har man tilsyneladende endnu ikke opdaget, hvad man f.eks. har kendt til i mange af landets kommuner i årevis: Borgerne udgør en enorm ressource til at finde løsninger på fremtidens udfordringer gennem borgerdreven politikudvikling. I Aarhus Kommune har man haft stor succes med at inddrage borgerne i formuleringen af en ny integrationspolitik, og i Skanderborg har man med hjemmesiden ideoffensiv.dk fået tusinder af gode idéer ind på få år. 400 af dem er skrevet ind i officielle planer, og 200 af dem er allerede realiseret.

Men politikere og partier udnytter ikke deres tilstedeværelse i de sociale medier til at involvere vælgerne, de nøjes med at aktivere dem som trofaste partisoldater. Det er generalerne på Christiansborg, der bestemmer slagets gang, og de går kun sjældent i direkte dialog med fodfolket på deres respektive sider, der fremstår som kanaler for envejskommunikation.

Interessen for at komme i dialog med politikerne lader ellers til at være stor. 104.000 personer følger Helle Thorning-Schmidt på Facebook, mens 52.000 har koblet sig på statsminister Lars Løkke Rasmussens side. Men ingen af dem levner mange muligheder for at få politikerne i tale. Vælgerne må nøjes med at klistre små badges med partilogoer på deres Facebook-profiler, de kan invitere deres netværk til at “synes godt om” bestemte politikere eller de kan stemme dørklokker med valgmateriale under armen og spore deres rute med GPS eller de kan konkurrere med andre partisoldater om at skrive flest kommentarer på andres sites, uden at skele til indholdets kvalitet. Det sker alt sammen med udgangspunkt i de allerede fastlagte politiske budskaber.

Når det kommer til partiernes hjemmesider, så fremstår de mest af alt som annoncer på web. De har samme fokus på at slå hårdest muligt på modstanderen, og budskaberne er stort set renset for visionære politiske opråb og løsninger. Involveringen begrænses her til at “læse mere”, “følge kandidaterne”, “støtte sagen”. Selv om partierne flere steder giver mulighed for at kommentere konkrete politiske udspil og indlæg, så er politikerne selv kun sjældent til stede i de forskellige fora.

Det kan derfor ikke overraske, at danskerne i realiteten har valgt partiernes hjemmesider fra. En rapport fra Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM) viser, at partiernes websites samlet set havde under 100.000 brugere i første kvartal af 2010. Venstre.dk havde lidt over 24.000 brugere, mens nr. 3 på listen er danskfolkeparti.dk med halvt så mange brugere. Sf.dk kan mønstre ca. 17.000, mens deres nærmeste samarbejdspartner socialdemokraterne.dk kun har lidt over 7.000 brugere.

Det er meget lavt, når man tager i betragtning, hvor mange der er stemmeberettigede, og vigtigheden af politik for samfundets udvikling. Det vil sige, at kun fire procent af de stemmeberettigede vælgere besøger partiernes hjemmesider. Og hvad er nok så tankevækkende: De anvender meget lidt tid på hjemmesiderne – så lidt at det er meget begrænset, hvor meget de når at sætte sig ind i budskaberne. I gennemsnit bruges omkring 4 minutter pr. besøg. Fra godt fem minutter hos Dansk Folkeparti til 2 minutter på Liberal Alliances hjemmeside.

Undervurderingen af vælgerne og manglen på seriøs kommunikation afspejles tydeligt i borgernes vurderinger af politikerne som gruppe. Den er chokerende ringe. De er uden sammenligning den faggruppe i samfundet, der er mest presset på troværdigheden. En undersøgelse af udvalgte faggruppers troværdighed er skræmmende læsning for demokratiets repræsentanter. De er ikke alene isoleret i bunden som den mindst troværdige faggruppe, men også den, der taber mest terræn. Målingen viser, at mens alle andre faggrupper stabiliserer eller styrker troværdigheden, forringes politikernes markant. På ét år er den faldet med over 12 pct. Det kan politikerne så vælge at trække på skuldrene af og blot forlade sig på, at vælgerne nok kommer til stemmeurnerne alligevel. Dermed lader de ikke kun hånt om vælgerne, men om det demokrati, de er sat til at forvalte. Valgkampens forløb, kombineret med bundplaceringen i troværdighedsmålinger, bør være et wake-up call for politikerne og en appel om at gøre op med den arrogance og det politiske snæversyn, der ikke alene har præget de seneste ugers valgkamp, men den politiske debat de sidste par år. Ellers kan man forudse et yderligere dyk i troværdigheden. Se figur 2.

Det kan de ikke rette op på alene. Medierne er medansvarlige. Opfordringen retter sig også mod de medier, der holder liv i snæversynet og den stadig mere personfikserede debat. Det kvitterer borgerne også for ved at placere medierne som den tredje lavest rangerede faggruppe i troværdighedsundersøgelsen. Kun ejendomsmæglerne skiller dem fra politikerne. Men det er altså opfattelsen af de to instanser, som mere end nogen andre har ansvaret for, at der kan føres en kvalificeret og seriøs politisk debat og dialog i Danmark. Det eneste opløftende budskab er, at borgerne antagelig – og forhåbentlig – befinder sig på et højere niveau end det, der kommer til udtryk i den politiske debat og i mange mediers reportager. De fortjener derfor en langt mere seriøs dialog om fremtidens Danmark.