Valget var knap nok udskrevet, før det meste af Slotsholmen meldte afbud til Folkemødet på Bornholm. Mange folketingskandidater bliver hjemme i valgkredsen for at fiske stemmer, journalister har travlt med at dække valgkampen, og embedsfolkene må ikke engagere sig i aktiviteter, der kan påvirke valgudfaldet. Derfor er der kommet masseafbud fra Christiansborg til Folkemødet, der begynder i dag.

Det er blevet udlagt som en mindre katastrofe, og der skal nok være mange, som ærgrer sig over at se en velplanlagt lobbyindsats på Bornholm væltet af brættet. Men i stedet for at vride sig for at få Christiansborg til solskinsøen burde man fejre, at valgflæsket rationeres. Afbuddene giver i stedet plads til at diskutere, hvordan vi udvikler velfærdssamfundet og nærdemokratiet.

Med andre ord: Mens landspolitikerne er optaget af valgkamp, får kommunerne, organisationerne og borgerne mulighed for at sætte dagsordenen på Folkemødet. Derfor kan debatten handle om hverdagsvirkeligheden i velfærdssamfundet og om hvordan vi udvikler lokaldemokratiet i samarbejde mellem borgere, organisationer, kommuner og virksomheder.

Allerede i dag eksperimenteres der i mange kommuner med nye former for samarbejde, borgerbudgetter, alternative udvalg og politiske legestuer. På Folkemødet har Mandag Morgen samlet nogle af de mest interessante forsøg. De handler alle sammen om at give borgerne direkte indflydelse på lokalpolitik og lokalmiljø.

De alene vide

Et rigtig godt argument for at lade borgerne sætte retning og prioritere, når der skal udvikles lokale løsninger, er, at de kender de lokale udfordringer. Det gør kommunen også, men kun på et overordnet niveau: De ved, hvor mange kontanthjælpsmodtagere der bor i et givent område, hvor meget der bruges på at male graffiti over, hvad prognoserne er for børnefødsler de kommende år osv.

Den slags data kan udpege problematikkerne. Men skal man ind til benet på, hvad der virkelig skal til for at bygge sammenholdet eller øge trygheden, så kommer man ikke uden om borgernes lokalkendskab. Det er logikken bag projektet Brændkjær Bestemmer, som er et forsøg med borgerbudgettering i et boligområde i Kolding. Foreløbig er erfaringerne, at det kan lykkes at få flere med i udviklingen, når anledningen er konkrete projekter, og når beslutningerne skal træffes beboer og nabo imellem. 

I Hedensted er lokalpolitikerne helt tæt på udviklingen af de løsninger, der skal løfte velfærden i kommunen – og interesserede borgere er med i udviklingen af ny politik. Det sker i de såkaldte temagrupper, som nedsættes omkring væsentlige udfordringer. Et eksempel er Bæredygtig transport. Under den overskrift har Hedensted Kommune samlet en gruppe bestående af både politikere, borgere og kommunale medarbejdere, som alle har en aktie i løsningen af trafikproblemerne. Sammen skal de blandt andet øge den kollektive trafik. Et resultat af arbejdet er blevet en ekstrafunktion til samkørselsappen Go More. Så nu kan Hedensted-borgerne give et lift til en medborger og i øvrigt med et enkelt klik donere ”benzinpengene” til en lokal forening. Et helt konkret resultat til gavn og glæde, men også en løsning, som ikke var kommet på bordet, hvis udfordringen var blevet behandlet, ”som vi plejer”, siger man i Hedensted Kommune. 

I Aarhus forsøger man sig med et medborgerskabsudvalg. Her sidder otte valgte politikere og otte engagerende borgere, der har meldt sig frivilligt til at udvikle medborgerskab i kommunen. Logikken er lige simpel: Der er naturligvis behov for, at borgerne tænker med, når deres medborgerskab skal udvikles. Hvem kan være bedre til at formulere en medborgerskabspolitik end dem, den i sidste ende skal rette sig mod?

Et kættersk spørgsmål skal der være plads til – for er politikerne da ikke borgernes repræsentanter? Svaret er både ja og nej, og her nærmer vi os det centrale dilemma.

Repræsentant eller medudvikler

Hedder man Lars og er i starten af 50’erne, og er man uddannet skolelærer, så er svaret entydigt ja – sådan på de objektive parametre. Så er man ikke bare repræsenteret, men overrepræsenteret. Det er nemlig cirka sådan, man kan beskrive den gennemsnitlige kommunalpolitiker her til lands. Bevares, der gemmer sig naturligvis mange variationer over temaet Lars. Og måske kan Lars på 52 endda uden problemer repræsentere både Linda på 19 og Mahmoud på 23. Men det er værd at bemærke, at der er relativt færre kvinder, unge og danskere med anden etnisk baggrund, der har lyst til at engagere sig i lokalpolitik.

At der rent faktisk er et problem, kan man bakke op ved at kigge på stemmeprocenterne.

Efter en stor indsats lykkedes det at få knap 72 pct. af danskerne til at sætte et kryds ved kommunalvalget i 2013. Men mere end hver fjerde vælger blev på sofaen. I 2009 udgjorde sofavælgerne 44 pct. Det gav den laveste stemmeprocent ved et kommunalvalg i Danmark i over 35 år, ikke at det var en overraskelse. Det er gået den forkerte vej længe. Især blandt unge, lavtuddannede, indvandrere, socialt marginaliserede og borgere med lav indkomst har det at vælge ikke den store interesse.

Byrødderne fylder heller ikke alverden i bysbørnenes bevidsthed. Det er kun omkring 2 af 3 borgere, der kan sætte navn på deres egen borgmester.

En del af forklaringen på det er vel nok, at lokalpolitikerne ikke får lov at folde sig ud som politikere, men må tage til takke med rollen som sagsbehandler. Uanset om det handler om, hvor tit vores ældre medborgere skal i bad, eller det gælder antallet af pædagoger i dagsinstitutionerne, tegner der sig et billede af, at mulighederne for at foretage lokale prioriteringer er få.

Det skal der gøres op med, hvis vi ønsker os et lokaldemokrati, der giver lyst til deltagelse. Og det er også en del af kampråbet, når der eksperimenteres. Politikerne skal være med i udviklingen af de lokale løsninger, og så nytter det ikke, at de er pakket ind i sagsfremstillinger og administration.

Får man kradset indpakningen op, er der håb forude. For det kan give bedre løsninger på den korte bane og måske inspirere flere til at gå efter politisk indflydelse på den lidt længere, lyder det fra dem, der eksperimenterer.

Træerne vokser ikke ind i himlen, og således er der også et oplagt dilemma, som handler om, hvordan man finder balancen, så de nye åbninger ikke bare betyder, at de, som råber højest, kan omgå dem, der er valgt. Der vil sikkert være eksempler på, at det sker. Men lad os da prøve at lære af dem, når nu vi er tvunget til at prøve at gøre noget nyt, fordi det gamle ikke virker så godt.

Set i det lys er det en gave, at Folkemødet i år ser ud til at få fokus på velfærd i virkeligheden frem for i valgkampen.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.