Varmepumpen er mere sexet end en Tesla

Danmark har opgivet at være en frontløber inden for elbiler. Politikere og eksperter er enige om, at der er mere ræson i at satse på varmepumper end på Tesla’er, når det handler om at reducere CO2-udledningerne fra de ikke-kvotebelagte sektorer i det danske samfund. Det er en fornuftig strategi.

MM Special: Nu kappes der om elbilerne

Elon Musk er en af verdens mest ombejlede iværksættere. Og det er fortjent. Tesla-grundlæggeren har gjort elbilen sexet.

Før den sydafrikansk fødte canadiske Musk meldte sig på banen, udviklede behjertede entusiaster elbiler ud fra den betragtning, at verden før eller siden ville indse, at det naturligvis er smartere og grønnere og klogere at bruge en støjsvag og ren bil drevet af elektricitet end at køre i biler med forbrændingsmotorer, som spreder forurening, hvor de kommer frem.

Men der var nu – for at sige det mildt – ikke megen sex i hverken Ellerten eller den såkaldte Hope Whisper-elbil, der tilbage i 1983 lavede verdenshistoriens formentlig mindst succesrige præsentation, da den trillede ind i banden i Forum i København med et stort brag.

Elon Musk, derimod, har med sine Tesla’er flyttet den elektriske bil derhen, hvor den er blevet et populært statussymbol for den moderne mand, der ud over sin sociale status gerne vil vise verden, at han kerer sig om planeten og sine børns fremtid.

Samtidig har Musk med sit vovede Tesla-eventyr formået at give hele den globale bilindustri et elektrochok, der nu for alvor har sat gang i omstillingen til elbiler – en omstilling, der i sig selv bærer enorme håb for menneskeheden.

Med elbilerne vil fremtidens storbyer kunne sige farvel til luftforurening, og biler vil køre på strøm fra solceller og vindmøller, mens rigdommene vil tørre ind for despotiske magthavere fra Rusland over Saudi-Arabien til Venezuela.

2017 vil blive husket som året, hvor så store spillere som Kinas kommunistparti og den tyske bilindustri med VW, BMW og Mercedes-producenten Daimler endegyldigt markerede, at bilens fremtid er elektrisk, mens forbrændingsmotorens dage er talte.

Samtidig markerede også nationale politikere i store lande som Frankrig, Storbritannien og Indien, at fremtidens mobilitet er drevet af el. På den baggrund kan det undre, at danske politikere og eksperter i selvsamme år er nået til den konklusion, at varmepumpen er mere sexet end elbilen.

Ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig. De store elbilambitioner fra 2009, hvor klimabegejstringen i Danmark ingen ende ville tage, er lagt på hylden, og i stedet er der blevet skabt en national konsensus om, at det for Danmark er klogere at satse på at bringe vores megen vindmøllestrøm ind i varmeforsyningen, end det er at bruge en masse statspenge på at lokke folk til at købe elbiler.

Det er en klog beslutning, når man tager i betragtning, at der i Danmark er solgt sølle 10.115 elbiler fra 2009 til 2017.

Danmarks store klimapolitiske udfordring i de kommende år vil være at reducere udledningerne i det, der kaldes de ikke-kvotebelagte sektorer. Efter at kraftværkerne og de store industrier med succes er blevet presset til at reducere deres udledninger, er det nu populært sagt bilerne, boligerne og bønderne, der skal holde for.

Det er altså CO2-udledningerne fra transporten, fra boligopvarmningen og fra landbruget, der samlet set skal reduceres, og her gør man klogt i at stille sig bondesnu an og vurdere, hvor man får flest CO2-reduktioner og flest nationale erhvervsmæssige fordele for pengene. Man kunne vælge at tage kvælertag på landbruget, men det ville kaste et dybt forgældet og internationalt stærkt konkurrenceudsat erhverv ud i en krise, der ville blive endnu dybere end den, der i dag – ulykkeligvis – præger den danske landbrugssektor.

Man kunne også vælge at gå efter transportsektoren. Men med et DSB, der stadig kører på diesel, når det kører, og et afgiftsniveau på biler, der bortset fra Norge ikke findes andre steder i verden, er hverken den kollektive eller den private danske transportsektor særligt velegnede til at levere substantielle reduktioner i de CO2-udledninger, der skaber den globale opvarmning.

Anderledes positive er perspektiverne, når det gælder den varme, vi alle har brug for, når frosten bider. Her er den danske infrastruktur med et veludbygget fjernvarmesystem og et professionelt drevet elnet vældig godt forberedt til at kunne modtage store mængder vindmøllestrøm, der via veludviklede varmepumper både centralt og decentralt kan forvandles til varme, lige så snart man sænker de prohibitivt høje afgifter på el til varme.

Denne vinden-ind-i-varmen-strategi vil gøre det muligt at bruge det danske varmesystem som et megabatteri, der kan oplades, når produktionen af vindstrøm er høj og prisen derfor er lav.

Dette betyder ikke, at Danmark ikke har behov for at udvikle en sammenhængende elbilstrategi. Tværtimod bør regeringen snarest muligt sætte sig sammen med centrale aktører fra kommuner, forsyningsselskaber, erhvervsorganisationer og førende virksomheder for at lægge en plan for, hvordan Danmark bedst muligt introducerer elektrisk drevne biler, busser og lastbiler, i takt med at priserne på disse produkter falder som følge af den voldsomme internationale konkurrence på området.

Sandheden er, at det for Danmark endnu er for tidligt at kaste sig ind i den elbilrevolution, der trods de opmuntrende nyheder i 2017 fortsat primært er en fest for Kinas røde statskapitalister og for Norges velhavende oliemilliardærer, der har brug for at iklæde deres fossile formuer grønne gevandter.

Mens vi hygger os i varmen fra varmepumpen, kan vi så lægge planer for det næste danske eksporteventyr, der venter, når det går op for resten af den kolde del af verden, at det er supersmart at sende vinden ind i varmen.

Næste artikel Dansk blindflyvning på uddannelsesområdet Dansk blindflyvning på uddannelsesområdet