Da jeg i weekenden var på besøg i Sverige, var der specielt ét samtaleemne, som fangede min opmærksomhed: velfærdsvirksomheder. Emnet fylder også godt i Danmark, hvor opbygningen af velfærdssamfundet på mange måder ligner den svenske model.

Velfærdssamfundet, der oftest associeres med uddannelse og sundhed (på svensk taler man om pleje, skole og omsorg), er på mange måder noget, langt de fleste skandinaver forventer, at vi har, og at vi stræber efter at forbedre. Langt hen ad vejen er det vel sådan, at vi ser det som rettigheder og ydelser, der gælder for alle.

Men hvem skal levere velfærdsydelserne?

En måde at opdele velfærdsvirksomheder på er i not for profit, der foruden den offentlige sektor omfatter foreninger og frivillige organisationer, og for profit, der tæller de private aktører.

Styrkeforholdet og konkurrencen mellem disse har været et centralt element i den svenske debat siden indførelsen af ”Loven om offentlig ophandling” (LOU), der betyder, at alle offentlige opgaver skal udbydes til bedste pris og kvalitet. Loven blev indført i begyndelsen af halvfemserne og var med til at markere et skifte mod mere konkurrence mellem velfærdsudbydere.

Ud fra mine oplevelser i Sverige virker det til, at der er tre forskellige lejre i debatten, hvoraf de to første har et meget ideologisk præg:

• En liberal orientering mod mere konkurrence. Her anses valgfriheden for en basal rettighed og staten for at være mindre effektiv. Generelt spiller staten en for dominerende rolle i borgernes liv.
• En centraliseret orientering, der grundlæggende anser konkurrence (læs profit) i velfærdssamfundets hjerte som et problematisk forhold. Lighed er afgørende, og statens eksklusive rolle virker for fællesskabets bedste.
• Endelig er der dem, der er mere pragmatiske og tillægger spørgsmålet om offentlig eller privat mindre betydning. Det vigtigste er, at opgaverne løses mest effektivt. Det afgørende her er oplevet og absolut værdiforbedring. Det, som afgør om en løsning er at foretrække, er mere velfærd for de samme (eller færre) penge.

De seneste år har en række spektakulære sager om svigt på nogle af de institutioner, der leverer velfærd, fået kraftig opmærksomhed i medierne og i den politiske debat, men også hjemme i stuerne. I både Danmark og Sverige har vi været vidner til grumme eksempler, hvor velfærden ikke lever op til vores forventninger.

Debatten handler oftest ikke kun om forsømmelse og svigt, men også om gevinster og ejerskabsformer. Derfor har LO blandt andet foreslået en løsning med en ny virksomhedsform, hvor der er loft for gevinster.

Pointen er vel, at man mener, at gevinster kommer på bekostning af kvaliteten.

Modsat peger andre på, at den øgede konkurrence har været en kæmpe succes med store besparelser for det offentlige i form af mere effektiv drift og private investeringer. For eksempel er 16 ud af de 20 højest rangerede sundhedscentre i Sverige private.

Kigger man på, hvem der egentlig leverer mest værdi for pengene – de private eller det offentlige – får man ikke noget entydigt svar.

En kvalitetsundersøgelse af pleje og omsorg af ældre i Sverige viste kun små forskelle i kvaliteten mellem offentlige og private udbydere. Så små, at Socialstyrelsen ikke turde pege på én model frem for en anden og derfor har efterspurgt flere og mere dybdegående analyser.

Men der findes også andre facetter af debatten, som drejer sig om, hvad der kendetegner de private udbydere, og hvilke muligheder man ser i fremtiden.

På trods af, at værdien af velfærdsydelserne i høj grad skabes og konsumeres lokalt (eller i hvert fald nationalt), ligger der et stort økonomisk potentiale i at kunne tilbyde og eksportere attraktive velfærdsydelser. I følge en rapport vil det private svenske plejemarked omsætte for 500 milliarder svenske kroner (57,48 mia. euro) i 2060, og kigger man på hele EU, vil omsætningen på det tidspunkt nærme sig 2.300 milliarder euro.

På pleje- og omsorgsområdet havde Sverige i 2011 10.700 virksomheder med et gennemsnitligt overskud på 7,6 pct. af omsætningen. Genvinsten blev 4,6 milliarder svenske kroner, hvoraf 2,2 milliarder blev udbetalt til ejerne, som samlet set havde i omegnen af 120.000 ansatte.

Velfærdsområdet er med andre ord Big Business, lige meget hvem der vinder konkurrencen om vores skattekroner. Samtidig vedkommer disse kerneydelser os på en helt anden måde end andre former for service. Så når ting går galt, eller virksomheder laver besparelser, som går ud over kvaliteten, eller snyder med skatteydernes penge, reagerer vi som borgere kraftigt.

Uanset hvordan kampen mellem private og offentlige velfærdsvirksomheder udarter sig på det europæiske marked, vil effektivitetsspørgsmålet være afgørende for at skabe tilbud, som andre vil betale for. I særdeleshed når det er deres skattepenge og velfærd, der står på spil.

Læs flere af Christer Windeløv-Lidzélius’ indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.