Velfærden efter Robert og Carina

Behovet for en række større velfærdsreformer presser sig på i kølvandet på de seneste dages debat om kontanthjælpsmodtageren Robert Nielsen, der igennem en årrække har søgt at undgå enhver form for arbejde. En række politikere har skarpt taget afstand fra hans dovenskab, og debatten trækker tråde tilbage til sidste års Carina-debat. Sagerne har fået stor opmærksomhed, og de har været med til at flytte vælgernes syn på velfærdsrettighederne og de pligter, der knytter sig til dem. Måske kan debatten bane vej for nye velfærdsreformer allerede i løbet af efteråret.

En Robert er en hæderspris i den danske filmverden, men søndag aftens tv-realityshow om Robert Nielsens dovenskab vil nok næppe komme i betragtning til en hæderspris. Den folkelige og politiske forargelse over mandens provokerende udsagn om at være ”et dovent svin” har ingen ende villet tage i de seneste dage. Robert fra Københavns nordvestkvarter, der også er ordfører for Nihilistisk Folkeparti og åbenbart nyder at være bevidst arbejdssky, har i 11 år – kun afbrudt af tre kortvarige job – udnyttet kontanthjælpssystemet langt ud over, hvad det var tænkt til.

Ordførere fra alle de politiske partier – dog minus Enhedslisten – har taget afstand fra Roberts åbenlyse arbejdsvægring. Joachim B. Olsen, der har fået en gylden chance til at genopføre sidste års Carina-debat, har taget afstand fra Robert som et produkt af velfærdens taberfabrik: ”Det er en krænkelse af alle de mennesker, der står op og tager alle de job, som Robert ikke vil have, og som skal arbejde mere og betale højere skatter. Det er moralsk forkasteligt,” lød det fra Olsen, som selv nyder at være på yderholdet.

Kødannelsen på den politiske scene har fortsat i de forløbne dage, og der tegner sig en bred konsensus om, at kontanthjælpssystemet ikke bør misbruges og trænger til at blive reformeret. Ellen Trane Nørby fra Venstre har krævet, at der ”stilles mere håndfaste krav. Man skal ikke kunne undslå sig og gå så lang tid på offentlig støtte”.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har været endnu skarpere i sin udmelding og er gået planken ud: ”Hvis man som kontanthjælpsmodtagere ikke vil hjælpe med at bidrage til samfundet, selv om man godt kan, er min holdning klar: Så skal de ikke længere have kontanthjælp.” Også SFs Jesper Petersen har meldt sig ind i debatten med ordene om, at ”Robert har en forbandet pligt til at komme ud af starthullerne”. Så der tegner sig en bred konsensus om, at man ikke vil acceptere Robert-modellen.

Underholdning eller realiteter?

Man kan diskutere, hvor alvorligt man bør tage repræsentanten fra Nihilistisk Folkeparti, der jævnfør partiprogrammet kalder arbejde for en vederstyggelighed. Komikeren og tv-værten Anders Lund Madsen har – formodentlig også for underholdningens skyld – inviteret Robert til at være klummeskriver for sit tv-program. Lund Madsen har sikkert moret sig ved at hyre ham som ”klummeskriver”, for i blogosfærens tidsalder er der vel ikke ret mange andre erhverv, der har oplevet en større udbredelse og devaluering? Men samtidig kan han teste Roberts påstand om, at han kun gider tage meningsfuldt arbejde.

[quote align="right" author=""]Robert udfordrer selve den grundforståelse, som det moderne danske samfund bygger på, nemlig at folks identitet og selvrespekt i høj grad knytter sig til det arbejde og den funktion, de udfører i samfundet[/quote]

Det er længe siden, at vi første gang var vidner til Velfærdsdanmarks første oprør fra de Bevidst Arbejdssky Elementer, som Jacob Haugaard stod i spidsen for. Haugaards humor er for længst blevet anerkendt, både ved et folketingsvalg og i Charlies talkshow, men Robert fremstår så alvorstung og humørforladt, at det er tvivlsomt, at der venter ham en stor karriere på fjernsynsskærmen.

Hvis hans formål har været at provokere, har han dog nået sit mål, som de seneste dages forargelsesbølge vidner om.

Robert udfordrer selve den grundforståelse, som det moderne danske samfund bygger på, nemlig at folks identitet og selvrespekt i høj grad knytter sig til det arbejde og den funktion, de udfører i samfundet. Tolerancen over for de, der bevidst udnytter systemets smutveje og gør offentlig forsørgelse til en levevej, er minimal. Velfærdssamfundet er økonomisk udfordret som følge af den økonomiske krise, og det har i de seneste år ført til en række stramninger i reglerne for tildeling af kontanthjælp, i rådighedskravene og i pligterne til at tage et arbejde. Vi ønsker i Danmark stadig at hjælpe de svageste og de udstødte, fordi det er selve kernen i velfærdssamfundet og dets solidaritetsprincip, men spørgsmålet er, hvornår det kammer over og de gode hensigter vender sig imod sig selv.

Holdningsskifte blandt danskerne

Sidste år var der en heftig offentlig debat om den moderne fattigdom eller mangel på samme, da det kom frem, at kontanthjælpsmodtageren Carina kunne få over 15.700 kr. efter skat i kontanthjælp, boligsikring og børnepenge om måneden – og det var mere, end hvad mange lavtlønnede arbejdere får ud af at arbejde. Krænkelsen var ekstra stor, fordi SFs Özlem Cekic brugte Carina som eksempel på at være fattig i Danmark. Det er hun ikke økonomisk set. Over 8.000 kontanthjælpsmodtagere får tildelt lige så generøse overførsler fra det offentlige, viste en opgørelse senere, og det understregede behovet for reformer af kontanthjælpen.

Carina-sagen har i løbet af 2012 været med til at flytte danskernes opfattelse af, hvad der er ret og rimeligt.

I foråret viste en større undersøgelse foretaget af Mandag Morgen blandt danskerne og blandt landets velfærdsledere, at der var et klart holdningsskred undervejs. 58 pct. af danskerne syntes, at det var en god ide at stille større krav til folk, der modtager velfærdsydelser – f.eks. at forlange, at arbejdsløse rejser længere for at få en uddannelse eller et job. Og over 70 pct. af danskerne – og af velfærdslederne – mente, at det danske velfærdssamfund er præget af en stigende krævementalitet, og de ønskede derfor at stille større krav til modtagerne af den offentlige hjælp.

Den nye tv-case med Robert og hans udtalte dovenskab vil uden tvivl bidrage til, at dette holdningsskred konsolideres yderligere. En stribe politikere har skærpet tonen over for folk, der misbruger velfærdsrettighederne, og det er tydeligt, at det har en klangbund hos vælgerne. Der er et stigende ønske om, at kravene til velfærdsordningerne skærpes, og at de nuværende ordninger reformeres.

Socialforskningsinstituttets afdelingschef, Lisbeth Pedersen, har ret i, at det er umuligt at designe et fejlfrit system, hvor der ikke findes snyd, men Robert-debatten rejser alligevel en række principielle spørgsmål om indretningen af kontanthjælpen, vore fremtidige velfærdsordninger, og hvilket samfundssyn der skal være bærende for reformerne.

Den nye pligtetik

I stedet for at lade svagheden for de svage tage overhånd og definere dem som ofre for systemets fejl, stilles der nu krav til den enkelte. Det store flertal af samfundsborgere og skattebetalere har en udtrykt forventning om, at alle borgere skal yde noget. Dels for den enkeltes skyld og egen selvrespekt, men også af hensyn til fællesskabets sammenhængskraft. Det er blevet en del af velfærdens samfundskontrakt og samfundets selvforståelse, at der ikke er fribilletter til de, der godt kan yde noget. Børnene, de syge og de ældste medborgere holdes skånsomt uden for regnestykket, men arbejdssamfundets pligtetik har bredt sig til alle andre.

[quote align="left" author="Mette Frederiksen"]Hvis man som kontanthjælpsmodtagere ikke vil hjælpe med at bidrage til samfundet, selv om man godt kan, er min holdning klar: Så skal de ikke længere have kontanthjælp[/quote]

Socialminister Karen Hækkerup har tidligere formuleret det på den måde, at alle skal yde efter evne. ”Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvordan vi hver især kan bidrage til fællesskabet, og minder hinanden om, at tingene ikke kommer af sig selv. (…) man skal gøre sin pligt, før man kan kræve sin ret. Det er en grundsten i det fundament, vores velfærdssamfund bygger på. Det selvsamme fundament slår revner, når nogle mennesker spekulerer i, om det bedre kan betale sig at være på passiv forsørgelse end at tage et arbejde. Eller når man synes, det er o. k. at modtage en offentlig ydelse, man ikke er berettiget til. Det er et normskred. Det er ikke og har aldrig været meningen, at man skal være på de sociale ydelser som f. eks. kontanthjælp i særlig lang tid. Ydelserne skal hjælpe én til at komme i gang med et aktivt liv igen. At få et arbejde igen.”

Også beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har formuleret sig i disse baner, og her forleden gik hun skarpt i rette med Prosa og dets højtuddannede medlem på Fanø, der ikke syntes, at gadefejning er et værdigt arbejde, og sagde nej til det som et seniorjob. Det er klar kommunikation, når den socialdemokratiske beskæftigelsesminister melder det ud, for det sender et signal til folk på overførselsindkomst om, at de skal tage imod et jobtilbud i stedet for at føle sig for kostbare. ”Det er mig helt grundlæggende forkert, at nogle mener, at der er job, der er finere end andre,” siger Mette Frederiksen.

Selv om det ud fra en teoretisk betragtning ville være optimalt, at højtuddannede danskere får et job, hvor man kan få det maksimale ud af deres kompetencer, er det på grund af krisen ikke længere muligt. Det har også ført til en forskydning i den samfundsmæssige konsensus. Man gør folk en dårlig tjeneste ved at lade dem gå ledige, for erfaringen er, at lang tids lediggang blot forstærker marginaliseringen. Et job, selv et beskedent job på det laveste trin, betragtes som en mulighed for at udvikle sig. Og en højtuddannet ved kasseapparatet i supermarkedet vil måske endda kunne være med til at tilføre arbejdspladsen noget mere viden og mere produktivitet.

Voksende behov for reformer

Den voksende ledighed gør det svært at skaffe job til alle på overførselsindkomster, uanset hvor mange rotationsjob, der oprettes for at demonstrere fællesskabets gode vilje. De økonomiske realiteter sætter dagsordenen i den sidste ende. Under finanskrisen er der forsvundet op imod 150.000 job i det danske samfund, og antallet af danskere på kontanthjælp er steget med 50 procent de sidste fire år. Hver gang der annonceres med en ny ledig stilling, er der mere end 14 arbejdsløse, som slås om den. Til sammenligning var der før krisen kun to til tre arbejdsløse.

Dette er ikke bare udtryk for dårlige konjunkturer. Det er også strukturelt. Faktisk har det danske velfærdssamfund i de sidste par årtier udviklet en normaltilstand, hvor op imod en fjerdedel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder er på overførselsindkomst. Fra krise til krise er denne andel snarere vokset, frem for at falde. Over 1,2 millioner danskere får i kortere eller længere tid af året dagpenge, kontanthjælp, førtidspension, fleksjobydelse eller sygedagpenge, og omregnet til fuldtidspersoner gives der overførselsindkomster til 800.000 i den arbejdsdygtige alder – når man ser bort fra folkepensionister, SU-modtagere og folk på feriedagpenge.

Det sociale vandspejl er ret stabilt, og mange har svært ved at komme ind på det pressede arbejdsmarked, hvor kravene til produktivitet og kompetencer har været stigende. Et alternativt arbejdsmarked med offentlige skånejob og hyppige lappeløsninger har ikke bygget bro over den sociale og økonomiske kløft i midten af det danske samfund. De offentlige budgetter er derfor under et hårdt pres, og presset vokser som følge af den voksende ledighed. Der er nu cirka 137.000 kontanthjælpsmodtagere, og ikke mindst de unge uden uddannelse udgør en stor og voksende gruppe. Blandt kontanthjælpsmodtagere uden for arbejdsstyrken har to ud af tre ikke gennemført mere end grundskolen.

Tallene afslører, at der skal meget mere end klassiske socialreformer til for at løse udfordringerne. Der er også brug for skolereformer, der sikrer, at de danske skoler holder op med at sende hver sjette elev videre som funktionelle analfabeter. Men heller ikke det er tilstrækkeligt.

Historien med Robert, der forlod skolen som almindeligt godt begavet og har været i gang med tre forskellige universitetsuddannelser, understreger, at det også er nødvendigt med en mentalitetsændring i forhold til velfærdssamfundet – og de rettigheder og pligter, der knytter sig til det at være borger i Danmark. Det store flertal af ledige er parate til at tage et arbejde og er villige til at rejse langt for det, men der er stadig mellem 10 og 20 pct., som helst vil være fri, viser undersøgelser fra Dansk Arbejdsgiverforening og Socialforskningsinstituttet.

Robert Nielsen er ikke et enkeltstående tilfælde. Der er mange flere, der, trods mange opstramninger i reglerne i de senere år, forsøger at smyge sig udenom, og de synes, at det at være arbejdsløs også er en form for identitet. Det er bare for kostbart for samfundet, hvis den identitetsfølelse bliver legitim og almengjort.

Derfor er politikerne under et konstant pres for at ændre systemerne, så der er færre incitamenter til at holde sig uden for arbejdsmarkedet. Det har også været hovedtendensen i de seneste års arbejdsmarkedsreformer, herunder i opstramningen af dagpengereglerne. Men flere velfærdsreformer presser sig på. De kan meget vel komme som led i finanslovsforhandlingerne her i efteråret.

Jokeren i finanslovsspillet

Regeringen har på statsminister Helle Thorning-Schmidts befaling udskudt kontanthjælpsreformen til næste år. Og Socialdemokraternes ledelse har op til deres kongres her i september forsøgt at lægge en dæmper på alt for kontroversielle ret- og pligt-formuleringer om fremtidens velfærdsssamfund i 2030, fordi det kan skabe splittelse i baglandet. Dette kan være taktisk velbegrundet, men spørgsmålet er, om den plan holder nu, hvor Roberts tilfælde er blevet en stor sag i offentligheden? Den forsigtige og afventende linje holder næppe.

Enhedslisten håber stadig, at det vil lykkes for dem at presse regeringen til indrømmelser på dagpengeområdet og sikre en opblødning af de skrappe regler over for ledige, men det er et åbent spørgsmål om De Radikale og Socialdemokraterne vil acceptere yderligere indrømmelser ud over dem, SF allerede fik for nylig. Det er ikke utænkeligt, at den nye Robert-debat kan få dem til at lægge en hårdere forhandlingskurs over for Enhedslisten og i stedet søge at lokke de borgerlige partier ind i et forpligtende forhandlingsforløb. SF fremstår desuden svækket efter Villy Søvndals afgang, og det bliver meget svært for en nyvalgt formand – Astrid Krag eller ej – at træde i ordentlig karakter inden finanslovsspillet er afsluttet.

En ny kontanthjælpsreform, der skærper job- og uddannelseskravene, er en trumf, der kan spilles i slutspillet om finansloven. Både Venstre og Det Konservative Folkeparti har gjort et stort nummer ud af at kræve en kontanthjælpsreform, og hvis de får et tilbud, de ikke kan afvise på dette område, kan det blive svært for dem at gøre alvor af truslerne om at stemme imod finansloven. Vil de fremstå som ansvarlige partier, er det et af de områder, der er udslagsgivende.

Regeringens ungepakke for i alt 645 millioner kroner, der blev fremlagt i august og blev rost fra mange sider, løser kun nogle af udfordringerne for de unge udstødte. I dag er der næsten 100.000 unge på overførselsindkomster, og en analyse fra Kraka har dokumenteret, at incitamenterne i de nuværende ordninger peger i den gale retning.

Hver anden af de arbejdsløse unge mellem 20 og 29 år får flere penge til rådighed, når de kommer på kontanthjælp, så incitamenterne til at tage en uddannelse er alt for svage. Den voksende tilstrømning af unge på kontanthjælp kan lægge grunden til den næste generation af Robert- og Carina-sager, men både menneskeligt og økonomisk er der gode grunde til at gribe ind tidligt.

Hvis regeringens ambitioner om at få flere unge til at tage en uddannelse skal lykkes, kræver det formodentlig også nye kontanthjælpsregler, sådan som de borgerlige partier efterlyser. Mette Frederiksen har i foråret åbnet for en lavere kontanthjælp for unge mellem 22 og 29 år, og selv SFs ordfører, Jesper Petersen, virkede lydhør, da debatten blussede op. Hvis regeringen vil lokke de borgerlige partier ind i finanslovsfolden, kan en kontanthjælpsreform blive en af hovednøglerne.  

En kontanthjælpsreform vil være et klart svar på de udfordringer, som Robert Nielsens personlige sag har været med til at tydeliggøre. Og det kan give en ny anledning til at fortælle vælgerne, at Danmark trænger til endnu flere velfærdsreformer.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu