Der er ikke udsigt til et politisk gennembrud, når verdens klimaforhandlere om en uge mødes i Doha til COP18-topmøde. Tværtimod vil Kyoto-protokollen, der udløber den 31. december, efter alt at dømme udløse et stort politisk vakuum. Ingen af stormagterne er klar til at indgå nye bindende aftaler for ambitiøs reduktion af CO2-udledningerne.

Det energipolitiske landskab er under hastig forandring efter nye store fund af skifergas fra Kina til USA. Den økonomiske krise har lagt låg på investeringerne i nye, rene teknologier. Og den politiske ”urgency”, der stadig kunne spores op til COP15-topmødet i København i 2009, er forsvundet som dug for solen.

Klimabenægtere, der modarbejder alle ideer om politiske og økonomiske indgreb imod den menneskeskabte klimaforandring, vejrer morgenluft. Men det kan være en overgangsfase. I 2013 og 2014 kommer FN’s internationale panel af klimaeksperter med en rapport, der ifølge den tidligere chefforhandler, Yvo de Boer, vil ”skræmme livet af folk”.

Yvo de Boer er i dag klimarådgiver for konsulenthuset KPMG og med i Mandag Morgens internationale netværk Green Growth Leaders. Han har haft lejlighed til at drøfte de foreløbige konklusioner med flere af videnskabsfolkene i klimapanelet, og det er på den baggrund, at han udtaler sig. ”Jeg er sikker på, at de videnskabelige indsigter vil skabe et nyt politisk momentum,” sagde han forleden under et besøg i Australien.

En stribe videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at klimaforandringerne accelererer. Siden Kyoto-protokollen er CO2-udledningerne i atmosfæren ikke begrænset, men tværtimod steget, og man har bl.a. målt en langt hurtigere afsmeltning af indlandsisen.

Mandag kom Verdensbanken så med en alarmerende rapport, ”Turn down the heat”, der advarer om risikoen for, at de globale temperaturer stiger med 4 grader celsius i dette århundrede, og at det kan ske allerede i 2060, hvis landene fortsætter med en fossilintensiv økonomisk vækst uden at lave nye indgreb imod udledningen af klimagasser. Se figur 1.

I sommers afslørede satellitbilleder tegn på afsmeltning på 97 pct. af Grønlands indlandsis, hvor det normale billede ellers er, at isen knækker af i yderkanten. Det øger sandsynligheden for, at vi er på vej mod firegradersscenariet, hvor verdenshavene kan stige med op til en meter, vurderer Potsdam-instituttets folk.

Denne udvikling kan stadig afværges med ”en koordineret international indsats”, hvor verdenssamfundet investerer i de tekniske og økonomiske løsninger, der kan sikre, at temperaturstigningerne bliver på maksimalt to grader.
Men hverken klimaløfterne fra COP15-mødet i København eller fra det efterfølgende COP16-møde i Cancun er tilstrækkelige, understreger rapporten.

”Emissionsløfterne, der blev givet på klimamøderne i København og Cancun, vil, hvis de opfyldes fuldt ud, bringe verden ind på en løbebane, hvor den globale middelopvarmning stiger et stykke over tre grader. Og selv om disse løfter implementeres fuldt ud, er der 20 procents risiko for, at temperaturen overstiger fire grader i 2100,” fastslår forskerne fra Potsdam-instituttet.

Ekstreme vejrlig

I de sidste ti år er antallet af ekstreme vejrlig, såsom tropiske storme og længerevarende hedebølger, øget.
Risikoen for tørke er øget kraftigt i flere regioner, med katastrofale konsekvenser for bl.a. landbrugsafgrøderne. Hele 80 pct. af USA’s landbrugsareal blev i år ramt af den værste og længste tørke siden 1950’erne. Europas fem varmeste sommermåneder siden 1500-tallet er målt efter 2002. Alene hedebølgen i 2003 kostede over 70.000 mennesker livet. Forskerne mener, at de ekstreme sommertemperaturer frem for alt skyldes menneskeskabte klimaforandringer siden 1960’erne.

”Vi presser systemet i et omfang og i et tempo, der er hurtigere end nogen naturlige klimaforandringer tidligere i historien,” siger James Hansen fra NASA’s Goddard Institute.

Det er ikke kun om sommeren, at de ekstreme vejrlig har alvorlige konsekvenser. Nogle regioner, bl.a. Middelhavsområdet, har også fået meget mere tørre vintre, og det har fået ørkenområderne til at brede sig hurtigt. Ti af de tolv tørreste vintre i Middelhavsområdet i de sidste hundrede år er faldet inden for de seneste tyve år.

Fire graders temperaturstigning på globalt plan betyder, at temperaturen vil stige endnu mere i udvalgte regioner, for det ændrede vejrlig rammer ikke hele verden på en ensartet måde.

Den nordlige halvkugle, herunder Danmark, kan muligvis komme til at opleve mere regn og se flere tilfælde af monsterregn og oversvømmelser, men over hele verden vil økosystemerne blive belastet af de mere ekstreme vejrlig.

Ved Middelhavet, i Nordafrika, i Mellemøsten og i dele af USA vil man om sommeren kunne opleve temperaturstigninger på mere end seks grader. Den varmeste juli i Middelhavsregionen kan blive ni grader varmere end den varmeste juli i dag.

”Det vil udgøre en enorm tilpasningsudfordring for samfundene. Forlængede hedebølger er generelt de mest destruktive, idet øget dødelighed er stærkt forbundet med hedebølgernes varighed, med en overdødelighed, der stiger for hver ekstra varm dag. Temperaturstigninger som dem, vi har oplevet under de seneste års hedebølger, kan blive den ny norm i en firegradersverden, og vi står over for en helt ny klasse af hedebølger med en styrke og et omfang, som aldrig før er oplevet i det 20. århundrede,” fastslår rapporten.

Det næste fødevarechok

Den sidste IPCC-rapport fra 2007 var relativt optimistisk på vegne af den globale fødevareproduktion og vurderede, at den endda kunne stige takket være temperaturstigninger på 1-3 grader celsius. Men forskningsresultater, der er publiceret siden da, tegner et langt mere pessimistisk billede.

”Der er en hastigt stigende risiko for et dårligere høstudbytte, i takt med at verden bliver varmere. Der er observeret meget negative effekter af de høje og ekstreme temperaturer, som flere regioner, inklusive Indien, Afrika, USA og Australien, har oplevet,” påpeger Verdensbankens rapport. ”Nylige analyser indikerer, at med øget global opvarmning kan ekstreme begivenheder forekomme langt oftere på en globalt synkroniseret måde.”
”Hvis for eksempel tre store områder i verden rammes af tørke samtidig, så er der en stigende risiko for, at den globale landbrugsproduktion ikke kan kompensere for det, sådan som man tidligere har set det ved regionale tørkeperioder.” Et firegraderssamfund kan med andre ord få dramatiske konsekvenser for verdens fødevareproduktion og sikkerhed.

De nye forskningsresultater og observationer peger i retning af, at ”fødevaresikkerheden vil blive kraftigt undermineret i en firegradersverden”. Ud over forlængede hedebølger og længerevarende tørkeperioder vil risikoen for oversvømmelser i kystnære områder fra Bangladesh og Vietnam til Egypten og den afrikanske kyst, samt oversvømmelser fra verdens floder, kunne true fødevareproduktionen og øge risikoen for underernæring og sultkatastrofer.

Det stigende sammenfald af ikke-lineære og ekstreme vejrforandringer vil også få store økonomiske omkostninger i en verden, hvor befolkningen i de kommende årtier formodes at vokse betydeligt.

Virksomheder og borgere vil opleve dramatiske forandringer, og deres evne til at navigere i og tilpasse sig forandringerne vil blive sat under et hårdt pres. I fattige lande har man allerede set, hvordan én grads temperaturstigning i ét år kan reducere den økonomiske vækst. Og i den vestlige verden kan forsikringsselskaber allerede melde om markant højere udgifter ved skadesudbetalinger i forbindelse med naturkatastrofer som storme og oversvømmelse.

De forbundne risici og dynamiske sideeffekter, som klimaforandringerne fører med sig, er betydelige, understreger rapporten:

”De mulige konsekvenser for økosystemerne, landbruget og vandforsyningen i det 21. århundrede kan føre til folkevandringer i stor skala, med mangfoldige konsekvenser for den menneskelige sikkerhed, økonomierne og handelssystemerne.”

Hvordan de systemiske effekter vil forplante sig fra land til land og fra sektor til sektor, er usikkert. Men rapporten indeholder flere eksempler på, hvordan det kan ske. Og den økonomiske bundlinje er negativ.

Afkoblingen er for langsom

Intet tyder foreløbig på, at alvoren i situationen er gået op for de politiske beslutningstagere, der samles ved COP18-mødet. Og ingen af de store magter har varslet, at de vil komme med nye, markante klimaudspil. De har ellers masser af grund til at handle, hvis man skal lytte til Verdensbanken og Potsdam-instituttet.

Et lignende budskab kunne for nylig læses i en rapport fra det internationale konsulenthus PwC, deres årlige Low Carbon Economy Index, 2012.

Selv hvis vi fordobler tempoet i den aktuelle afkobling af økonomien fra de fossile brændsler, vil de globale CO2-emissioner føre til temperaturstigninger på op imod seks grader ved udgangen af det 21. århundrede, vurderer rapporten.

”Regeringernes ambition om at begrænse temperaturstigningerne til to grader celsius forekommer stærkt urealistisk,” fastslår PwC.

Heller ikke Det Internationale Energiagentur (IEA) er videre optimistisk med hensyn til at holde temperaturstigningerne nede på to grader. Agenturets prognose hælder mere til mellem tre og fire grader. I den seneste udgave af IEA’s World Energy Outlook 2012 kan man læse nogle af forklaringerne.

IEA forventer, at det globale energiforbrug vokser med en tredjedel frem til 2035. Kina, Indien og Mellemøsten står for hele 60 pct. af denne vækst – og her drives den først og fremmest af transportsektoren og bilismen, hvilket fører til et voksende forbrug af fossile brændsler.

På trods af en vis fremgang for vedvarende energikilder og en stigende udskiftning af kulkraft med skifergas forudser IEA, at ”de fossile brændstoffer fortsat vil være dominerende i det globale energimix”. En vigtig delforklaring er, at de fossile brændsler stadig får seks gange større statslige subsidier end vedvarende energikilder. Den fortsatte vækst i de fossile brændsler, der indgår i energiagenturets hovedscenarie, vil føre til en global temperaturstigning på 3,6 grader.

Ifølge IEA er der udsigt til store geostrategiske forskydninger, eftersom USA har gjort store fund af både olie og skifergas, som kan ændre magtpositionerne i det globale energispil.

Måske kan USA allerede i 2020 indtage rollen som verdens største olieproducent fra Saudi-Arabien, og Nordamerika under ét kan blive en nettoeksportør af olie fra omkring 2030, vurderer IEA.

Agenturet siger det ikke direkte, men en oplagt konklusion på dette energipolitiske skifte er, at de amerikanske forbrugere næppe får de store incitamenter til at omlægge deres livsstil, spare på energien eller begrænse bilismen. Politisk og geostrategisk vil det styrke USA’s muligheder for at bevare sin rolle som en dominerende supermagt, men det vil ske i en æra med flere storme, ekstreme vejrlig og voldsomme klimaforandringer, der vil sætte de politiske beslutningstagere og virksomhederne under et kolossalt omstillingspres.