Kommentar af 
Jakob Nielsen

Verdens kedeligste udlændingepolitik

KOMMENTAR: Hvis Tesfaye lykkes med sin ambition om at afdramatisere udlændingepolitikken, kan det blive et opgør med den logik, der har defineret dansk politik i 20 år.

Politik er forunderligt. For få måneder siden havde Danmark en udlændinge- og integrationsminister, der omhyggeligt holdt tal på antallet af stramninger, hun havde gennemført – og som pralede af tallet med en tæller placeret øverst på ministeriets hjemmeside.

I dag er ministeren blevet afløst af en søn af en etiopisk flygtning.

Den nye minister har straks fjernet tælleren og erstattet den med en lille videohilsen, hvor han advarer om, at det hele nok godt kan blive lidt kedeligere nu.

Oppositionen beskylder ham forudsigeligt for at underminere den stramme udlændingepolitik. Hvis det ikke er en stramning, må det være en lempelse – sådan er tællerens forsimplede logik. Det er den logik, der har domineret dansk udlændinge- og integrationspolitik i de sidste to årtier.

Det er en logik, der åbenlyst har haft stor genklang blandt store vælgergrupper, og derfor har den også tjent som et effektivt politisk våben for Venstre og Dansk Folkeparti siden 2001.

Mattias Tesfayes politiske mission er derfor langt større, end de fleste har gjort sig klart. Og hvis den lykkes, kan det få afgørende betydning for magtbalancerne i dansk politik i mange år frem. Tesfaye har været en af hovedarkitekterne bag de seneste års justering af den socialdemokratiske udlændingepolitik. Hans baggrund – etiopisk far, dansk mor – har givet ham en særlig troværdighed i forhold til at tale åbent om den bekymring, mange danskere har i forhold til globaliseringsalderens multikulturelle samfund.

I den forgangne uge fik han Altingets Ting-Pris for politisk kommunikation; for at bidrage positivt til den politiske samtale, selv om han beskæftiger sig med det følsomme udlændingeområde.

Ved overrækkelsen fortalte han – og vistnok kun halvt i spøg – at han ligefrem har en ambition om at føre den kedeligste udlændingepolitik i hele verden.

”Det skal være sådan, at når jeg giver stafetten videre, skal der helst kun dukke to-tre journalistelever op for at dække det. Næste gang skal det være så røvsygt, at pressen i stedet tager over i Fiskeriministeriet,” sagde Mattias Tesfaye.

Det indebærer, at han vil stræbe efter at fremlægge færre lovforslag. Ud fra et demokratisk synspunkt er det sundt. De seneste mange års konstante ændringer af reglerne om asyl og statsborgerskab har skabt en tilstand, hvor det er meget svært for borgerne at gennemskue reglerne og forstå deres egne pligter og rettigheder. Selvfølgelig skal huller lukkes, når de opdages, men der er om noget brug for en periode med ro på udlændingeområdet.

Men for Tesfaye har bestræbelsen om at blive verdens kedeligste minister selvfølgelig også et politisk-strategisk element. Efter overrækkelsen af Ting-Prisen slog ministeren fast, at han helst vil forankre den faste udlændingepolitik i et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Dilemmaet for Venstre er oplagt: Skal partiet gribe denne mulighed for at stadfæste det brede flertal bag en stram politik? Eller skal man fortsætte med at alliere sig med DF og måske Nye Borgerlige, der altid vil ønske sig en ny stramning? Fundamentalt set er det et af de vigtigste spørgsmål, som den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, skal besvare: Kan Venstre vinde valg uden konflikt om udlændingepolitikken? Det nyligt overståede valg tyder i hvert fald på, at de tider er forbi, hvor man kan vinde alene på konflikt om udlændinge.

Den nye, klare skillelinje i udlændingepolitikken går foreløbigt på spørgsmålet om ydelser. Her kan Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti af hver deres grunde samles om at være imod venstrefløjens krav om højere ydelser til flygtninge. Det er en konkret skillelinje, som ikke forsvinder, uanset hvor kedelig Mattias Tesfaye forsøger at være.

Tilsvarende vil der være reelle problemer og uenigheder om grænsekontrollen, om antallet af konventionsflygtninge og om de rigtige metoder til at styrke integrationen. Og på et tidspunkt skal det afgøres, om EU er en del af løsningen eller en del af problemet.

Alt sammen vigtige spørgsmål, der fortjener en gerne hård og skarp politisk debat. Men den debat vil kun blive bedre og føre til mere langtidsholdbare resultater, hvis partierne kommer ud af den binære logik, hvor enhver ændring skal have etiketten ”stramning” eller ”lettelse” og bedømmes derefter.

Derfor er der grund til at ønske Mattias Tesfaye held og lykke med projektet om at blive regeringens kedeligste minister.

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu