En kollega og jeg besøgte i januar professor Johan Rockström på Stockholm Universitet. Rockström er direktør for Stockholm Resilience Center, hvor der i en årrække er gennemført forskning af meget stor værdi om klodens situation og udvikling. Vi drøftede verdens situation, herunder de 17 FN-verdensmål. Den mest klare erindring, jeg har med mig fra samtalen, er Johan Rockströms alvorlige bekymring og optagethed af klodens situation og af de 17 mål for verdens udvikling – verdensmålene. Det handler ikke om simpel dommedagsprofeti og lommefilosofi. Det handler om dybt forankret videnskabelig viden om klodens situation og udvikling.

Der skal efter min opfattelse gøres en så stor indsats som overhovedet muligt for at udbrede kendskabet til og forståelsen for disse mål og deres betydning. De 17 verdensmål er en del af det, som Johan Rockström kalder ’global stewardship’. Det gør han og Mattias Klum bl.a. i bøgerne ”Big World – Small Planet” fra 2015 og”The Human Quest” fra 2012. Begge bøger er i usædvanlig grad både se- og læseværdige.

Som et aktuelt eksempel havde Mandag Morgen en interessant artikel om FN-målene i anledning af offentliggørelsen af en ny rapport, “Global Opportunity Report”. En af rapportens konklusioner er, ”at virksomheder i stigende grad bruger FN’s nye mål for bæredygtig udvikling som guideline for ny værdiskabelse”.

Mennesket er en relativ ny ’opfindelse’

Jeg tror, at det er afgørende, at vi alle forstår, at kloden er i en fuldstændig ny situation i henseende til alt, hvad vi kender. Formuleret enkelt kan man sige: Indtil nu har kloden som helhed klaret sig selv. Kloden har udviklet sig over milliarder af år, i langt de fleste år uden menneskets medvirken. For imellem 400.000 og 250.000 år siden begyndte det oprejste menneske, Homo erectus, at udvikle sig til det vise menneske, Homo sapiens. Mennesket tog kloden i besiddelse, opdelte den i stater, regioner, kommuner, sogne og parceller og indførte privat ejendomsret. Allehånde grænser, skillelinjer, bomme, pigtrådshegn, mure og skel blev introduceret og håndhævet. Adskillelse blev et fundamentalt, gennemgående og dominerende princip i politik, religion, videnskaber, virksomheder, offentlig administration, samfundsliv, kultur, kunst m.m.

For knap 12.000 år siden bevægede kloden sig ind i en meget gunstig klimatisk periode, Holocæn. Perioden blev bl.a. indvarslet med, at der flere steder på kloden på samme tid opstod frugtbare landbrugsområder og -samfund. Organiseret landbrug og en stigende levestandard blev indvarslet. Fra omkring det tidspunkt skete der en interessant udvikling på kloden, der bl.a. handlede om udviklingen af landbruget og dannelsen af byer.

Først for nogle få hundrede år siden begyndte den egentlige industrielle udvikling. I forhold til klodens samlede udvikling repræsenterer den industrielle æra en ekstrem kort periode, omkring 300 år. For 300 år siden levede der færre end 800 millioner mennesker på kloden. Ved begyndelsen af 1900-tallet, hvor den industrielle udvikling tog til, boede der ca. 1,5 milliarder mennesker på kloden. Det tal er på godt 100 år blevet femdoblet.

Fra begyndelsen af 1900-tallet kom der fart på. Meget fart – og det er det, der har bragt kloden som sådan ind i en helt ny og fuldstændig ukendt æra, Antropocæn, der er karakteriseret ved, at kloden på en måde er blevet slået ud af sin milliard år gamle implicitte og vise orden og balance. Det er sket på grund af det eksorbitant høje aktivitetsniveau, som bl.a. udviklingen af benzinmotoren gav mulighed for op gennem 1900-tallet og ikke mindst i årene efter 1960.

Kloden har brug for globalt lederskab

Vi taler altså om helt nye fænomener. Vi er i en fuldstændig ny situation som mennesker. Det nye består bl.a. i, at kloden ikke selv kan holde balancen. Mennesket skal hjælpe kloden med ikke at komme på kollisionskurs med de ni planetære grænseværdier, som Johan Rockström og hans forskerhold i Stockholm har udviklet. Det er den tænkning, der får Rockström til at tale om ’growth within limits’ i stedet for ’limits to growth’.

Sagt på en anden måde: Vi mennesker har bragt kloden i en situation, hvorfra vi er nødt til at påtage os et globalt lederskab, et globalt forvalterskab, hvis vi skal kunne gå fremtiden i møde med bevidstheden om, at vi gør, hvad vi kan for fremtidige generationers muligheder for at leve på kloden. Og klare mål er en forudsætning for klart forvalter- og lederskab. Verdensmål er en forudsætning for globalt lederskab. 

Vi mennesker skal til i alle vore kalkuler og modeller at indregne klodens situation meget mere eksplicit, end vi er vant til. Uanset om man er en privat virksomhed, en kommune eller en stat, må man hele tiden have klodens situation med i sine overvejelser og tiltag.

Klodens situation er i virkeligheden det vigtigste, når det kommer til strategisk ledelse og strategiske beslutninger i virksomheder og samfund.

Det er klart: Statens og virksomhedens interesser er væsentlige, og ledelsen, regeringen, eller hvem det nu er, er primært til stede for at varetage den pågældende organisationens interesser. Sådan vil vi traditionelt sige det. Men det er blevet et meget mere delikat tema at være leder af noget lokalt, f.eks. en virksomhed eller et land. For hvad er vigtigst: landet eller kloden?

”Jeg kan ikke længere overse klodens behov for, at jeg hjælper den, så den kan hjælpe mig,” sagde en klog erhvervsleder til mig for nylig.

Er man klog, ser man ikke i sine strategiske overvejelser bort fra klodens tilstand og behov. Ligesom de, der varetager klodens interesser, f.eks. FN-politikere og embedsmænd, ikke ser bort fra landenes og virksomhedernes interesser. For det hele hænger sammen, det hele er forbundet. Det har vi sådan set altid vidst; vi har i hvert fald vidst det lige så længe, vi har haft astronauter, for de har gentagne gange mindet os om det. Jeg skal vide af, interessere mig for, have viden og forståelse om og for – kloden og dens situation. Kloden er rykket dramatisk nærmere den enkelte. Jeg må simpelthen kere mig om kloden.

Glædeligt møde med visionær rektor

Forleden besøgte jeg Ikast-Brande Gymnasium. Jeg havde fået et brev fra rektor, hvori der stod:

“På Ikast-Brande Gymnasium vil vi arbejde med FN’s 17 Sustainability Development Goals. Vi er medlem af Globale Gymnasier, og de første elever og lærere har været på de første kurser og inspirationskonferencer. I næste uge afholder vi en pædagogisk dag, hvor lærerne skal drøfte, hvordan målene kan anvendes som del af elevernes lærings-og dannelsesproces. FN, Globale Gymnasier og Mellemfolkeligt Samvirke har allerede udviklet et første læringssite, som kan bruges som inspiration. Jeg vil høre, om du har mulighed for at give et inspirationsoplæg til det samlede lærerkollegium (…) Det er vigtigt, at denne satsning bliver forankret i klare værdier og dannelsesmål, og ikke som så meget andet i dag bliver instrumentaliseret med det samme”.

Jeg blev overrasket. Glædeligt overrasket. Her har vi et gymnasium med en klog ledelse og et engageret korps af lærere, der ser dette mere klart end de fleste af os. De unge mennesker skal vide af dette, er en del af dette, skal i virkeligheden uddannes og dannes til at have en anden og mere global tankegang, end vi andre blev dannet og uddannet til.

Lad os bruge Peter Kemps begreb verdensborgeren, hvilket jeg også gjorde som indledning til mit foredrag, hvor jeg citerede følgende fra hans nye bog, ”Løgnen om dannelse”:

”Hvad er dannelse så i dag? Den må (…) være social. (…) den må være en dannelse til dansk verdensborger (…), et borgerskab som dansker i verden”.

Verdensborgerskab og empati er en del af den nye dannelse.