Det har altid været en effektiv politisk strategi at bruge store underholdningsbegivenheder til at fremme – eller dække over – en politisk sag.

Under Romerriget fik kejserne ro i vanskelige tider ved at lokke folk til gladiatorcirkus. Det afholdt dem fra at gøre oprør. I Frankrig afholdt Louis d. 14. hof for den selvhøjtidelige adel på det lige så cirkusagtige slot Versailles. Derved kunne han gennemtrumfe sine politiske planer, mens modstanderne havde travlt med parykker og pudder. Hitler fejrede sig selv med muskelarkitektur under olympiaden i Berlin i 1936, om end han måtte se sorte Jesse Owens stå øverst på skamlen igen og igen.

Lørdag aften afgøres finalen i Melodi Grand Prix 2012 i Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Havde det ikke været for den aserbajdsjanske popduo Eldar & Nigars vammelsøde vindermelodi fra 2011, var spotlyset næppe faldet på den purunge lilleputnation, der voksede ud af Sovjetimperiet med et lokalt regime for tyve år siden.

Men hele opløbet har været præget af heftig debat om det tvivlsomme aserbajdsjanske styre, der ser stort på menneskerettigheder og eksempelvis undertrykker og forfølger homoseksuelle. Især internetmedier over hele verden har sydet og kogt med meningsudvekslinger og diskussioner om, hvorvidt en boykot af begivenheden havde været på sin plads.

Problematikken er ikke ny. Tænkt blot tilbage på de Olympiske Lege i Kina. Og debatten har også ulmet om det kommende fodbold-EM i Ukraine, hvilket kan gå hen og blive en ubehagelig politisk sag.

Underholdning er aldrig kun underholdning. Hvad der for nogen er utidig politisk indblanding, er for andre en implicit accept af uacceptable rammeforhold. Tænk, hvis vi som nation flagede entydigt med den holdning, at vi ikke accepterede undertrykkende regimer. At vi ikke deltog i festligheder, der var orkestrerede hen over en baggrund af rettighedsundertrykkelse. Vi behøvede ikke at gøre et stort teatralsk nummer ud af det. Vi kom bare ikke.

Jeg mener ikke, at det er hellig selvretfærdighed at bruge sports- eller underholdningsevents som demonstrationer for sit menneskegrundsyn. Men det en naiv virkelighedsflugt at adskille virkelighed fra underholdning, spil og sport. Det er ikke ligegyldigt, når vi lægger hus til Paralympics eller World Out Games og promoverer et frit menneskesyn ved at invitere internationalt. Ligesom det ikke var ligegyldigt, da Tommie Smith ved OL i 1968 som protest mod sorte amerikaneres forhold rakte sin knyttede næve i en sort handske i vejret med guldmedaljen om halsen.

Et OL er ikke bare en sportsbegivenhed. Et EM er ikke bare en fodboldfest. Og et europæisk melodigrandprix i Aserbajdsjan er ikke bare en sangfest for hele familien. Det er en arena, hvor 125 mio. seere følger med. Og måske det kunne give anledning til dybere refleksion hos nogen af disse seere, hvis et eller flere lande meldte afbud til festen – eller rettere afbud til afstanden mellem virkelighedens undertrykkende og totalitære regimer og de sukkersøde muzaktekster om troskab og kærlighed.

Ganske sigende var titlen på sidste års vinder ”Running Scared”. Og efter Eldar & Nigar sidste år sikrede Aserbajdsjan retten til at afholde Eurovision Song Contest 2012, er det lige præcis, hvad den ene halvdel af duoen har gjort. Nigar er for længst flyttet fra det undertrykkende regime og bor nu i London.

Læs flere indlæg af Mads Thimmer her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.