Af Line Groes
Stifter og adm. direktør i Is It A Bird

Man behøver ikke at være kunsthistoriker for at vide, at det, som de franske impressionister kunne, var at se det nye – modsat på det tidspunkt de tyske kunstnere, der kiggede tilbage og søgte efter en national identitet.

Historien taler for sig selv i forhold til, hvem der kom ud med det stærkeste og mest visionære udtryk, som stadig er relevant og berigende i dag. På samme måde behøver man heller ikke at være en business-guru for at vide, at det bliver de visionære virksomheder, som kommer til at være relevante i fremtiden. 

Et godt eksempel på innovation som reaktion på en krise er vores vindmøller. Vindmølleindustrien opstod blandt andet, fordi staten som reaktion på oliekrisen gik ind og støttede forskning i vindenergi.

Jeg er nok heller ikke den eneste, der så det metaforisk triste i, at vi åbnede vores god damn storcentre før vores kulturinstitutioner. For hvem er det, som skal hjælpe os med at definere det nye – jeg tror ikke, at det er i Bilka, vi finder svaret, eller i at tænke forbrug på kort sigt.

Kunsten er en del af vores kollektive innovation

Vi finder nye svar ved at stille nye typer af spørgsmål til det, som sker lige nu, og vi har brug for mange forskellige perspektiver. Kunsten spiller en naturlig stor rolle, da den i sit væsen stiller spørgsmål, men vi skal have alle faggrupper i spil.

De udfordringer, som vi står overfor, kan vi ikke løse hver især – vi bliver nødt til at mødes på tværs af interesser. Helt naturligt tænkte vi kortsigtet i starten af coronakrisen, men det er nu, vi skal mobilisere mange dele af vores samfund om en ny samfundsvision, og vores kulturinstitutioner kan spille en helt afgørende rolle her.

Vi har mere end nogensinde før brug for nye ideer og visioner fra alle dele af samfundet, men disse visioner og ideer vil ikke opstå og trives i hver sit isolerede og lidt konservativt tænkende domæne med hver sin diskurs og antagelse om verden.

Det radikalt nye kommer ikke fra politikerne, ikke fra kunsten, ikke var erhvervslivet, ikke fra religion, ikke fra forsknings- og universitetsverdenen – det er i interaktionen, i snitfladerne og samarbejdet mellem de forskellige faglige domæner og samfundets forskellige dele, at det nye opstår – at muligheden for en fransk impressionisme kan fødes.

Skitser til en ny fremtid

Når kulturinstitutionerne åbner i løbet af de næste uger, har de derfor en unik mulighed for at være ramme for refleksion og diskussion af en ny samfundsvision, og hvordan vi vil leve i fremtiden. De skal derfor ikke blot åbne med afstandskrav, sprit og de faste udstillinger og formater – de skal bruge deres særlige rum til at facilitere en ny samtale.

Det lille teater Sort/Hvid er et supergodt eksempel på at bruge teatret som rum visionært. De har helliget efterårets program til forestillingen ”Nul”, hvor de i et tæt samarbejde med forskere inden for filosofi, økonomi og politik vil ”ruske den politiske forestillingsevne og komme med reelle bud på en ny fremtid”.

De franske impressionister brød med den etablerede forståelse af, at et maleri skulle være en realistisk afbildning af et historisk motiv. De blev beskyldt for blot at male flygtige skitser.

Men det er netop denne tilgang, vi har brug for lige nu – skitser af visioner for en ny bevægelse: en bæredygtig verden, som løser de indbyggede problemer, der ligger i en kapitalistisk logik, som er gået for vidt.

Vi skulle jo nødigt blive en flok kapitalismefetichister, altså tilbede noget menneskeskabt, som om det var helligt, fordi vi ikke længere genkender det som menneskeskabt. Vores problemer er menneskeskabte, og vi kan derfor også godt ændre det, som ikke længere tjener os som art.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.