Vi lytter for meget til økonomer

Økonomer har fået en alt for stor forrang, når det handler om beskrivelse, forståelse og løsning af verdens problemer. Ja, nogen går så vidt som til at mene, at det er økonomer, der skal regne ud, hvilke problemer regeringer og andre skal tage alvorligt. Det lider verden under.

Hver dag drøfter jeg politik med andre mennesker. Partierne, regeringen og dens politik drøftes. Sådan skal det være. Det, der ikke skal være, er den tone, skuffelse, frustration, bitterhed og voldsomhed i kritikken, jeg møder.

Mine samtaler med andre mennesker vil normalt være ret uinteressante, men ikke her. Her er det interessant og vigtigt, dels fordi det negative er så entydigt, og i særlig grad fordi det stikker så dybt. Så dybt, at statsministeren i sin nytårstale selv adresserede det, nemlig den dybe mistillid, der eksisterer imellem befolkningen og politikerne på Christiansborg. Det, jeg hører andre mennesker sige om regeringen og Folketingets politikere og partier, er så voldsomt, at det ikke kan gengives på papir. Der er ikke bare tale om saglige argumenter og modstand; det handler om dyb forargelse og meget negative udsagn.

I sandhedens interesse må jeg føje til, at når spørgsmålet herefter kommer til det største oppositionsparti, så er den gennemgående holdning: Med Socialdemokraterne ved roret bliver det ikke stort bedre. Ja, mange tror ikke, at det bliver bedre overhovedet med en ny regering.

Prøv med sandheden

Forleden kunne man læse i medierne, at Socialdemokraternes formand havde oprustet ved at ansætte et antal nye højkompetente mennesker. Jeg kender dem ikke, men jeg antager, at de alle er bedre til det samme. Det vil sige, at vi ikke skal forvente noget som helst nyt, men bare noget, der er bedre – det hedder: mere professionelt – end det gamle. Og det er lige præcis det modsatte af, hvad vælgerne efterspørger.

Vælgerne efterspørger ikke flere og bedre spindoktorer; vælgerne efterspørger ikke flere kortsigtede politiske tacklinger, budskaber og sloganer. Vælgerne efterspørger visioner og først og fremmest klarhed og ærlighed.

Apropos ærlighed: Jeg hørte et foredrag af en kendt erhvervsleder, der i sin fremlæggelse af en bestemt sag i ivrighed kom til at sige: ”Hvis alt andet glipper, så prøv med sandheden.”

Det er den situation, mange politikere er i: Sig sandheden, for alt andet er ved at glippe. Hvis det f.eks. handler om kvælstof, så fortæl, at verdens fremmeste forskere vedrørende klodens tilstand kan berette, at vi på kloden har passeret den kritiske grænse, ikke for hvad Vestsjælland, men for hvad kloden kan tåle.

Grænserne er overskredet

Vi har passeret det, som disse forskere – med professor Johan Rockström fra Stockholm Resilience Center i spidsen – kalder planetary boundaries. Disse planetære grænser, der er veldefinerede og kan måles, er karakteriseret ved, at hvis kloden passerer dem, dvs. kommer på den forkerte side af disse grænser, så kan vi med sikkerhed forudsige ikke bare forringelser i klodens tilstand, men alvorlige hændelser på kloden.

Der er defineret ni sådanne planetære grænser eller tærskelværdier. Ifølge de seneste rapporter fra Stockholm Resilience Center har vi allerede passeret fire af disse ni værdier, hvoraf to oven i købet er kerneværdier, dvs. særligt kritiske værdier. De to særligt kritiske værdier er CO2-udledningen og biodiversiteten på kloden.

Hvorfor male fanden på væggen? Hvorfor al den dommedagsprofeti? Hvorfor ikke slappe af med den opfattelse, at Danmark er et lille land, og at hvad vi gør i Vestsjælland og Vestjylland med hensyn til kvælstof, landbrug, grundvand m.m., ikke har den fjerneste betydning for kloden som helhed? Hvorfor? Fordi det er forkert. Fordi det netop betyder noget for helheden, hvad vi gør. Fordi alt på kloden er forbundet.

Det er just ét af hovedbudskaberne fra alle de astronauter, der indtil nu har haft den oplevelse at se kloden udefra. Set derudefra er alt forbundet. Kloden er en lille, sårbar størrelse, som vi mennesker har været og er utilgiveligt hårde ved, og derfor vånder den sig. Og denne vånden giver sig udslag i, at vi netop kommer på den forkerte side af de nævnte kritiske grænseværdier.

Uligheden vokser

Skal danske politikere lytte til det? Skal danske politikere og f.eks. regeringsmedlemmer referere til sådanne målinger og tal? Skal politikerne tale om udviklingen på langt sigt, om både alvoren og de positive fremtidsmuligheder på kloden? I stedet for at tale om problemer, skulle politikerne og vi andre måske indimellem også tale om muligheder, potentialer – om en ny verden? Potentialerne er enorme, hvis vi blot vil se dem. Men der er langt imellem de politikere, der tør tale om disse andre temaer.

Danske – og mange andre landes – politikere taler om, at vi skal ”tilbage på vækstsporet”. Mere vækst, underforstået mere økonomisk vækst. Ja, sandheden er, at det er det, politikerne taler mest om. Og det gør i øvrigt også økonomerne i f.eks. OECD, den store økonomiske samarbejdsorganisation. Hvis begrundelsen for den ønskede økonomiske vækst var, at den skulle formidles til alle de fattige mennesker på kloden, så kunne man forstå det.

Men det forholder sig modsat: Det forholder sig sådan, at det er mennesker i de rige industrialiserede lande, der skal have væksten; det er ikke den milliard mennesker i verden, der er underernærede, der skal have de ekstra goder. For at sige det lidt for skarpt, så er det den halve milliard mennesker, der er stærkt overvægtige, og den milliard, der bare er overvægtige, der skal have del i den vækst, der her er tale om – dvs. alle os, der har nok i forvejen. Uligheden i verden vokser.

Danske politikere nøler

Man skal lytte til økonomer. Ja, og man skal lytte til sundheds- og klimaeksperter, biologer og geologer, antropologer og sociologer, psykologer og humanister, til alle forskere. Ét af vore store problemer er, at vi ikke gør det. Økonomer har fået en alt for stor forrang, når det handler om beskrivelse, forståelse og løsning af verdens problemer. Ja, nogen går så vidt som til at mene, at det er økonomer, der skal regne ud, hvilke problemer regeringer og andre skal tage alvorligt. Det lider verden under.

Vi bør en gang imellem spørge os selv: Hvordan kan mennesker, der har nok af alt, kræve endnu mere af alt, samtidig med at der er andre mennesker, der intet har? Hvordan kan jeg kræve og forvente mere vækst for mig, samtidig med at andre mennesker dør af mangel på mad og vand? Man må spørge: Hvilket menneskesyn ligger bag sådanne holdninger og politikker, der bliver forfægtet overalt i verden hver dag?

Der ligger, lige for næsen af os, en vision, et sæt mål, ikke bare for Danmark, men for alle mennesker i alle lande, nemlig FN’s 17 mål for en bæredygtig global udvikling. De skandinaviske lande er de lande i verden, der først og mest klart og utvetydigt burde tilslutte sig disse mål og aktivt arbejde for deres forståelse, udbredelse og implementering.

Der foreligger meget klare holdninger og tilkendegivelser fra den svenske regering. Hvad med den danske? Der foreligger endnu ingen klare tilkendegivelser om dette fra regeringen. På det seneste har udenrigsministeren meldt ud, at der kan forventes en udmelding på Folkemødet på Bornholm den 17. juni.

Forrige artikel Det smukke kommer an på øjnene, der ser … Næste artikel Anerkend medarbejdernes sorg og kom godt igennem forandringer