Vi politikere må begynde med os selv

Levebrødskommentatorernes dækning af dansk politik er skadelig for demokratiet. Derfor er der brug for en ny pagt mellem Folketinget og pressen. Hvis tilliden mellem borgere og politikere skal genskabes, må vi politikere dog begynde med os selv. Her er fire forslag.

Folkestyret er ikke i krise, men det er vi politikere.

Danskernes politiske interesse er stor, ikke mindst blandt mange unge. Der er større viden om samfundsforhold, EU osv. end i mange andre lande. Medierne informerer grundigt, og alle har let adgang til information.

Vi er stadig ’verdens mest oplyste folk’, som Bjørnstjerne Bjørnson udtalte for mere end 100 år siden. Vi bruger flere penge på voksenundervisning og folkeoplysning end noget andet land i verden, og så kan man jo ikke påstå, at folkestyret er i krise.

Alligevel er vi politikere upopulære, fordi mange mennesker synes, vi spilder tiden med unødig og unyttig polemik. De er irriterede over, at vores økonomiske vilkår ikke svarer til almindelige menneskers, f.eks. med hensyn til omkostningsgodtgørelse og pension. De synes, at mange politikere er umodne og uden livs- og erhvervserfaring. Nogle folketingsmedlemmer og ministre er kommet direkte fra universitetet, mens andre end ikke har færdiggjort deres uddannelse.

Det er alt sammen rigtigt nok, men før man skælder dem ud, skal man huske at spørge: Hvorfor er der så ikke nogle mere kvalificerede personer med solid baggrund og erfaring, der stiller op? Det er jo det, der er problemet.

Svaret er: De vil ikke slæbes gennem skidtet i medierne!

Det er medierne, der skræmmer mange gode ministeremner fra at stille sig til rådighed som folketingskandidater. Informationsfriheden har sin pris.

Ekstra Bladet og andre har naturligvis fuld frihed til at hænge politikerne ud efter tur ved enhver lejlighed og hænge gabestokke op ved enhver aviskiosk. Men de skal ikke påstå, at det gavner demokratiet. Tværtimod. Det skader demokratiet.

Ganske som den hæslige Murdoch-presse i Storbritannien, der gennem en generations løgnagtig kampagne imod EU nu fik held til at give det europæiske samarbejde en torpedo under vandlinjen.

Skadelige levebrødskommentatorer

Borgernes tillid til politikerne svækkes, når småting pustes op til skandaler og fylder mediernes sendeflader. Det sker, når tidligere spindoktorer og kommentatorer beskriver politik som en ormegård, hvor alt er taktik, og alle lurer på hinanden. Som f.eks. Henrik Qvortrup, der engang åbent vedstod, at han ikke interesserer sig for indholdet, men alene for ’spillet’. Flovt og skadeligt for folkestyret.

Sådanne ’levebrødskommentatorer’ er værre for folkestyret end ’levebrødspolitikere’. De bliver betalt for at analysere, dramatisere og forudsige begivenhederne. De tillægger politikerne allehånde hensigter frem for at tage dem på ordet. (Det kan jo være, at politikerne mener, hvad de siger!).

Og når de kloge kommentatorer gang på gang fejlvurderer situationen, går de slet ikke i kødet på hinanden på samme måde, som når journalister går i kødet på politikere og jager de ’mistænkte’ rundt på Christiansborgs gange.

Selvfølgelig skal der kommenteres, men ofte skygger kommentarerne for de virkelige begivenheder, som da en hær af danske journalister under den amerikanske valgkamp snakkede så meget, at det var svært at få lov at opleve ’the real thing’. De skyggede for virkeligheden og glemte at tage bestik af amerikanernes virkelighed.

En politiker kan sige 100 rigtige ting uden at blive bemærket. Men siger han en enkelt gang noget forkert eller dumt, kan det blive spillet 100 gange i tv, radio eller på web. Det sikreste er at holde mund, men politikerne skal jo også genvælges.

Som gamle Jens Peter Jensen (Uffe Ellemanns far) ofte sagde:

”Tale usandt, det må de ikke, tale sandt, det tør de ikke, og tie stille, det kan de ikke!”

Vi politikere er ikke uskyldige. På mange måder er vi vore egne værste fjender, når vi ikke viser respekt for vore modstandere og ikke står ved vore holdninger – og holdningsskift.

Vi har i åbenhedens navn gjort Folketinget til et udstillingsvindue, så borgerne kan følge med i det hele. Problemet er, at borgerne ikke kan lide, hvad de ser. Når der er offentlighed på, forvandler vi os selv og hinanden til polemiske pindehuggere.

Man kommer til at tænke på Grundtvigs salmeord:

”Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa, som stirre derpaa!”

Tillid kom højt på danskernes kanonliste. Vi er verdens mindst korrupte samfund. Derfor er vi også verdens lykkeligste folk. Vi har med god grund stor tillid til de offentlige myndigheder. Det viser alle målinger. Så må det jo også være muligt at genskabe tilliden til politikere.

Det er jo ikke mere end ti år siden, denne tillid var betydeligt bedre end i dag. Det var under Anders Fogh Rasmussens ’kontraktpolitik’, hvor løftebrud blev undgået ved kun at love noget, der kunne gennemføres.

Som Erhard Jacobsen yndede at sige: ”Jeg holder alle løfter, og derfor giver jeg aldrig nogen”.

Hvis tilliden skal genskabes, må vi politikere begynde med os selv. Jeg har fire forslag:

1. Det må være slut med de alt for mange overflødige åbne samråd, hvor det vigtigste formål er at udstille og anklage ministre for et eller andet. Borgere, der følger med på tv, er ikke imponerede. De spørger sig selv, om vi dog ikke kan finde på noget mere nyttigt at tage os til – f.eks. finde løsninger i samarbejde.

Det er så let gennemskueligt, at mange samråd indkaldes, fordi et medlem har brug for ’at gøre noget’, ikke mindst gøre sig bemærket.

Vi, der også har oplevet lukkede samråd og utallige frugtbare forhandlinger i ministeriernes mødelokaler, ved jo, at det samarbejdende folkestyre fungerer i bedste velgående. Men det får borgerne ikke at se.

Da den nyligt afgåede beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen var til afsked i Statsministeriet, holdt han en bemærkelsesværdig lille tale, som jeg vil tillade mig at referere. Han sagde, at han var blevet overrasket over seriøsiteten i det politiske arbejde i Folketinget – fliden, forberedelsen og evnen til at lytte og finde fælles løsninger, som alle kan leve med. Han var tydeligt nok blevet overrasket, for sådan tager det sig jo ikke ud set udefra!

2. Det må være slut med de alt for lange åbnings- og afslutningsdebatter, der ofte varer fra morgen til over midnat. Det er godt, at mange kan komme til orde, men det er dårligt, når medlemmer som papegøjer spørger om det samme igen og igen.

Det er ikke til at holde ud, at der absolut skal stilles korte spørgsmål en hel time efter hver ordførers indlæg. Skær det ned til en halv time eller mindre. Så er der også flere ministre og andre, der tør gå på talerstolen, som i 1980’erne, hvor Margrete Auken og jeg havde en legendarisk ordveksling om behovet for at få flere børn.

Den ordveksling ville være utænkelig i dag. Jeg ville være blevet snigmyrdet af mine kolleger, hvis jeg vovede mig op på talerstolen og forlængede debatten yderligere.

3. Vi må lære at tale ordentligt til hinanden. Hvordan skal vi kunne få andre til at tale pænt om os, hvis vi ikke taler pænt til hinanden?

Man kan godt forklare, hvorfor man er uenig, og hvorfor andres forslag er urealistiske, uden at det bliver til en nedvurdering af personen eller partiet.

Tidligere folketingsformand Erling Olsen var eminent til at få sagt det, der skulle siges, på den mest elskværdige og pædagogiske måde. Han var en af de første, der tog Fremskridtspartiet alvorligt ved seriøst at tage forslagene for pålydende og argumentere imod dem.

Tidligere statsminister Poul Schlüter forsømte i sine velmagtsdage ingen lejlighed til at rose andre partier – især de øvrige regeringspartier. Og hver gang han roste Venstre, huggede han samtidig vore stemmer!

Hvis man vil overtage andre partiers vælgere, kan det være klogt at tale pænt om det parti, de hidtil har stemt på.

Og til sidst en helt anden, men meget vigtig sag:

4. Det må være slut med, at blodtørstige fotografer og kamerafolk kan jagte medlemmerne rundt på Christiansborgs gange.

Vi politikere skal ikke finde os i at være retsløse i forhold til dem, der jager os rundt i manegen. Vi skal ikke finde os i at blive fremstillet som forbrydere, der flygter fra gerningsstedet. Det nedsætter os i borgernes øjne. Det skal være muligt at komme ud fra sit kontor, et udvalg eller et gruppemøde uden at få stukket et rullende kamera lige op i hovedet.

Jeg foreslår, at kameraer kun må bruges i den store, brede Vandrehal, der strækker sig på 1. salen fra Folketinget til Landstingssalen. Den er stor og meget velegnet med masser af steder, hvor man kan stå eller sidde til interview. Der kan det foregå i behagelige rammer, hvis man vel at mærke har en aftale om det.

De seriøse journalister, der bare vil orientere sig uden billeder og skjulte mikrofoner, skal naturligvis som hidtil kunne færdes overalt, når bare de banker på, før de går ind! De gavner folkestyret med deres viden og analyser i modsætning til dem, der spilder tiden med overflødige billeder og filmklip, taget imod ofrenes ønske.

Ovenstående er ikke tænkt som en straffeaktion mod pressen, men som en ny pagt til gensidig gavn. En ny aftale mellem tinget og pressen vil ikke blot være en fordel for folkestyret og de folkevalgte, men også for det store flertal af seriøse journalister, der ikke skal stilles i skyggen af sensationshungrende plattenslagere.

Vi må leve med, at medierne fylder langt mere end tidligere. Fra morgen til aften. Derfor må vi også leve med, at ministre vælger at have spindoktorer til at hjælpe sig.

Men jeg vil råde til, at man i stedet opruster presseafdelingerne, som har den fordel, at de består af embedsmænd med alle de forpligtelser til at dele sol og vind lige og behandle alle ens, der følger deraf.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu