Forleden havde tænketanken DEA besøg af Henry Etzkowit. Han er manden bag begreber som The Triple Helix og The Entrepreneurial University. Triple Helix handler om, hvordan den rette relation mellem erhvervsliv, samfund og universitet kan skabe mere innovation og vækst på både nationalt og regionalt niveau.

Jeg er helt enig i Etzkowits betragtninger om, at den rette relation ikke er til stede endnu. Vi er simpelthen nødt til at gøre meget, meget mere for at få det til at fungere mellem de tre led – erhvervsliv, samfund og universitet – i The Triple Helix.

Midt i det hele kom jeg dog også til at tænke på, at det desværre er lidt for typisk, at vi – i hvert fald i Danmark – kun tænker på universiteterne, når vi taler om, hvordan vi får videninstitutionerne til at bidrage i højere grad. Vi kan med fordel se på videninstitutionerne i en bredere optik, der f.eks. også omfatter professionshøjskolerne.

Sammen med Professionshøjskolernes Rektorkollegium og FTF har DEA netop udgivet en stor rapport, der dokumenterer, at regioner og kommuner kun i et meget beskedent omfang bruger professionshøjskolernes viden og innovationskompetencer på områder som inklusion i skolen, digitalisering og forebyggelse i sundhedssektoren.

Rapporten viser, at der kun samarbejdes i mindre grad, og at der ingen systematisk kontakt er mellem professionshøjskolerne og deres aftagere om at løse de store udfordringer i eksempelvis den offentlige sektor.

Det er paradoksalt. Især når man tænker på, at vi i de kommende år har et enormt behov for at øge antallet af innovative løsninger i det offentlige på grund af stigende efterspørgsel på offentlige ydelser og færre ressourcer til at levere ydelserne for.

Desuden dokumenterer rapporten, at professionshøjskolerne blot står for én procent af aktiviteterne i de væsentligste forsknings- og innovationsprogrammer. Én sølle procent! Det viser, at deres viden bringes alt for sjældent i spil.

En af årsagerne til den beskedne innovationsaktivitet er, at det danske system for innovationsfremme, som må siges at være statens forsøg på at skabe og understøtte en velfungerende Triple Helix, har stort fokus på forskningsdrevet innovation og teknologiudvikling. Man er således mindre fokuseret på den praksisnære innovation, der handler om, hvordan man konkret indfører nye teknologier eller ny viden på arbejdspladser.

Og det er netop den form for viden, som professionshøjskolerne ligger inde med. Det er dog afgørende, at den aktiveres og bringes i spil. Risikoen ved ikke at opsamle den viden er, at vi går glip af nye velfærdsteknologiske løsninger til gavn for både medarbejdere og borgere.

Projektet Innovationsalliancen i Trekantsområdet er et godt eksempel, der illustrerer, hvad det er professionshøjskolerne kan bidrage med. Her samarbejder professionshøjskolen UC Lillebælt med seks af områdets kommuner om dokumentation af kommunernes erfaring med implementering af velfærdsteknologiske løsninger. Løsningerne omfatter bl.a. robotstøvsugere og mobile lifte til at hjælpe ældre borgere, hvis de er faldet.

Dokumentationen skal hjælpe de involverede kommuner med at gøre det nemmere at indføre ny velfærdsteknologi på andre områder i fremtiden.

Vores rapport dokumenterer, at professionshøjskolerne gemmer på et stort uudnyttet innovationspotentiale, som både stat, regioner, kommuner, universiteter, GTS-systemet og private virksomheder kan få stor glæde af. Men det kræver, at de har øje for professionshøjskolerne potentiale. På den anden side må professionshøjskolerne selv anstrenge sig for at gøre sig lette at ”opdage”. De må ud med deres budskaber og synliggøre, hvad de kan. Inden for særlige områder, kan de være værdifulde videnspartnere, der bidrager til øget værdiskabelse i det danske samfund.

Næste gang Henry Etzkowitz er i Danmark, håber jeg, at jeg vil kunne fortælle ham, at i Danmark gælder hans Triple Helix ikke bare for universiteterne, men for alle lag af videnproducerende institutioner.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.