Vi vil være politiske medfortællere

NY BOG: I en verden, hvor ingen lytter, ingen går i takt, og hvert menneske i sidste ende har ansvaret for at skabe sin egen historie, er opbakningen til de politiske partier historisk ringe. Borgerne vil være medfortællere, skriver Ask Agger i sin nye bog.

UDDRAG AF ’MEDFORTÆLLER’:

Som hippiebarn fik jeg i en tidlig alder snuset til den politiske verden. Jeg var med til anti-atommarcher i barnevognen, jeg samlede flasker under de røde faner til 1. maj-demonstrationerne, og jeg var som skoledreng med til at blokere bybusserne i Aarhus med menneskekæder i protest mod nedskæringer, da Bertel Harder første gang var undervisningsminister.

Måske er det, fordi jeg faldt i gryden tidligt, at jeg siden har forsøgt at holde det politiske felt lidt på afstand. Interessen har været der, men jeg har aldrig haft mod på at sætte alle kræfter ind på et partipolitisk virke. Jeg har nok for lidt tiltro til statens styringsevner til for alvor at blive socialist, og min mistro til markedets evne til selvregulering holder mig ude af den borgerlige lejr. I stedet har jeg bistået lidt i ny og næ som rådgiver, når godtfolk havde brug for hjælp. Det har først og fremmest været socialdemokrater, som jeg har haft fornøjelsen af at assistere, men der har også været et par radikale, en SF’er og en enkelt venstrekvinde. Min erfaring er – og jeg vil gerne tro på – at der er fornuftige mennesker med hjertet på rette sted i næsten alle partier, som kæmper med at genopfinde et politisk system, der er under pres. Men før vi ser nærmere på udfordringerne for partierne herhjemme, skal vi et lille smut til England for at hente inspiration.

Projekt Preston

Områderne nord for London har altid været det britiske Labour-partis sikre hjemmebane. Her lå den tunge industri, de store havne og kulminerne. De Konservative kunne høste stemmer i hovedstaden og Sydengland, men mod nord holdt arbejderne sammen. Derfor kom det som et chok, da De Konservative i 2009 brød 28 års Labour-styre i Lancashire og satte sig på borgmesterposten. Et tydeligt tegn på, at noget ikke fungerede i det gamle arbejderparti.

Arnie Graf har arbejdet med lokal organisering og involvering gennem 50 år som en del af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Hans hjemmebane er Chicago, hvor han trænede en ung Barack Obama, længe før dennes kometkarriere i Det Demokratiske Parti. Det var i efteråret 2010, at Arnie fik et opkald fra England – ville han komme til London og hjælpe den nyvalgte formand for Labour, Ed Miliband? Arnie hoppede på et fly og kom de efterfølgende år til at fungere som rådgiver for den engelske toppolitiker.

Arnie fornemmede hurtigt, at Labour havde store interne problemer. Partiet gik fra valgnederlag til valgnederlag og havde kun 200.000 medlemmer i et land med 60 millioner indbyggere. Arnie brugte sin første tid på at lytte. Han rejste landet rundt og lyttede til hundredvis af lokale Labour-folk og tilfældige vælgere. Han konkluderede hurtigt, at Labour havde vendt ryggen til sine menige medlemmer og sit klassiske vælgerkorps gennem lukkethed, topstyring, manglende dialog og en bureaukratisk kultur. Hans kritik og ideer til aktiv involvering på græsrodsniveau var svære at sluge hos partiapparatets inderkreds af professionelle partifunktionærer, men de lod ham prøve tankerne af, da der i 2013 igen var lokalvalg i Lancashire. Måske tænkte man, at den gamle arbejderkreds var en tabt sag, hvor den 70-årige amerikaner havde alt at vinde og intet at tabe.

Jeg mødte selv Arnie for et par år siden, da han besøgte København, og jeg glemmer aldrig, hvordan han roligt og underspillet berettede om den lokale Labour-organisation, han mødte, da han første gang tog toget til Preston, hovedbyen i Lancashire-valgkredsen. Det stolte arbejderparti kunne knap mønstre 20 aktive medlemmer i en af landets største valgkredse, og de var næsten uden undtagelse lige så gamle som Arnie selv. Partiet var blevet en pensionistklub, der snart ville uddø sammen med sine sidste ildsjæle.

De få partisoldater gjorde ellers, hvad de kunne. De stemte dørklokker og forsøgte at sælge Labours valgbudskaber til dem, der ville lytte. Arnies første råd til dem var at holde op med at snakke. I stedet skulle de begynde at lytte.

Han sendte dem ud i deres lokalmiljøer for at høre, hvad der optog vælgerne. De skulle ikke prøve at sælge Labour, de skulle lytte og forstå. Næste skridt for Arnie var at afholde åbne møder, hvor lokale borgere blev inviteret til at tale om det, der optog dem. Der var intet krav om partimedlemskab, og ingen af Labours lokalpolitikere fik lov at gå på talerstolen; møderne handlede om borgerne, ikke om politikerne. På de første møder var der kun et par håndfulde deltagere, men for hvert nyt møde kom der flere og flere, og snart troppede flere hundreder borgere op hver gang. De fleste havde aldrig været politisk aktive før.

Medfortæller

I sin nye bog ”Medfortæller – mening, involvering og lederskab i vores komplekse verden” argumenterer Ask Agger for, at alle succesfulde organisationer, hviler på deres evne til at skabe nye, involverende og meningsfulde fortællinger. Bogen udkommer 28. januar på forlaget Gyldendal Business, men allerede nu bringer Mandag Morgen her et uddrag af kapitlet ”Politik og det nye medborgerskab.”

Da selve valget nærmede sig, blev der holdt et stormøde, hvor deltagerne gennem en demokratisk proces formulerede det valggrundlag, som det lokale parti ville gå til valg på. Store floskler var erstattet med konkrete lokale mærkesager og prioriteringer. Under valgkampen viste den lokale involvering sin værdi – hundredvis af aktivister stemte dørklokker og ringede rundt til deres venner for at skaffe opbakning – ikke til partiet Labour, men til den politiske platform, som de selv havde været med til at skabe. I forhold til det foregående valg gik antallet af dialoger med vælgerne fra omtrent 12.000 til over 150.000. Resultatet udeblev ikke. Labour gik 23 mandater frem og tilbageerobrede borgmesterposten. Man manglede tre mandater for at opnå absolut flertal.

Succesen blev kendt som Projekt Preston, og der blev arbejdet hårdt i partiet, for at græsrodstaktikken skulle udbredes til resten af landet. Arnie samlede sine erfaringer i en række ændringsforslag:


  • Den eksisterende bureaukratiske kultur skulle ændres til en relationel kultur, hvor nye medlemmer oplevede tillid, lydhørhed og engagement.

  • Partiet måtte gøre op med sin ledelsesstil, hvor topledelsen i London blot så resten af partiorganisationen som en ren implementeringsmaskine.

  • Partiet måtte åbne op og lægge sin udbredte skepsis over for „outsidere“ på hylden. Man skulle være imødekommende over for vælgere, der havde sympati for Labours holdninger, men ikke var klar til at melde sig ind i partiet. Den lukkede fest måtte høre op.

  • Partiet måtte engagere og inspirere sine medlemmer. Møderne var ganske enkelt for kedelige, og man var for bange for åbne politiske diskussioner, der kunne udfordre den officielle partilinje.


Det sidste og mest drastiske forslag var, at partiet skulle lave såkaldte „åbne primærvalg“, hvor vælgere, som ikke var partimedlemmer, også kunne være med til at vælge partiets lokale spidskandidater. Det skulle også være muligt at være støttemedlem, og andre foreninger skulle kunne tegne en form for kollektive medlemskaber.

De mange forslag blev mødt med stor begejstring i dele af partiets bagland, men der var også skepsis. Stor skepsis. Arnies forslag var et opgør med veletablerede magtbaser og indflydelsen hos partiets gamle bureaukrater. Og det var en intern kamp, som Arnie tabte. Ved udgangen af 2013 stoppede hans direkte engagement med Labour, og frem mod parlamentsvalget den 7. maj 2015 faldt Labour tilbage i sin gamle, topstyrede natur. Ed Miliband endte med at tabe valget til David Cameron, der kunne fortsætte som premierminister med et styrket mandat. Siden er Ed Miliband gået af som formand og blevet erstattet af Jeremy Corbyn fra partiets venstrefløj.

Generationernes fortællinger

Generation 1: Folk, der fra vugge til grav henter deres identitet og verdensopfattelse i en enkelt totalitær fortælling. Fra stammesammenholdet og religionerne, til nationalisme og de store ideologier. Omfattede de fleste mennesker frem til efterkrigstiden.

Generation 2: Folk i vores post-moderne tid, der henter identitet og mening i en potpourri af mindre fortællinger, som de bombarderes med i det moderne forbrugssamfund. Denne generation har gjort sig fri af fortidens store fortællinger, men er stadigvæk passive modtagere af fortællinger, der kommer udefra. Den dominerende generation fra efterkrigstiden og frem til i dag.

Generation 3: Folk, som vender ryggen til andres færdigpakkede fortællinger, og som skaber mening gennem deres eget engagement, og de ting de skaber. En generation, som er immun overfor traditionel markedsføring og politisk envejskommunikation, og som stiller helt nye krav til ledelse, medborgerskab og involvering.

Generation III melder pas

Beretningen om Projekt Preston fortæller om den krise, der gennemsyrer de traditionelle partier verden over. Medlemstallene falder, skandaler vælter ud af skabene, og den politiske nytænkning står i stampe, mens en ny generation af politiske bevægelser stjæler ungdommens engagement. Man har glemt relationerne og involveringen.

De gamle partier er opstået under den første æra af totalitære fortællinger i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede. Det er partier, som blev født ud af klassekampens stærke fagidentitet og snævre interessevaretagelse, og som hvilede på to ben – dels en aktiv lokal medlemsinvolvering med stærke relationer og dels etableringen af effektive partiapparater, der kopierede embedskorpsets hierarkier og funktionærkultur.

Partierne blev designet af og til Generation I, med afsæt i en stærk klasseidentitet og bureaukratisk repræsentationstankegang – „ved at melde mig ind i et parti kan jeg få lov til at stemme et medlem ind i en lokalbestyrelse, der så igen har indflydelse på en kredsbestyrelse, som igen til en kongres kan stemme på medlemmer til en hovedbestyrelse, der måske kan påvirke en folketingsgruppe, som undertiden kommer med i et forlig, som i ny og næ betyder noget for samfundet“. Det enkelte menige medlems indflydelse var reelt kun symbolsk på alt andet end lokal plan.

Partiernes krise startede, da de glemte relationerne i løbet af 1980’erne og 1990’erne. I takt med at de hierarkiske partibureaukratier blev mere og mere centraliserede og professionelle, blev arbejdet med den lokale organisering og de nære relationer behandlet mere og mere stedmoderligt. Medlemmerne blev i stadig højere grad set som stemmekvæg og valgkampsressourcer, der mellem valgene helst skulle holdes i dvaletilstand.

De topstyrede partibureaukratier kom for alvor til kort i mødet med Generation III i 00’erne. For dem ligger meningen ikke i at vælge repræsentanter, som skal varetage deres interesser gennem udvalg og bestyrelsesarbejde; de vil selv tage stilling, involveres og handle. Det er ikke nok at betale 200 kroner via SMS eller at dele et par roser ud hvert andet år.

Ser vi på det politiske landskab herhjemme, er De Konservatives nedtur det mest triste at bevidne. Det gamle Højre, landets ældste parti, er i dag kun en skygge af sig selv med daglig udsigt til spærregrænsen. Poul Schlüters folkeparti med opbakning fra mere end hver femte dansker i 80’erne er forvandlet til Folketingets svage gamle mand. Partiet har i dag under ti procent af de 140.000 medlemmer, man kunne samle i midten af 60’erne.

Socialdemokraterne er mindre medtaget end De Konservative, men også det gamle arbejderparti har oplevet en voldsom åreladning siden sin storhedstid. Fra godt 300.000 medlemmer i 1947 til knap 39.000 i dag. Før Anden Verdenskrig var partiet tæt ved at have absolut flertal under Stauning, mens man i årene fra 1946 til 1971 gennemsnitligt havde en tilslutning på 39 procent af stemmerne ved folketingsvalgene. Ved det seneste folketingsvalg i 2015 fik man godt 26 procent af stemmerne, en lille fremgang fra de foregående valg.

I historisk perspektiv viser medlemstilbagegangen hos de fire gamle partier – De Konservative, Venstre, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre – en dramatisk udvikling. Samlet er man gået fra omkring 600.000 partimedlemmer i 1960 til godt 100.000 i dag. Udviklingen afspejler overgangen fra den første æra af fortællinger til den anden æra i efterkrigstiden samt den tredje æras fremspiren de seneste ti år. Folkepartiernes dage er talte.

Protestpartier

Tre nyere partier fortjener et nærmere blik. Dansk Folkeparti er dansk parlamentarismes store succeshistorie. Som en Fugl Føniks har man på 20 år rejst sig fra Fremskridtspartiets ligbål til en position som Danmarks næststørste parti. I mit perspektiv fortæller partiets succes om de frustrationer, som mange danskere har oplevet ved overgangen fra den første til den anden æra af fortællinger. Fortidens tryghed og autoritetstro er blevet erstattet af et uforudsigeligt nihilistisk kaos, hvor mange har følt sig ensomme, bange og usete. I dette værditomrum har Dansk Folkeparti behændigt lanceret sig selv med en socialkonservativ nationalisme, der er blevet elegant iscenesat. Hvor de andre partier er blevet mere og mere teknokratiske i deres kommunikation i det logiske andet doxa-felt, har Pia Kjærsgaard og Co. turdet trykke på alle tangenterne i både det første og det tredje doxa-felt. Man har ikke været bange for det sentimentale og har kommunikeret med både patos og etos. Selv om partiet jævnligt har skiftet standpunkter og er gået imod tidligere valgløfter bl.a. vedrørende efterløn, dagpenge, skattelettelser og offentlig vækst, så har man fået etableret en forståelse med sine vælgere om, at det ikke gør noget. Denne teflon-beskyttelse, som alle andre partier misunder, er faktisk velbeskrevet af forskningen. Hvis vi har en stærk følelsesmæssig holdning på et område, så er vi i stand til at filtrere nye informationer fra, som strider mod vores verdensbillede. Konkrete forsøg har bl.a. dokumenteret, at vi bliver markant dårligere til matematik, hvis et regnestykke vil komme frem til et resultat, der anfægter vores holdninger, f.eks. vedrørende global opvarmning. Åbenbart kan associationskæderne i vores hjerner blive så velbefæstede, at logik ikke er tilstrækkeligt til at etablere nye forbindelser. Lidt forenklet kan man måske sige, at Dansk Folkeparti meget effektivt har formået at samle opbakning hos mange af de vælgere i Generation II, som drømmer sig tilbage til trygheden under Generation I.

Liberal Alliance er også en imponerende succeshistorie. På den borgerlige banehalvdel har Anders Samuelsen & Co. på blot syv år formået at erobre og forsvare deres eget liberale territorium, og Liberal Alliance er i dag Folketingets femtestørste parti med mere end dobbelt så mange mandater som De Konservative. Med få og klare mærkesager har man skabt en gennemtrængende historie med stærke fjendebilleder (hvem kan glemme Dovne Robert eller Fattig-Carina?) og skattelettelser som en universel eliksir.

Partiet samler opbakning fra både Generation II og Generation III, og især når det gælder de helt unge vælgere, har man været dygtige til at skabe interesse og engagement.

Alternativet er det nyeste barn i specialklassen på Slotsholmen. På kun to år har Uffe Elbæk formået at vende sin nedtur som dumpet radikal kulturminister til en overraskende succes som formand for et nystiftet parti med ni pladser i Folketinget (ét mandat mere end hans gamle parti). At partiet overhovedet kom over spærregrænsen, kom fuldstændig bag på det etablerede korps af politiske kommentatorer; projektet var mange gange blevet erklæret dødfødt på forhånd. Alternativet er et rendyrket forsøg på at etablere et parti til Generation III. Man forstår sig selv som en bevægelse og forsøger at redesigne de gamle partiers tilgang til medlemsinddragelse og politikudvikling. Partiet har især haft succes med at skabe en ny politisk fortælling om andre målsætninger end vækst og asylstramninger, og man har formået at fange en del af det græsrodsengagement om bæredygtighed og iværksættere, der tidligere har levet uden for de etablerede partisystemer. Om partiet kan tøjle sin succes og skabe en stabil og varig bevægelse på benene, bliver interessant at følge de kommende år.

Uanset politisk overbevisning og personlige venerationer for eller imod Dansk Folkeparti, Liberal Alliance eller Alternativet giver de tre partiers succes grund til optimisme på folkestyrets vegne. Det er opløftende, at det arbejdende demokrati stadigvæk kan afføde nybrud, fange folkestemninger og overleve kommentatorkorpsets skepsis.

Men man savner, at de klassiske gamle partier også kunne formå at forny sig og genfinde deres gamle relationsarbejde blandt medlemmerne på lokalt plan.

Den ustyrlige stat

De traditionelle partiers krise hænger ikke kun sammen med bedagede narrativer og en manglende evne til at involvere Generation III. Udviklingen i selve staten bidrager også til udfordringerne.

Fælles for de traditionelle partier og de statslige bureaukratier er en grundlæggende tro på styring og planlægning. At man rationelt kan undersøge et problem, finde den bedste løsning, afsætte de fornødne midler på finansloven og sikre en vellykket implementering gennem landets beredvillige embedsmandskorps.

Styrbarhed ligger i selve DNA’et. På mit gamle statskundskabsstudie i Aarhus, der har udklækket utallige toppolitikere og embedsfolk, er logoet et skibsror, og instituttets gamle slogan lød „Navigare necesse est“ – „det er nødvendigt at styre“. Ikke nok med at man tror, verden er styrbar, man føler også, at man har en pligt til at gribe rorpinden.

Det er ikke for sjov, at vi frem til 1982 havde en statsinstitution ved navn Overformynderiet, der lå over for Nationalbanken.

Problemet er blot, at det moderne samfund og den moderne stat gradvis er blevet mindre og mindre styrbar. I takt med at det moderne samfund er accelereret i kompleksitet, er det også blevet mere og mere decentraliseret. I stedet for en enerådig og ufejlbarlig konge på toppen af et militaristisk embedsapparat er magten i samfundet nu fordelt på en vifte af funktionssystemer – bankvæsen, domstole, folkekirke, universiteter osv. Det tilkommer ikke længere politikerne at definere, hvad der er ret og uret, sand videnskab, god kristendom osv. Staten er blevet en supertanker med et meget lille ror og et betydeligt ratslør.

Et godt eksempel er folkeskolen. For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at bistå med design og afvikling af Undervisningsministeriets traditionsrige Sorøkonference, der er indstiftet af Bertel Haarder og afholdes hver sommer på Sorø Akademi. Et af oplæggene var af Søren Hansen, tidligere topembedsmand i ministeriet og nuværende kommunaldirektør.

Søren så tilbage på sit virke i centraladministrationen og fortalte malende om dengang, han som ung embedsmand troede, at lyset blev tændt og slukket ude i skolerne, når man trykkede på kontakten inde i Undervisningsministeriet. Senere fik han en mere realistisk forståelse for, hvor svært det er at styre hverdagen ude på de danske skoler. Så vidt jeg husker, opremsende han 11 reformer, som havde ramt folkeskolen inden for 16 år. Og ingen af reformerne havde bidraget nævneværdigt til de målsætninger, man havde sat sig for øje, herunder et fagligt løft i forhold til de internationale PISA-målinger. Selv om man afsætter betydelige ressourcer, laver klare politiske piloteringer og hyrer alverdens McKinsey-konsulenter, er det langtfra sikkert, at man høster de ønskede resultater. Og der er utallige andre eksempler. Fra SKAT, Forsvarets indkøb og DSB til hele sundhedsområdet.

De gamle partiers tilgang til politik forudsætter en iboende tro på styrbarhed. Når man erobrer regeringsmagten, kan man indfri de valgløfter, som vælgerne er blevet stillet i udsigt, med staten som en effektiv implementeringsmaskine.

Hele den arbejdsdeling mellem partier, stat og vælgere begynder at skurre, når staten ikke længere formår at overføre de politiske prioriteringer til forandringer i borgernes hverdag. Jeg mindes et eksempel fra Ritt Bjerregaards tid som overborgmester i København. Under sin valgkamp var bedre rammer for cyklisme og offentlig transport en af hendes mærkesager, og da hun var blevet valgt ind, fik hun også skaffet midler til flere cykelstier i sit første budgetforlig som nyvalgt overborgmester. Da hun fire år senere overlod borgmesterkæden til Frank Jensen, var de fleste af de afsatte midler endnu ikke brugt. Borgerne måtte stadig vente forgæves på deres nye cykelstier.

De gamle partier har behov for at gøre op med deres naive embedsmandstilgang til statens styrbarhed. Mere ydmyghed og pragmatisme. Og så er det nødvendigt at genopdage fortidens nære medlemsinvolvering og relationsarbejde.

Partierne må gentænke deres egen organisering og styring, før de kan blive bedre til at styre Danmark.

Vi er blevet selvforsynende med problemer

Under velfærdsstatens fødsel og tidlige opvækst betrådte embedsværk og politikere nyt territorium. Der var masser af samfundsproblemer at tage fat på, og man havde det privilegium, at selv de mindre gode løsninger var bedre end ingenting. Det kunne kun gå fremad. I dag står vi i den ganske anderledes situation, at mange af velfærdsstatens største udfordringer er selvskabte: Vi må lave miljøpolitik for at beskytte naturen mod vores egen overeffektive landbrugspolitik. Af hensyn til klimaet må vi sætte ind over for udledningen af fossile brændstoffer i den industri, som vores erhvervspolitik har båret frem. Vores uddannelsessystem kæmper med at håndtere de utilpassede drenge, som skolesystemet selv har fremmedgjort. Vores sundhedssystem har travlt med at håndtere bivirkningerne fra vores voksende medicinforbrug og følgevirkningerne af de livsstilsygdomme, som vi nu har råd til at spise os til. Vi har svært ved at integrere de unge efterkommere af vores egen fejlslagne integrationspolitik i 80’erne og 90’erne. Vi forsøger udenrigspolitisk at inddæmme de terrorgrupper, som vores egen krigsindsats ude i verden har skabt grobunden for. Vi bruger milliarder af skattekroner på offentlige IT-projekter, der skal løse problemer skabt af andre offentlige IT-projekter. Og man kunne sagtens blive ved. Det moderne samfund må se sine egne selvskabte problemer i øjnene hver dag.

Dengang flere penge altid var løsningen

Når hver løsning indebærer et nyt potentielt problem, udfordres statens og partiernes traditionelle leverancemodel voldsomt. Embedsstatens og det centralistiske folkestyres modus operandi er, at allokering af skattekroner er løsningen på de fleste samfundsproblemer. Klangbunden for rigtig meget politik er en stærk, styringsmæssig fortælling, der tilsiger, at man giver flere penge til det, man ønsker mere af, f.eks. bedre hjemmehjælp eller hurtigere kræftbehandling.

Og at man skærer midler de steder, som den herskende ideologi ønsker at lægge afstand til, f.eks. udviklingsbistand, økologi eller integration. Belønning og straf.

Udfordringen er, at mange problemer i dag har en karakter, som gør, at flere skattekroner ikke nødvendigvis bringer en løsning nærmere. Man kan sågar hævde, at der er områder, hvor flere midler blot gør problemet større.

Et eksempel er folkeskolen, der de seneste årtier er blevet tæppebombet med reformer og projekter. Jeg kender mange lærere, som ville foretrække et stop for nye puljemidler og pilotprojekter, hvis der til gengæld blot kom lidt ro til at koncentrere sig om kerneopgaven. Et andet eksempel er håndværkerfradraget, som under valgkampen i 2015 var en af Lars Løkkes få konkrete valgløfter under parolen „Gem kvitteringerne“. Beregninger har vist, at det initiativ er noget nær den mest ineffektive måde, man kan stimulere beskæftigelsen på. Man giver tilskud til projekter, som typisk ville blive lavet i forvejen, og sender penge ind i en branche med lav arbejdsløshed. Samfundsøkonomisk ville man kunne få flere jobs for de samme skattekroner ved at kaste kontanter ud fra lavtgående fly over Udkantsdanmark.

Det, som politikerne og embedsværket har svært ved at forstå, er, at de fleste samfundsproblemer i dag også er komplekse frem for bare komplicerede. Og der er en afgørende forskel. Komplicerede problemer kan have mange faktorer, men opfører sig relativt konsistent over tid. En klassisk kompliceret udfordring er f.eks. at bygge en bro.

Der er mange vigtige faktorer, men betons bæreevne, ståls brudstyrke og vands opførsel i Øresund er relativt konstante over tid. Komplicerede problemer kan løses gennem solide beregninger, genbrug af gamle, gennemtestede løsninger og stram planlægning. Vi mennesker er efterhånden blevet super gode til komplicerede problemer – de fleste broer når hele vejen hen over det, de skal, de falder ikke sammen, og de holder sig nogenlunde inden for budget og tidsplan.

Det er noget ganske andet med komplekse udfordringer. Disse er kendetegnet ved, at de relevante faktorer ændrer sig uforudsigeligt over tid. Det kan f.eks. være patienters serviceforventninger, nyuddannede pædagogers motivation eller ressourcestærke forældres evne til at projicere deres afkoms problemer over på den nærmeste skolelærers utilstrækkelighed. Komplekse opgaver kan ikke planlægges i detaljer på forhånd. Man kan ikke falde tilbage på gårdagens best practice, og man kan ikke lave lineære koblinger mellem afsatte ressourcer og opnåede resultater.

SKATs IT-problemer var næppe forsvundet, hvis man havde brugt en ekstra milliard på endnu flere IT-konsulenter fra CSC og KMD.

I mødet med den komplekse virkelighed bliver man nødt til at finde ydmygheden og nysgerrigheden frem. Man må prøve sig frem, lære af fejltagelserne og arbejde med kortsigtede planer, som hele tiden justeres, alt efter hvad der virker bedst. Det ser hurtigt lidt rodet ud og passer dårligt ind i regnearkene, men det er nu engang sådan, reelle forandringer skabes.

Vores embedsapparat og store partier har behov for nye styringsmæssige fortællinger, der understøtter en ny erkendelse af, at vores fælles fremtid ikke afgøres i et nulsumsspil om at skaffe midler til egne mærkesager under efterårets kispus om finansloven.

Bobler af selvreference

En anden udfordring er fraværet af de fælles referencer. For et par årtier siden blev stort set samtlige danskere opdateret dagligt kl. 19.30. Efter middagsmaden samledes vi alle foran husalteret, hvor Steen Bostrup i TV Avisen præsenterede døgnets nyheder. Var en historie ikke med i TV Avisen, var den ikke vigtig. Den fandtes næsten ikke. Sådan har det ikke været i mange år – i dag er det kun opdateringen af nye styresystemer til vores smartphones, som synkroniseres i samklang. Den samlende fælles reference er forsvundet.

Vores arnested er væk. Dels er der kommet konkurrerende tv-kanaler, men først og fremmest fordi store dele af befolkningen er holdt op med at se traditionelt flow-tv, der hverken er interessant for Generation II eller Generation III.

I stedet har vi fået en decentralisering af nyhedsdækningen og det, vi lidt højstemt kan kalde den offentlige diskurs. Nu samles vi med meningsfæller og ligesindede i mindre grupperinger, hvor vi gensidigt bekræfter hinanden i netop vores udlægning af sandheden. Disse grupperinger tager ofte afsæt i et eller flere medier og bruger de sociale medier som ressonansrum og diskussionsfora. Et godt eksempel er Den Korte Avis, der samler dele af den borgerlige højrefløj om et verdensbillede, som er internt meningsfuldt og konsistent for de indviede, men som for alle andre, der ser på udefra, virker småtosset og paranoidt. Det er Luhmanns autopoiesis om igen – vi danner små, selvrefererende systemer, der lukker sig om sig selv og kun kan afkodes indefra. Og der er mange andre eksempler. Fra den yderste venstrefløjs autonome miljø og Informations trofaste menighed til et nyt fællesskab om Alternativet.

Algoritmer er vigtige i denne sammenhæng. Alle sociale medier og onlinenyheder benytter sig i dag af avancerede algoritmer til at skræddersy det indhold, som møder os, når vi går på nettet. Det gør de for at give os en bedre oplevelse, men først og fremmest handler det selvfølgelig om, at de gerne vil kunne sælge os målrettede annoncer, der bryder igennem vores normale, reklameresistente panser. Problemet, når vi taler medborgerskab og demokrati, er, at algoritmerne altovervejende et designet til at vise os indhold, som bekræfter, hvad vi har foretrukket tidligere. Således sørger Facebook for, at vi primært ser statusopdateringer fra folk, vi tidligere har liket opdateringer fra, og YouTube foreslår os nye videoer baseret på, hvad vi har set tidligere.

Konsekvensen er, at nettet skaber en virtuel boble omkring hver enkelt af os, der bekræfter vores eksisterende verdensbilleder.

Går vi f.eks. ind på Google og søger efter et begreb, så vil de fleste af os antage, at det fremkomne søgeresultat, er neutralt og objektivt. Vi går ud fra, at det er uafhængigt af, hvem der søger, og hvilken computer det sker fra. Men det er ikke tilfældet. Google skræddersyer, hvad du ser, ud fra alle de informationer, de har om dig og mig. Hvis du f.eks. begynder at søge meget på Google, YouTube og Facebook efter konspirationsteorier om 9/11-terrorangrebet, og hvis du deler og liker de ting, der kommer frem, så går der ikke lang tid, før konspirationsteorier begynder at fylde mere og mere i dit digitale liv. Du bliver hurtigt foranlediget til at tro, at der må være noget om snakken, når alle andre åbenbart også diskuterer, om Israels efterretningstjeneste stod bag.

De selvrefererende bobler i vores samfund skaber isolerede celler af meningsmæssige ghettoer, hvor holdninger kan gå uforstyrret i selvsving. Det er sjældent sundt i et demokrati, og det gør det også sværere og sværere for de klassiske partier at forstå og komme i dialog med befolkningen.

Det er ikke længere muligt at tale til hele Danmark gennem en optræden i TV Avisen eller en kronik i Politiken.

Den Røde Skole

Den 31. januar 2008 på Amager. Salen var proppet til bristepunktet, og pressen havde belejret indgangsdøren med et bolværk af sendevogne og journalister, der med drama på stemmen fortalte om Ritts rebelske socialdemokrater.

Hver gang en person gik ud eller ind ad salens svingdøre forsøgte pressefotograferne udenfor med deres telelinser at få et lille glimt af, hvad vi havde gang i.

Den Røde Skole startede som en løs ide, jeg vendte med min gode ven Kasper Fogh i efteråret 2007. Et ønske om at skabe bedre rammer for politisk nytænkning og involvering.

Efter Anders Fogh Rasmussens tredje valgsejr i træk ved folketingsvalget den 13. november 2007 fik ideen nyt liv i mødet med Helle Thornings manglende villighed til at tage ansvar for nederlaget og lære af erfaringerne. Lidt flere folk blev involveret i initiativet, der oprindelig var tænkt som en lille og lukket diskussionsklub med højt til loftet og fokus på ideudvikling frem for kortsigtet spin-taktik. Og så sprang det hele i luften. Kasper var på daværende tidspunkt presserådgiver for Ritt Bjerregaard, og når hun kaster sig over noget, går det stærkt. Pludselig havde vi arrangeret en møderække hen over vinteren, i hundredvis havde tilmeldt sig, og pressen havde kastet sin fulde opmærksomhed på de socialdemokrater, som ville diskutere politik. På Christiansborg var Helle og hendes inderkreds ikke ligefrem begejstrede.

Min rolle blev at designe involveringsprocessen og fungere som facilitator under møderne. Jeg var gårdvagten.

Konceptet var ganske enkelt – vi holdt fire møder om centrale samfundsemner (bilisme, boligpolitik osv.), og hvert tema blev indledt med et kort fagligt oplæg, hvorefter det var deltagernes tur til at diskutere og samle op i små grupper, der sad bordvis i en stor fællessal. Hver gruppe opsamlede deres diskussioner i en hovedpointe, som blev dokumenteret og taget med videre. Følgende ordensregler blev præsenteret i starten af hvert møde:

1. Ingen mobning: Vi mobber ikke hinanden, og vi taler ikke dårligt om folk, der ikke er til stede.

2. Vi taler kun om det, der er vigtigt.

3. Vi taler politik og ideologi, ikke valgtaktik eller meningsmålinger.

4. Alle bidrager efter bedste evne til debatten. Ingen er bare med på en lytter.

Jeg er især glad for det fjerde og sidste punkt. De politiske partiers traditionelle hierarkier var væk, og alle sad ligeværdigt ved samme bord. Fra Anker Jørgensen, en håndfuld folketingsmedlemmer og tillidsrepræsentanter til menige partimedlemmer og almindelige borgere, som fik deres politiske ilddåb. De mange input blev senere samlet i „Stile fra Den Røde Skole“, et lille debatoplæg, som gerne ville inspirere til en ny politisk diskussion.

For mig står Den Røde Skole som et lille forsøg på at give den politiske diskussion tilbage til borgerne ud fra samme ånd, som Arnie Graf praktiserede i Lancashire.

Set lidt kynisk er det nok ganske begrænset, hvad initiativet fik rykket ved Socialdemokraternes kurs under Helle Thornings lederskab. Jeg mindes ikke, at tingene blev mindre topstyrede bagefter, måske tværtimod. Men jeg tror alligevel, vi fik skabt lidt inspiration i den politiske og faglige verden og givet appetit på, at menige borgere, vælgere og medlemmer gerne vil bidrage, og har noget på hjerte, når de bliver involveret.

Det nye medborgerskab

Det startede i Hjørring med en ydmyg Facebook-gruppe for folk, som ønskede at møde asylansøgere og flygtninge med venlighed frem for med bekymring. Man lavede små, lokale arrangementer, indsamlede brugte møbler og forsøgte at bidrage, hvor der var behov. Hurtigt spredte initiativet sig, og inden for få måneder var der lokalafdelinger over hele landet med mere end 70.000 støtter og aktive. En folkelig mobilisering uden for de etablerede partier eller organisationer, som samlede danskere på tværs af geografi, aldersgrupper og partiskel om en enkelt, men vigtig sag. Accelereret af internettets unikke muligheder for at samle ligesindede lykkedes det Venligboerne at skabe en bevægelse på rekordtid. Og det er en bevægelse uden ledelse, kontingenter, vedtægter eller strategier.

Venligboerne er et sted, hvor man handler og bidrager aktivt – ikke et forum, hvor man diskuterer, hvad alle andre burde gøre.

Et andet eksempel er Cykling uden alder, der samler frivillige med lyst til at tage deres ældre medborgere med ud i den fri luft på cykelture. Siden initiativtageren, Ole Kassow, tog sin første tur i rickshawcyklen i 2012, har ideen spredt sig til både udlandet og 60 kommuner herhjemme. Over 2.500 frivillige tramper i pedalerne i 130 byer i 27 lande. Der er ingen aflønning, men et minimum af bureaukrati, og så er det stort set selvorganiserende.

Tager vi til udlandet, er der inspiration at hente hos Citizens UK, der forsøger at gøde civilsamfundet på tværs af hele Storbritannien. Bevægelsen beskriver sig selv som et „hub for community organising“ og er direkte inspireret af Industrial Areas Foundation i USA, der for øvrigt er den organisation, hvor Arnie Graf har været engageret i en menneskealder. Citizens UK træner og støtter lokale aktivisterog koordinerer nationale indsatser om akutte behov, f.eks. at skaffe hjælp og boliger til flygtninge.

Og der er mange andre eksempler på folk, som rejser sig fra stolen og handler. Både herhjemme og i udlandet. Det er Generation III, som vil selv, og hvor involveringen bærer meningen i sig selv. Det er spontane fællesskaber, hvor den indre abe oplever tilfredsstillelsen ved at gøre en forskel, kunne vælge selv og blive anerkendt af sine ligesindede for indsatsen. Generation III sidder ikke stille og venter på, at de etablerede partier får brudt hierarkierne ned og begynder at tage deres medlemmer alvorligt igen.

De loyale rebeller

Engagement og lokal aktivisme lever også på de danske arbejdspladser, ikke mindst i det offentlige. Og det skal vi sætte stor pris på. Måske er vores evne til at være loyale rebeller Danmarks største konkurrencemæssige fordel. Det handler i al sin enkelhed om, hvorvidt folk gør, hvad de skal, eller hvad der skal til. Forskellen er afgørende.

På de fleste offentlige arbejdspladser, hvor man arbejder med borgernære opgaver, skal medarbejderne navigere i et uløseligt krydspres mellem systemets komplicerede opgaveforståelse og hverdagens kompleksitet. Planerne, budgettet, kontrollen og ledelsesopfølgning er baseret på en antagelse om, at problemer, behov, løsninger og resultater kan forudsiges, mens erfaringerne på gulvet i velfærdsstatens skyttegrave er, at udfordringerne ofte ligger helt andre steder end forventet. Medarbejderne oplever, at de svigter kerneopgaverne, hvis de slavisk følger alle systemets krav til punkt og prikke. Hvis de gør, hvad de skal, kan de ikke gøre, hvad der skal til.

Nogle håndterer denne konflikt ved at vælge systemet til. De holder sig stramt til reglerne og lukker øjnene for uhensigtsmæssigheder og omsorgssvigt. Andre vælger deres medborgere til. De bliver usynlige rebeller, der hugger en hæl og klipper en tå for at få det hele til at hænge sammen. Den udbredte stress og det tårnhøje sygefravær i visse dele af det offentlige bevidner, hvad der sker, når vi mennesker kommer til at udsætte hinanden for uløselige krydspres. De færreste kan holde til det i længden.

Den klassiske styringstænkning er født ud af den første æra af totalitære fortællinger, hvor den betingelsesløse lydighed hos undersåtterne i Generation I blev taget for givet.

Senere blev dette perspektiv under den anden æra suppleret med new public management-skolens bestikkelsestankegang.

Man troede på, at motivation, flid og loyalitet hos Generation II kunne købes alene gennem belønning og stram målopfølgning. Inspirationen blev bl.a. hentet hos den russiske psykolog Pavlov, der i sine berømte hundeforsøg viste, at adfærd kan styres gennem stringente belønningssystemer.

Men der er langt fra sultne russiske hunde til Generation III, der vil selv.

Fagbevægelsens bjørnetjeneste

Jeg sidder og skriver dette kapitel i en andelslejlighed på Nørrebro. Et trygt og hyggeligt kvarter, hvor man kan købe en caffe latte på hver andet gadehjørne, og hvor selv samfundets mindre velprivilegerede har det så godt, at en af hverdagens største anstrengelser er at finde en parkeringsplads.

Men sådan var det ikke for hundrede år siden. Dengang var Nørrebro sammen med resten af Københavns arbejderkvarterer en humanitær katastrofe. I dag har vi næsten glemt kapitalismens usminkede ansigt, og vi har fortrængt de uhyrlige forhold, som vores forfædre måtte kæmpe med under den tidlige industrialisering, da befolkningen rykkede fra land til by. Når det gælder livskvalitet for den brede befolkning, var slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet sandsynligvis menneskehedens lavpunkt.

En hård og farlig arbejdsdag fra klokken 06.00 til 20.00 seks dage om ugen til en løn, som ikke kunne holde sulten for døren. Kummerlige boligforhold, ingen ferier, tårnhøj børnedødelighed og udbredt alkoholisme. Uden modspil er kapitalismen et psykopatisk amoralsk monster.

Heldigvis kom der modstand, og møjsommeligt fik arbejderbevægelsen tilkæmpet sig de rettigheder, vi alle tager for givet i dag. Det er et rigt samfund, hvor journalisterne på DR med otte ugers ferie og en startløn på over 32.000 kroner om måneden nedlægger arbejdet for at forsvare deres betalte frokostpause. Vi har alle meget at takke fagbevægelsen for.

Men den faglige kamp har også haft utilsigtede konsekvenser. Fagbevægelsen blev født i afmagt og trods og blev senere opbygget som velfunderede repræsentative organisationer under overgangen fra den første æra til den anden æra af fortællinger i forsøget på at kopiere og matche arbejdsgivernes sammenslutninger. Man forhandlede sig gennem årtierne, konflikt for konflikt, frem til nye privilegier og rettigheder. Men undervejs kom man til at kopiere arbejdsgivernes styringslogik, og man blev selv bærere af den pavlovske belønningstankegang – arbejde var grundlæggende en byrde, som man kun tog på sig mod en passede monetær kompensation. Fagbevægelsen blev de facto den største fan af new public management og tanken om, at adfærd og motivation styres gennem belønninger. Godt nok kæmpede man mange steder i solidaritetens navn for kollektive belønninger frem for individuelle, men logikken er den samme, og svaret på alle udfordringer blev flere penge. Mens fagforeningernes centrale bureaukratier blev mere og mere professionelle, svandt betydningen af den lokale organisering og det nære relationsarbejde på den enkelte arbejdsplads.

Således havde SiD, det gamle specialarbejderforbund, over 1.300 lokaleafdelinger før 1970. Til sammenligning har 3F (som SiD blev en del af i 2005) samlet 67 lokaleafdelinger i dag. Man har glemt det gode lokale kammerateri.

Fagbevægelsen blev skabt af Generation I i en ideologisk overlevelseskamp og forvandlede sig senere til et fornuftsægteskab med Generation II i 80’erne og 90’erne. HK’s slogan fra 90’erne – „Du skal være solidarisk med dig selv“ – udstiller dette knæfald for bestikkelseslogikken.

Fagbevægelsen kæmper stadig med at gøre sig fri af sin belønningslogik og har derfor vanskeligt ved at være en konstruktiv medspiller i udviklingen af en offentlig sektor, hvor flere penge i stadig mindre grad betyder bedre løsninger.

De politiske fortællingers død

Hvad vil Socialdemokraterne? Hvordan ser Lars Løkke Danmark i 2025? Hvad drømmer De Radikale om? Hvad har De Konservative på hjerte? Jeg ved det ikke, og det tror jeg heller ikke, de fleste andre danskere gør. De traditionelle partier holdt for mange år siden op med at definere en retningsgivende vision for morgendagens Danmark.

De har ingen reel sammenhængende analyse af, hvor udviklingen går hen, og hvad der skal til for at skabe et godt samfund i fremtiden. De ved ikke engang, hvad det gode er længere.

Det langsigtede og visionære Hvorfor og Hvad er erstattet af det kortsigtede Hvordan. Venstre ønsker skattelettelser, men siger ikke meget om hvorfor, ud over at det skal kunne betale sig at arbejde. Hvis skattelettelser er løsningen, hvad er så problemet? Socialdemokraterne taler om velfærd og beskæftigelse, men bliver uldne i munden, når visionen skal præciseres. I forhold til den dramaturgiske værktøjskasse og de store fortællinger fra den første æras store sagaer er det nogle røvkedelige pixibøger, som danskerne bliver tilbudt. Jeg tror, der er flere årsager.

For det første er politik kompromisets kunst, og når der skal samles opbakning blandt de store partiers mange interessenter, kan det nemt virke lettere med diffuse visioner.

Der er bedre plads til fortolkning under luftige og intetsigende paroler som ansvar, frihed og konkurrenceevne.

Man vil nødig støde mulige vælgergrupper fra sig eller skabe forventninger, som bliver svære at indfri. Konsekvensen bliver, at det ender med banale historier uden reelle konflikter eller klar identifikation.

En anden årsag er, at de snævre kredse af partifunktionærer og reklamefolk, der rådgiver toppolitikerne, fortsat tror, at de skal sælge letfordøjelige budskaber til et passivt publikum. De har ingen forståelse for, at Generation III er ved at overhale Generation II, og derfor tror de, at politik er som en tilbudsavis, hvor det handler om at overbyde konkurrenterne.

Hvem kan bedst charmere Blå Bjarne på den politiske midtbane? Og i dét game er der intet som konkrete slagtilbud: håndværkerfradrag, ældrecheck, halv pris i busserne osv.

Vi må heller ikke glemme at bebrejde medierne. De store mediers politiske journalister og kommentatorer er dygtige professionelle, som hele tiden får kortere og kortere tid til at levere mere og mere indhold. Og i dét spil taber dybe diskussioner og langsigtede visioner som regel til konkrete enkeltsager og hurtige slagtilbud. Journalisterne ønsker konkrete løfter, som de kan holde politikerne op på, og politikerne tvinges derfor til at svare enten vævende og uforpligtende eller meget konkret og målbart. Når en partiordfører præsenterer et nyt politisk forslag, står journalisterne ikke i kø for at spørge i dybden til hvorfor. De vil hellere vide, hvor finansieringen skal komme fra, eller hvordan partiet vil forhandle med de andre på Borgen. Det værste, der kan ske for en politiker, er, at han eller hun er blevet klogere og har skiftet holdning på et område. I andre kredse ville man kalde det læring; i politik er det et nederlag og en karakterfejl.

En sidste årsag finder vi i embedsværket. I dag sker hovedparten af det politiske idearbejde reelt i embedsværket.

Når en ny regering rykker ind i kontorerne, har embedsfolkene beredvilligt gjort et større idekatalog parat, selvfølgelig filtreret, så det passer til den herskende politiske kulør.

Og de gør det godt, loyalt og professionelt. Ofte så godt, at politikernes lederskab bliver undermineret. Arbejdsdelingen mellem politikere og embedsværk burde være, at politikerne tænker langsigtet og visionært med afsæt i værdier og holdninger, mens embedsfolkene spiller rollen som fornuftens pragmatiske stemme, der tænker implementering, finansiering og realpolitik. Politikerne burde råbe: „Saudi-Arabien er et kvindeundertrykkende, totalitært diktatur, og det er en skændsel, at de har fået formandskabet for FN’s arbejde med menneskerettigheder!“, hvortil embedsværket burde svare: „Men de køber en masse fetaost og er venner med USA,“ hvorefter politikerne forhåbentlig ville udbryde: „Kvinder bliver halshugget for at køre i bil. Fuck den fetaost, og lad os boykotte røvhullerne!“. I stedet sker der det, at embedsmændene siger: „USA ønsker, at vi støtter Saudi-Arabien diplomatisk vedrørende deres formelle rolle i FN, og DI siger, at det også gør noget godt for vores eksportinteresser,“ hvortil politikerne tøvende mumler: „Var der ikke noget med halshugninger af kvinder …?“ hvortil embedsfolkene beroliger: „Det er der styr på. Vi bomber allerede IS i Irak, som amerikanerne bad os om.“ Jeg synes ikke, man kan klandre embedsfolkene. De spiller deres rolle så godt og stærkt, som de får lov til. Fejlen ligger hos politikerne, som er for varsomme med at træde i karakter og stå ved deres holdninger.

Seks dyder

Afsluttende seks dyder, som forhåbentlig kan inspirere de klassiske partier i deres bestræbelser med at forstå og favne Generation III.

1. Tal mindre og lyt mere

Gør som Arnie Graf. Start med at lytte. Og denne gang skal du ikke lytte for at svare, men for at forstå. Der er en stor forskel. Interessér dig for medlemmerne og dine medborgere, og prøv reelt at forstå deres hverdag og bekymringer. Prøv at lytte uden at dømme eller finde på løsninger med det samme. Og husk dramaturgiens to niveauer af konflikter: Der er, hvad folk vil have, og så hvad de virkelig har brug for. Du skal høre, hvad de vil have, men du skal også forstå, hvad de reelt har brug for, men har svært ved at sætte ord på. Mange danskere udtrykker i dag frygt for udsigten til flere flygtninge, og det er nemt at dømme dem ude som dumme racister. Men måske er deres fremmedfrygt blot et symptom på andre bekymringer og følelser. Oplevelsen af ensomhed, når gamle kolleger bliver effektiviseret væk? Frygten for ikke at kunne slå til fagligt på en arbejdsplads i forandring? Frustration over at føle sig overset af politikere og medier?

2. Find og del historien om hvorfor

Løft blikket og se på fremtidens Danmark om 20, 50 og 100 år. Hvilke udviklinger vil definere vores fremtidige mulighed og trusler? Hvad er det for en verden, vores børn og børnebørn arver, og hvilket liv vil vi gerne give dem? Skab en kernefortælling, som forener og bygger bro mellem en gennemtænkt fremtidsanalyse og de udfordringer, der optager danskerne lige nu. Og lad lommeregneren ligge. Embedsmændene får masser af tid senere til at regne det hele igennem. Vigtigst af alt, så vælg og brug dine ord og begreber med omhu. Du vinder ikke krigen ved at stjæle fjendens paroler og sange.

3. Slip medlemmerne og borgerne fri

Relationerne skal tilbage. Når stort set alle større firmaer i dag arbejder med co-creation og brugerinddragelse i deres innovationsprocesser, hvorfor kan partierne så stadig ikke finde ud af at involvere deres medlemmer i ide- og politikudviklingen? Jeg modtager jævnligt et internt nyhedsbrev fra et større parti. Hver gang er brevet udformet efter samme skabelon – én eller to politikere fra Christiansborg forsøger at retfærdiggøre partiets position på et politikområde over for medlemmerne. Ting meldes ud, når alting er afgjort. Jeg mindes ikke én eneste gang, at man i brevet har bedt om input fra medlemmerne vedrørende bekymringer, ideer eller erfaringer. Det er formynderisk og fremmedgørende old school-kommunikation anno enevældens tid. Dedikerede folk, som brænder for et projekt, de oplever som deres eget, er hundrede gange mere effektive end folk, der blot spiller rollen som passivt publikum. Involvér folk, ikke kun i at snakke, stemme eller donere, men i at gøre noget. Husk den indre abes tre instinkter: Skab valgmuligheder, lad folk bidrage, og anerkend indsatsen.

4. Hold op med at tro, at vælgerne skal købes

Opskriften i manualen for nye regeringer er klar: 1) Start med et kasseeftersyn, der konkluderer, at riget fattes penge. 2) Gennemfør omfattende besparelser med den forudgående regerings uansvarlighed som undskyldning. 3) Er der behov for upopulære beslutninger, så få dem ud af verden i starten af regeringsperioden. 4) Skab et økonomisk råderum. 5) Brug alle de penge, du kan, og lidt til i dit sidste regeringsår til at uddele gaver til udvalgte vælgergrupper. 6) Håb på, at verdensøkonomien forærer dig et opsving, du kan tage æren for. Sådan har manualen set ud siden 80’erne, og den har også virket med svingende held over for Generation II. Men Generation III ved bedre. Drop manualen, læg kortene på bordet, fortæl vælgerne, hvordan landet ligger, og tal til danskernes samfundssind frem for til deres mindreværd og egoisme.

5. Respektér de offentligt ansatte

Jeg bruger det meste af mit arbejdsliv som konsulent i private organisationer, hvor topledelserne gør sig alverdens bestræbelser på at engagere og motivere deres medarbejdere. Her ved man godt, at uden medarbejderens opbakning er der meget lidt, der lykkes. Kontrasten til den offentlige sektor på dette punkt er enorm. Her sker det jævnligt, at den politiske topledelse i form af ministre, borgmestre eller forligspartnere revser deres egne medarbejdere offentligt. Man beskylder dem for at være kornfede, dovne eller pivdyre, når de har lidt betænkeligheder ved at rive familien op med rod for at drage til en udflyttet styrelse i Hjørring. Det er tydeligt, at ledelsen mener, medarbejderne er en del af problemet frem for af løsningen. Hverken i ledelse eller i børneopdragelse skaber man ny adfærd og gode resultater ved at ydmyge, underkende eller håne. Tænk på, hvordan det ville være gået med folkeskolereformen, hvis skolelærerne havde oplevet, at det var deres projekt frem for politikernes.

6. Sæt værdier over penge

Det bedste i verden er at takke nej til penge. Jeg havde for en del år siden en snak med en erfaren konsulent, der fortalte, at højdepunktet i hans karriere havde været at takke nej til et vellønnet job. Han var blevet bedt om at byde ind på en lukrativ opgave, men var blevet tvunget til at takke nej, fordi der var et militært element i projektet. Det rådgivningsfirma, hvor han var ansat, var oprindelig blevet stiftet af en pacifist, og der stod nu i fundatsen for den fond, der ejede virksomheden, at man ikke måtte samarbejde med militæret. Konsulenten fortalte med glød i blikket, at han først var blevet skuffet over at måtte vende ryggen til opgaven, men at han bagefter var blevet uendelig stolt ved at have sat værdier over penge. Jeg har selv et par gange i mit arbejdsliv haft lejlighed til at takke nej til opgaver, som jeg ikke kunne forlige mig med værdimæssigt, bl.a. for tobaksindustrien, og jeg genkender den gamle konsulents stolthed. Jeg ville ønske, vi havde flere politikere, som med åben pande ville sætte værdier over finanser. At man i stedet for at påstå, at en beslutning ikke har økonomiske konsekvenser, tør stå ved, at det gerne må have en pris at gøre det rigtige. At takke nej til at sælge et nationalt energiselskab til en skruppelløs og kriminel investeringsbank ville være et godt sted at starte. Embedsmændene skal nok komme med gode bud på, hvad der er økonomisk mest fordelagtigt. Som politiker er opgaven nogle gange at takke nej.

Således den politiske arena og de traditionelle partiers genvordigheder.

Men udfordringerne stopper ikke her, for der er også brug for lederskab, når de politiske prioriteringer og strategiske visioner skal omsættes til handling. I næste og sidste kapitel ser vi på ledelse og ikke mindst behovet for tillid

Forrige artikel Danmarks velfærd afhænger af frivillige Næste artikel Spild aldrig en god krise