Vil du vokse – så flyt til Silicon Valley!

Ikke alle startups kan vokse sig store i Danmark. Derfor må man som iværksætter overveje, om man skal blive eller flytte ud.

Vi hører tit, at vi har brug for iværksættere i Danmark, og at det er iværksætterne, der skal skabe fremtidens arbejdspladser. Vi har efterhånden et væld af støttemuligheder for iværksættere, og man kan få fornemmelsen af, at iværksætterne er de nye rockstjerner. Men ligesom rockbands uden fans ikke sælger mange billetter, er der heller ikke megen vækst i iværksættere uden succes. Derfor kan man med rette stille spørgsmålet: Hvad skal der til for at få succes som iværksætter?

Danish Tech challenge

Danish Tech Challenge er et fire måneders forløb for hardware-startups, nystartede virksomheder, der arbejder med at udvikle et fysisk produkt. Deltagerne i programmet får stillet kontorer, værksted, mentorer, rådgivere og en lang række services gratis til rådighed, og de kan endda vinde 500.000 kr. kontant til virksomheden. Bag forløbet står Industriens Fond og Scion DTU.

I de seneste to år har jeg haft det store privilegium at køre et program for højteknologiske startups. Vi har haft 40 virksomheder igennem programmet, og vi har derfor fra første parket kunnet gøre os nogle observationer af, hvilke udfordringer de kæmper med. Programmet, Danish Tech Challenge, fokuserer på teknologitunge hardwarevirksomheder, så mine pointer her trækker hovedsageligt på erfaringer fra dette segment.

Det rigtige team

Typisk defineres fundamentet for en startup som en treenighed af en god idé/et godt produkt, et stort potentielt marked og et godt team. Efter at have set et hav af ideer føler jeg mig tryg ved at sige, at kvaliteten af de ideer, vi får her til lands, ikke fejler noget. Ved et nyligt besøg i Silicon Valley besøgte vi en lang række lignende programmer for startups, og selv om de tiltrækker iværksættere fra hele verden, var kvaliteten af ideerne ikke bedre, end hvad man kan finde i Danmark.

Men særligt når det kommer til at sætte det rigtige hold, eller team, rammer vi ofte et problem her til lands. Vi har mange af de nødvendige personer til et super stærkt team: Vi har både dygtige teknikere og efterhånden også rigtigt mange erfarne folk med kommerciel erfaring, der gerne vil engagere sig i startups. Vi har dygtige designere, og vi har folk, der elsker at interviewe, studere og udspørge kunderne. Men vi har underskud af den vigtigste persontype, som en startup skal have fat i: Nemlig personer, som selv har startet en lignende virksomhed og haft succes med det!

Slipper Danmark ud af vækstfælden?

Mandag Morgen har indledt jagten på løsninger og efterlyser ideer og forslag uden for de økonomiske reformers sædvanlige spilleplade. Derfor har vi bedt en række markante vækstaktører, dvs. organisationer, forskere, iværksættere, investorer og andre, i blogform komme med deres bud på, hvad der skal til. Emnet for bloggen er frit, så længe omdrejningspunktet er vækst, og hvordan Danmark igen får gang i væksten.

Læs tidligere blogs i serien:

Karsten Dybvad:
Det er mennesker der skaber vækst

Ask Agger:
Vækstens nye fortælling

Jens Klarskov:
Sådan tager vi dansk økonomi fra tyndfed til olympisk finalist

Jannick Nytoft:
Slip gazellerne løs

Jesper Jarlbæk:
Gør iværksætteri til en folkesag

Steen Hildebrandt:
Vækstens muligheder og forbandelse

Peter Nicolaisen:
Lad os tale om fremgang i stedet for vækst

Der er i Danmark kun et meget begrænset antal personer, der selv har startet virksomheder og drevet dem hele vejen frem til et succesfuldt salg eller en børsnotering. Og når man som lovende startup oven i købet skal finde en person, som har gjort det inden for samme branche, som man selv er i, kan det vise sig nærmest umuligt.

At få en sådan person med i inderkredsen af en startup er i mine øjne en af de ting, som kan forbedre en startups chance for succes allermest. Og med inderkredsen menes der ledelse eller bestyrelse, således at de råd og kontakter, som personen bringer med sig, virkelig kommer til at gøre en forskel.

Digitale iværksættere skal ud

Hvis man som mange startups i dag arbejder med en forretningsidé, som er drevet af de digitale muligheder, er der imidlertid ingen vej uden om; så er man nødt til at kigge til Silicon Valley. Netop inden for datadrevne virksomheder er der ikke et lignende økosystem noget sted i verden, og koncentrationen af folk, som har bygget og solgt virksomheder af denne type, er fantastisk. Det giver startups i et sådant miljø en enorm fordel.

Startups i andre brancher skal måske kigge andre steder hen, men Silicon Valley er værd at overveje for alle. Det er også her, man uden sammenligning finder den største koncentration af startupkapital. I Silicon Valley investeres der i runde tal ligeså meget i startups som i resten af verden tilsammen. Det er en helt uhørt koncentration af penge, og i sin kombination med økosystemet af erfarne iværksættere og en enestående åbenhed og hjælpsomhed gør det Silicon Valley til en magnet for startups fra hele kloden.

De bedste af de bedste

Det bringer mig til min anden pointe. Man bør søge til Silicon Valley, netop fordi det er overrendt, og det dermed er hamrende svært at komme ind og få fodfæste. Over hele verden er der efterhånden skudt et væld af acceleratorprogrammer op, som tilbyder mere eller mindre begavet hjælp til startups. Og selv om jeg selv lever af, at folk vælger at deltage i det program, som jeg kører, så vil jeg ikke tøve et sekund med at anbefale at søge ind i de tilsvarende programmer i Silicon Valley.

Typisk optager acceleratorprogrammerne i Silicon Valley omkring tre pct. af et ansøgerfelt, så bare ved at blive optaget har man opnået en seriøs blåstempling. Og den blåstempling har man brug for! Det kan nemlig være adgangsbilletten til de helt rigtige folk, på samme måde som det helt rigtige team er adgangsbilletten til at få de helt rigtige investorer med på vognen.

Uden guide er junglen farlig

Springet ud i den dybe ende af bassinet er noget af det, som beviser over for omverdenen, at man her har fat i en startup, der er klar til at sætte alt ind på at få projektet til at lykkes. Startups har fra fødslen en begrænset holdbarhed, og det gælder derfor om at få skabt de optimale betingelser for overlevelse, før kræfterne slipper op. At starte en virksomhed er som at skulle navigere i en jungle om natten. I en sådan situation er den vigtigste person i ekspeditionen den lokalkendte guide.

På samme måde kan en startup have kolossal glæde og nytte af mange andre profiler: økonomifolk, ingeniører, sælgere, rådgivere og mentorer, men i mine øjne bør enhver startup, der virkelig har ambitioner om at vækste, sætte alt ind på at tiltrække personer, der selv har stiftet og drevet en lignende virksomhed hele vejen frem til succes.

Jagten på en sådan profil kan meget vel betyde, at man er nødt til at søge væk fra Danmark for at få den nødvendige erfaring med om bord, så man forhåbentlig en dag selv kan vende tilbage og selv guide andre håbefulde iværksættere gennem junglen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu