Hollandes vælgersucces i Frankrig har rejst en ny diskussion om finanspagten. I begyndelsen ville Hollande genforhandle finanspagten, men på det seneste har det udviklet sig mere i retning af, at Frankrig ønsker den ledsaget af en vækstpagt. Det ønske har fået yderligere næring af, at stadig flere uafhængige økonomer og nu også IMF udtaler, at det, der er mest brug for i EU, er vækst.

Finanspagten er kommet til at fremstå som årsagen til den manglende vækst i EU. Men det er urimeligt. Især i det sydlige Europa har en række medlemsstater i lang tid ført en uansvarlig økonomisk politik med lånefinansieret forbrug. Og flere lande er kommet så langt ud over kanten, at det er tvivlsomt, om de kan betale deres renter og afdrag på lån. Der er kun én løsning på et sådan problem, og det er at sætte levestandarden ned.

Også uden finanspagten er det en nødvendighed. Dens formål er at opbygge tillid til EU’s økonomiske konstruktion ved at forebygge, at medlemslande i fremtiden bruger euroens kreditværdighed til at gældsætte sig helt uholdbart.

Det har hele tiden været hensigten, at finanspagten skulle suppleres af en ekspansiv finanspolitik i de lande, der har økonomisk råderum. Til gengæld har der været politisk uenighed om råderummets størrelse, og her har især Tyskland, Nederlandene og Danmark hørt til de forsigtige.

[quote align="left" author=""]I teorien er der mange måder at stimulere de private investeringer på uden at belaste de offentlige udgifter – tværtimod vil de offentlige finanser blive forbedret.[/quote]

Det ligger i pæn forlængelse af traditionel tysk og nederlandsk borgerlig politik at være forsigtige og holde igen med den ekspansive finanspolitik. Men det har været overraskende at følge, hvordan S og SF tilsyneladende uden de store sværdslag accepterede De Radikales krav om at følge en forsigtig linje.

Jeg har dog hele tiden støttet en forsigtig tilgang. For det første har Danmark i de sidste tre år ført en ret lempelig finanspolitik med en finanseffekt på 1-2 procentpoint. Dvs. at finanspolitikken har øget væksten med 1-2 pct. i forhold til, hvad den ville have været med en neutral finanspolitik.

Det svarer nogenlunde til det finanspolitiske råderum, Danmark har haft. Men jeg mener ikke, at vi kan fortsætte med en så ekspansiv politik, og det har i øvrigt ikke været tilstrækkeligt til at få ordentlig gang i væksten.

Derfor har jeg foreslået, at der udformes en ny form for vækstpolitik, som ikke alene baserer sig på et højere offentligt forbrug, offentlige investeringer og lavere skatter, men på en stimulering af private investeringer med alternative politiske instrumenter.

De nordeuropæiske lande ligger inde med solide private opsparinger, hvilket også viser sig ved pæne overskud på betalingsbalancen. Den høje private opsparing og overskuddet på betalingsbalancen giver et betydeligt råderum for højere private investeringer.

I teorien er der mange måder at stimulere de private investeringer på uden at belaste de offentlige udgifter – tværtimod vil de offentlige finanser blive forbedret.

En måde er at lade private opføre og vedligeholde den offentlige infrastruktur og lade det offentlige leje den.  Den model kan bruges mange steder, lige fra havvindmølleparker over elektrificering af jernbaner til bygning af skoler.

Desværre har den danske regering været tilbageholdende med at anvende modellen. Det viste sig bl.a. ved en tøvende holdning til DONG’s ønske om at bruge modellen til at bygge havvindmøller i Europa.

En vækstpagt kan også anvende klog regulering, dvs. lovgivningsmæssige krav til f.eks. en mere bæredygtig vækst. Her kunne man rejse et europæisk krav om, at der i 2020 skal være mindst 20 pct. andengenerations bioethanol i al benzin i EU. Det ville sætte gevaldig skub i investeringer i bioraffinaderier og skabe beskæftigelse i hele EU.

[quote align="right" author=""]Lad os håbe, at en genforhandling af finanspagten kan resultere i, at EU-landene bliver enige om, at forpligte sig til at lave vækstpakker.[/quote]

Et tredje eksempel kunne være investeringer i nye virksomheder. Det kunne omfatte partnerskaber med pensionsfonde og store virksomheder om at skabe vækst i nye virksomheder. Den mulighed er en meget vigtig del af vækstpolitikken i USA, og nogle ser det som Amerikas svar på den kinesiske udfordring. Mange amerikanske fonde og næsten alle store amerikanske virksomheder er gået sammen med præsidenten om initiativet Startup America, og næsten alle de nye job i USA skabes i nye virksomheder.

Lad os håbe, at en genforhandling af finanspagten kan resultere i, at EU-landene bliver enige om, at forpligte sig til at lave vækstpakker, der øger væksten på en bæredygtig måde og samtidig styrker statsfinanserne. Det vil være den bedste måde at takle de alvorlige udfordringer med eksploderende ungdomsarbejdsløshed og begyndende social uro i EU.

Jeg vil opfordre den danske regering til at sætte sig i spidsen for en sådan løsning som en værdig afslutning på det danske formandskab.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.