Winter is coming …

Troede du også, at værnepligt, Jyske Panserdivision og våbenkapløb var noget, vi lagde bag os sammen med 80’erne? Så tro om igen. Efter et kort historisk timeout oven på Murens Fald er vi ved at vende tilbage til den vante orden i det internationale samfund: Stormagternes orden.

Den russiske flåde har hejst sit krigsflag med hammer og segl over de tidligere ukrainske baser på Krim efter en velorkestreret og resolut militær besættelse. Folk er blevet skudt, og tanks er rullet frem. Hvor mange havde troet, at de i deres levetid ville opleve, at et stort europæisk land ville få sin suverænitet krænket og sit territorium besat af russiske styrker?

I disse dage intensiveres situationen yderligere – en slagkraftig russisk hær på mindst 40.000 mand står klar ved den ukrainske østgrænse, den russiske udenrigsminister skruer op for krigsretorikken, russiske specialtropper opererer langt inde i Ukraine, NATO opruster med kampfly i Baltikum, og USA sender svære krigsskibe ind i Sortehavet.

Situationen i Ukraine er så anspændt, at professor Mikkel Vedby Rasmussen, en af Danmarks førende forsvarspolitiske eksperter, tørt kommenterer, at hvis han var ukrainerne, ville han med det samme tjekke, om der var brændstof på kampvognene.

Og retter vi blikket mod den anden side af kloden, pågår lige nu et intensivt oprustningskapløb omkring det Sydkinesiske Hav. Ingen skud er affyret endnu, men fly fra Kina, Japan og USA leger jævnligt kispus med hinanden omkring en række kontroversielle småøer, som både Japan og Kina gør krav på. Kina har længe investeret massivt i at udbygge sin militære formåen og begynder nu for alvor at anfægte USA’s dominans til søs i sit nærområde.

Parallelt med udvikling af nye hangarskibe, stealth-jagerfly og ultrahurtige krydsermissiler har kineserne allerede taget nye missilsystemer i brug, hvor de med langtrækkende ballistiske missiler med konventionelle sprænghoveder kan true amerikanske hangarskibe.

USA forsøger hektisk at genvinde sin traditionelle førerposition til havs, men det er svært, ikke mindst pga. store forsinkelser og vanskeligheder med deres nyeste jagerfly, F-35 (som Danmark er tæt på at købe). De har vist sig at være moderne russiske og kinesiske kampfly underlegne, når det gælder dog-fight på kort afstand.

Hvad er det dog, der sker for tiden, og hvilken morgendag skal vi til at indstille os på?

Fred i vor tid

I 1992 kunne Francis Fukuyama skrive om ”The End of History”. Efter den kolde krigs bratte og overraskende ophør erklærede den amerikanske professor og forfatter, at kampen mellem ideologier var overstået med Sovjetunionens og marxismens endeligt. Den liberale vestlige demokratimodel med USA i spidsen stod tilbage som sejrherre, og foran os lå en ny æra med stabilitet, kapitalisme og fordragelighed. Krigen var vundet, og nu ville freden herske.  

Fukuyama var en væsentlig inspiration for den neokonservative bevægelse i USA under Bush, og hans tanker nærede den amerikanske selvsikkerhed og hybris, der førte til de uheldssvangre besættelser af Irak og Afghanistan. Men også herhjemme vandt hans tanker udbredelse, og de var med til at lulle de fleste af os ind i et eventyr om, at rigtig krig og militære magtbalancer hørte hjemme i en lukket historiebog. Fremtidens småkrige ville snarere ligne politiaktioner, hvor USA og de tro vestlige væbnere tog ud i verden og legede sherif. Vi begyndte fluks at omlægge det danske militær fra forsvarskrig mod den røde fjende til internationale operationer under fjerne himmelstrøg.   

Følg Ask Agger

Modtag en automatisk e-mail, hver gang Ask Agger skriver nye indlæg på MM Blog.

Log på mm.dk med din mail og adgangskode, og klik på "Rediger profil" for at vælge, hvem du vil følge. Du kan også abonnere på udvalgte dagsordener og modtage en mail, hver gang Mandag Morgen publicerer nyt indhold på dine interesseområder.

Opret en gratis profil til mm.dk

 

Fukuyama har måske haft ret i sin antagelse om, at de ideologiske stormagtskonfrontationer hører fortiden til, men meget lidt tyder desværre på, at den sidste historiebog om krigens gru er skrevet.

Civilisationernes sammenstød

Som reaktion på Fukuyamas bog, ”The End of History and the Last Man”, skrev Samuel P. Huntington ”The Clash of Civilizations” som modsvar til sin gamle elev. Huntington malede med den store pensel et mere dystert verdensbillede, hvor den vestlige civilisation og kultur bliver udfordret af andre verdenskulturer – the West against the Rest: Fremtidens krige bliver ikke ført af nationer, der strides om ideologi eller rigdom, men mellem civilisationer.

Mange har særligt efter 9/11 argumenteret for, at Huntington havde fat i noget rigtigt, og hans begrebsapparat har haft enorm indflydelse. Et godt eksempel er, at vores egen tidligere udenrigsminister Per Stig Møller beskrev frygten for et ”clash of civilizations” i et brev til den egyptiske udenrigsminister under Muhammedkrisen.  

Der er væsentlige kulturforskelle mellem USA, Vesteuropa, Rusland og Kina. Men for mig at se er det for simpelt, hvis de aktuelle konfrontationer kun tilskrives kulturelle brudlinjer. En mere sandsynlig forklaring er, at vi blot står midt i en tilbagevenden, efter et kortvarigt ”timeout” efter Sovjetunionens sammenbrud, til ”normal praksis” i international politik, nemlig at stormagternes interesser sætter dagsordenen.  

Den stærkes ret

I den klassiske udlægning af international politik er det relativt enkelt at forstå og forudsige staternes ageren: Det handler om magtbalancer og egeninteresse. De stærkeste tryner de svageste, og alle lande forsøger at beskytte sig bedst muligt i en farlig verden.

Fra det perspektiv må man sige, at Putin agerer rationelt og forudsigeligt. Mulig optagelse af Ukraine i EU eller sågar NATO er uacceptabelt for Rusland, der som regional stormagt har behov for at kontrollere sit nærområde. Ukraine må anerkende og underlægge sig Ruslands dominans.

Putin ved, og spiller på, at USA og Vesten ikke for alvor vil sætte liv og økonomi på spil for Ukraines skyld. Spørgsmålet er så blot, om Ukraine, efter tabet af Krim, har forstået sin lillebrorrolle, eller om storebror Rusland føler sig nødsaget til også at intervenere militært i det østlige Ukraine.

Lige nu spiller Putin sine kort effektivt. Som taget ud af Sun Tzus lærebog om krigskunst får han sine sejre uden for alvor at kæmpe – ved at etablere situationer, hvor kamp er unødvendig, fordi modstanderen er blevet udspillet på forhånd.

Vesten, herunder Danmark, er midt i en brat opvågnen efter en periode med naivt dagdrømmeri efter Murens Fald. Nu kører den klassiske internationale magtbalance-tango igen.

Dystre udsigter

Ingen kender morgendagen, men her er en række dystre forudsigelser, der desværre ikke er helt urealistiske:

  1. Europæisk oprustning. I både Danmark og resten af Vesteuropa kommer vi fremover til at bruge flere penge på militær oprustning. Og det er klassisk militær styrke, vi forsøger at købe os til – flere kampvogne, moderne missilsystemer, ubåde, avancerede kampfly etc. Polen er allerede godt i gang. De investerer bl.a. massivt i at udbygge en af verdens i forvejen største styrker af kampvogne.
  2. Militær integration. Den nuværende europæiske konstruktion med separate nationale hære under en fælles NATO-paraply bliver stedse mere utidssvarende. For at matche Ruslands formåen vil vi opleve et væsentligt tættere militært samarbejde, der de facto indebærer konstruktionen af en reel EU-hær.   
  3. Rusland får sin vilje. USA og Vesteuropa har ikke nok på spil i sagen om Ukraine, til at en større konfrontation med Rusland kan betale sig. Medmindre situationen kommer helt ud af kontrol, vil Rusland reelt få fred til at irettesætte og indordne Ukraine.
  4. Næppe nogen storkrig. Det gode ved den klassiske militære magtbalance er, at der hurtigt opstår en relativt stabil situation, hvor parterne holder hinanden i skak. Direkte krig mellem stormagter kan sjældent betale sig. I stedet for udspiller konflikterne sig gennem stedfortrædere, f.eks. som vi aktuelt ser det i Syrien.     
  5. Japan lægger pacifismen bag sig. Siden nederlaget i Anden Verdenskrig har Japan haft en meget pacifistisk udenrigspolitik, men det vil gradvist ændre sig. Japan vil føle sig nødsaget til at matche Kinas oprustning, og fortidens mådehold og ydmyghed vil gradvist skalle af.  
  6. USA må give efter for Kina. USA vil århundredet ud være Kina militært overlegen, men regionalt vil USA gradvist komme til at erkende, at Kina bliver for stor en magtfaktor til, at den kan inddæmmes. Vi kommer næppe til at se en invasion af Taiwan eller storkrig med Japan, men det er sandsynligt, at Taiwan gradvist vil tilpasse sig Kinas voksende dominans, og at der vil komme mindre militære konfrontationer, når de nye magtforhold skal etableres og territoriale krav skal pisses af.
  7. Danske virksomheder i klemme. Danske koncerner, fra Arla til Carlsberg, har de seneste år investeret massivt i både Kina og Rusland. Det har givet forretningsmæssigt mening, men det store engagement vil fremadrettet blive en stor risikofaktor. Man er pludselig blevet sårbar over for sanktioner, folkelige protester og diverse straffeaktioner. Vi kommer til at se store danske virksomheder sande, at deres eventyr mod øst giver bagslag.

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu