Blandt amerikanske tænketanke verserer der i disse måneder en voldsom og polemisk debat om, hvad der udløste finanskrisen tilbage i 2008. (Se f.eks. artiklerne fra American Enterprise Institute og Brookings Institution her: Does shadow banking require regulation?, Capital Standards, Regulatory Ignorance and he Financial Crisis of 2008,  Fannie, Freddie caused the financial crisis; To fix Housing, Fix Finance)

Kogt ned til en suppeterning er spørgsmålet, om finanskrisen blev forårsaget af for stor statsindblanding og for megen regulering af det amerikanske finans- og boligmarked – eller for lidt. Kom de giftige sub-prime-lån for flere billioner dollars på grund af uetiske udlånsstrategier, grådighed og manglende risikostyring i finanssektoren, eller som følge af statens ønske om at udbrede lånemuligheder til lav- og middelindkomster, der i sidste ende ikke kunne administrere at få så mange penge mellem hænderne?

Kort sagt: Skal staten eller markedet have skylden for, at det amerikanske boligmarked kollapsede, og sendte ikke blot USA, men også resten af verden ud på randen af økonomisk ruin?

Der gives selvsagt ingen hurtige svar på det spørgsmål. Bl.a. derfor nedsatte den amerikanske kongres i 2009 Financial Crisis Inquiry Commision, som fik til opgave at kulegrave finanskrisens årsager. I 2011 konkluderede kommissionen at:

• Finanskrisen kunne have været forudset og undgået. Der var altså ikke tale om en uforudsigelig systemfejl, som ingen kunne have forberedt sig på. Der kunne have været grebet ind i tide.
• En udtalt mangel på regulering og tilsyn med den finansielle sektor underminerede dens stabilitet.
• Mangelfuld risikostyring blandt systemisk vigtige finansinstitutioner førte til uholdbare udlånspraksisser.
• Regeringen var dårligt forberedt på krisen, og dens ukoordinerede indsats forstærkede usikkerheden og panikken på de finansielle markeder.
• Kreditvurderingsbureauer som Moody’s og Standard & Poors udgjorde ”centrale hjul i den finansielle destruktions maskine” (”essential cogs in the wheel of financial destruction”)

Symptomatisk for Washingtons polariserede, ideologiske og notorisk konfrontatoriske politiske kultur, blev den endelige rapport kun vedtaget af kommissionens seks demokratiske medlemmer, mens de fire republikanske alle udtrykte dissens med de endelige konklusioner.

Det sidste ord er altså langt fra sagt i den sag. Og spørgsmålet, om hvorvidt det i sidste ende er staten eller markedet, som skal holdes ansvarlig for Den Store Recession, vil givetvis optage både højre- og venstreorienterede tænketanke mange år frem.

Kamp om fremtidens sunde fornuft

Når tænketanke investerer så store ressourcer i at præge og ’frame’ forståelsen af Den Store Recessions udspring (stat eller marked), skyldes det bevidstheden om, at den konsensus, der skabes om en given krises årsager, i høj grad vil bestemme mulighedsrummet for politiske løsninger fremover – ja, i det hele taget hvad eftertiden vil betragte som økonomisk sund fornuft.

En lignende forståelseskamp udfoldede sig i slutningen af 70’erne, hvor stagflations-krisen i de europæiske økonomier blev udlagt som netop dét: stagnerende vækst kombineret med galoperende inflation udløst af en kombination af fejlslagen efterspørgsels-politik, en pengepolitik underordnet målet om fuld beskæftigelse og et løbsk offentligt forbrug.

Forståelsen af 70’ernes krise som et udtryk for stagflation, blev bestemmende for det politiske instrumentarium, der har præget økonomisk politik i alle udviklede økonomier i mere end en generation. Her taler vi f.eks. om udbuds-politik, en beskæftigelsespolitik underordner målet om stabil inflation og om ikke en begrænsning, så forsøg på kontrolleret offentligt forbrug.

Netop nu udkæmpes der således en veritabel kamp på ord om retten til at definere fremtidens sunde fornuft, ligesom den blev udkæmpet i årene efter 70’ernes oliekrise. Derfor er den drejning, som debatten senest har taget også særdeles interessant især med danske briller.

Ifølge The Economist og den tyske tænketank IMK fremfører en række topøkonomer (herunder den tidligere IMF-cheføkonom Raghuram Rajan, nobelprismodtager Joseph Stiglietz, og forhenværende secretary of Labor Robert B. Reich) det argument, at finanskrisen var en konsekvens af den voksende amerikanske økonomiske ulighed. For eksempel skriver Rajan i sin bog Brudlinjer (Fault Lines) fra 2010 at:

”Det politiske svar på stigende ulighed (…) var at udbrede lånemuligheder til husholdningerne, særligt lavindkomster. Fordelene – voksende forbrug og flere jobs – opstod umiddelbart, mens den uundgåelige regning kunne udskydes på ubestemt tid. Det kan forekomme kynisk, men billig kredit er igennem historien blevet anvendt som smertestillende symptombehandling af regeringer, som ikke har været i stand til at adressere middelklassens dybere bekymringer (…) I USA er udbredelsen af husejerskab – et centralt element i den amerikanske drøm – til lav- og middelindkomster blev brugt som midlet til målet om større låntagning og forbrug. Men når lette penge, skubbet frem af en regering med dybe lommer, kommer i kontakt med en sofistikeret, konkurrencedygtig og amoralsk finanssektors profitmotiv, udvikler der sig dybe brudlinjer.” (s. 9)

Ad samme linje har Joseph Stiglietz senest hævdet ”At USA elsker at se sig selv som mulighedernes land (…), men tallene viser, at den amerikanske drøm er en myte. Der er mindre lige muligheder, end der er i Europa. (…) Det er en af grundene til, at USA har en højere økonomisk ulighed end noget andet udviklet land.”

Den europæiske eller den amerikanske drøm?

Der kan ikke herske tvivl om, at uligheden er vokset voldsomt i USA de seneste 30-40 år. Den rigeste 1 pct. af amerikanere har siden 1979 og frem til 2007 oplevet en stigning i realindkomst på mere end 220 pct. Der kan tænkes flere årsager hertil, f.eks. at den teknologiske udvikling har favoriseret visse grupper på arbejdsmarkedet og ekskluderet andre, at globaliseringen har udflyttet arbejdspladser til lavproduktionslande, manglende uddannelsesmuligheder, manglende industriel omstilling osv.

Men stridens kerne omhandler, hvorvidt økonomisk ulighed har egentlige makroøkonomiske destabiliserende konsekvenser. F.eks. har den tidligere formand for den amerikanske centralbank Alan Greenspan og andre med afsæt i Milton Friedmans teser, hævdet, at ulighed på langt sigt ikke vil påvirke den samlede økonomiske efterspørgsel. Det skyldes, at de enkelte husholdninger (under antagelse af at de agerer rationelt, samt at finansmarkederne virker gnidningsfrit) altid vil kunne afbøde et evt. midlertidigt fald i indkomst ved at optage lån. Det vil således udglatte deres forbrugskurve over et livsforløb.

Heroverfor anfører kritikere for det første, at husholdninger ikke agerer rationelt. Deres forbrug drives af mere end deres egentlige lånemuligheder (f.eks. naboens forbrug). For det andet, at finansmarkederne ikke virker gnidningsfrit. Og for det tredje, at der for de enkelte husholdninger ikke var tale om midlertidige fald i indkomst, men reel stagnation.

Oversat til jævnt dansk betyder det, at amerikanske husholdninger i årtier har optaget lån på baggrund af forventningen om en fremtidig reallønsfremgang, som aldrig indfandt sig.

Som Rajan udtrykker det: ”Skåret ind til benet, er argumentet, at hvis middelklassens forbrug på en eller anden måde kan opretholdes, hvis de har råd til en ny bil hver andet år og lejlighedsvise ferierejser til eksotiske rejsemål, så vil de måske ikke bemærke stagnationen på deres månedlige lønseddel.” (2010, s. 8)

Debatten er også relevant i et dansk og europæisk perspektiv. Herhjemme synes det f.eks. at være en udbredt opfattelse i visse kredse, at den meget høje økonomiske lighed og den vildtvoksende velfærdsstat udgør en møllesten om halsen for både konkurrenceevne og betalingsbalance. Men hvis det forholder sig sådan, at meget høj grad af økonomisk ulighed i et land som USA har negative makroøkonomiske effekter, bør synet på værdien af økonomisk lighed måske korrigeres?

Hermed ikke sagt, at ekstrem lighed udgør et ubetinget gode. Men noget tyder på, at ekstrem ulighed ligeledes kan have betydelige, negative, makroøkonomiske effekter.

Også på europæisk niveau er debatten interessant. Nok stander kontinentet for tiden i våde, nok er der risiko for et euro-kollaps, og nok har europæere i årtier våndet sig under ikke at kunne følge med i USA’s høje vækstgear.

Men hvis den europæiske model, til trods for Eurokrisen, bedre evner at skabe langsigtet, bredt funderet og stabil økonomisk fremgang (om end i et lavere tempo end den amerikanske), burde vi måske begynde at tale om "den europæiske drøm" snarere end den amerikanske.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.