2017 bliver Europas vigtigste valgår

Europas politiske fremtid er mere usikker end længe. Trump og Brexit, de antiliberale udviklinger i Polen og Ungarn og euro- og migrationskriserne har sat spørgsmålstegn ved ellers faste søjler i den europæiske orden.

Pompøst så det ud, da den franske præsident François Hollande i begyndelsen af marts tog imod regeringslederne fra Tyskland, Italien og Spanien til ’mini-topmøde’ på det prægtige slot i Versailles uden for Paris. Mødets funklende ramme var så langtfra tilfældigt valgt. Det var på Versailles, at de europæiske stater for næsten 100 år siden påbegyndte genopbygningen af et kontinent i politisk, økonomisk og moralsk ruin, og den franske præsident spillede helt bevidst på slottets historiske symbolik: Kaos truer igen det Brexit- og Trump-ramte Europa, men denne gang må europæerne stå sammen om at komme udfordringerne i møde, inden sammenbruddet bliver en realitet.

Heller ikke deltagerkredsen var tilfældig. De fire stats- og regeringsledere står efter Brexit ikke kun i spidsen for EU’s største medlemslande. De fordeler sig også ligeligt på hver sin side af den politiske midte: Hollande og den italienske premierminister, Paolo Gentiloni, til centrum-venstre; den tyske kansler, Angela Merkel, og Spaniens premierminister, Mariano Rajoy, til centrum-højre.

Gruppebilledet var dermed også et portræt af Europas politiske og (nogenlunde) geografiske midte, der i egen selvforståelse er dem, der kæmper mod EU’s kollaps. Og et minde om, at den europæiske kløft ikke går mellem højre og venstre, men mellem kernen og periferien – dvs. de lande, der står positivt over for mere europæisk integration, og de, der er mere forbeholdne. Nord- og østeuropæerne var sigende nok ikke inviteret med ind i Versailles’ gyldne sale. Europas midte ville diskutere EU’s fremtid uden uønsket kritisk indblanding.

Europas vigtigste valgår

Versailles-gruppens hovedbudskab var mantraet om et ‘Europa i flere hastigheder’. Ideen er hverken ny (den asymmetriske integration findes de facto allerede i euro- og Schengen-samarbejderne) eller præcist formuleret, så det er, som så ofte i det europæiske samarbejde, uklart, hvordan visionen vil blive ført ud i livet. Men budskabet om denne mini-reform er ikke mindst interessant, fordi det på én og samme tid kan læses som en håndsrækning og et håndkantslag til EU-skeptikerne.

På den ene side vil Europas midte signalere, at befolkningernes krav om europæiske reformer er blevet hørt i de store hovedstæders regeringskontorer. Man har indset, at de mere EU-skeptiske befolkninger ikke kan trækkes til truget, når det handler om mere europæisk integration. På den anden side er en del af strategien at gøre andre medlemsstater nervøse ved tanken om, at det europæiske tog kører fra perronen uden dem. Kritikken fra Warszawa har været højlydt.

Mens der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved, hvordan reformprocessen skal føres ud i livet, var selve budskabet – især for Hollande og Merkel – vigtigt i begyndelsen af Europas vigtigste valgår i nyere tid. 2016 gav ellers rigelig uro for det gamle kontinent med de(t) dramatiske valg i Spanien, Brexit, Trump og senest italienernes nej til en forfatningsreform. Men efter det hollandske valg i sidste uge, der gav pro-europæerne lidt medvind, vil Europas øjne nu rettes mod det franske præsidentvalgs to valgrunder, den 23. april og 5. maj, og det tyske forbundsdagsvalg den 24. september.

Frygt for politiske jordskælv

Mens vi for tiden er vidner til en historisk dramatisk fransk valgkamp, kan man næsten glemme de mange forudsigelser fra sensommeren 2016 om, at det ville blive en halvkedelig affære. I både Paris og Berlin havde man længe en nærmest klippefast tro på, at den kommende tysk-franske tandem ville blive styret af en centrum-højre alliance mellem Merkel og den franske republikaner og tidligere premier- og udenrigsminister Alain Juppé. Dermed ville Europa blive ført an af velkendte ansigter i en konservativ, pro-europæisk akse, der ville være et symbol på den stabile fortid i en meget kompliceret samtid.

Men stabilitet er så langtfra noget, der kendetegner Europa i 2017, og Hollandes og Merkels pludselige europæiske reformiver skal derfor også ses i lyset af frygten for, at både det franske og det tyske valg kan ende i politiske jordskælv.

For særligt i Paris har profetierne ikke holdt stik. Ikke kun endte Juppés sejrstog brat, da centrum-højre-vælgerne ved efterårets primærvalg overraskende udpegede den katolsk-liberalistiske François Fillon som deres kandidat. Også Hollande rystede det politiske landskab med sin meddelelse om ikke at ville genopstille til præsidentposten.

Situationen er nu godt en måned før den første valgdato ganske uoverskuelig. Fillons kampagne har i ugevis været overskygget af tungtvejende korruptionsanklager, og han kæmper for at tale om politik i stedet for personsager.

På den chanceløse venstrefløj splittes stemmerne mellem den radikale socialist Benoît Hamon og den endnu mere radikale Jean-Luc Mélenchon. Forrest i feltet ligger den 39-årige midterkandidat Emmanuel Macron, der med et nærmest obama’sk drive har formået at rive opmærksomheden til sig, og Front Nationals Marine Le Pen, der, selv om hun også er genstand for korruptionsmistanke, fortsætter sin ukuelige kamp mod EU, mod globaliseringen og mod islam.

Men spørgsmålene er mange, og valgkampen er stadig lang, så man skal have en mere end gennemsnitlig tyk rygrad for på nuværende tidspunkt at lægge sig fast på en vinder.

I Berlin ser situationen på overfladen mere overskuelig ud, men også her er Merkels fremtid mindre sikker end for blot få måneder siden. For selv om det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) formåede at vinde opbakning i flygtningekrisens slipstrøm, var bekymringen i Merkels CDU til at overse. For hvem skulle være alternativet til Merkel? Hun skulle nok sikre sig et flertal.

Med den tidligere formand for Europa-Parlamentet Martin Schulz’ (SPD) indtræden på den indenrigspolitiske scene er kortene pludselig blevet blandet på ny. Meningsmålingerne har i de første uger efter Schulz’ kandidatur slået kolbøtter, og socialdemokraterne i SPD kan nærmest ikke få armene ned som følge af beruselsen over den pludselige opbakning.

Men der er endnu længere til valgdatoen end i Frankrig, og sommeren 2015 viste, hvor hurtigt vælgerstemningen kan tippe, også i Tyskland.

Samtidig er det værd at huske på, at det tyske parlamentariske system de facto kræver dannelse af en flertalsregering, hvilket giver en helt anden politisk situation end det direkte valg af den franske præsident. Enhver aspirant til den tyske kanslerpost skal kunne tælle mandater. I en situation, hvor de to fløjpartier, AfD yderst til højre og Die Linke yderst til venstre, i mange midtervælgeres øjne har status som en slags parlamentarisk paria, men hvor kun få har appetit på at fortsætte den aktuelle ‘store koalition’ mellem CDU og SPD, vil spekulationerne om mulige og umulige koalitionsdannelser blive omdrejningspunktet, jo tættere vi kommer på valgdatoen.

Versailles’ tvetydige symbolik

Europas politiske fremtid er dermed mere usikker end længe – og den danske interesse for de franske og tyske valg bør være større end nogensinde før. Ikke kun fordi udfaldene er uforudsigelige, men også fordi det strategiske landskab har flyttet sig. Trump og Brexit, de antiliberale udviklinger i Polen og Ungarn og euro- og migrationskriserne har rystet ellers faste søjler i den europæiske orden. Og hvis meldingerne fra Versailles ellers står til troende, vil det forpligtende samarbejde i EU fremover blive mindre. Dermed bliver de enkelte nationale regeringers europapolitiske kurs endnu mere afgørende.

Især i et relativt lille medlemsland som Danmark bør interessen være stor for at forstå de forskellige indenrigspolitiske strømninger, der dominerer på det europæiske kontinent. Til trods for debatten om populisme og yderpartiers rolle må vi her ikke glemme, at Europas største landes i år lægger den fremtidige kurs ift. en række konkrete politikområder. Det paradoksale er dog, at den danske offentlighed desværre ofte virker bedre informeret om eksempelvis amerikanske end om franske eller tyske arbejdsmarkedsforhold – selv om det er sidstnævnte, der har direkte påvirkning på EU-samarbejdet og dermed også på Danmark. Man kan kun håbe, at danskerne vil følge de franske og tyske valgkampe med lige så stor begejstring og interesse som den amerikanske præsidentvalgkamp.

Der er meget på spil i Europas vigtigste valgår. Versailles-gruppen ville vise, at de europæiske ledere stadig tager ansvar for kontinentets fremtid, ligesom de – til en vis grad – gjorde det i 1920. Men som så mange historiske referencer er også Versailles-symbolikken tvetydig: Under den franske revolution i 1789 var Versailles stedet, hvor det absolutistiske monarki gemte sig indtil revolutionens sidste dage. Versailles blev derfor symbolet på det ultimative gemmested for et lukket, umoderne regime – l’Ancien régime – der ikke i tide lyttede til folkets kald på reformer og nytænkning.

Hollande, Merkel og andre vil formentlig gøre alt for, at deres historiske eftermæle bliver et andet. De kommende måneder vil vise os, om de fik lyttet i tide.

På bloggen ’Europas vigtigste valgår’ skriver Kim B. Olsen om de indenrigs-, udenrigs- og europapolitiske dynamikker, der bliver afgørende for valgene i Frankrig og Tyskland. Dette er den første blogpost i serien.

Kim B. Olsen er ph.d.-studerende ved University of Antwerp, hvor han forsker i tysk, fransk og europæisk geoøkonomisk diplomati. Han var gennem flere år ansat som politisk rådgiver ved de danske ambassader i Berlin og Paris og har skrevet om europæisk og amerikansk politik for flere danske medier. Følg ham på Twitter: @kimbolsen

Kommentér dette blogindlæg herunder