Brug for en ny oplysningstid

Vi må genopfinde demokratiet, så det kan håndtere globale udfordringer og grænseoverskridende dagsordener.

Tiltrædelse på CBS

Mandag Morgens chefredaktør og direktør, Lisbeth Knudsen, er blevet udnævnt til adjungeret professor på CBS, Department of Business and Politics. Denne klumme er skrevet på baggrund af hendes tiltrædelsesforelæsning.

Efter en uge med hyggelig, politisk folkemødefest på Bornholm kan det måske være svært at trænge igennem med budskabet om, at vi har brug for at give vores demokrati et grundigt serviceeftersyn, og at det faktisk lider af ganske alvorlige problemer og synlige tegn på nedslidning.

Et demokrati bygger på tillid.

  • Tillid til, at politikerne træffer de rigtige beslutninger på borgernes vegne.
  • Tillid til, at der er politisk handlekraft og nye ideer til at agere på de udfordringer, vi står over for.
  • Tillid til, at vi har åbenhed i forvaltningen og god regeringsførelse.
  • Tillid til, at vi bliver behandlet lige for loven, og at vi bor i en retsstat.
  • Tillid til, at medierne varetager rollen som kritisk vagthund på borgernes vegne.

Det interessante er, at svaret på, om tilliden så er til stede på disse fem punkter, faktisk i stigende grad er et NEJ i befolkningen. Måske lige bortset fra den om lighed for loven, og at vi bor i en retsstat. Se figur 1.

Danskernes tillid til politikerne styrtdykker

Figur 1 | Forstør   Luk

I 2011 var det hver tiende vælger, der havde meget lille tillid til politikerne. I 2015 er det knap hver fjerde vælger, der har meget lille tillid til politikerne.

Note: Tallene er afrundede.‘Ved ikke’-svar er udtaget af procentberegningen. Kilde: Undersøgelserne fra 1994 til og med 2011 er udarbejdet af “Det danske valgprojekt” ved Institut for Stats- kundskab på Aarhus Universitet. Undersøgelserne fra 2014 og 2015 er foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4.

 

Man kan selvfølgelig vælge – som forfatter, kommentator og tidligere lektor ved Københavns Universitet Klaus Kjøller gør det i bogen ”Demokrati – mindst ringe, men mest udsat” – at sige, at det kun er eliten, der jamrer over demokratiets tilstand. Lad os nu bare erkende, at demokratiet er blevet et tv-drama med nye helte og skurke, vindere og tabere hver dag, mener Kjøller. En forestilling på den store scene for folket – og på den lille scene bagved laves så den rigtige politik.

Den fatalistiske tilgang til demokratiets tilstand er i virkeligheden enten udtryk for demokratisk foragt eller for afmagt. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi fornyer og moderniserer demokratiets metaltrætte, politiske maskineri, så det passer til nutidens store politiske udfordringer, en globaliseret verden, et helt andet mediebillede, en finansielt sammenhængende verdensøkonomi på tværs af kontinenter, en hel anden dynamisk samfundsudvikling og helt andre forventninger fra vælgerne anno 2016 til politikerne om involvering, medinddragelse, åbenhed og gennemsigtighed. Det demokratiske ideal om en meningsfuld, ligeværdig offentlig samtale og politikere, der leder landet visionært og fremsynet efter demokratiske principper, fortjener ikke at blive kastet over bord.

Finanskrisen

Det store skred i forhold til befolkningens tillid til politikerne skete med finanskrisen. Her opdagede befolkningen for alvor det politiske systems magtesløshed, og at helt andre voldsomme kræfter styrede tingene i den finansverden, som var ved at få store samfundsøkonomier til at bukke under. Danskernes tillid til politikerne er nu mindre end nogensinde, og mistilliden er for opadgående. Rundt omkring i Europa er der opstået en stribe partier, som først og fremmest næres af træthed, afmagt og opgivenhed over det bestående og ønsket om nye løsninger. Se figur 2.

Nye partier pibler frem

Figur 2 | Forstør   Luk

Når Donald Trump har kunnet nå så langt, skyldes det først og fremmest, at en stor del af de amerikanske vælgere totalt har mistet tilliden til det, der foregår i Washington. En række undersøgelser under primærvalgkampen viste, at selv om medierne afslørede, hvor mange fejl og usandheder Donald Trump fyrede af i sine taler, så var vælgerne revnende ligeglade. Det, de købte ind på, var outsideren. En mand, der ikke spiller efter reglerne. En mand, som tør vælte spillets kegler. En uforudsigelig, upoleret mand, som siger sjove, provokerende ting. En stærk mand, der foregiver at kunne bryde med bureaukratiet, som fravælger det komplekse politiske budskab, og som påstår at kunne gøre verden enklere, bedre og mere tryg.

Sikre politiske krisetegn

Demokratiets værksted har tre tandhjul, som gerne skulle fungere optimalt sammen og understøtte hinanden i forbindelse med politikudvikling, jagten på de nye løsninger og udviklingen af demokratiet. Det er politikerne, medierne og befolkningen. Lige nu kører tandhjulene skævt af hinanden. Se figur 3.

Engang kunne de fire gamle partier opsamle alle stemmerne ved valgene. Nu får de fire tilsammen halvdelen. Vælgerne er gået andre steder hen. Der er ikke længere et stort projekt, der forener middelklassen. En voksende andel af befolkningen shopper rundt efter konkrete sager og emner – hvad enten det er miljøet, flygtningespørgsmålet eller skatterne. Mange har frigjort sig fra tanken om at tilhøre et bestemt parti. De politiske partier sælger ikke længere sig selv på partiprogrammer og ideologier men på enkeltpersoner. Derfor fokuserer medierne mere og mere på enkeltpersoner og deres ”star-quality” eller karisma.

Demokratiets maskinrum

Figur 3 | Forstør   Luk

Demokratiets værksted har tre tandhjul, som bør fungere optimalt sammen i forbindelse med politikudvikling, jagten på de nye løsninger og udviklingen af demokratiet. Det er politikerne, medierne og befolkningen.

Politikskabelsen er blevet en lukket fest. Befolkningen bliver ikke inddraget særlig meget i, hvad der foregår bag scenen, mens eliten med mellemrum kan opleve at blive kaldt til Marienborg eller andre steder til inspirationsseminarer eller lignende. Når politikskabelsen bliver en lukket proces, fokuserer medierne på sindssyge smådetaljer i processerne i stedet for substansen, som vi ikke kender detaljerne i. De såkaldte høringsprocesser med alt for korte deadlines bliver meningsløse, fordi alt er fastlagt på forhånd.

Politikerne styrer benhårdt kommunikationsmæssigt efter bestemte skabeloner tilrettelagt af kommunikationsfolk og pressechefer, som skal forhindre, at dagens budskaber kommer forkert ud, eller at en minister dummer sig. Når medierne mere og mere oplever, at kommunikationen styres benhårdt og svarene bliver teflonagtige og indholdsløse, så bliver mediernes interview enten tandløse, ukritiske eller på uacceptable vilkår med mailudvekslinger uden mulighed for modspørgsmål. Eller de bliver konfrontatoriske, grænseoverskridende og reelt et sammenbrud i rollefordelingen mellem politiker og journalist.

Problemet er, at politikerne ikke kan skabe nationale succeshistorier på baggrund af udfordringer, som i virkeligheden er globale. Tag flygtningekrisen. Tag klimakrisen. Tag de økonomiske kriser. Hvor meget kan vi selv udrette for at få gang i væksten, og hvor meget er vi nødt til at sidde helt stille og vente på at nogle af de store økonomier i Europa og USA trækker væksten i gang? I det 21. århundrede skal rigtig meget af den politiske handlekraft findes i globale løsninger, ikke i nationale. En ærlig diskussion om dette efterlyses, i stedet for at vi lader, som om vi kan klare det hele selv.

Samme problemstilling gælder EU, som jo snart er ved at blive et skældsord for krise, manglende visioner, manglende solidaritet og manglende demokratisk forankring. ”Bliver EU mobbet af medierne og af politikerne?” har Marlene Wind, professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, udtalt. Ja, det gør EU, som får skyld for ikke at kunne løse udfordringerne, finde løsningerne og forny den politiske dagsorden. Men det skyldes stadig, at for mange, også danske, politikere siger, at vi kan løse dem nationalt. Og det kan vi ikke.

Mediernes tillidskrise

Har politikerne en tillidskrise, så har medierne et mindst lige så stort troværdighedsproblem. De professionelle medier bliver af mange betragtet som en del af problemet med demokratiet og ikke som en del af løsningen. Medierne betragtes som indspiste med eliten og ikke som befolkningens kritiske vagthund. De store nationale medier har mistet førstefødselsretten til den politiske dagsorden, som nu oftere end før udspiller sig på de sociale medier, hvor også meget af debatten er flyttet hen.

De kommercielle mediers vilkår er, at de skal tjene penge til at opretholde den kritiske kvalitetsjournalistik i en helt ny verden, hvor gamle forretningsmodeller er brudt sammen og nye endnu ikke fundet.  Medierne ved, at det allerdyrebareste, vi har som publicister, er troværdigheden. Men der skal leveres mere og mere på flere og flere platforme 24 timer i døgnet.

  • Alle siger, det er vigtigere at være korrekt end at være først. Men alle jagter alligevel solobraget.
  • Der sker en sammenblanding af ”news og views”, så man ikke længere kan se, hvad der er den neutrale, faktuelle oplysning, og hvad der er en kommentar eller en udokumenteret påstand.
  • Kommentatorerne fylder enormt i mediebilledet og tager pladsen for dem, der virkelig har noget på spil, men som ikke tør udtale sig.
  • Der er langt færre emner i nyhedsmøllen hver dag. Spotlight-journalistikken er det gennemgående, og formkravet om live-dækning overskygger indholdet.

Public service-medierne ejet af staten burde have en anden rolle end blot at gøre det, som alle andre medier gør. De burde have en gennemgående forpligtelse til at understøtte og udvikle den nye demokratiske dannelse, der skal skabe medinddragelse og sammenhæng.

Jeg stiller spørgsmålene:

  • Er det medierne, der er med til at skabe populister i stedet for politiske ledere? JA
  • Favoriserer vi de ekstreme og de underholdende? JA
  • Favoriserer vi problemer og konflikter mere end løsninger? JA
  • Har vi fundet ud af, at de politiske udfordringer er blevet globale og ikke kan løses nationalt? NEJ
  • Holder vi godt øje med de virkelige magthavere? NEJ
  • Påtager vi os en rolle med den demokratiske dannelse i befolkningen i dag? NEJ

Og med det sidste mener jeg, om medierne tager på sig at styrke den demokratiske dialog, at understøtte forståelsen af den samfundsudvikling, vi står over for, og den digitale læring, der er adgangsbilletten til at begribe, hvor vi er på vej hen. Selvfølgelig gør vi det, vil mange af mine gode kolleger sige. Men når en stigende andel af befolkningen ikke tror på, at de gamle systemer og de gamle partier kan komme op med nye løsninger på tidens problemer, så er det vores opgave at tage den afmagtsfølelse alvorligt og finde ud af, hvordan vi kan kommunikere den til politikerne, og hvordan vi kan medvirke til at åbne nye perspektiver og drive nye løsninger frem. Medierne bliver på en eller anden måde lige nu en konserverende del af demokratiet i stedet for en fornyende.

En ny type vælgere

Mens der skal store omvæltninger til for at bringe de to tandhjul i det demokratiske maskinrum – politikerne og medierne – i bedre svingninger, så ser forandringen i vælgerbefolkningen allerede ud til at være på vej. Den nye årgang af vælgere – de såkaldte millennials på mellem 18 og 36 år – er en værdibåret generation. En generation af unge, som insisterer på at engagere sig i sager, men som går langt uden om medlemskaber og gamle organisationsformer. Det er en generation af bevidste forbrugere, som vil handle etisk korrekt og belønner brands, der gør noget for samfundet. De henter primært deres nyheder på Facebook og kræver åbenhed, tillid, nye løsninger og en høj grad af troværdighed.

Hvor bringer alt dette os hen? Til en situation, hvor vi må genopfinde demokratiet, så det kan håndtere globale udfordringer og grænseoverskridende dagsordener, og hvor politikerne ikke skjuler den virkelighed, som vi befinder os i. Til en situation, hvor vi kan bevare den danske sammenhængskraft og det tillidsbaserede samfund, vi har haft, så vi ikke ender i en afmagtskultur. Og til en situation, hvor vi må gentænke, hvordan medierne kan medvirke aktivt til en ny oplysningstid med vælgere, som bliver den hidtil bedst uddannede generation, og som gudskelov forventer at blive hørt.

Kommentér dette blogindlæg herunder