De unge forandrer måden samfundet forandres på

Demokratisk dannelse blandt unge anno 2016 er lig handling, konkret ansvarstagen og fucking ambitiøse fællesskaber.

”Demokratiet er aldrig sikret, men et sindelag, som hver ny generation må tilegne sig og gøre til sit eget.”

Ordene er Hal Kochs, founding father til en god del af vores kulturelle demokratiske opfattelse og til flere institutioner født i demokratiseringens navn. Og samtidig en skarp analytiker, udi hvordan vi kan og skal forstå demokrati og demokratisering som en dynamisk kulturel forhandling fra generation til generation. Her må hver generation vinde sin kamp for demokratiet.

Vi kan med andre ord ikke forfalde til det, der virkede i går, når ungdommen af i morgen skal tilbydes rammer at udfolde deres samfundsengagement i.

I Ungdommens Røde Kors er vi sat i verden for at engagere børn og unge i fællesskaber, som går på tværs af sociale skel.

Vi får den tidligere unge misbruger med i fællesskabet, og vi lader den unge akademiker erfare, at hun og den unge hjemløse er ligeværdige og lige betydningsfulde for, at deres ugentlig madklub fungerer.

Med andre ord lykkes Ungdommens Røde Kors først, når ungdommen engagerer sig i hinanden og får alle – også dem, de har mindst til fælles med – med ombord i de brede, frivillige fællesskaber.

Heldigvis lader det sig ofte gøre at få alle med, og det er svært ikke at blive stolt på fællesskabets vegne, når det lykkes. Når vi får den tidligere unge misbruger til at medbringe bolde til næste uges fodboldtræning, velvidende, at han har brug for at blive forpligtet af fællesskabet for at se mening i at holde sig stoffri en uge mere.

Når den charmerende, unge frivillige på ferielejren fortæller, hvordan hans barndoms bedste minder stammer fra netop vores ferielejre, og hvordan de plantede kimen til at engagere sig i samfundet. Eller når den stærke, unge kvinde fortæller, hvordan hun brænder for at forandre sit lokalområde til det bedre gennem ungdomsfrivillighed.

Succesen er i sin natur stor for den enkelte – men i den grad også for et samfund, der har alt at vinde ved, at vi også i de mere udsatte boligområder kan engagere unge i meningsfulde fællesskaber.

Forandring gennem handling

Jeg har før, en smule karikeret, påstået, at vi lige så godt kunne iscenesætte selvsamme succeshistorier som fiaskoer. Tag f.eks. vores landsmøde. Det favner ikke den tidligere kriminelle eller misbruger. Her sidder der ikke unge hjemløse fra madklubben og præsenterer vedtægtsændringsforslag. Ligesom landsmødet kun repræsenterer en forsvindende lille del af de mere end 17.000 børn og unge, som vi engagerer igennem vores aktiviteter i løbet af et år.

En del af forklaringen på denne umiddelbart store demokratiske fiasko skal findes i den måde, som unge mennesker udlever deres demokratiske engagement på.

Ungdommen af i dag vægter det direkte engagement: Der skal sættes handling bag ordene og tages konkret ansvar i civilsamfundet.

En ung fyr, Mads, som er frivillig studiestøtte for en ung indsat i uddannelse, har sagt det ganske rammende og enkelt:

”Hvis jeg gerne vil have det samfund, hvor tidligere straffede kommer ud og får et ikke-kriminelt liv bagefter, så må jeg vel også selv lægge en lille indsats i, at det sker”.

I det citat ser jeg en essens af det, vi i Ungdommens Røde Kors ser som en bevægelse, der pibler frem blandt unge.

I vores – og heldigvis også i mange andre foreninger og organisationer – kan vi se, at unge vælger den konkrete handling til og de større, typisk mere luftige, diskussioner og vedtægtsbestemmelser fra.

For dem betyder det mere, om du står i madklubben onsdag aften og laver kødsovs med ham den unge hjemløse, som regner med, at du kommer, end om du er betalende medlem i et stort antal foreninger. Det er den konkrete handling og det direkte ansvar, som ungdommen kan se forandringskraften i.

Idealisme møder pragmatisme

Den ungdom, vi engagerer i Ungdommens Røde Kors, forandrer ikke samfundet med balkonerklæringer, men ved at smøge ærmerne op og gå konkret til den virkelighed, de møder.

Der er på én og samme tid en ukuelig idealisme og en indædt pragmatisme over, at det er gennem sociale handlingsfællesskaber, at flere og flere unge engagerer sig i deres omverden.

Ukuelig idealisme, fordi unge i dag f.eks. engagerer sig i at integrere nytilkomne flygtninge, selv om den politiske virkelighed og generelle folkestemning kan skabe en vis oplevelse af modvind for projektet.

Indædt pragmatisme, fordi unge ser sig nødsaget til selv at tage direkte affære for en ønsket samfundsforandring.

Analysen af denne bevægelse har jeg hørt forklaret med institutionstræthed blandt en ungdom, som er vokset op i en tid præget af finanskriseefterveer og internationale institutioner, som har svært ved at adressere tidens store udfordringer som migrations- og flygtningestrømme og klimaudfordringer.

Demokratisk dannelse blandt unge anno 2016 er lig handling, konkret ansvarstagen og fucking ambitiøse fællesskaber, der ikke stiller sig tilfredse med en velafholdt generalforsamling og god ro og orden i opstillingskøen til bestyrelsen.

Den form for demokratisk engagement skal understøttes langt bedre end det, vi ser i dag. I dag honoreres det traditionelle foreningsmedlemskab via offentlige puljer og paraplyorganisationer som eksempelvis Dansk Ungdoms Fællesråd mere end det spirende, mere viltre samfundsengagement, vi ser uden for foreningerne. Eksperimenterne og de nye måder at organisere sig på må vige for det medlemsbaserede foreningsbegreb, vi kender. Det er brandærgerligt.

Samfundsengagement via PlayStation

I Ungdommens Røde Kors tror vi på ungdommen – også når de unge ikke organiserer sig traditionelt gennem foreninger. Vi tror også på, at vi ikke på forhånd kan definere, præcis hvordan ungdomsengagementet skal tage sig ud for at skabe den samfundsforpligtelse, som er så væsentlig for demokratisk deltagelse.

Et godt billede på det var den håndfuld drenge, som hang ud omkring et af vores ’fællesværker’ i et udsat boligområde. Fællesværkets aktiviteter bød på traditionelle aktiviteter som lektiecafé, børneklub og madklub, og selv om drengene åbenlyst var i målgruppen for aktiviteterne, kom de aldrig indenfor. Det var først, da de frivillige gik til dem og spurgte, hvad de kunne tænke sig at stå for i fællesværket, at der kom hul igennem.

”Vi vil gerne lave en FIFA-turnering med de andre!” var svaret.

Og selv om det ikke lyder synderligt Hal Kochsk, blev FIFA-turneringen iværksat med drengene som ansvarlige. Og selv om selve indholdet – et fodboldspil på PlayStation – ikke i sig selv lyder så samfundsengagerende, var strukturen omkring aktiviteten pludselig noget, der rykkede.

Drengene var med og oplevede for første gang at tage ansvar for et større fællesskab. De stod for FIFA-træning, tæt monitorering af konkurrencen og sørgede for, at de andre børn og unge blev en del af FIFA-fællesskabet. Alternativet havde været, at drengene havde stået udenfor endnu.

Hver generation skal finde sin form for demokrati. I disse år er ungdommen i fuld gang med at forandre måden, samfundet forandres på. Den bevægelse er båret af handling, den pragmatiske indstilling, at vi selv er nødt til at tage vores del af ansvaret, og en tro på civilsamfundet. Det kan kun blive godt!

Kommentér dette blogindlæg herunder