Den fortrængte flygtningebølge

Internationale analyser tegner et entydigt billede: en flygtningebølge langt større og farligere, end vi hidtil har kendt, vil som konsekvens af klimaforandringerne i de nærmeste år ramme en lang række lande, herunder Danmark. Det bliver en afgørende prøve på nutidens politiske lederskab.

”Det er ret voldsomme tal. Hvis vi ikke bringer antallet ned, er det et helt andet Danmark, vi står med om meget kort tid.”

”Det er rystende, at det går så stærkt med befolkningsudviklingen i Danmark.”

”Det kan give spændinger i samfundet.”

”Opgørelserne vidner om, at der ligger en kæmpe integrationsopgave foran os.”

Advarslerne stod i kø fra politikere og eksperter, da Berlingske den 2. maj offentliggjorde en befolkningsfremskrivning. Den viste, at i 2060 vil være femte dansker være indvandrer eller efterkommer mod 13 pct. i dag. Til den tid vil hver ottende borger ifølge fremskrivningen komme fra et ikkevestligt land. Det er også grunden til den store politiske opbakning til at forlænge grænsekontrollen til Tyskland – trods EU’s afvisning af den mulighed.

Alt tyder på, at vi er meget heldige, hvis vi får 43 år til at integrere 7 pct. flere indvandrere, og at grænsebomme løser vores udfordringer. Fremskrivninger er nemlig én ting, virkeligheden en helt anden. Hvad den virkelighed blandt andet handler om, blev afdækket i MM Klummen den 1. maj under overskriften “Klimanyheden vi frygter og fortrænger”. Den beskrev, hvordan klimaforandringerne accelererer med en hast, der er kommet bag på videnskaben, og at vi risikerer at tabe kampen mod den globale opvarmning med voldsomme konsekvenser til følge allerede inden for de nærmeste år. Her taler vi ikke om fire årtier, men snarere om fire år.

Fra skvulp til bølge

Klimaforandringerne er ikke kun et spørgsmål om ødelagte huse og infrastrukturer, stigende vandstande, tørke m.v. De afledte bivirkninger er langt alvorligere og vil udfordre vores samfund i et omfang, vi i dag har svært ved forholde os til – især taget i betragtning hvor meget en fremskrivning af den allerede kendte udvikling åbenbart kan ryste eksperter og politikere. Overskriften er klimaflygtninge. Med stigende vandstande og andre klimaforandringer vil en tsunami af fordrevne mennesker skylle ind over de mere klimasikre lande som bl.a. de europæiske.

Flere rapporter har kortlagt udfordringerne. De er ikke alene voldsomme, men meget komplekse og kræver gennemgribende, koordinerede og hurtige svar. Ellers vil vi om få år se tilbage på de seneste års flygtningekrise som små skvulp i vandkanten, før de store bølger rullede ind.

En af de mest omfattende analyser blev for få måneder siden udgivet af Care Danmark med titlen Fleeing Climate Change – impacts on migration and displacement. Den viser, at der allerede om 33 år vil være en 250 millioner mennesker på flugt fra klimaødelagte regioner. Det svarer til den samlede befolkning i Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Polen eller omkring halvdelen af EU’s befolkning. Til sammenligning kan nævnes, at det totale antal flygtninge i verden i dag er omkring 60 millioner, og de er primært drevet på flugt af krige og konflikter.

Men de nærmeste årtier bliver klimaforandringerne den dominerende årsag til, hvad der kan betegnes som verdens hidtil største folkevandring. Det dækker også over den kendsgerning, at netop problemerne omkring mangel på fødevarer, vand m.v. er den optimale grobund for oprør og konflikter. Klimaforandringerne kan således sætte gang i en spiral af sammenhængende økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige udfordringer.

Som eksempel på, hvor hurtigt problemerne kan udvikle sig, nævner rapporten, at allerede i 2025 vil 2,4 milliarder mennesker leve i områder, hvor der i perioder vil være akut mangel på vand. Det kan i årene frem mod 2030 sende omkring 700 millioner mennesker på flugt i kortere eller længere tid. Flygtningene vil især komme fra Nordafrika, Afrika, Mellemøsten og lande i Asien – områder, der kan forudses at blive hårdest ramte, og som i forvejen har de svageste økonomier, de færreste ressourcer, den ringeste infrastruktur og de mindst stabile styreformer.

Kædereaktionen

Det beviser også, hvordan klimaforandringerne udløser en sammenhængende kæde af globale udfordringer, der gensidigt forstærker hinanden – fra de ødelagte infrastrukturer, ressourcemangel m.v. til store fordrevne befolkningsgrupper og til krige og voldelige konflikter. Den sikkerhedsmæssige risiko er også genstand for en række analyser. Den uddybes bl.a. i Care-rapporten samt i en analyse med titlen Insurgency, Terrorism and Organised Crime in a Warming Climate, der blev udgivet af den tyske tænketank Adelphi i oktober sidste år med støtte fra den tyske regering.

Begge rapporter påpeger, hvordan klimaforandringerne kan have en direkte effekt på det politiske klima. F.eks. oplyses det, at 80 pct. af de væbnede konflikter i de områder, der er hårdest ramt af klimaforandringer, skyldes tørke og mangel på vand, samt at fødevarekriser har udløst interne opgør i 30 lande. Samtidig anslås det, at blot 5 pct. mindre regn i f.eks. de centralafrikanske stater vil øge risikoen for konflikter med 50 pct. For at illustrere katastrofernes omfang og akutte karakter vurderer Unicef, at alene i Sydsudan har hungersnød og krige sendt over en million børn på flugt. Det er næsten hvert femte barn i landet.

Hvor hurtigt og hvor omfattende disse scenarier udvikler sig og bliver til realiteter, afhænger ikke mindst af tempoet i klimaforandringerne. Men hvis udviklingen fortsætter i det nuværende tempo, vil den globale temperaturstigning i dette århundrede efter alt at dømme nå mindst 3 grader. Det er den kurs, vi p.t. er på, og som stadig flere klimaeksperter anser for den mest sandsynlige. Ifølge flere opdaterede klimarapporter, bl.a. fra Det Arktiske Råd, har vi mistet indflydelsen på klimaforandringerne frem mod 2050. Her har vi passeret the tipping point og kan blot håbe på, at der ikke sker yderligere accelerationer. Politisk fastholdes imidlertid en 2-gradersstigning.

Dette er ikke et valg imellem at være pessimist eller optimist, men udelukkende realist. Og det valg tilsiger, at vi ikke undgår voldsomme klimaforandringer, der – som beskrevet ovenfor – vil udløse en kædereaktion af udfordringer, som vi på trods af stadig skarpere advarsler har fortrængt og derfor ikke er forberedte på.

Vi burde for længst have taget ved lære af den europæiske flygtningekrise, som vi stadig ikke har forvundet, og hvor de enkelte lande forsøger at indhegne sig med nationale grænsebomme i en tro på, at det løser problemet. Selv om de nuværende flygtningetal i Europa umiddelbart forsvarer det synspunkt, giver det blot en ’stakket varme’ og et falsk billede af politisk handlekraft.

At tro på, at det fortsat er svaret på de kommende års reelle udfordringer, er både naivt og ansvarsløst.

Alle har brug for en Plan C

Kombinerer man alle veldokumenterede advarsler i ét scenarie, tegner det et billede, der sender ét klart budskab til alle politiske ledere: Udarbejd snarest en Plan C, hvor C’et står for Climate. 193 nationer er i øjeblikket i gang med at beskrive, hvordan de vil nå FN’s 17 verdensmål. Hertil kan føjes to kommentarer: For det første kan processen hurtigt blive overhalet af den virkelighed, som afdækkes i rækken af advarende analyser, og som demonstreres i de stadig tiltagende klimaforandringer.

For det andet kan man frygte, at alt for mange af de nationale mål vil dele skæbne med de danske, nemlig at de bliver for brede og uforpligtende.

En ’Plan C’ skal beskrive de overvejelser og det politiske og sociale beredskab, der skal sættes i værk, i takt med at klimaforandringerne og de afledte konsekvenser accelererer. Nationer har planer for, hvordan de vil forsvare sig i tilfælde af krig, har beredskaber for at afhjælpe naturkatastrofer etc. Nu tyder stadig mere på, at lande verden over – og ikke mindst de europæiske – skal indstille sig på helt nye udfordringer inden for betydeligt kortere tid end hidtil antaget. Når katastroferne først er under udvikling, er det for sent at forberede sig på dem. Så gentages blot de kaotiske situationer, som vi blev vidne til, da de første flygtningestrømme ramte Europa i sommeren 2015 og gødede jorden for mange af de populistiske bevægelser, vi ser i dag.

Mange nationer kan umiddelbart dække sig ind under, at der i dag gælder andre regler for klimaflygtninge end for krigsflygtninge. Da folk, der flygter pga. klimaforandringerne, ikke kan opfattes som personligt forfulgte, har de ikke juridisk ret til asyl i Europa. Undtagelsen er Sverige og Finland, der har skrevet klimaflygtninge ind i deres officielle asyl- og immigrationspolitik. Det er imidlertid tvivlsomt, hvor meget denne lovmæssige beskyttelse er værd i realiteternes verden. Sammenhængen imellem klimaforandringer og krige kan nemlig betyde, at mange af de mennesker, der flygter fra klimakatastroferne, vil kunne henvise til krige og konflikter som den egentlige årsag.

Hertil kommer, at vi med de dimensioner, som folkestrømmene kan forudses at antage, kan blive tvunget til at revurdere såvel flygtninge- som immigrationsudfordringerne og finde mere endegyldige løsninger end at ophobe måske flere hundrede millioner mennesker i interimistiske og ydmygende lejre. Det vil i sig selv give grobund for ekstremistiske bevægelser etc. Og således vil den onde cirkel fortsætte. Derfor er der brug for velgennemtænkte og langsigtede C-Planer for at forebygge voldsomme sociale omvæltninger.

Den danske regering har nu etableret et disruptionråd, der skal forberede Danmark på de fremtidige digitale udfordringer og vækstmuligheder. Det første møde holdes i denne uge. Her er der tale om en bredt anlagt national satsning initieret og iscenesat af statsministeren selv. Med al og stor respekt for den prioritering er der næppe tvivl om, at en slags ’socialt disruptionråd’ er mindst lige så påkrævet – hvis ikke langt mere. Her er der nemlig et akut behov for, at enhver nation gentænker sine mulige svar på den nye type udfordringer, som vi med sikkerhed ved kommer, og som vi med sikkerhed ved vil stille os over for problemstillinger af et omfang og en karakter, vi ikke tidligere har oplevet. I den kontekst vil begrebet ’disruption’ for alvor kunne få mening.

Der er akut behov for, at såvel de politiske ledere som andre af samfundets nøglepersoner demonstrerer, at de både forstår omfanget og alvoren i den virkelighed, vi hastigt er på vej ind i. Det gælder også medierne. Vi må erkende, at hvor interessant og vigtigt det end må synes at befrugte hinanden i diverse kommissioner, råd og netværk, er der hårdt brug for planer og initiativer, der forholder sig konkret til de trusler og udfordringer, der efterhånden er så præcist beskrevet, at det ikke alene er ansvarsløst at overse eller fortrænge dem. Det er et alvorligt svigt overfor kommende generationer, der i fremtiden ellers vil komme til at betale en høj pris for nutidens mangel på politisk mod og lederskab, da det virkelig gjaldt.

Kommentér dette blogindlæg herunder