Grådighedens ambassadører

Svineriet i bank- og finanssektoren kender efterhånden ingen grænser; seneste eksempel er landets to største bankers medvirken til hvidvask for milliarder. Vi er nødt til at stramme regler og straffe, således at de øverste bankledelser straffes. Og gerne med fængsel.

Tilliden til autoriteterne siver ud af virksomheder og samfund. Indimellem sker det i spring. Hvor er tilliden til de politiske ledere? Hvem havde tillid til SKATs tidligere ledelse? Den nuværende? Hvem har tillid til det, der sker i PostNord? Hvem har tillid til de store banker?

Man kunne blive ved. Jeg – og mange andre i min generation – er opvokset med og er også opdraget til at have respekt for autoriteter. Skoleinspektøren, postmesteren, bankdirektøren og bankmanden, folketingsmedlemmet, ministeren og mange andre i samfundet. Det har jeg i mange år og på mange måder haft det godt med. Der var holdepunkter og støtter i det i øvrigt trygge velfærdssamfund. Der var nogle klare værdier og orienteringspunkter. Jeg så min far tage hatten af, når han med mig ved hånden trådte ind i banken. Et samfund, hvor tilliden smuldrer, er et fattigt samfund.

En del af forklaringen på, at dette sker, er konkret og tydelig mistillidsskabende adfærd fra ledernes side. Mistilliden kommer ikke af ingenting. Den kommer bl.a. af dårlig opførsel. Man får simpelthen anskuelighedsundervisning i, hvordan og hvorfor der ikke er grund til at have tillid til konkrete og navngivne politikere og ledere. Ingen nævnt, ingen glemt. Illusionerne bliver revet væk. Alt er blevet mere transparent, og det er godt. Men det kræver tilvænning.

Lig i bankpaladser

Som voksen har jeg jævnligt og på forskellige måder fået et lille ekstra indblik i f.eks. bankers virke. Ikke dybe indblik, men dog ind bag facaden. Ind bag facaden er jeg også kommet ved mediernes hjælp. Medierne afdækker jævnligt, hvad der sker i danske og internationale banker og finansielle virksomheder. Under finanskrisen fra 2008 og flere år frem nærmest væltede det ene store lig efter det andet ud af skabene i banker og finansielle virksomheder. Man troede ikke sine egne øjne og ører. Det var ikke ud af sidegadernes små vekselererbutikker, men ud af storbankernes paladser, ud af de største og fineste bestyrelseslokaler, ud af direktionslokalerne, det væltede.

Det, man så, var ikke smukt. Befolkningen var i chok. Nok var man ikke blåøjet. Nok vidste man, at det ikke var engle og velgørere, der sad derinde og administrerede milliarderne. Men at det stod så slemt til, dét vidste man ikke.

Man vidste ikke, at bankerne overbød hinanden i forsøg på at låne millioner og hundredvis af millioner ud til de største banditter i landet. Man vidste ikke, at bankerne stiltiende så på, at ejendomsspekulanter – rent ud sagt – svinede og svindlede med bankernes, dvs. indskydernes, penge. Man vidste ikke, at bankerne systematisk snød deres kunder i et kæmpemæssigt ræs mod større omsætning, overskud, lønninger, bonusser. Man så ikke, at bankerne på snedig vis udviklede og solgte produkter og ydelser, som hverken bankens medarbejdere, ledere eller kunder forstod. Kunderne købte (og køber) de mest bizarre produkter i blind og totalt ubegrundet tillid til bankerne og de finansielle virksomheder. Man havde ikke fantasi til at forestille sig, hvad der skete inde bag murene. For det var så groft og svigagtigt, at det ingen grænser kendte.

Grådigheden lever videre

Nu er finanskrisen ovre, siger vi i hvert fald, og nogle af forbryderne er retsforfulgt, og de dømte er fængslet. Alt er nu i orden. Der er ryddet op. Bankerne har lært af alt det, der skete. Hatten af! Ja, det er der måske nogen, der tror. Jeg har været så uheldig også i årene efter finanskrisen at få lidt indblik i ny og næ, og det har desværre overbevist mig om, at bankerne ikke har lært ret meget.

Jo, de har lært og været nødt til at acceptere, at der er sket ændringer i lovgivningen og reglerne omkring bankvirksomhed, dels fra EU’s side, dels via national lovgivning. Men det er småting i det store billede. Det meste er ved det gamle. Grådigheden og skruppelløsheden er uændret og kender tilsyneladende ingen grænser.

Bankerne er fortsat grådighedens ambassadører. Ambassadører for grådigheden i dens mange afskygninger og fremtrædelsesformer. Bankerne holder sig ikke tilbage, når der skal tjenes milliarder – også på lyssky forretninger. Senest er det hvidvaskning. På overfladen ser det hele fortsat fint og kontrolleret ud, og når bankerne presses, træder en bankdirektør, eller når det er helt slemt, en bestyrelsesformand, frem og hælder vand ud af ørene så meget og så længe, at offentligheden synes, at det lyder fornuftigt og tilforladeligt. Og så kører man videre på de indre grådighedens linjer.

Problemet er underregulering

For nylig offentliggjorde CXO Magasinet resultaterne af en slags undersøgelse gennemført af firmaet PwC, der viser, at ”den altoverskyggende bekymring i den finansielle sektor er overregulering”. Jeg skal ikke gøre mig klog på detaljerne, men hvis der er noget, samfundene har behov for, så er det at have hånd i hanke med disse virksomheder, der set i et historisk lys slet ikke har formået at leve op til det samfundsansvar, der følger med at være store og indflydelsesrige finansielle virksomheder. Jeg medtager også de mange mindre virksomheder, til hvem man må have de samme forventninger, men hvor evnen og måske også viljen til at påtage sig dette ansvar kan mangle eller være meget beskeden. Det er ikke overregulering, der er problemet. Det er underregulering. Og måske er der en sammenhæng, der hedder: Jo større, desto værre!

Min tillid til banker og finansielle virksomheder kan ligge på et meget lille sted. Under og efter finanskrisen fik min tillid et ekstra alvorligt knæk, som jeg ikke har overvundet endnu. Jeg så for meget, og dog véd jeg, at hvad jeg så, kun var toppen af et isbjerg, som jeg er glad for, at jeg ikke fik at se i sin fulde størrelse. Selvfølgelig er der mennesker i den finansielle sektor, som man kan have tillid til, men systemerne, strukturerne og mange ledelser mangler jeg i den grad tillid til. Jeg tænker på, hvordan den næste finanskrise kommer til at se ud, og hvad der til den tid vil vælte ud af skabene, også i de store og meget grådige finansielle virksomheder. Og hvad bankdirektørerne vil sige til den tid.

Det økonomiske topmøde i Davos i år havde som overskrift ’Responsive and Responsible Leadership’, og der blev på mødet fremlagt 10 principper for værdigt og ansvarligt lederskab. Principperne blev formuleret i en artikel af Alberto Alemanno, Jean Monnet Professor of Law ved HEC-universitetet i Paris. Principperne havde overskriften: ’Global Agenda Leadership Values. A 10-point guide to responsible leadership in the age of populism’ og omfatter følgende værdier: medfølelse, følelsesmæssig intelligens, integritet, åbenhed, retfærdighed, rummelighed, habilitet og kompetence, evidens, sammenhæng og alvor.

Det er interessant at betragte disse ledelsesværdier i forhold til de finansielle virksomheder. Værdierne understreger, at der i al ledelse er en moralsk-etisk dimension, som alle de rationelle systemer skal udvides med – og respektere.

Det kan næppe være den slags værdier og principper, der har tynget de danske bankdirektører, der aktivt og tilsyneladende med stor appetit medvirkede til skatteunddragelser, hvidvaskning og andre ulovligheder i et sådant omfang, at Finanstilsynet for nylig måtte offentliggøre voldsomme advarsler til og rette en alvorlig kollektiv kritik mod danske banker. Den ansvarlige minister sagde den 21. marts i år om dette og specifikt om de to største danske banker: ”Et historisk ledelsessvigt”. Statsministeren fulgte samme dag op og tog et ord i anvendelse, der næppe nogensinde er brugt af en dansk statsminister i en sådan sammenhæng. Han sagde: ”Det er noget svineri”. Det er lige præcis, hvad det er. Det er fuldstændigt uacceptabelt.

Svineri uden konsekvenser

Og igen oplevede vi, at et par alvorlige bankdirektører lod sig slæbe for et tv-kamera, hvor de fremsagde en passende mængde forblommede ord om ansvar og beklagelser. Det skal man selvfølgelig ikke tro på. Det er noget, topledere trænes til af erfarne og kontante tv-journalister. Dagen efter kunne man på forsiden af Berlingske se et foto af en bankdirektør, der ser ud til at være meget ked af det, og som udtaler til bladet: ”Vi var ikke dygtige nok”.

Det hedder i fagsproget at lægge sig ned. Man må lægge sig ned, når der ikke er andre udveje. Det gjorde denne bankdirektør til UG. Han så ud, som han skulle. Han sagde de rigtige ord. Det er en del af bankdirektørens job. At lægge sig ned – på beregning. Vi ældre har lært, at den slags skal man ikke stole på. Det er svindel; det er svineri; det er historisk ledelsessvigt.

Der er kun ét svar fra samfundets side til dette: mere regulering og flere lænker. Bankerne vil helt åbenbart ikke selv tage ansvar.

Selvdisciplin burde ellers være ét af svarene. Men det er en vanskelig disciplin. ”Vi var ikke dygtige nok,” sagde den øverste leder af Danmarks største bank. ”Vi skal blive bedre,” sagde han. Det vil han også sige næste gang. Og det vil hans kolleger også sige.

Og én af pointerne er: Det er de samme ledere, der bliver ved med at sidde og sige det samme. Deres ’svineri’ har ingen konsekvenser. Der sker ingenting. Det er svindel og humbug. Derfor har erhvervsministeren ret, når han siger, at der skal strammes op på lovgivningen. Jeg vil dog se det, før jeg tror på det. Konkurrence, priskonkurrence, det, vi kalder den frie prisdannelse, som ikke er så fri endda, alt dette skal vi bevare for banker, private virksomheder m.m., men hvis vi vil sikre en ordentlig og bedre verden, hvis vi vil sikre ansvarlig adfærd, så er vi nødt til at regulere, sætte grænser og rammer, og der er meget, der tyder på, at disse rammer og reguleringer på en lang række områder skal være meget strammere, end de er nu.

For at sige det, som det er: Man er nødt til at stramme så meget op, at det bliver fuldstændig tydeligt, at det er bankdirektørerne, der ender i fængslerne for f.eks. den form for adfærd, som vi lige har set afsløret. Vi er nødt til at stramme reglerne og straffene, således at det er de øverste bankledelser, der straffes – og straffes med fængsel. Det, der kan ske og faktisk sker nu, er fuldstændig og aldeles uacceptabelt for samfundet.

Kommentér dette blogindlæg herunder