Haves: økonomer – ønskes: antropologer

At ændre menneskers adfærd og prioriteringer på få år er en betingelse for at løse en række af de største udfordringer – herhjemme og internationalt. Det kræver, at økonomernes dominans og politiske indflydelse brydes til fordel for en række humanitære kompetencer. Danmark kunne blive rollemodellen.

De sidder tungt på samfundets vigtigste poster og styrer de centrale institutioner: Finansministeriet, Nationalbanken, den finansielle sektor, Det Økonomiske Råd m.fl. De støber fundamentet for de største og mest betydningsfulde politiske beslutninger, initiativer og strategier, herunder langsigtede fremskrivninger og planer. Økonomerne udgør kernen i magtens maskinrum – såvel herhjemme som i resten af verden. Det har været godt for sin tid, men måske ikke for fremtiden.

Den logik, rationalitet og lineære tænkning, der dominerer de makroøkonomiske modeller, passede godt til et industrisamfund, der sværgede til store planer og langsigtet forudsigelighed, og hvor individet kunne påvirkes af diverse økonomiske incitamenter. Den verden har vi forladt til fordel for et samfund, der konstant disruptes, og hvor nye ekspotentielle teknologier, samværsformer og sociale medier på dramatisk vis har ændret magtbalancer og adfærdsmønstre. Her er den eneste konstant den accelererende foranderlighed.

Det ikke alene udfordrer makroøkonomien som den styrende samfundslogik. Det kan også blive den største barriere for at gennemføre de nødvendige løsninger, medmindre man erkender, at økonomerne i fremtiden skal dele magten med andre kompetencer.

Verden er blevet for kompleks, og menneskets reaktionsmønstre for uforudsigelige til at blive forklaret eller indfanget af økonomiske teorier og modeller. Det kalder mere på antropologer, psykologer og sociologer end blot økonomer. Vi har brug for langt dybere og langt mere nuancerede diagnoser af samfundets tilstand end dem, der kan rummes af makroøkonomiske analyser og forklaringer.

De økonomiske forbiere

Herhjemme kommer problemet til udtryk med jævne mellemrum, f.eks. når betydningen af skattelettelser diskuteres. Den gængse økonomiske opfattelse er, at lavere skat motiverer folk til en øget indsats. Man putter mønter ind i den ene ende af modellen, og ud kommer en hårdt arbejdende person. Den påstand satte en fremtrædende økonom, nemlig nationalbankdirektør Lars Rohde, et stort spørgsmålstegn ved i Morgenavisen Jyllands-Posten den 15. marts.

”Det står ikke lysende klart for mig, at det vil hænge sammen på den måde,” udtalte han og henviste samtidig til, at både skatter og arbejdstid igennem de seneste år er faldet.

Det affødte en del kritik fra det økonomiske parnas, selv om han blot havde udtrykt den sunde fornuft, der tilsiger, at menneskets adfærd ikke kan sættes på en formel.

Samme udfordring blev afdækket i maj sidste år i et svar fra Finansministeriet til Folketinget. Her måtte ministeriet erkende, at det havde ramt meget ved siden af den økonomiske skive igennem de seneste 15 år.

Dette er blot endnu et eksempel på afstanden mellem økonomisk teori og menneskelig virkelighed. Det fik økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen til at foreslå en ”en gennemgribende revision af modellen for at forbedre dens forudsigelsesevne” og undgå politiske ”hovsaløsninger”. Finansministeriet kunne blot henvise til, at deres modeller har været lige så gode og dårlige som andre institutioners.

Den forklaring er lige så ærlig, som den er tankevækkende og farlig. Den fortæller, at vi i realiteten ikke kan stole på nogen af de kendte modeller, hvilket er et temmelig usikkert grundlag at basere politik og strategiske beslutninger på. Det problem accelererer, i takt med at uforudsigeligheden breder sig. Bo Sandemann Rasmussen har således ret, når han efterlyser gennemgribende revisioner af den økonomiske model. Den opfattelse deler han med stadig flere såvel hjemlige som udenlandske økonomer og andre samfundseksperter, der har indset, at vi bliver nødt til at nytænke hele vækstbegrebet, herunder hvordan vi skaber forandringer.

Spørgsmålet er, hvad ’gennemgribende revisioner’ omfatter. Det er ikke kun et spørgsmål om at disrupte de økonomiske modeller, men om at supplere dem med en række andre. Ligesom der findes syv former for intelligens, kan man forestille sig, at vi skal arbejde med mange forskellige samfundsmodeller, der tilsammen er i stand til at favne kompleksiteten og udfordringerne i morgendagens samfund.

Hvad de handler om, er tæt beskrevet i en stigende strøm af analyser og rapporter, der spænder fra “The Fourth Industrial Revolution” om fremtidens digitaliserede samfund til “The Global Risks Report” og “Better Business, Better World” om de næste ti års markedsrevolution m.fl. Den totale udfordring er sammenfattet i FN’s 17 verdensmål, der meget klart beskriver, hvilke problemstillinger vi nu har mindre end 5.000 dage til at løse.

De fik i fredags en dansk dimension, da regeringen præsenterede sine nationale handlingsplan. De områder, Danmark har valgt at prioritere, rammer meget bredere end de samfundsøkonomiske dagsordener. De kalder netop på et bredspektret sæt af kompetencer og på en folkelig opbakning, hvis de ikke skal ende som et mere eller mindre abstrakt politisk projekt.

Det handler om adfærd

Det er her fristende at drage en parallel til sundhedsvæsenet. En af de helt store udfordringer er at behandle patienter med flere sygdomme, de såkaldte multisyge. De kræver et tæt forbundet og stærkt integreret behandlingsforløb, hvor alle lægelige kompetencer spiller tæt sammen. Hjertelægen løser kun en del af problemet, og hvis der ikke er en præcis koordinering med andre lægelige specialer, forværres tilstanden ikke alene for patienten, men den samlede behandling både forlænges og fordyres.

Hvis man tager afsæt i de 17 verdensmål, lider kloden under multiudfordringer – udfordringer, som også rammer de enkelte lande, og som derfor skal adresseres igennem nationale handlingsplaner. Men på linje med sundhedsvæsenet kræver tilstanden en tæt og koordineret inddragelse af mange kompetencer. Og der er ikke megen tvivl om, hvad den vigtigste kompetence bliver. Det er den samme som i sundhedssektoren, nemlig at få mennesker til at ændre adfærd. Det vil sige at forebygge frem for at helbrede.

Ingen af de udfordringer, vi konfronteres med de kommende år – nationalt som internationalt – kan løses, uden at mennesker ændrer adfærd og prioriteringer. Store forandringer skal vokse op nedefra, men der er normalt lang leveringstid på ny adfærd og nye vaner. Og den opgave bliver ikke mindre kompleks af den autonomi og selvbevidsthed, som nye sociale netværk og medier har udstyret den enkelte borger med. Men vi løber hurtigt tør for tid, hvis den tidsfrist, FN har sat for verdensmålene, skal overholdes.

Den nye erkendelse

Med andre ord: Adfærdsvidenskaben kan vise sig at blive den vigtigste samfundsdisciplin det kommende tiår. Vi kan opstille nok så flotte, langsigtede mål om en bæredygtig økonomisk fremtid, og økonomerne kan diske op med diverse fremskrivninger og ligevægtsmodeller. Risikoen er blot, at de ikke holder og i stedet giver os et fordrejet og forkert billede af virkeligheden, netop fordi de ikke har taget højde for den menneskelige og stadig mere irrationelle faktor. Den samfundsøkonomiske evolutionsteori beskriver således, hvordan økonomien udvikler sig til en stadig mere interdisciplinær disciplin med en stadig stærkere menneskelig dominans.

Den erkendelse begynder også at brede sig i internationale institutioner. I oktober 2015 lancerede Verdensbanken initiativet ”Global Insights Initiative” netop med det formål at integrere forskellige discipliner herunder adfærdsøkonomi og psykologi i projektudviklingen. Det var ud fra opfattelsen, at en dybere forståelse af menneskers valg og adfærd kan få stor betydning for udviklingsprojekternes resultater.

Derfor gør Verdensbanken i sin ”World Development Report” fra 2015 op med tesen om, at mennesker træffer deres valg ud fra rationelle og gennemtænkte overvejelser, motiveret af diverse politiske incitamenter. Den tænkning har tidligere vist sig effektiv, men vil næppe være det i fremtiden, argumenterer banken. På basis af en række studier anbefaler banken, at der nytænkes omkring menneskers adfærd og indflydelse på gennemførelsen af store globale initiativer – lige fra at øge produktiviteten til at reducere fattigdommen og bekæmpe klimaforandringer. Det handler ikke kun om, hvilke politikker der skal gennemføres, men hvordan, herunder betydningen af at inddrage psykologiske og sociale forhold. Ifølge Verdensbanken kan sociale incitamenter vise sig lige så effektive som de økonomiske.

FN har også taget adfærdsforskningen til sig, og i januar 2016 udpegede FN’s tidligere generalsekretær Ban Ki-moon for første gang nogensinde en rådgiver med fokus på adfærdsvidenskab. Formålet med udpegningen af Dr. Lori Foster er at gøre fokus på menneskelig adfærd til et centralt element i FN’s arbejde og beslutningstagning.

I år udkom så rapporten “Consuming Differently, Consuming Sustainably: Behavioural Insights for Policymaking” udgivet af FN’s miljøprogram UNEP. Den dokumenterer adfærdsvidenskabens store betydning for udviklingen af et bæredygtigt forbrug og stiller en række forslag til, hvordan adfærdsvidenskaben kan indarbejdes i de politiske processer og redskaber. I rapporten gives der eksempler på løsninger, der indtænker forbrugeradfærd inden for energi, vand, transport, fødevarer og spild og affald. Det har resulteret i besparelser for mange milliarder kr.

En dansk chance

Med al og stor respekt for den økonomiske videnskab er der et akut behov for at udfordre dens hidtidige stærke indflydelse på de politiske beslutninger. Her er der brug for et hurtigt magtskifte.

Hidtil har erkendelsen været evolutionær, men der er hårdt brug for at gøre den revolutionær. Verden kan ikke udvikle sig hurtigere, end mennesker kan ændre adfærd, og hvis det ske skal inden for få tusinde dage, må der nytænkes. Det er ikke mindst en udfordring for politikerne. De kan heller ikke levere resultater hurtigere, end der er folkelig opbakning til. Den aktuelle tillidskrise, som har ramt de politiske institutioner, vil kun forværres, medmindre de politiske ledere finder andre inspirationskilder end økonomer og jurister og faglige kompetencer, der mere retter sig mod institutionelle udfordringer end menneskelig adfærd.

Men hvordan tages skridtet fra store erkendelser til konkrete resultater? Personligt har jeg altid set Danmark som et potentielt laboratorium for at afprøve nye ideer – et nysgerrigt og eksperimenterende samfund. Netop i en epoke, hvor omstillingsevne er et grundvilkår, kunne satsningen blive en stor konkurrencefordel. I det perspektiv kunne den danske regering være det land i verden, der først udvidede sin kompetencebase med det formål at knytte adfærdsvidenskaberne meget tæt til de politiske processer.

Antropologer er her et godt bud, netop fordi de er udlært til at forstå menneskers adfærd og anskue udfordringer i sociale og kulturelle sammenhænge. De kunne suppleres af både sociologer og psykologer, og et match med hardcore økonomer kunne også udvikle sig til en spændende fremtidsrettet samfundsvidenskabelig cocktail.

Der er ingen tvivl om, at dette eksperiment ville give nye og vedkommende impulser i det politiske arbejde og antagelig også kunne bidrage til at bygge en kortere og stærkere bro imellem politikere og befolkning. Netop et land som Danmark, der er et af de mest tillidsfulde samfund i verden, burde opleve denne mulighed både som en forpligtigelse og en chance.

Tænk, hvis en kommende 2025-plan tog afsæt i det perspektiv og ikke blev en forudsigelig finansministeriel fremskrivning, men netop afspejlede kompleksiteten i morgendagens samfund og blev et eksempel på, hvordan en nation behandler multiudfordringer. Det vil sige lod antropologerne og sociologerne veje lige så meget som økonomerne og Kulturministeriet lige så meget som Finansministeriet.

Det ville være både nyt og nytænkende og gøre planen både brugbar og langtidsholdbar.

Kommentér dette blogindlæg herunder