Hvor er den nationale strategi for bæredygtig udvikling?

Politikere og medier over en bred kam vil hellere tale og skrive om banalt politisk fnidder end om det, der virkelig betyder noget for verden: FN’s verdensmåls betydning for fremtiden.

Vedtagelsen af FN’s 17 mål for en bæredygtig global udvikling er noget af det vigtigste, der er sket i verden i mange år. Næsten uanset hvilket perspektiv man anlægger, er verdensmålene vigtige.

De er vigtige, hvis man har et håb om en bedre verden, for det er en bedre verden, målene handler om. De er vigtige, hvis man frygter for udviklingen i verden, såfremt der ikke hurtigt gribes ind og gøres noget drastisk for at ændre både retning og tempo på en række områder. De er vigtige, hvis man har ledige penge, som man gerne vil investere i både økonomisk fornuftige, bæredygtige og nogenlunde sikre aktiviteter og projekter. De er vigtige, hvis man er en ældre pensionist, der tænker på sine børnebørns ve og vel. De er vigtige, hvis man er ung og ønsker at leve i en bedre, mere retfærdig og fredelig verden. For det er også det, målene handler om.

De er vigtige, hvis man er præst og alvorligt mener det, man hver søndag siger om retfærdighed, lighed, kærlighed, fred og værdighed. De er vigtige, hvis man er politiker, bl.a. fordi man med verdensmålene har en fælles referenceramme, hvormed man overalt i verden kan tale om landes, regioners og verdens problemer, udfordringer og løsningsmuligheder. De er vigtige, hvis man er lærer, underviser eller forsker, fordi målene giver en fælles referenceramme, og fordi de lyser op som felter, hvor der er behov for mere viden, herunder viden, der går på kryds og tværs af de traditionelle fagområder. Og frem for alt: De er vigtige, hvis man er en erhvervsvirksomhed, der gerne vil overleve.

Der er mange spørgsmål, når talen er om verdensmålene: Er de ikke alt for ambitiøse? Er der klare planer for målenes implementering? Er det realistiske mål? Er det ikke naivt at tro på sådanne mål, når der sidder en Donald Trump som præsident i USA, og når kineserne forurener, som de gør? Er klimafrygten ikke skabt og pisket op af virksomheder med økonomiske interesser i denne frygt? Er den forskning, der understøtter målenes vigtighed, ikke finansieret af økonomiske interesser, der groft ønsker dette fremmet?

Er det ikke rigtigt, at der har været situationer før i historien, hvor frygt og angst har været dominerende, og hvor ny forskning og innovation har gjort frygten til skamme? Er det ikke rigtigt, at der før i historien har været store temperaturudsving? Spiller det overhovedet nogen rolle, hvad Danmark foretager sig – vi er jo kun godt fem millioner mennesker? Spiller det nogen rolle, hvad jeg som borger gør? Er det ikke rigtigt, at mennesket af natur først og fremmest er optaget af sig selv, og at man ikke kan ændre den menneskelige natur?

Selvfølgelig er der skepsis og usikkerhed. Selvfølgelig er der ikke en enkel formel for, hvordan vi kommer videre med verdensmålene. Og samtidig er det nok rigtigt at sige, at der kan gives ret klare svar på de nævnte spørgsmål. Og at disse svar klart peger i retning af, at målene er ambitiøse, nødvendige og realistiske.

Stedmoderlig mediebehandling

Man må undre sig over, hvorledes danske nyhedsmedier behandler disse mål – eller rettere sagt: ikke behandler dem. De er fraværende i den offentlige debat, hvis den offentlige debat er de elektroniske medier og dagspressen. Samtidig med, at disse medier bruger time efter time og mange sider på den dagsaktuelle politiske situation, som i flere måneder overvejende har handlet om skattelettelser til de rigeste, skriver og taler de ikke om det, der er virkelig vigtigt for verden og dermed også for den danske befolkning: verdensmålene, udviklingen i verden og Danmarks ansvar og muligheder her.

Det er tankevækkende, at der samtidig med målenes fravær i medierne er en stor opmærksomhed om og interesse for dem i mange folkelige kredse. Det gælder folkeskoler. Lad mig som eksempel nævne Randersgades Skole i København. Det gælder gymnasierne, f.eks. Ikast-Brande Gymnasium i Ikast. Det gælder folkehøjskolerne. Lad mig nævne Højskolernes Forening og Vestjyllands Højskole. Vedrørende universiteterne: Lad mig nævne, at Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) har taget verdensmålene op som en del af undervisningen. Alle afgangsstuderende skal i deres afgangsspecialer forholde sig til verdensmålene; det har konkret givet sig udslag i, at KADK har købt 400 eksemplarer af den nye bog ’Bæredygtig global udvikling’, som er den eneste større fremstilling i Danmark, der eksplicit og dybtgående behandler verdensmålene og sætter dem ind i en historisk, menneskerettigheds- og målingsmæssig sammenhæng.

Jeg har redigeret bogen og har derfor en interesse i den, men det bør nævnes, at der har været meget stor interesse for den, selv om den ikke har været anmeldt eller omtalt i ét eneste dansk dagblad eller elektronisk medie – så vidt jeg ved. Efter fem uger gik tredje oplag i trykken.

Interessen for målene er betydelig og voksende i erhvervslivet, i kommuner, blandt ngo’er af mange slags og mange andre steder. Men ikke i pressen. En række store frontvirksomheder er optaget af målene. Lad mig nævne nogle af de mest kendte: Novozymes, Carlsberg, Ikea, Grundfos og Danfoss. Et eksempel på en ukendt og interessant virksomhed er KLS PurePrint i Hvidovre. Den slags små og mellemstore, og for offentligheden ofte ukendte, virksomheder, der interesserer sig for bæredygtighed og verdensmålene, er der mange af – og stadig flere. Og som det sidste vil jeg nævne, at interessen for verdensmålene også er til stede i flere og flere kapitalfonde, fordi kapitalfondene selvfølgelig véd, at fremtidens store indtjeningsmuligheder ligger på bæredygtighedsfeltet.

Ikke plads til ikke-bæredygtighed

I en artikel i Ugebrevet Mandag Morgen for nylig kunne man læse, at ”KADK dedikerer de næste tre år til udvikling af design og arkitektur, der kan bidrage til en mere bæredygtig verden”. Mandag Morgen Sustainia og KADK vil ”vise, hvordan FN’s verdensmål kan realiseres i praksis – og samtidig skabe fundamentet for et nyt dansk væksteventyr båret frem af innovative løsninger på nationale og globale problemer. Behovet og efterspørgslen på bæredygtige løsninger og produkter vokser verden over, og arkitekter og designere besidder netop de professionelt kreative og innovative kompetencer, der skal til for at imødekomme den udvikling. Derfor går KADK nu forrest og dedikerer de tre næste år til udvikling af nye og innovative løsningsbud på en bedre verden”.

Selvfølgelig. Der er kun én vej. Den vej handler om bæredygtighed. Selvfølgelig er der ikke i en verden med snart ti milliarder mennesker plads til ikke-bæredygtige løsninger. Derfor må man igen undre sig over Folketinget og den danske regering. Man må undre sig over, at vi ikke som en dansk, national strategi kaster os over den største globale strategiske mulighed og udfordring nu og i de kommende mange år, nemlig overalt at gå i gang med en strategisk satsning på bæredygtig udvikling. Danmark har alle tænkelige forudsætninger for dette.

Jeg har inden for de seneste måneder været i en stribe sammenhænge, hvor verdensmålene har været i centrum og er blevet grundigt behandlet. Dansk Industri og andre brancheorganisationer har afholdt flere konferencer og seminarer. Verdens Bedste Nyheder har haft arrangementer og initiativer. Folkeuniversiteterne i København og flere andre byer har forelæsningsrækker om målene. Organisationen Nyt Europa har haft en forelæsningsrække. Organisationen Chora Connection har afholdt en række seminarer og en heldagskonference. ’Sustainable Co-Creation’ var titlen på en tredages konference i Aarhus for nylig, der også eksplicit behandlede verdensmålene. UNDP og en række ngo’er, herunder Mellemfolkeligt Samvirke, har på skrift og tale adresseret målene med publikationer, konferencer, seminarer m.m. Hvis man oven i det tænker på, hvad der sker i verden vedrørende verdensmålene, så eksploderer det. Men danske politikere og den danske dagspresse har andet at være optaget af.

Bæredygtighed som en realitet

Det er et kæmpe skridt fremad, at FN’s generalforsamling i september 2015 vedtog disse 2030-mål. Det kan godt være, at den danske regering er bagefter, hvilket jeg mener, den er, men det er ikke det afgørende for verdenen. Dér, hvor Danmark ikke kender sin besøgelsestid, kommer der andre! Det afgørende for verden er, at nogle millioner mennesker verden over allerede nu tager disse mål alvorligt og arbejder for deres udbredelse og implementering. Antallet af mennesker, der gør dette, vokser hver dag. Hver dag! Det vil ændre verden.

Ikke sådan, at alt er paradisisk og fantastisk i 2030, for det er ikke muligt. Men i 2030 vil verden være kommet langt, meget længere, end vi i dag kan forestille os. Og i 2030 vil der være nogle nye og endnu mere klare og dristige mål for de næste 15-30 års udvikling.

Til den tid vil der med stor sandsynlighed også være sket katastrofer på jorden af en karakter og et omfang, som vi i dag har svært ved at forestille os, og samtidig – og det er det vigtigste – vil vi være kommet længere i retning af en mere bæredygtig verden, hvor mere lighed, mindre fattigdom, mere ligeværd og ligestilling, mere uddannelse, bedre sundhed, mere bæredygtig produktion og forbrug ikke blot er noget, man taler om, men er en realitet.

Det er det vigtigste perspektiv ved de 17 verdensmål – og derfor bør vi alle tage dem alvorligt og forholde os til dem.

Naivt? Meget, der på ét tidspunkt forekommer naivt, er senere blevet til virkelighed. Det naive er at forestille sig, at business as usual er en mulighed.

Kommentér dette blogindlæg herunder