Hvor er sikkerhedsnettet for Dele-Ditte?

Deleøkonomien rummer mange spændende muligheder, men uden nye rammer for ejerskab af arbejdskraften vil den ikke kunne levere de økonomiske fordele, stabilitet og tryghed, der er nødvendige for, at vi kan have en robust og velfungerende middelklasse.

Vi er på vej ind i et årti, hvor der vil være stadig flere freelancere, ’deleøkonomiske selvstændige’, samt i det hele taget en langt større omskiftelighed på arbejdsmarkedet.

På samme tid har vi grundet væksten i økonomierne fået en voksende middelklasse, som ifølge førende økonomer er kilden til al vækst og fremgang i den moderne teknologiske økonomi. Middelklassen er altså vigtig at bevare.

For middelklassen er økonomisk tryghed centralt. Det er den, der gør, at vi ikke skal gå og være bange for, at en fyring eller et sygdomstilfælde kan ende med at føre til, at vi mister både bil, familie og social status. Så længe vi oplever den tryghed, agerer vi stadig rationelt og langsigtet, og det er gavnligt for det danske samfund som helhed.

Men med den forestående udvikling inden for arbejdsmarkedet bliver denne tryghed udfordret. Når det traditionelle forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager ændrer sig, hvor efterlader det så den enkelte?

Vi kunne tage afsæt i et tænkt eksempel, der kan blive den tredje centrale ’samfundsudfordring’ efter Dovne Robert og Fattig-Carina – lad os kalde hende for Dele-Ditte.

Dele-Ditte, eller blot Ditte herfra, er 28 år gammel og arbejder på deltid i en restaurant i Aarhus. Her har hun arbejdet i tre år, og hun er en afholdt medarbejder. Hendes lønforhøjelse årligt er imidlertid minimal, og den holder dårligt trit med inflationen. Med husleje, udgifter til bilen samt egne forsikringer er hun nødt til at se sig om efter yderligere indtægtskilder. Ditte har altid haft det okay med at gøre rent, og derfor tilbyder hun sin hjælp på én af de mange deleøkonomiske platforme, der efterhånden findes på internettet.

Det viser sig at være en god beslutning, og eftersom Ditte hurtigt kommer rigtig tæt på sine kunder, dropper hun mellemmanden (platformen) og sælger sine ydelser direkte til kunderne. Rengøringsarbejdet tager ca. fire timer om ugen, og Ditte får derigennem en ekstra indtægt, der kan supplere jobbet på restauranten.

Til trods for de to job har hun dog stadig problemer med at få budgettet til at holde. Derfor kører hun i weekenderne nogle ture via appen Haxi, selv om hun godt ved, at den ligger i den lovgivningsmæssige gråzone herhjemme. Men nu måtte Uber jo ud af landet. Hendes småture giver lidt ekstra penge oven i det hele, og derudover udlejer Ditte hver måned nogle dage i træk sin lejlighed via Airbnb. I de dage overnatter hun hos forældrene.

Hvis du tror, at Dittes ganske hårde arbejdsindsats, når alt er lagt sammen, giver hende en økonomisk stabil tilværelse, tager du fejl. Ditte har ikke nok penge i banken til at have en opsparingskonto og da slet ikke til at indbetale til en pension. Hun betaler altid husleje til tiden, men tanken om at eje et hus er ikke realistisk. Nogle gange, når hun bliver slemt forkølet, eller når dårligt vejr sætter en stopper for hendes opsplittede deltidsarbejde, er hun nødt til at bruge sit kreditkort til at betale elregningen eller til at købe madvarer. Det kan tage flere måneder at udligne den negative saldo.

Behov for ny social kontrakt

Kontrasten mellem Dele-Ditte og hendes generations oplevelser og så hendes forældres virkelighed er markant. Hendes forældre sluttede sig til arbejdsstyrken med en forventning om, at hårdt arbejde ville blive belønnet med en ordentlig løn, stadig bedre muligheder og en pæn pension. Det var en epoke, hvor de fordele, der kendetegner middelklasselivsstilen, i høj grad blev leveret via ens job, og hvor arbejdsgiverne generelt accepterede, at de havde et ansvar for at sikre deres ansattes velfærd.

Lige så vigtigt er det faktum, at det var en epoke, hvor de fleste danskere med rimelighed kunne forvente, at de kun ville komme til at arbejde for en håndfuld virksomheder i løbet af deres karriere og givetvis kun for én arbejdsgiver ad gangen. Sådan lød den sociale kontrakt i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, og det var en kontrakt, der fremmede den økonomiske tryghed og stabilitet, hvilket gjorde middelklassen i stand til at trives og tillod den danske økonomi og de danske virksomheder at blomstre.

For Dele-Dittes generation findes denne kontrakt imidlertid ikke længere. Den restaurant, hun arbejder for, opfatter hendes løn som enhver anden driftsomkostning, der skal administreres og begrænses, mens de kunder, hun servicerer via rengøringstjenesten Haxi samt Airbnb slet ikke betragter hende som en ansat. Dittes arbejdstider er længere, end hendes forældres nogensinde var, men hun får ikke 50 pct. ekstra i overarbejdsbetaling, har ingen løn under sygdom, optjener ingen feriedage og sparer ikke sammen til almindelig pension.

I den deleøkonomi, som ofte udråbes til vores alles fremtid – en økonomi med arbejde, men ingen job – nægtes Ditte og de i samme gruppe som hende endda den arbejdsløsheds- og arbejdsskadeforsikring, der har udgjort de mest grundlæggende tråde i vores sociale sikkerhedsnet i de sidste 100 år.

Deleøkonomi leverer ikke tryghed

Den lære, vi kan drage af Dittes oplevelser, er, at de traditionelle jobbaserede ordninger ikke længere er tilstrækkelige i en økonomi, hvor færre og færre arbejdere vil have traditionelle job. For selv om deleøkonomien rummer mange nye og spændende muligheder, kan den simpelthen ikke – uden nye rammer for ejerskab af arbejdskraften – levere de økonomiske fordele samt den økonomiske stabilitet og tryghed, der er nødvendig for, at vi kan have en robust og velfungerende middelklasse.

En økonomi baseret på mikrobeskæftigelse kræver en optjening af mikrofordele, og en deleøkonomi fra det 21. århundrede kræver en social kontrakt, der passer til samme århundrede, og som sikrer fælles økonomisk tryghed og bred velstand.

Jeg er ikke økonom eller politiker og sidder ikke inde med SVARET. Jeg er bare en serieiværksætter, som ud fra et iværksætter-kommercielt synspunkt er begejstret for de nye forretningsmodeller, men udmærket kan se de faldgruber, som de åbenlyst rummer for de ’ikke-ansatte’, der skal få de selvsamme forretningsmodeller til at løbe rundt. Derfor er jeg på samme tid begejstret og bekymret, og selv om jeg tror på grundtesen bag den oprindelige deleøkonomi, så bryder jeg mig ikke om Uber og andres bevidste misbrug af kongstanken.

Hvorvidt løsningen på denne udfordring så består af en slags delesikringsordning for danskerne kombineret med nogle delesikringsrettigheder, tør jeg ikke sige. I hvert fald synes den nuværende model utilstrækkelig, da der ikke foretages forholdsmæssige beregninger eller på anden måde er taget højde for mennesker som Dele-Dittes livssituation.

Så hvor er sikkerhedsnettet for Dele-Ditte? tillader jeg mig at spørge …

Kommentér dette blogindlæg herunder