Klimakampens danske taberopskrift

Danmark er ved at udvikle sig til et ’godt’ eksempel på den stigende afstand mellem internationale aftaler og den nationale politiske virkelighed. Klimarådets nye rapport afdækker klimakampens barrierer og muligheder, herunder hvordan et uambitiøst Danmark sovende kan nå sine CO2-mål.

Hvis verden ikke når sine klimamål – hvilket intet i øvrigt tyder på, at vi gør – kan årsagen bl.a. findes i eksemplet Danmark. Ikke fordi det alene vil være Danmarks skyld, men fordi vi er et eksempel på den afstand, der er mellem at bakke op om ambitiøse, langsigtede, globale erklæringer som f.eks. klimaaftalen fra Paris 2015 og så den nationale kortsigtede politiske virkelighed.

Når især Danmark fremhæves som forklaringen på de uindfriede klimamål, skyldes det, dels at man berettiget kan forvente, at vi som hidtidigt grønt foregangsland ville agere frontløber ved gennemførelsen af så vigtig en aftale. Dels at vi i forvejen er et af de lande i verden, der udleder mest CO2 pr. indbygger.

Men realiteten er, at Danmark – på linje med mange andre lande – deltager aktivt i et spil, der handler om at slippe så billigt som muligt fra den hastigt voksende klimaregning. Spillet foregår i denne tid i bl.a. EU, som har fastsat, at unionens samlede udledning skal begrænses med 40 pct. inden 2030, og at Danmark skal bidrage med 39 pct. reduktion af sit forbrug.

Hvad klimaspillet handler om, afdækkes overbevisende, men meget teknisk og indforstået i Klimarådets nye rapport ’Omstilling frem mod 2030: Byggeklodser til et samfund med lavere drivhusgasudledninger’. Det er tung læsning, men to centrale budskaber stikker ud: Det ene er en klar advarsel til regeringen om ikke at slække på sine grønne ambitioner. Det kan på sigt vise sig at blive en fatal beslutning. Udover at skubbe store og voksende omkostninger foran os, risikerer vi at miste positionen som bæredygtigt foregangsland.

Det andet og nok så bekymrende budskab er, at rapporten viser, hvordan den danske regering både kan nedtone ambitionerne og alligevel på samme tid overholde sine klimamål. Det vil sige, at den ikke behøver at gennemføre nationale satsninger, det være sig investeringer i nye teknologier, nye reguleringer, der tvinger erhvervene til hurtigere omstilling, etc. Rapporten afdækker præcist, hvordan et politisk spil og lurepasning kan forhindre, at verden i tide omstiller sig til en ny klimavirkelighed, alt imedens den globale temperatur stiger med tre grader eller mere.

Nedenfor beskrives med inspiration fra Klimarådets rapport, hvordan og hvorfor det bliver umuligt at vinde det vigtige slag mod klimaforandringerne, der forudsætter, at den globale temperaturstigning holdes på maksimalt 2 grader.

Det tabte slag

Den internationalt berømmede klimaaftale fra COP21 i 2015 må allerede nu opgive sin første målsætning, der var at holde den globale temperaturstigning på maksimalt 2 og helst 1,5 grader.

Indtil nu har kun 145 ud af de 195 lande, der har underskrevet aftalen, ratificeret den, og de bidrag om CO2-reduktioner, landene hidtil har indrapporteret, er klart utilstrækkelige for at kunne overholde 2-gradersmålet. Det i sig selv vil kræve en væsentlig forøgelse af alle landes ambitioner. Hertil kommer, at verdens største udleder af CO2, USA, for nylig meldte sig ud af klimaaftalen.

Hvor langt vi er fra målene afdækkes i FN’s miljøprograms, UNEP, ’Emissions Gap Report’ fra 2015. Den viser, at selv hvis landenes betingede tilsagn om reduktioner overholdes, vil vi alligevel være på vej mod en temperaturstigning på 3-3,5 grader. Hvilket betyder, at vi risikerer at passere så mange tipping points, at vi i realiteten har tabt kampen mod klimaforandringerne. Vi skal i hvert fald forberede os på vejrmæssige, økonomiske, sociale og sikkerhedspolitiske udfordringer i et hidtil uset omfang.

Det perspektiv burde i sig selv udløse alarmklokker og en intens politisk aktivitet verden over. Men nej, verden kan forgå, men bureaukratiet vil bestå. Første planlagte opdatering imellem klimaaftalens parter ventes først at finde sted i 2025, altså om 8 år!

EU har som nævnt indrapporteret, at unionen vil sikre en reduktion på 40 pct. i 2030 i forhold til 1990.  Det forudsætter selvfølgelig, at alle medlemslande leverer deres bidrag til det fælles mål, bidrag, som altså allerede nu anses for utilstrækkelige. Analyser viser, at EU i så fald skal reducere CO2-udledningen med op til 55 pct. i 2030. Derfor må det forudses, at EU inden for de nærmeste år tvinges til at stille markant øgede krav til medlemslandene.

Foreløbig har der været afsat to år til at drøfte, hvordan EU’s 40 procents reduktion skal nås, og hvordan Danmark kan bidrage med sine 39 pct. Det har fuldstændig forudsigeligt givet anledning til en række hjemlige politiske udmeldinger, der bl.a. går ud på ikke at forpligte sig til noget konkret tal, men lurepasse. Der spores ingen stærk politisk vilje eller engagement, i forhold til at Danmarks skal være klimaforegangsland, og forståelsen for såvel klimaudfordringens omfang som de forretningsmæssige muligheder i at udvikle fremtidens bæredygtige løsninger er stort set fraværende.

Danmarks passive omstilling

I stedet forventes Danmark at satse på en løsning, der stort set ikke kræver noget af os. Forklaring kommer her: Frem til 2020 kan Danmark opfylde sine klimamål med de allerede kendte aktiviteter. Udfordringen kommer fra 2021 til 2030. De 39 procents reduktion svarer skønsmæssigt til, at der skal gennemføres nye tiltag, som i alt reducerer udledningerne fra den såkaldte ikkekvotesektor (populært sagt biler, bønder og boliger) med i alt 28 mio. tons fra 2021 til 2030.

Når Danmark til den tid nærmest kan sove sig igennem 10 års omstilling, skyldes det to forhold: For det første godskrives Danmark for en forventet mindre CO2-udledning fra arealanvendelse og skovbrug uden at skulle gennemføre nye tiltag på det område. Det sparer os for godt halvdelen af de 28 mio. tons. Desuden kan 8 mio. tons reddes via EU’s kvotesystem, hvis vi accepterer at annullere en tilsvarende mængde CO2-kvoter. Da der i forvejen er overskud af kvoter i EU, og de derfor er meget billige, har den løsning beskeden effekt på klimaet. Af samme grund anbefaler Klimarådet, at Danmark afstår fra at udnytte denne mulighed.

Tilbage er så ca. 5 mio. tons. At nå det mål over en tiårig periode bliver ingen større udfordring og relativt billigt. Klimarådet har lavet en pakke af løsninger, som bl.a. omfatter energirenovering af bygninger, brug af varmepumper i forskellige størrelse og til forskellige formål, solvarme, energieffektivisering og elbiler m.m.

Med andre ord og tal: Danmark kan uden omkostninger efterleve EU’s klimamål i 2030

Man kan ikke beskylde rådet for at bruge markante udtryk og skarpe vendinger. Men mellem de forsigtigt formulerede linjer efterlades ingen i tvivl om budskabet:

Danmarks grønne omstilling går i stå, hvis ikke der snarest udvises politisk mod og handlekraft til at forberede os på fremtidens klima- og energivirkelighed. Som følge af de accelererende klimaforandringer skal vi indstille os på langt højere reduktionskrav, fordi EU hurtigt tvinges til at udstikke nye mål. Klimarådet har peget på en snes omstillingsmuligheder. De skal forberedes nu og bringes i spil fra 2021.

Dette er ikke kun et spørgsmål om at nå 2030-målene, men også om at sikre, at Danmarks store ambition om at være et lavemissionssamfund i 2050 kan indfries. Der er ingen tvivl om, at Klimarådet er dybt bekymret for, om Danmark i tide når at omstille sig til den virkelighed, den globale opvarmning så hastigt udvikler, og ikke mindst over politikernes manglende grønne vilje.

Det er ikke alene et spørgsmål om konkrete initiativer, men om selve ens politiske mindset, og om hvordan man ser på Danmarks ansvar og rolle i verden. Det handler om, hvorvidt Danmark som nation og med regeringen i front skal praktisere en udtrykkelig ambition om at tage teten i den grønne omstilling – både fordi det forventes af et land som Danmark, og for at udnytte de store forretningsmæssige muligheder, der ligger i at være grønt foregangsland.

Det er lige præcis her, man kan dele Klimarådets bekymringer. Hvis en reel grøn omstilling virkelig var regeringens ambition, ville det være en vigtig prioritering i såvel 2025-planen som i den nye udenrigspolitiske strategi, der begge er udspil, der afdækker de vigtigste satsninger for regeringen. Desværre er det ikke tilfældet. Klimaet er stort set fraværende i begge udspil.

Alt dette bekræfter, at regeringens såkaldt ’grønne realisme’ synes at have fortrængt de grønne ambitioner, som hidtil har gjort Danmark til et internationalt foregangsland.

Den danske taberopskrift

Når Danmark er et interessant eksempel, er det, fordi vi illustrerer, hvad der formentlig vil ske i mange af de andre lande, der står bag klimaaftalen i Paris. Når begejstringen over de flotte taler om at stå sammen om den fælles udfordring har lagt sig, og glassene med bobler er tømt, venter den politiske virkelighed nemlig.

Og når en ellers så bæredygtig nation som vor egen ikke kan og vil overføre den globale begejstring til nationale politiske initiativer, hvad så med de mange lande, der har ringere forudsætninger end os? Kravene til Danmark på 39 procents CO2-reduktion i 2030 er højere end for mange andre, men vi udleder også mere. Og ifølge Klimarådets rapport har vi også muligheder for at løse opgaven nemmere. Vi har altså alle forudsætninger for at rejse det grønne flag.

Opskriften på at tabe en klimakamp er dermed såre enkel:

Man indleder med at bakke stærkt op om internationale aftaler og er blandt de fremmeste ambassadører, når der skal skåles og tages pressebilleder, men man forpligter sig ikke mere end andre, når aftalerne skal gennemføres. Samtidig er det vigtigt, at man finder argumenter for, at man allerede har gjort mere end andre. Hvis det ikke virker, kan man altid henvise til, at omstillingen koster job og konkurrenceevne. Der er som regel mindst et par erhverv, der vil føle sig truet, og dem skal der – naturligvis – tages hensyn til. Og så skal man for alt i verden undgå at rode sig ud i alt for abstrakte diskussioner, f.eks. om klodens ’krav’ til grønne omlægninger. De fleste kan alligevel ikke overskue dem, og så risikerer man heller ikke at fremstå som klimakyniker, hvis snakken skulle falde på den arv, vi f.eks. giver videre til kommende generationer.

Og således er der stor afstand mellem internationale, relativt uforpligtende aftaler og den nationale forpligtende politiske virkelighed. Hvem der vinder, hersker der ingen tvivl om, ej heller hvem der taber: Det gør klimaet og os alle sammen.

Kommentér dette blogindlæg herunder