Klimanyheden vi frygter og fortrænger

Trods globale aftaler risikerer vi at tabe kampen mod klimaforandringerne og Danmark sin position som foregangsland. Medens politikerne fortrænger virkeligheden ud fra kortsigtede hensyn, sender ny videnskabelig rapport en skarp advarsel om udviklingen de næste årtier.

Den 31. marts fremlagde den danske regering sin handlingsplan for at løse FN’s 17 verdensmål, bl.a. med fokus på klimaforandringerne. I sidste uge offentliggjorde Det Arktiske Råd sin opdaterede rapport over, hvordan udviklingen i de arktiske områder vil påvirke netop klimaforandringerne de kommende årtier. De to rapporter afdækker to forskellige virkeligheder og demonstrerer, hvorfor det kan blive svært at indfri verdensmålene inden for de mindre end 5.000 dage, der er tilbage, inden fristen udløber i 2030.

Den danske handlingsplan er interessant, fordi Danmark opfattes som en af verdens bæredygtige dukse og en rollemodel, som andre lande gerne spejler sig i. Den bekræfter også den nationale intention om at være et foregangsland inden for grøn omstilling, bæredygtig brug af naturressourcer og energieffektivitet. Målet er bl.a. at være fossilfri inden 2050. Men herudover har regeringens udspil mere karakter af en hensigtserklæring end en egentlig plan.

Anderledes kontant og konkret er budskabet fra Det Arktiske Råd i rapporten ’Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic’. Over 90 fremtrædende eksperter står bag undersøgelsen. Støttet af de senest opdaterede videnskabelige undersøgelser tegner rapporten et meget dramatisk billede af, hvordan eksistensbetingelserne på kloden vil blive markant forandrede blot i løbet af få årtier. Det ubehagelige og dybt bekymrende er, hvor hurtigt forandringerne sker. Det er ikke blot den digitale udvikling, der bliver ekspotentiel. Det samme gælder klimaforandringerne.

Den udfordring afdækkes også klart i de tilbagevende videnskabelige analyser. Hver gang en ny produceres, rapporterer den om nye accelerationer i klimaproblemerne. Den store IPCC-rapport, som FN udgav så sent som i november 2014, er således for længst overhalet af udviklingen. Hertil kommer manglen på mere præcise data. Den arktiske rapport påpeger et antal ’datakløfter’, hvor der er stærkt behov for at få en dybere forståelse af hastighed og konsekvenser.

Men rapporten er ikke i tvivl om, hvad og hvem der først rammes af den arktiske nedsmeltning, og lister en række uundgåelige konsekvenser. Her taler vi ikke om en fjern fremtid, men om hvad der vil ske fra nu af og med øget styrke de nærmeste årtier. Blandt de umiddelbare ’klimaofre’ er alle verdens kystområder, altså en række af verdens største byer, lavtliggende øer samt det globale økosystem. De vil opleve stadig flere og større oversvømmelser og ødelagte bygninger og infrastruktur. Andre områder vil lide under langvarig tørke og mangel på drikkevand.

Men hvad der er nok så skræmmende: Konsekvenserne af udviklingen i Arktis kan ifølge videnskaben ikke bremses inden for de næste 30-35 år. Det er den pris, der skal betales for mange års nedprioritering af klima og miljø.

Klimanyhed

Den politiske fortrængning

Konklusionerne i “Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic” er som nævnt blot den seneste af stadig flere tilsvarende skarpe advarsler fra videnskaben. Bl.a. udsendte EU for få måneder siden en rapport – “Climate change, impacts and vulnerability in Europe 2016”, der dokumenterer, hvordan de forskellige områder af Europa kan forudses ramt af klimaændringerne. Også her er konklusionen klar: Vi konfronteres med markante ændringer i livsbetingelserne, og det sker hurtigere end hidtil forudset, og alle lande vil blive stærkt berørt – også Danmark.

Det er denne videnskabeligt dokumenterede virkelighed, der tilsyneladende strider mod den politiske. Her opleves f.eks. en betydelig afstand imellem regeringens meget bredt formulerede “Handlingsplan for FN’s verdensmål” og de akutte og bastante krav til en indsats, som den arktiske rapport efterlyser.

Retfærdigvis skal det tilføjes, at handlingsplanen ikke kan opfattes som Danmarks eneste rapport om nationens mål for en grøn og bæredygtig udvikling. I sidste uge barslede Energikommissionen således med et omfattende og gennemarbejdet forslag til dansk energipolitik frem mod 2050. Men trods sin tyngde og dybde sidder man alligevel tilbage med fornemmelsen af, at rapporten befinder sig i en anden virkelighed, end den klimarapporterne afdækker. Energikommissionen forholder sig til sit eget afgrænsede kommissorium og inddrager ikke de voldsomme konsekvenser, som de accelererende klimaforandringer kan få også for prioriteringen af energipolitikken.

Den efterfølgende politiske debat vil utvivlsomt også fokusere på nationale udfordringer, såsom hvor hurtig statsstøtten til de alternative energier skal udfases etc. etc.

Her rammer vi sagens kerne: Den politiske fortrængning. De fleste politikere er antagelig bekendt med klimudfordringerne, men de mangler enten mod eller redskaber til at løse dem. Det gælder såvel de danske som mange andre landes politikere. Desværre er præsidenten for verdens næststørste CO2-udleder, Donald Trump, den mest fremtrædende fortrænger eller benægter af klimaforandringerne. Men det er ingen undskyldning for ’foregangslandets’ – dvs. vores egne – politiske ledere. Det burde tværtimod være deres chance.

Men problemet er, at effektive og hurtige løsninger kræver så omfattende indgreb, at de udfordrer en lang række hævdvundne opfattelser, politiske dagsordener og økonomiske interesser. Det kom fint til udtryk i DR’s udsendelse ’Bag Borgen’ i torsdags. I en dialog med de radikales Martin Lidegaard, tidligere minister for klima, energi og bygninger, fastholdt den danske klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) sin grønne realisme, som går ud på, at nok skal vi være ambitiøse, men ikke på bekostning af landbrugets kortsigtede konkurrenceevne. Lilleholt var dermed afvisende over for synspunktet om, at realismen netop handler om, at Danmark som det hidtidige foregangsland har alle forudsætninger for at score økonomiske gevinster på at udvikle langsigtede bæredygtige løsninger på klimaudfordringerne. Der er åbenbart forskel på den kortsigtede politiske realisme og den langsigtede økonomiske.

Problemet er netop, at resultaterne af en ambitiøs indsats først kan måles på lang sigt, mens konsekvenserne i form af skærpet lovgivning og andre krav for såvel vælgere som virksomheder typisk opleves på kort sigt og ikke nødvendigvis er populære. Krav om ændret adfærd og øgede omkostninger er en giftig politisk cocktail. Så hellere fortrænge problemet eller normalisere det.

Men hvis det er strategien og prioriteringen i netop det land, der skulle være mønsterbryder og rollemodel, afdækker det klart og tydeligt, hvilke udfordringer verdenssamfundet konfronteres med, hvis det inden for blot et par årtier skal sikre dramatiske gennembrud i kampen mod klimaforandringerne. Med mindre altså andre nationer hurtigt overhaler Danmark som foregangsland.

Utopi og virkelighed

Hvis man betragter den internationale politiske klimaproces over en længere årrække, tyder alt på, at klodens klima forandrer sig langt hurtigere end det politiske, og at vi risikerer at tabe kampen mod klimaforandringerne. Efter 22 års tilløb med årlige COP-møder lykkedes det i december 2015 at nå til bred enighed i Paris – en enighed, der efterfølgende blev udfordret af USA. Men ifølge den arktiske rapport vil en fuld opfyldelse af Paris-aftalen først kunne stabilisere udviklingen fra 2050 og frem. Med andre ord har vi altså ikke styr på klimafordringerne de næste par årtier. I tillæg til de direkte klimarelaterede udfordringer som oversvømmelser og skader på bygninger og infrastruktur kommer de indirekte, men nok så alvorlige sociale og sikkerhedspolitiske konsekvenser.

I den optimale situation burde en institution med global troværdighed formidle det opråb, der sikrede en fælles forståelse for klimavirkeligheden, og initiere den indsats, der afbød de værste konsekvenser af de løbske klimaforandringer. Når katastrofer er sket, indføres der ofte undtagelsestilstande. Hvis alle advarsler skal tages for pålydende, burde denne institution begynde med at indføre en global undtagelsestilstand, indtil der var styr på de største klimaproblemer.

Men her bevæger vi os ud i utopiens verden. For det første fordi den eneste globale organisation, der har legitimiteten, nemlig FN, ikke har magten, og for det næste ville et udspil atter støde på de sædvanlige interessemodsætninger. Men det er også utopi at forvente, at en tilpasning i det nuværende tempo vil sikre de nødvendige løsninger i tide. Den udfordring kan uden overdrivelse betegnes som et af verdens største dilemmaer.

Her er der mere end nogensinde behov for en disruptiv rollemodel. Den virkelighed har vi hverken tid eller råd til at fortrænge.

Kommentér dette blogindlæg herunder