På vej mod biologisk ulighed?

Kunstig intelligens og genteknologi vil revolutionere vores sundhed og sundhedssektor i løbet af de næste 15-20 år. Allerede i dag lever akademikeren længere end den ufaglærte, og den teknologiske udvikling vil kun få den aktuelle sundhedsulighed til at accelerere.

Nye genbaserede behandlingsformer, digitale læger, 3D-printede organer og nanorobotter vil skabe fantastiske muligheder for sundere og længere liv for langt de fleste af os. De muligheder skal vi gribe – og heldigvis er vores sundhedssektor godt på vej. Men udviklingen vil også rejse nye sundhedspolitiske udfordringer, herunder risikoen for hastigt accelererende ulighed i sundhed.

Derfor er det helt nødvendigt, at vi skaber offentlig debat om den digitale fremtid på sundhedsområdet. Tænketanken Mandag Morgen har sammen med Danske Regioner leveret et indspark med ’Sundhed i Skyen – Et kig ind i den digitale fremtid på sundhedsområdet’, der tegner nogle af de vigtigste perspektiver for borgere, sundhedsprofessionelle og politikere.

I de kommende år vil vi opleve langt bedre muligheder for forebyggelse og tidlig diagnosticering af sygdomme, i takt med at apps, wearables og sensorer på sundhedsområdet bliver mere avancerede. Vores smartphones vil kunne overvåge selv små forskydninger i vores stemme. Et brusebad vil efterhånden kunne få indbyggede sensorer, der holder øje med vores helbred. Nanorobotter i pilleform vil kunne monitorere vores blod og indre organer.

Vi kan komme til at leve i en ‘diagnostisk spejlsal’, som Sebastian Thrun fra Google formulerer det. Og kunstig intelligens vil kunne analysere og fortolke alle disse data og sammenholde dem med den individuelle medicinske historie og snart også med data fra alle andre. Resultatet må forventes at blive langt større viden, meget bedre forebyggelse og helt nye behandlingsmuligheder.

Samtidig vil den dramatiske udvikling inden for genteknologi betyde langt bedre og mere individualiseret medicin. For slet ikke at tale om de langsigtede sundhedsperspektiver, som ’redigering’ af genomer i fosterstadiet vil give.

Nye etiske dilemmaer

Vi kan formentlig ikke overvurdere effekterne af denne udvikling på den almene folkesundhed og vores sundhedssektors evne til at skabe resultater Men teknologiudviklingen kommer også til at rejse helt nye sundhedspolitiske og etiske dilemmaer. Ikke mindst risikoen for radikal ulighed springer i øjnene.

Ulighed i sundhed er ikke ny. Akademikeren lever allerede i dag længere end den ufaglærte. Men den teknologiske udvikling kan få vores aktuelle sundhedsulighed til at accelerere. Vi kan efter min mening være på vej mod en egentlig ‘biologisk ulighed’, hvor forskelle i levetid, kropslige evner og kognition vil vokse dramatisk.

Det er der mindst to grunde til. For det første betyder den digitale udvikling på sundhedsområdet, at den etablerede sundhedssektor mister sit hidtidige monopol på borgernes sundhed og sygdomsbehandling. Udbuddet af avancerede kommercielle sundhedstilbud direkte til borgerne vil eksplodere. I de kommende år vil borgere med teknologisk indsigt og god økonomi kunne få adgang til oceaner af digitale sundhedstilbud om alt fra nuancerede genkortlægninger, personlige behandlingsformer, avancerede sensorer, nye forebyggelsesapps og kunstigt intelligente sundhedsassistenter.

Den etablerede sundhedssektor vil formentlig også fremover danne primær ramme om danskernes sundhed, men ressourcestærke borgere vil i stigende grad supplere denne ramme med aktivt forbrug på det globale digitale sundhedsmarked.

For det andet kan udviklingen i genteknologi bane vejen for et helt nyt og mere elitært sundhedsbegreb. Sundhed vil ikke længere kun handle om at gøre de syge raske, men lige så meget om at gøre de raske raskere. Genteknologien rummer enorme muligheder for individuel forebyggelse af genetisk betingede sygdomme, fremme af stærkere og mere robuste kroppe og udvikling af kognitive evner. Der vil formentlig ikke længere være en relativt ensartet og fælles standard for vores sundhed, nemlig fravær af kendte sygdomme. I takt med at vi får et stadigt mere “intimt forhold til vores dna”, som historikeren Yuval Noah Harari siger, vil sundhed i fremtiden blive en endeløs stræben mod nye idealer for krop og kognition.

Hvem vil ikke være sundere?

Ressourcestærke borgere vil hele tiden kunne deltage i kapløbet om at hæve sundhedsbarren lidt mere: Færre sygdomsrisici, højere IQ, bedre hukommelse, klarere syn, styrket libido, mere intens lykkefølelse … Nye teknologier vil bane vejen, så hvorfor skulle vi ikke udnytte mulighederne? Og selv hvis vi i et svagt øjeblik rammes af moralske kvababbelser over den ene eller anden nye biologiske designmulighed, er der formentlig få, der frivilligt vil vente på perronen, mens andre systematisk øger deres – eller deres børns – levetid og intelligens.

Nye dyre teknologiske behandlingsformer vil hele tiden vinde frem og i stigende grad være tilgængelige for ressourcestærke og investeringslystne borgere. Det vil uden tvivl løfte vores almene folkesundhed, hvilket er fantastisk, men det vil også kunne skabe voksende sundhedskløfter mellem mennesker; mellem almindeligt dødelige på den ene side og stadigt mere algoritmeoptimerede og genetisk opgraderede ’supermennesker’ på den anden.

En sådan langsigtet udvikling vil også kunne få negative konsekvenser for sammenhængskraften i vores velfærdsmodel og udfordre ressourcestærke borgeres vilje til at bidrage til finansieringen af den universelle sundhedssektor.

De kommercielle og eksistentielle kræfter vil formentlig være så stærke, at udviklingen ikke kan – og heller ikke bør – bremses. I stedet har vi brug for en seriøs og fremsynet diskussion af, hvordan de nye teknologiske revolutioner på sundhedsområdet kan skabe bedre og længere liv for alle – uden at sætte vores menneskelige ligeværd over styr.

Det er ikke science fiction. Det er formentlig én af de mest påtrængende politiske udfordringer for de næste generationer.

Kommentér dette blogindlæg herunder