Rosenindustrien er en dans på torne

Den internationale rosenindustri er et tornefuldt farvand for blomsterarbejderne. Fairtrade har taget endnu et spadestik for at luge ud i blomsterindustriens skyggesider.

Forløsning, frihed og store smil. Lige nu springer landets studenter ud og pryder gadebilledet med deres glæde og hvide huer. Studentertiden er på mange måder en ubekymret og ekstatisk dans på røde roser. Mange nybagte studenter står også med et bundt roser i favnen på det karakteristiske foto til familiealbummet, og det er her, at det glade billede kan have en skyggeside.

For sådan er det bestemt ikke for arbejderne i rosenproduktionen i Østafrika. Her er der meget, der skriger på forbedringer: Arbejdsmiljøet, miljøbeskyttelsen, men måske vigtigst af alt trænger lønningerne til et gevaldigt løft.

I mange af verdens fattigste lande er der ikke krav om minimumslønninger til blomsterarbejdere, som kan danne grundlag for lønforhandlinger – i hvert fald ikke lovgivningsmæssigt. Netop fraværet af basal lovgivning er en af de største torne, når det gælder om at skabe bedre lønninger for dem, som arbejder i blomsterindustrien.

Indtil nu har Fairtrade haft fokus på at sikre en bonus, som arbejderne tjener oven i deres løn, og som bruges på investeringer i lokalsamfundet: eksempelvis en skole til områdets børn eller en sundhedsklinik. Samtidig har Fairtrade stillet krav om, at plantager skal betale arbejderne den regionale gennemsnitsløn eller den nationale mindsteløn, og at lønnen skal øges årligt, så den på sigt bliver så høj, at arbejderne rent faktisk kan leve af den.

Problemet er imidlertid, at udgangspunktet for basislønnen ofte er urimeligt lav, og det har Fairtrade, frem til nu, ikke haft nok fokus på.

Et skridt på vejen

Derfor har Fairtrade netop taget et nyt skridt hen imod at løse denne knude og gøre blomsterindustrien mere tornefri. Vi har vedtaget en ny minimumslinje for basislønnen til arbejderne i blomsterindustrien; det er nu Verdensbankens globale fattigdomslinje, som skal danne udgangspunkt for lønnen, frem for den regionale eller nationale mindsteløn.

Denne nye retningslinje vil forbedre lønningerne for tusindvis af de mennesker, særligt i Østafrika, som arbejder med at dyrke roserne fra frø til buket.

Den nye minimumssats kan medvirke til, at arbejderne tjener en løn, som de reelt kan leve af. Og så kan det være med til at reducere den løndrevne konkurrence blomsterplantagerne imellem – en konkurrence, som består i et ræs mod lavere lønninger for at kunne sælge roserne så billigt som muligt, bl.a. til forbrugere i Danmark.

Af denne grund er det vigtigt, at både arbejdsgivere, fagforeninger, detailhandlere og købere står sammen og gør en fælles indsats. En indsats for, at arbejderne bliver betalt en fair løn, at blomsterne bliver dyrket på en måde, som tager hensyn til miljøet, og at de bliver solgt til en pris, der afspejler det, som det reelt koster at producere dem på bæredygtig vis – både socialt og miljømæssigt.

Dobbeltomtanke på tripleniveau

Det nye tiltag kan nok ikke sammenlignes med den glæde og det håb, som de nyklækkede studenter har for fremtiden i denne tid. Men den giver mig alligevel håb om en lidt mere rosenrød fremtid for verdens blomsterarbejdere.

Her tænker jeg ikke kun på de ansatte i rosenindustrien, men også på folk i andre sektorer, som lever en daglig kamp for at få deres alt for lave lønninger til at strække til at drive en husholdning. Det er urimeligt og unfair.

Det er globaliseringens mørke side, sat på spidsen.

Men der er også lysere historier i rosenindustrien – det nye skridt er en af dem. En anden er, at man nu kan købe roser fra Østafrika med god ’klimakarma’. Forskning har nemlig vist, at klimaaftrykket ved at dyrke roserne i Afrika og flyve dem til Danmark, i modsætning til hvad de fleste måske tror, er seks gange lavere end ved at dyrke dem i Europa. Det skyldes de klimatiske forhold i eksempelvis Kenya.

Så i denne tid er det altså muligt at udvise dobbeltomtanke på tripleniveau ved at købe Fairtrade-mærkede roser fra Østafrika: For det første er det en fin og traditionsbåren gestus over for den stolte student, for det andet er det med til at give blomsterarbejderne bedre vilkår, og for det tredje er det ikke en torn i øjet på klimaet.

Stort tillykke til studenterne, rosenarbejderne og klimaet.

Kommentér dette blogindlæg herunder