Syv pejlemærker for lederen i 2017

Robotter, fleksibilitet og langdistanceledelse bliver nogle af de vigtige opmærksomhedspunkter for ledere i år.

Som statsministeren sagde det meget klart i sin nytårstale, var tingene ikke bedre i gamle dage. Tværtimod. Man kan supplere med at sige, at sådan vil vi nok også se tilbage på i dag om 20 år.

Den logiske følge er, at vi godt kan glæde os til de forandringer, vi som ledere vil opleve i 2017, og begynde at forberede os på dem. Her er min personlige liste over årets ledelsesmæssige opmærksomhedspunkter.

1: Kravet om fleksibilitet vokser – fra begge sider

Vi lærte det, da krisen satte ind i 2008. Og de stadig hurtigere skiftende forbrugerkrav understreger det yderligere:

Vi skal lynhurtigt kunne skrue op for den ene kompetence og ned for den anden. Det skal være let at få gode folk ind – og ud. Vinderne bliver de tilpasningsdygtige virksomheder.

Rigtig mange medarbejdere er heldigvis med på trenden og drager selv nytte af den. At gå efter gulduret er ikke længere noget hædersmærke.

Redskaber:

  • Flere interime ledere og specialister.
  • Løst tilknyttede projektteams.
  • Øget brug af underleverandører – outsourcing frem for insourcing.
  • Big is not beautiful – sometimes it’s even clumsy.

2: Den fysiske tilstedeværelse mister vigtighed – men relationer forbliver afgørende

Når en opgave ikke kræver fysisk tilstedeværelse, må vi som ledere pakke ønsket om at kigge personalet over skulderen væk. Så er der nemlig ingen gyldig grund til at tvinge folk til at sidde på kontoret fra 8 til 16.

Bottom line er, at vi må vænne os 100 pct. til, at det eneste rigtigt vigtige er evnen til at nå resultater, og derfor fokusere på god ledelse af både fastansatte og interime medarbejdere.

Det betyder, at vi skal være endnu mere tydelige om vores forventninger og krav. Fokus på engagement, feedback og udvikling skal fastholdes. Men oftere og oftere vil det foregå på afstand.

Redskaber

  • Processer og værktøjer, der understøtter en fleksibel ressourceplanlægning.
  • Fokus på ledelse og udvikling i henseende til resultatopnåelse og værdiskabelse.

3: Effektiv tiltrækning, onboarding og fastholdelse

Hurtigere og hyppigere jobskifter øger kravene til at få nye folk hurtigt ombord. Forventningsafstemning og indfrielse af ønsker, hvad angår jobindhold og personlig udvikling, er altafgørende for at forbedre fastholdelse og reducere omkostninger.

Ledernes evne til at reducere time to performance – dvs. den tid det tager, før en ny medarbejder leverer den nødvendige værdi til organisationen – måle og skabe overblik over nyansattes onboarding-følelse og personlige udvikling skal understøttes af enkle ledelsesværktøjer. Uden smidige processer og værktøjer risikerer den øgede agilitet at blive dyr og besværlig.

Det vil ikke være overraskende, hvis evnen til at onboarde nye medarbejdere bliver et ledelsesparameter helt på linje med andre ledelsesmæssige performancemål.

Redskaber

  • Øget fokus på onboarding fra topledelsens side.
  • Digitale måleredskaber og ledelsesværktøjer.

4: What’s in It for Me? Ny generation betyder nye krav til lederne

Den berømmede og berygtede Generation Y vil selvsagt fylde mere og mere. Det samme vil deres krav til lederne.

Den gamle opfattelse, at du skal yde, før du kan nyde, har fået nyt fortegn: Lederne skal yde, før den nye generation gider yde.

Jobbets indhold, værdier, arbejdsvilkår og mulighed for personlig udvikling skal være tydelige, og lederen skal stå til rådighed for den enkelte. Det betyder løbende opfølgning og feedback. MUS-samtale 1-2 gange om året er ikke nok. Hverken for den enkelte eller for den forretningsmæssige udvikling.

Det handler ikke om, at den nye generation ikke vil yde – det vil den rigtig gerne. Men lederen har ansvaret for at forme og udvikle den nye generation og være tydelig i sin forventningsafstemning og feedback.

Redskaber

  • Klar forventningsafstemning, hvad angår mål og kompetencer. Ledelsesværktøjer, der understøtter løbende opfølgning og feedback.
  • Dyrk mulighederne og potentialet frem for at frustreres over forskelligheden.
  • Meget nyt er godt – men det afliver ikke alle gamle dyder.

5: Diversitet

De politiske vinde blæser i nationalisternes retning, men erhvervslivet breder sig fortsat længere ud i verden. Hvis den person, der kan løse dit problem, bor i Indien, så klarer hun det fra Indien. Eller kommer til Danmark for at hjælpe.

For ledere betyder det, at vi i stadig stigende grad må vænne os til, at forskellige ledelsestyper, modersmål, religioner og skikke må fungere side om side. Vi skal ikke være bange for at fremhæve gode gamle dyder – men fordommene kan vi godt pakke væk.

Redskaber

  • Tolerance og åbenhed – fra alle.
  • Klare værdier og mål, transparens, hvad angår den ønskede adfærd, løbende opfølgning og feedback – ikke kun 1-2 gange om året.

6: Digitalisering – hvad sker der nu?

Vi aner, at robotter og kunstig intelligens vil have skabt en ny verden om 50 år. Men hvad betyder det for ledere i 2017?

Det er pudsigt nok, at mens vi er ved at udvikle applikationer og styresystemer, som alle kan finde ud af, og som ikke crasher og laver fejl, så udvikles der robotter, der kan hjælpe folk med at bruge systemerne.

Kundeservice- og supportmedarbejdere bliver næppe arbejdsløse af den grund i løbet af det næste år. Men arbejdsopgaverne vil flytte sig, og kompetencekravene vil ændres.

Som ledere skal vi kunne spotte, hvilke kompetencer der bliver behov for, og hvordan vi bedst kan optimere vores organisationer og planlægningen af ressourcer.

Redskaber

  • Tættere samarbejde mellem HR og IT.
  • Åbenhed over for nye digitale landvindinger.
  • Uddannelse, omskoling, opkvalificering.
  • Koldt vand i blodet.

7: Forberedelse af persondataforordningen

Det lyder måske ikke helt så spændende som robotter. Men at ignorere ordet persondataforordning i 2017 vil være næsten lige så risikabelt som at ignorere den digitale udvikling.

Den nye persondataforordning, som træder i kraft i 2018, understøtter bl.a. det digitale indre marked ved at indføre ensartede regler i hele EU. Og den gælder for alle, der behandler persondata, herunder virksomheder, der registrerer oplysninger om deres medarbejdere.

Derfor er det en pligtopgave for mange ledere at bruge en del af 2017 til at skabe overblik over deres medarbejderes data og sikre god regelefterlevelse.

NB. Der er lagt i kakkelovnen til en betragtelig forøgelse af bødeniveauet.

Redskaber

  • Styr på dokumenthåndtering og databaser med personfølsomme data.
  • Ressourcer, der kan følge op på evnen til at opfylde både nuværende og kommende regler.

8: Eventuelt

Har jeg det hele med? Næppe!

Men hvis andre tør spå om ledelsestrends i 2017, så del jeres tanker i tråden nedenfor!

Læs mere om Maiken Schack her.

 

Kommentér dette blogindlæg herunder