Tilbage til 73

Vi har energikrise – igen. Og vi har også denne gang brug for, at vores ledere udviser mod og beslutsomhed. De kan starte med at genhøre statsminister Poul Hartlings 37 år gamle nytårstale.

Der er årtier, hvor alting bare kører. Og så er der årtier, der kalder på store beslutninger. 1960’erne, 1990’erne og det meste af 2000’erne hørte til i første kategori. 2010’erne hører uden diskussion til i den anden.

Vi befinder os på mange måder i samme situation som i starten af 1970’erne. Økonomien er kørt til udpumpning ovenpå en lang, sorgløs fest, og ligesom dengang spiller energiforsyning en helt afgørende rolle for nationens fremtidige helbredstilstand.

Forleden hørte jeg tilfældigvis statsminister Poul Hartlings nytårstale fra 1. januar 1974 i radioen. Det var en overrumplende oplevelse med nærmest skræmmende paralleller til situationen i dag. Men først og fremmest bemærkede jeg forskellen på beslutsomheden og det politiske mod dengang og nu.

Med en myndig stemme, som er sært fraværende i vore dages politik, maner Hartling til ansvarlighed og sammenhold i en situation, hvor OPEC-landene kort forinden havde lammet Vesteuropas økonomi ovenpå Yom Kippur-krigen. Fra oktober til december 1973 blev prisen på en tønde olie firdoblet.

Vi lader lige billedet stå lidt; olieprisen blev firdoblet på tre måneder – på et tidspunkt hvor 90 pct. af Danmarks energiforsyning kom fra importeret olie.

Hartling taler midt i orkanens øje:

Begivenheder, som vi kun i beskeden grad har indflydelse på, vil være afgørende for udviklingen i Danmark i det nye år. Ingen af os er i tvivl om, at hvis der bliver drejet yderligere om for oliehanerne, vil følgerne blive meget alvorlige, og selv om der skulle blive åbnet for hanerne, ved vi, at de gyldne dage med billig energi aldrig mere kommer tilbage.

Der er ingen grund til at skjule, at denne energikrise er kommet hurtigere og stærkere over os, end vi politikere havde ventet. Vi har ikke lyttet opmærksomt nok til de advarende røster, har ikke gjort os klart, hvor sårbart vort højt udviklede samfund er. Det gælder for Danmark, som det gælder for hele den vestlige verden og Japan med.

Vi står ikke parate med færdige løsninger, hverken her eller i andre lande. Vi har indført bil-løse søndage og hastighedsbegrænsninger, vi har lært at tætne vinduer og at tage en sweater på, men nogen egentlig løsning er det selvfølgelig ikke. På langt sigt kan vi ikke komme ud af energikrisen blot ved at spare. På langt sigt må vi lære at skaffe energi på nye måder.

Men på kort sigt betyder det noget at spare. Det er simpelthen nødvendigt.

Den olie, vi ikke brænder op i vore oliefyr, og den benzin, vi ikke kører op i vore biler, gør det muligt at holde arbejdspladser i gang, der ellers måtte lukke.

Vi kan komme til at opleve arbejdsløshed og varemangel i denne vinter. Vi kan komme til at opleve, at fabrikker må lukke, at varer ikke kan blive kørt ud, at landmanden ikke kan bruge sin traktor og fiskeren ikke sin båd.

Det afhænger i høj grad af os selv, om det skal gå så galt.

Uventet tvinges vi nu hver især ind i en situation, hvor vore menneskelige kvaliteter stilles på prøve. Vi kan være egoistiske og prøve på at læsse de fælles byrder over på naboen, eller vi kan bevise, at ord som samfundssind og fællesskab og samhørighed stadig har mening og indhold. Det er en udfordring til os, som enkeltindivider og som nation. Det er ikke en udfordring, vi har bedt om eller ønsket os, men måske det alligevel kan være en sund udfordring.

Vi har i de senere år vænnet os til bestandig at stille krav til andre, til samfundet. Der måtte være råd til det hele, selv om det helst ikke måtte koste i skat, og var der ikke råd lige her og nu, så måtte det være andres skyld. Så var det samfundet, der svigtede.

Nu er det pludselig den enkelte, der stilles krav til.

1970’ernes energikrise ramte hårdt og akut, og stemmen fra fortiden minder en om det samfundssind, der er brug for, når udfordringerne banker på.

Vore dages energikrise har været undervejs længe, og den bevæger sig langsommere. Til gengæld er konsekvenserne større. Nu er det klodens økologiske balance, der er på spil og dermed det økonomiske og ressourcemæssige livsgrundlag ikke bare for Danmark, men hele verden. Hvis man et øjeblik har glemt alvoren, så er det værd at tjekke hvad Fatih Birol, den præcise og altid kølige talsmand for Det Internationale Energiagentur, sagde forleden, da den årlige World Energy Outlook blev offentliggjort: ”Jeg er meget bekymret. Hvis vi ikke ændrer retning i vores energiforbrug nu, så ender vi på den anden side af det punkt, som videnskaben fortæller os er sikkert. Døren vil lukke for evigt”.

Ja. Der er energikrise – igen – og udfordringen er præcis den samme. Vi skal reducere vores energiforbrug drastisk, og vi skal høste energi fra vedvarende kilder.

Der er al mulig grund til at lære af historien.

Hartlings nytårstale introducerede en række drastiske, pragmatiske, langsigtede og modige beslutninger i 1970’erne og 1980’erne, først af Hartling-regeringen, sidenhen fulgt op af Anker Jørgensen og Poul Schlüter – vel at mærke med brede flertal for det meste. Oppositionen anerkendte situationens alvor.

Vi har en tendens til at romantisere energikrisen – de billøse søndage, temperatursænkning i offentlige bygninger, hver anden gadelampe, der blev slukket. Myndighederne anbefalede os at lukke for varmen om natten, tage brusebad i stedet for karbad, tætne vinduerne og tage en sweater på. Hyggeligt, ikke? Nej, faktisk ikke. Der var tale om benhård prioritering og krisestyring. Kunne man forestille sig en regeringschef i dag, der turde tage bilen fra folk om søndagen?

Og det var kun de små tiltag. Der blev parallelt søsat en række kontroversielle og besværlige, men nødvendige, projekter.  Vi investerede massivt i at blive selvforsynende, først og fremmest med olie og naturgas fra Nordsøen. Vindenergi og andre alternative kilder fik statstilskud i en tid, hvor vindmøller blev latterliggjort i vide kredse. El-produktionen blev omlagt fra olie til kul. Der blev indført energikrav til boligmassen og energiafgifter, mens økonomien strammede til. Vi besluttede endda at fravælge datidens populære teknologiske fix: A-kraft.

Måske var det mest markante tiltag, at naturgas- og fjernvarmenettet blev udrullet over hele landet. Det var både dyrt og upopulært. Landet blev gravet op på kryds og tværs. Jord blev eksproprieret. Lokalsamfund blev tvunget på nettet.

I retrospektiv må man beundre det politiske mod. Tre statsministre, der ironisk nok i dag anses for letvægtere, viste den form for lederskab, et land har brug for i krisetider.

I dag, årtier senere, står Danmark og dansk erhvervsliv stærkt i den internationale konkurrence takket være Hartling, Jørgensen og Schlüter. Vi er blandt de mest energieffektive lande i OECD. Vi har verdens højeste andel af vindenergi og en række globalt førende virksomheder inden for miljø- og energiteknologi. Vi tjener penge på eksport at grønne løsninger.

Alt sammen skyldes det forspring, som blev skabt dengang, og konfronteret med vore dages energikrise må regeringen, Helle Thorning-Schmidt og oppositionen lære af historien. De har oven i købet den fordel, at de kan sige til danskerne, at vi har gjort det før – med held.

Statsministeren kunne starte med at genhøre Hartlings nytårstale. Udgangspunktet er præcis det samme som han beskrev for 37 år siden: På lang sigt må vi lære at skaffe energi på nye måder.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Kommentér dette blogindlæg herunder