Trump er en farlig mand for alle

Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af den globale klimaaftale er bekymrende, fordi den rejser tvivl om, hvorvidt USA’s præsident handler ud fra rationelle motiver. EU og Kina rykker tættere sammen.

I december 2009 tryglede Donald Trump sammen med andre erhvervsfolk verdens ledere samlet i København om at indgå en ambitiøs klimaaftale. I sidste uge trak Donald Trump USA ud af Paris-aftalen om en ambitiøs kollektiv indsats mod den globale opvarmning – en aftale, der indfrier de krav, som Trump og de andre amerikanske erhvervsfolk i 2009 rejste i en annonce i New York Times.

Hvad kan vi lære af det? At Donald Trump ikke er til at regne med. At han ændrer holdning, som vinden blæser. At han ikke handler rationelt.

Det er dybest set det perspektiv, der er det mest bekymrende ved, at USA’s præsident i sidste uge valgte at trække USA ud af den globale klimaaftale fra 2015. I en verden fuld af farer fra atomoprustning, over islamistisk terrorisme, til klimaforandringer og massive folkevandringer er det stærkt foruroligende, at verdens eneste globale supermagt er ledet af en mand, som tilsyneladende ikke har nogen intellektuelt sammenhængende plan for, hvordan han vil forsvare USA’s nationale og globale interesser.

Ganske vist siger Trump, at han har gjort, som han har gjort, fordi han vil forsvare amerikanske arbejderes interesser, skabe ny vækst og nye job ved at løsne båndene på de fossile energiindustrier. Men hvad var reaktionen på de globale råvaremarkeder fredag morgen? Den var et fald i olieprisen, fordi man nu forventer endnu større udbud på de oliemarkeder, hvor priserne i forvejen er lave. USA’s problem er ikke, at man mangler billig energi. Den er der masser af i forvejen.

Trump giver også udtryk for, at Paris-aftalen skulle være en global sammensværgelse vendt mod USA. Dette er ikke alene urigtigt, eftersom Paris-aftalen dybest set bygger på frivillighed og ikke indeholder nogen form for sanktionsmuligheder, hvis et land ikke lever op til afgivne løfter. Det er – som Financial Times’ amerikanske chefkommentator formulerer det – udtryk for en form for paranoia, som man skal over i psykologien for at kunne forstå eller forklare.

Modarbejder sig selv

Sandheden er, at Trump med sin beslutning direkte modarbejder USA’s globale geostrategiske interesser, sådan som han selv synes at have valgt at definere dem. Han styrker Kinas globale rolle, og han styrker sammenholdet i det EU, som han på i øvrigt rystende vis har valgt at modarbejde. Beslutningen giver med andre ord ikke rationel mening – selv hvis man definerer USA’s nationale interesser på den måde, som Trump definerer dem.

Set fra et dansk og europæisk perspektiv må vurderingen være, at Trumps handling næppe kommer til at stoppe den grønne omstilling og kampen mod den globale opvarmning i nævneværdig grad. USA’s allerstørste finansielle og teknologiske virksomheder har stort set uden undtagelse tilsluttet sig den tænkning, der går ud på, at rene, vedvarende energikilder og skarpt fokus på energieffektivitet simpelthen er mere interessante forretningsområder end de fossile energisektorer.

Clean & Green er fremtiden. Markedskræfterne og ønsket om et renere miljø i USA’s storbyer og delstater vil simpelthen drive USA’s grønne omstilling fremad, og de fortjenester, der ligger der, vil Goldman Sachs og General Electric have deres del af, uanset hvad Donald Trump måtte mene.

Når det gælder fremtidens alliancer på den globale scene, markerer Trumps klimaretræte endnu et skridt i retning af, at USA og Storbritannien isolerer sig, mens det kontinentale Europa gør klar til for alvor at træde op på den globale scene gennem tæt samarbejde med Kina, Indien, Japan, Canada, Brasilien og sågar Rusland, hvor præsident Putin i sidste uge endegyldigt så ud til at have opgivet at få noget ud af sin ellers spektakulære bromance med Donald Trump.

USA’s tidligere udenrigsminister John Kerry beskrev Trumps beslutning således: ”En uvidende, kynisk appel til en anti-videnskabelig lobby for særinteresser, der ligger langt uden for mainstream.”

Det er ikke let at kalde Donald Trump en farlig mand. Han er demokratisk valgt og som sådan en legitim og respektabel indehaver af de magtbeføjelser, som den amerikanske forfatning giver landets præsident.

Men når der efter fem måneder med Trump i Det Hvide Hus i Washington endnu ikke aftegner sig nogen form for indre logik i præsidentens embedshandlinger, må det være på tide at konkludere, at det ikke er rationel tænkning men snarere følelser og dybdepsykologiske impulser, der styrer beslutningerne i Det Hvide Hus.

Fremover må man sætte sin lid til, at besindige og rationelt agerende ledere i resten af verden bruger deres indbyrdes debatter til at sikre, at man – uanset hvad landene hver for sig måtte have af modstridende interesser – sikrer sig, at USA’s præsident ikke får lejlighed til at gøre verden til et endnu farligere sted, end den allerede er. Klimakatastrofen udvikler sig trods alt så langsomt, at man – hvis man har viljen – kan afbøde skadevirkningerne. Det samme vil ikke være tilfældet, hvis kloden rammes af en menneskeskabt global atomkatastrofe.

Kommentér dette blogindlæg herunder